Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

A.C.2.1.2.1.5.1 Fysiske personer, der modtager en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema

Skatteministeren fastsætter regler om, hvilke skattepligtige der forud for oplysningsfristens udløb, jf. SKL (skattekontrolloven) § 10, fra Skatteforvaltningen modtager en opgørelse af den skattepligtige indkomst og ejendomsværdi for det afsluttede indkomstår (årsopgørelse) i stedet for et oplysningsskema, jf. SKL (skattekontrolloven) § 5.

Se SKL (skattekontrolloven) § 8, stk. 1, nr. 1.                                                              

Årsopgørelsesbegrebet defineres i lovteksten, ligesom det fremgår, at årsopgørelsen modtages forud for oplysningsfristens udløb. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at reglerne om opgørelse af slutskatten (årsopgørelse), overskydende skat og restskat fremgår af KSL (kildeskatteloven) §§ 60-62. Det fremgår imidlertid ikke af disse bestemmelser, hvornår årsopgørelsen udsendes. 

For skattepligtige med enkle økonomiske forhold, som dækker langt den overvejende del af de skattepligtige her til landet, dannes årsopgørelsen normalt i starten af marts efter indkomstårets udløb, hvor den gøres tilgængelig for den skattepligtige på Skatteforvaltningens hjemmeside.

En årsopgørelse kan imidlertid også blive dannet og udsendt efter oplysningsfristens udløb i tilfælde af, at ansættelsen for indkomståret genoptages og ændres.

Det er på den baggrund fundet hensigtsmæssigt at tydeliggøre, at den årsopgørelse, som skattepligtige med enkle økonomiske forhold har pligt til at forholde sig til, vil være den opgørelse for det afsluttede indkomstår, der udsendes forud for oplysningsfristens udløb.

Den oplysningsfrist, der henvises til i bestemmelsen, er som udgangspunkt den 1. maj i året efter indkomstårets udløb. Se SKL (skattekontrolloven) § 10. For visse skattepligtige er fristen dog den 1. juli, jf. SKL (skattekontrolloven) § 10, stk. 2.

Bekendtgørelse om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema

Bemyndigelsen i SKL (skattekontrolloven) § 8, stk. 1, er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1302 af 14. november 2018 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema ændret ved BEK nr. 166 af 28. februar 2020.

Bekendtgørelsen har virkning fra og med indkomståret 2018. Ændringerne i BEK nr. 166 af 28. februar 2020 har dog virkninger fra og med indkomståret 2020. 

Hovedregel - fysiske personer modtager en årsopgørelse

Det følger af § 1 i BEK nr. 1302 af 14. november 2018, at fysiske personer modtager en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema med de undtagelser, som følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 2 og 3.

Undtagelse 1 - følgende personer modtager ikke en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema.

Fysiske personer modtager ikke en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema, hvis de for indkomståret forventes at skulle give Skatteforvaltningen oplysninger om

1) selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. dog § 2,

2) indkomst fra udlandet, jf. dog § 3,

3) ejendom i udlandet, jf. dog § 3,

4) indkomster, der helt eller delvist er fritaget for indeholdelse af dansk skat, medmindre fritagelsen angår indeholdelse i dansk pension, eller

5) indkomster, der optjenes som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført uden for landet, og for hvilke der gives nedslag i skatteberegningen efter en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning eller efter danske regler.

Undtagelse 2 - følgende personer modtager ikke en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema

Fysiske personer modtager ikke en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema, hvis

1) de har været både fuldt og begrænset skattepligtige i løbet af indkomståret,

2) de er fuldt skattepligtige her til landet og samtidig er skattemæssigt hjemmehørende i et andet land,

3) de anvender forskudt indkomstår,

4) de er omfattet af SKL (skattekontrolloven) § 8, stk. 2, eller

5) de anmoder Skatteforvaltningen om at få tilsendt et oplysningsskema i stedet for en årsopgørelse, jf. SKL (skattekontrolloven) § 8, stk. 3.

Se § 1 i BEK nr. 1302 af 14. november 2018.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.