| Foretages der hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af omlægningslånet eller lån, der gennem en eller flere låneomlægninger fremtræder som erstatning for omlægningslånet, reduceres fradragsbeløbet med en forholdsmæssig andel, der svarer til forholdet mellem på den ene side det til det ekstraordinært indbetalte beløb svarende obligationsafdrag og på den anden side det pågældende låns obligationsrestgæld på indfrielsestidspunktet, jf. dog A.E.2.5 Genomlægning - LL § 6, stk. 4. Indfries lånet helt, bortfalder retten til den resterende del af kurstabsfradraget således. Hvor det ekstraordinært indbetalte beløb anvendes til en ydelsesnedsættelse, er det det årlige fradragsbeløb, der reduceres. Anvendes det ekstraordinært indbetalte beløb til en løbetidsnedsættelse, således at ydelsen forbliver den samme, sker reduktionen ved at reducere det resterende fradragsbeløb, hvorefter det reducerede fradragsbeløb så fordeles på de resterende terminer efter løbetidsnedsættelsen. Det vil sige, at den del af kurstabsfradraget, som kan henføres til de terminer, der bortfalder, ligeledes bortfalder. Ved en løbetidsnedsættelse forudsætter bevarelsen af kurstabsfradraget dog, at lånets samlede løbetid stadig, dvs. også efter løbetidsnedsættelsen, opfylder betingelsen om, at løbetiden mindst skal svare til restløbetiden på det indfriede lån.
For indfrielser, der foretages den 1. januar 1996 eller senere, sker reduktionen af kurstabsfradraget med virkning fra sidste forfaldne termin inden indfrielsestidspunktet. Ved en ekstraordinær indfrielse af hele lånet bevares således fradraget for de kurstabsbeløb, som vedrører de forfaldne terminer i indkomståret, der ligger før indfrielsestidspunktet. Er der tale om en delvis indfrielse, er konsekvensen, at der først skal ske nedsættelse af kurstabsfradraget i forhold til de kurstabsbeløb, der vedrører terminer, der forfalder efter indfrielsestidspunktet.
I TfS 1997, 748 meddelte Departementet på baggrund af en forespørgsel, at såfremt et realkreditlån med tilknyttet kurstabsfradrag omlægges til et rentetilpasningslån med variabel løbetid, anses løbetidsbetingelsen for opfyldt, såfremt rentetilpasningslånets minimumsløbetid mindst svarer til restløbetiden på det indfriede realkreditlån. Kurstabsfradraget skal fordeles på grundlag af den til enhever tid aftalte ordinære løbetid. |