Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-domme

Artikel 2, stk. 1, artikel 9, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en kommune gennem en virksomhed leverer og installerer vedvarende energisystemer til fordel for sine indbyggere, der er ejere af fast ejendom, og som har udtrykt ønske om at blive udstyret hermed, ikke udgør en momspligtig levering af varer og tjenesteydelser, når formålet med sådan virksomhed ikke er at opnå indtægter af en vis varig karakter og fra disse indbyggeres side kun giver anledning til en betaling, der dækker højst en fjerdedel af de afholdte omkostninger, idet det resterende beløb finansieres med offentlige midler.

EU-domstolen har bl.a. anført, at det for det første bemærkes, at mens en erhvervsdrivende tilsigter at opnå varige indtægter af sin virksomhed (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, AJFP Sibiu og DGRFP Braşov, C-655/19, EU:C:2021:40, præmis 27-29 og den deri nævnte retspraksis), har O. kommune - således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen - i sin anmodning om en forhåndsbesked anført, at den ikke har til hensigt at levere tjenesteydelser i form af installation af vedvarende energisystemer på regelmæssig basis og hverken har ansat eller påtænker at ansætte arbejdstagere med henblik herpå, hvilket adskiller den foreliggende sag fra de sager, hvori de kommunale ydelser var af varig karakter.

For det andet fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at O. kommune synes at begrænse sig til inden for rammerne af en regional ordning, der har til formål at muliggøre overgangen til en lavemissionsøkonomi, at tilbyde de indbyggere, der ejer fast ejendom, og som kan tænkes at være interesserede i de vedvarende energisystemer, at levere og installere disse vedvarende energisystemer hos dem gennem en virksomhed, der er udvalgt efter et udbud, mod et bidrag fra disse indbyggere, som ikke overstiger 25% af de støtteberettigede omkostninger, der er forbundet med denne levering og denne installation, mens denne kommune betaler den pågældende virksomhed markedsprisen for leveringen og installationen.

Domstolen har allerede haft lejlighed til at fastslå, at når en kommune ved de bidrag, som den modtager, kun opkræver en ganske lille del af de omkostninger, som den har afholdt, idet det resterende beløb finansieres med offentlige midler, kan en sådan forskel mellem disse omkostninger og de beløb, der er modtaget som modydelse for de leverede ydelser, pege i retning af, at disse bidrag snarere skal sidestilles med et gebyr end med et vederlag (jf. i denne retning dom af 12.5.2016, Gemeente Borsele og Staatssecretaris van Financiën, C-520/14, EU:C:2016:334, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). Selv hvis der tages hensyn til de betalinger, som den pågældende region har tildelt O. kommune, og som vedrører 75% af de støtteberettigede omkostninger, er det samlede beløb, der er modtaget fra dels de berørte ejere, dels den nævnte region, følgelig strukturelt lavere end de samlede omkostninger, som denne kommune rent faktisk har afholdt, således som det er anført i nærværende doms præmis 31, hvilket ikke svarer til den fremgangsmåde, som en installatør af vedvarende energisystemer i givet fald ville have valgt, idet denne ved fastsættelsen af sine priser ville have tilstræbt at absorbere sine omkostninger og opnå en fortjenstmargen. Omvendt bærer kommunen kun tabsrisici uden udsigt til fortjeneste.

For det tredje forekommer det ikke økonomisk rentabelt for en sådan installatør af vedvarende energisystemer kun at lade modtagerne af den pågældendes leveringer af varer og ydelser bære højst en fjerdedel af de omkostninger, som denne har afholdt, samtidig med, at vedkommende afventer en kompensation - i form af støtte - for størstedelen af de resterende tre fjerdedele af disse omkostninger. Ikke alene ville en sådan mekanisme stille installatørens likviditet i en strukturelt underskudsgivende situation, men den ville desuden give den pågældende en for en afgiftspligtig person usædvanlig usikkerhed, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang en tredjemand vil tilbagebetale en så stor del af de afholdte omkostninger, rent faktisk forbliver uafklaret, indtil denne tredjemand træffer en beslutning efter de pågældende transaktioner.

Artikel 2, stk. 1, artikel 9, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en kommune gennem en virksomhed foranstalter transaktioner i form af fjernelse af asbest og indsamling af asbestholdige produkter og asbestholdigt affald til fordel for sine indbyggere, der er ejere af fast ejendom, og som har udtrykt ønske herom, ikke udgør momspligtig levering af tjenesteydelser, når formålet med sådan virksomhed ikke er at opnå indtægter af en vis varig karakter og ikke giver anledning til nogen betaling fra disse indbyggeres side, idet transaktionerne finansieres med offentlige midler.

EU-Domstolen har bl.a. anført at, henset til vanskeligheden ved at udarbejde en præcis definition af økonomisk virksomhed skal der foretages en vurdering af samtlige de omstændigheder, hvorunder denne virksomhed bliver udøvet (jf. i denne retning dom af 12.5.2016, Gemeente Borsele og Staatssecretaris van Financiën, C-520/14, EU:C:2016:334, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis), idet der herved skal foretages en vurdering fra sag til sag under henvisning til den typiske adfærd for en erhvervsdrivende, der er aktiv inden for det pågældende område, det vil i det foreliggende tilfælde sige en asbestfjernelsesvirksomhed.

I denne henseende skal det for det første bemærkes, at mens en erhvervsdrivende tilsigter at opnå varige indtægter af sin virksomhed (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, AJFP Sibiu og DGRFP Braşov, C-655/19, EU:C:2021:40, præmis 27-29 og den deri nævnte retspraksis), benytter L. kommune sig ikke af personale til asbestfjernelsen og søger ikke kunder, men nøjes med inden for rammerne af et på nationalt plan fastsat program at foranstalte asbestfjernelse, som vil finde sted, efter at de personer, der ejer fast ejendom beliggende på det kommunale område, og som kan blive omfattet af dette program, har udtrykt ønske om at drage fordel heraf og er blevet fundet berettigede hertil. Desuden er fjernelse af asbest i en given kommune pr. definition ikke af tilbagevendende karakter, hvilket adskiller den foreliggende sag fra de sager, hvori de kommunale ydelser var af varig karakter.

For det andet fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at L. kommune vil tilbyde asbestfjernelse i de pågældende ejendomme samt indsamlingen af asbestholdige produkter og asbestholdigt affald vederlagsfrit, og idet den forinden vil have betalt den pågældende virksomhed til markedspris.

Selv hvis der tages hensyn til den støtte, som miljøbeskyttelsesfonden vil yde til L. kommune, og som vedrører mellem 40% og 100% af de afholdte omkostninger, svarer arten af en sådan levering af ydelser følgelig ikke til den fremgangsmåde, som en asbestfjernelsesvirksomhed i givet fald ville have valgt, idet denne ved fastsættelsen af sine priser ville have tilstræbt at absorbere sine omkostninger og opnå en fortjenstmargen. Endvidere bliver de omkostninger, der er forbundet med kommunens tilrettelæggelse af kampagnen for fjernelse af asbest hos kommunens indbyggere, ikke tilbagebetalt, idet det kun er de transaktioner, der er uddelegeret til den udvalgte virksomhed, som bliver tilbagebetalt. Den nævnte kommune bærer desuden kun tabsrisici uden udsigt til fortjeneste.

For det tredje forekommer det ikke økonomisk rentabelt for en sådan asbestfjernelsesvirksomhed ikke at lade modtagerne af den pågældendes leveringer af ydelser bære nogen af de omkostninger, som denne har afholdt, samtidig med, at vedkommende afventer en delvis kompensation - i form af støtte - for disse omkostninger. Ikke alene ville en sådan mekanisme stille virksomhedens likviditet i en strukturelt underskudsgivende situation, eftersom der for det første ikke foreligger en fortjenstmargen, de omkostninger, som er forbundet med tilrettelæggelsen af asbestfjernelseskampagnen, for det andet ikke bliver tilbagebetalt, og der for det tredje er et betragteligt udsving i tilbagebetalingsandelen, idet denne kan variere mellem 40% og 100% af de beløb, som bliver udbetalt til den udvalgte virksomhed, men denne mekanisme ville desuden give den pågældende virksomhed en for en afgiftspligtig person usædvanlig usikkerhed, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang en tredjemand vil tilbagebetale en så stor del af de afholdte omkostninger, rent faktisk forbliver uafklaret, indtil denne tredjemand træffer en beslutning efter de pågældende transaktioner.

Artikel 14, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den konvertering af den langvarige brugsret over en fast ejendom til en fuld ejendomsret, der er fastsat i national lovgivning og foretages mod betaling af et vederlag, udgør en levering af varer i denne bestemmelses forstand.

Direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at under forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, handler en kommune, der ejer en fast ejendom, som gør det muligt for den at opnå indtægter af en vis varig karakter, i sin egenskab af afgiftspligtig person som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1, og ikke i sin egenskab af offentlig myndighed som omhandlet i direktivets artikel 13, stk. 1, når denne kommune mod betaling af et vederlag foretager en i national lovgivning fastsat konvertering af den langvarige brugsret over denne ejendom til en fuld ejendomsret.

C-182/17, Nagyszénás Településsxolgáltatási Nonprofit kft.

I dommen fortolkes betingelserne for, at der er tale om et "offentligretligt organ".

EU-Domstolen udtalte, at selv om den omstændighed, at det omhandlede organ har fået tildelt myndighedsbeføjelser, ikke er afgørende med henblik på kvalificering, udgør den imidlertid - for så vidt som den udgør et væsentligt kendetegn for offentlige myndigheder - en vigtig indikator for at fastslå, at dette organ skal kvalificeres som "offentligretligt organ.

Af dommen kan det endvidere udledes, at der ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om et "offentligretligt organ", kan  henses til organets selvstændighed i forbindelse med udøvelsen af organets virksomhed og daglige drift samt til, om der reelt føres kontrol med organets udførelse af de opgaver, som er overdraget til organet.

C-344/15, National Roads Authority

Med sine to spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om momsdirektivets artikel 13, stk. 1, andet afsnit, skal fortolkes således, at et offentligretligt organ, der udøver virksomhed bestående i at give adgang til en vej mod betaling af en vejafgift, i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal anses for at konkurrere med private erhvervsdrivende, som opkræver vejafgifter på andre betalingsveje i medfør af en aftale med det pågældende offentligretlige organ i henhold til nationale lovbestemmelser.

Domstolen udtaler i præmis 50 :

På denne baggrund fremgår det, at NRA udøver sin virksomhed med tilrådighedsstillelse af vejinfrastrukturer mod betaling af en vejafgift inden for rammerne af den retlige ordning, der kun er gældende for organet. Denne virksomhed kan, således som den forelæggende ret ligeledes har fastslået, derfor ikke anses for at blive udøvet i konkurrence med den virksomhed, der udøves af de private erhvervsdrivende, og som består i at opkræve vejafgifter på andre betalingsveje i medfør af en aftale med NRA i henhold til nationale lovbestemmelser. Desuden foreligger der i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 42, heller ikke nogen potentiel konkurrence, for så vidt som muligheden for, at private erhvervsdrivende kan udøve den pågældende virksomhed under de samme betingelser som NRA, er rent teoretisk. Momsdirektivets artikel 13, stk. 1, andet afsnit, finder derfor ikke anvendelse på en situation, hvor der ligesom i hovedsagen ikke foreligger nogen reel, aktuel eller potentiel konkurrence mellem det pågældende offentligretlige organ og private erhvervsdrivende.

C-276/14,
Gmina Wroclaw

Artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at offentligretlige organer, såsom de i hovedsagen omhandlede budgetbundne enheder under en kommune, ikke kan anses for merværdiafgiftspligtige, for så vidt som de ikke opfylder det i denne bestemmelse fastsatte selvstændighedskriterium.

C-174/14, Saudacor

For så vidt angår spørgsmålene i relation til begrebet offentligretligt organ udtaler EU-Domstolen blandt andet i præmis 60-62, at:

Det ikke kan udelukkes, at Saudaçor skal betragtes som integreret i det offentlige forvaltningsapparat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

I visse henseender minder Saudaçor om en privatretlig juridisk person og har en vis selvstændighed over for staten ved udøvelsen af sin virksomhed og daglige drift, for så vidt som selskabet er stiftet af staten i form af et aktieselskab efter en omdannelse af et eksisterende statsligt organ via decentralisering.

Det forholder sig imidlertid også - og stadig med forbehold for den forelæggende rets undersøgelse - således, at visse kendetegn ved Saudaçor ses at tale for en kvalificering af dette selskab som offentligretligt organ i henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2006/112.

Domstolen henviser blandt andet til, at Saudaçors reelle selvstændighed forekommer begrænset, idet selskabets kapital ejes 100% af en region som i øvrigt -med undtagelse at visse bi-tjenester - er selskabets eneste kunde. Selskabet er på baggrund af indgående aftaler underlagt regionens kontrol. Saudaçor er endvidere underlagt bestemmelser i retsordningen for offentlige virksomheder. Domstolen påpeger, at privatretten inden for de for selskabet fastsatte rammer forekommer at være placeret sekundært i forhold til de bestemmelser, der definerer Saudaçors retlige status som offentlig virksomhed.

For så vidt angår de leverede ydelser bemærker Domstolen, at selv om fremgangsmåderne for levering af tjenesteydelser på området for planlægning og administration af den regionale sundhedsordning skal være genstand for programaftaler, hvilket kunne antyde, at Saudaçor opererer på et marked, hvor der anses for at foreligge konkurrence med andre private operatører, fremgår det ikke desto mindre, at disse tjenesteydelser i regionen udelukkende udføres af Saudaçor i overensstemmelse med selskabets hverv fastsat i artikel 2, stk. 1, i lovdekret nr. 41/2003/A, og at de ikke tildeles private operatører gennem f.eks. en udbudsprocedure.

C-246/08,
Kommissionen
mod Finland

En offentlig retshjælpssordning i Finland kunne ikke anses for at udøve økonomisk virksomhed i forbindelse med retshjælp i retssager, selvom rethjælpsmodtageren betalte et vederlag for retshjælpen. Dette blev begrundet med, at vederlaget, der havde karakter af et gebyr, kun delvist var afhængigt af den faktiske værdi af de ydede tjenesteydelser, og denne sammenhæng blev mindre, jo lavere indkomst eller formue retshjælpsmodtageren havde.

C-102/08, SALIX

Offentligretlige organer skal anses for momspligtige for den virksomhed eller de transaktioner, som de udfører i egenskab af offentlig myndighed, ikke blot når deres fritagelse for momspligt vil føre til en konkurrencefordrejning af en vis betydning til skade for deres private konkurrenter, men også når den ville føre til en sådan konkurrencefordrejning til skade for dem selv.

C-462/05,
Kommissionen
mod Portugal

Et konsortium, der driver en bro, blev anset for at være en tredjemand, der ikke er integreret i den offentlige forvaltning og ikke har noget afhængighedsforhold med denne. Konsortiet kunne under disse omstændigheder ikke anses for et offentligretligt organ.

C-260/98,
Kommissionen
mod Grækenland

Virksomhed bestående i at stille vejanlæg til rådighed for brugerne mod betaling af en vejafgift i Grækenland blev udøvet af Den Nationale Fond til Anlæggelse af Veje. Fonden blev betragtet som et offentligretligt organ.

C-408/97,
Kommissionen
mod Holland

Virksomhed bestående i at stille vejanlæg til rådighed for brugerne mod betaling af en vejafgift i Holland blev anset for udøvet af offentligretlige organer.

C-359/97,
Kommissionen
mod Det Forenede Kongerige

Virksomhed bestående i at opkræve afgifter for benyttelse af afgiftspligtige veje og broer i England kunne ikke anses for leveret af et offentligretligt organ.

Virksomhed som afgiftsopkræver i henhold til spansk lovgivning måtte anses som selvstændig virksomhed. Opkræverne sørgede selv for det personale og materiel, som var påkrævet til virksomhedens udøvelse. Opkræverne bar derved den økonomiske risiko ved deres virksomhed. Selv om kommunen kunne give instrukser til og udøve disciplinærkontrol overfor opkræverne, og tredjemand kunne holde kommunen ansvarlig for opkrævernes adfærd, når de handlede som myndighedspersoner, var det fortsat tale om selvstændig virksomhed. Det afgørende i denne forbindelse var opkrævernes ansvar efter deres kontraktforhold i forbindelse med virksomheden samt deres ansvar for skader, som tredjemand blev påført, når opkræverne ikke handlede som myndighedspersoner.

Domstolen udtalte, at som den gentagne gange har fastslået, skal to kumulative betingelser være opfyldt, for at reglen om afgiftsfritagelse finder anvendelse, nemlig et offentligretligt organs udøvelse af virksomhed og udøvelse af virksomhed, der varetages i egenskab af offentlig myndighed (sag 107/84, Kommissionen mod Tyskland, sag 235/85, Kommissionen mod Nederlandene, og de forenede sager 231/87 og 129/88, Comune di Carpaneto Piacentino m.fl.). For så vidt angår den første af disse to betingelser har Domstolen allerede præciseret i dommen i sag 235/85, at virksomhed udøvet af en privatperson ikke er fritaget for moms, blot fordi den består i at foretage handlinger, som henhører under den offentlige myndigheds prærogativer. Heraf følger det, at når en kommune overlader afgiftsopkrævningen til en selvstændig tredjemand, finder undtagelsen i henhold til bestemmelsen ikke anvendelse. Artikel 4, stk. 5, i 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, når en offentlig myndigheds virksomhed ikke udøves direkte, men er overdraget en selvstændig tredjemand.

C-235/85, Kommissionen mod Nederlandene

Sagen omhandler blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt de i sagen aktuelle fogeder, stævningsmænd mv. kan anses for, at være et offentligretligt organ i momsmæssig forstand jf. dagældende artikel 4, stk. 5, i sjette momsdirektiv. EU-domstolen udtaler blandt andet i præmis 21 og 22:

En gennemgang af denne bestemmelse på baggrund af direktivets formål viser, at to betingelser kumulativt skal være opfyldt, for at undtagelsen gælder, nemlig et offentligt organs udøvelse af virksomhed og udøvelse af virksomhed udført i egenskab af offentlig myndighed, hvilket på den ene side betyder, at offentligretlige organer ikke automatisk er fritaget, for så vidt angår deres virksomhed generelt, men kun for så vidt angår den virksomhed, der henhører under deres særlige opgaver som offentlig myndighed (se dom af 11. juli 1985, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, 107/84, Sml. s. 2663), og på den anden side, at virksomhed udøvet af en privatperson ikke er fritaget for moms, blot fordi den består i at foretage handlinger, som henhører under den offentlige myndigheds prærogativer.

Hvis notarer, fogeder og stævningsmænd ved varetagelsen af deres offentlige funktioner eventuelt udøver myndighedsprærogativer i henhold til offentlig bemyndigelse, følger det derfor ikke heraf, at de er omfattet af fritagelsen i artikel 4, stk. 5. De udøver ikke denne virksomhed som offentligretligt organ, da de ikke er integreret i det offentliges forvaltningsapparat, men i form af en selvstændig økonomisk virksomhed, som udøves inden for rammerne af et liberalt erhverv.

Landsskatteretten

SKM2023.102.LSR

SKM2023.120.LSR

Sagen vedrørte et bindende svar om, hvorvidt spørger kunne anses som en afgiftspligtig person omfattet af momslovens § 3, stk. 1, i sin egenskab af leverandør af retsmedicinske ydelser mod vederlag.

Landsskatteretten bemærkede, at for at være omfattet af fritagelsen i momssystemdirektivets artikel 13, stk. 1, 1. afsnit, skulle to kumulative betingelser være opfyldt. Der skulle for det første være tale om et offentligretligt organs udøvelse af virksomhed, og for det andet skulle udøvelsen ske i egenskab af offentlig myndighed.

Retten bemærkede videre, at universitetet var en statsfinansieret selvejende institution, der havde til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder. Ministeren kunne fastsætte nærmere regler for universiteter eller dele heraf, der varetog særlige opgaver, eller hvor særlige forhold tilsagde det. Denne bemyndigelse var udnyttet ved udstedelsen af den dagældende bekendtgørelse nr. 1764 af 25. september 2009 om retsmedicinske institutter ved A Universitet, X Universitet og B Universitet.

De tre universiteter drev hver et retsmedicinsk institut under universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet, og institutterne fulgte de regler, som gjaldt for universitetet, medmindre andet var fastsat i bekendtgørelsen. Et retsmedicinsk institut havde til opgave inden for det retsmedicinske område at give undervisning, at drive forskning og at udføre de for retsvæsenet mv. særlige opgaver, som var henlagt til instituttet, jf. § 2, stk. 1. Universitetet skulle sikre, at det retsmedicinske institut til enhver tid var i stand til at udføre de særlige opgaver for retsvæsenet mv. på et niveau, så den faglige kompetence ikke blev draget i tvivl, jf. § 2, stk. 2. Universitetet havde sammen med de øvrige universiteter indgået en samarbejds- og en økonomiaftale med Rigspolitiet vedrørende levering af retsmedicinske ydelser. Henset hertil fandt retten, at universitetet var et offentligretligt organ, og at den udøvede virksomhed med leveringen af retsmedicinske ydelser skete i egenskab af offentlig myndighed. Universitetet var dermed ikke en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 1.

For så vidt angår det andet spørgsmål, om universitetet var en afgiftspligtig person som følge af, at de retsmedicinske ydelser blev leveret i konkurrence med andre erhvervsvirksomheder, bemærkede retten bl.a., at henset til, at universitetet var et offentligretligt organ, og at den udøvede virksomhed med levering af retsmedicinske ydelser skete i egenskab af offentlig myndighed, blev denne virksomhed ikke udøvet på samme retlige vilkår som andre private erhvervsdrivende. En fritagelse for afgiftspligten ville dermed ikke kunne medføre en konkurrencefordrejning af en vis betydning, da ydelserne ikke blev leveret i konkurrence med andre private erhvervsdrivende. Retten bemærkede tillige, at samarbejds- og økonomiaftalerne mellem universitetet, de øvrige universiteter og Rigspolitiet måtte anses for en underliggende udfyldning og regulering af den opgave, som var henlagt til universiteterne. Uanset opsigelsesklausulen i samarbejdsaftalen mellem universitetet, de øvrige universiteter og Rigspolitiet fandt retten, at det ikke var godtgjort, at fritagelsen for afgiftspligten ville kunne medføre en reel konkurrencefordrejning af en vis betydning.

Landsskatteretten stadfæstede dermed Skatterådets besvarelse af de stillede spørgsmål.

SKM2021.85.LSR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en kommune var berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet anvendt til gadebelysning, lyssignaler og fartmålere, hvorvidt kommunen var berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet og vand anvendt til pumpestationer, toiletbygninger, pullerter og turistpavillon, og hvorvidt kommunen var berettiget til godtgørelse af mineralolieafgift af flaskegas anvendt til afbrænding af ukrudt og til renovering af veje mv. Landsskatteretten fandt, at kommunen ikke var berettiget til godtgørelse af afgift af elektricitet, vand og mineralolieafgift, idet kommunen ikke blev anset for en afgiftspligtig person i relation til de omhandlede leverancer. Kommunen leverede således ikke disse ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder. Landsskatteretten fandt endvidere, at kommunen ikke havde godtgjort, at der var en direkte og umiddelbar tilknytning mellem kommunens indkøb af elektricitet, vand og flaskegas til levering af de omhandlede ydelser og de af kommunen omtalte momspligtige aktiviteter. Landsskatteretten henså herved til, at kommunens levering af de omhandlede ydelser ikke indgik som en del af de af kommunen omtalte momspligtige leverancer, og at levering af de omhandlede ydelser derfor alene havde en indirekte tilknytning hertil. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse på dette punkt.

SKM2006.370.LSR

En kommune som offentlig myndighed er ikke er en afgiftspligtig person i relation til opkrævning af parkeringsafgift med hjemmel i vejlovens § 90, stk. 2 (adfærdsregulerende afgift opkrævet af kommunen som offentlig myndighed), da der ikke foreligger en retlig mulig konkurrencesituation i forhold til erhvervsvirksomheder. Herefter er der ikke hjemmel til at opkræve af moms af indtægter fra de på offentlige veje efter vejlovens § 90, stk. 2, etablerede parkeringspladser.

Kommunen blev dog anset for en afgiftspligtig person i relation til opkrævning af parkeringsafgift med hjemmel i vejlovens § 90, stk. 1. Herefter er der hjemmel for opkrævning af moms af indtægter fra de efter vejlovens § 90, stk. 1, om særligt indrettede offentlige parkeringspladser og -anlæg.

Skatterådet

►Sagen handler om, hvorvidt et kommunalt ejet aktieselskabs leveringer af renovationsydelser til private borgere mv. er momspligtige eller ej. Skatterådet bekræfter, at det konkrete aktieselskab fortsat skal opkræve moms på renovationsydelsen til private og erhverv jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1. Samtidig afviser Skatterådet at svare på, hvorvidt Spørger helt generelt er omfattet af et genoptagelsesstyresignal om moms og kommunale renovationsydelser. 

Uden at nogen af forholdene i sig selv er udslagsgivende lægger Skatterådet særligt vægt på, at Spørger ikke er tillagt myndighedsbeføjelser, at det direkte kundeforhold er overdraget fra kommunen til Spørger, at de almindelige regler for forholdet mellem ejerbestyrelsen og selskabsbestyrelsen er gældende, således at Spørger har en vis grad af selvstændighed, og at ejerne ikke fastsætter særlige retningslinjer for selve udførelsen af den driftsopgave, som er udskilt til selskabet og ikke udøver faktisk kontrol med den daglige drift.

Det forhold, at kommunen i henhold til miljølovgivningen er forpligtiget til at udstede et overordnet Affaldsregulativ, godkende prisfastsættelsen og at Spørger er underlagt "hvile-i-sig-selv-princippet og dele af offentlighedsloven og skal anvende underleverandører efter et udbud kan ikke i nærværende sag føre til et andet resultat.◄

►Spørger drev virksomhed med blandt andet personbefordring, og anvendte i denne forbindelse det danske jernbanenet, som forvaltes af Banedanmark. Spørger blev opkrævet et vederlag af Banedanmark for anvendelsen af jernbanenettet, og vederlaget blev faktureret inklusive moms.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger - i henhold til ML (momsloven) § 38 - var berettiget til et delvist fradrag for den købsmoms, som Spørger betalte til Banedanmark. Der blev herved henset til, at momsen blev opkrævet af Banedanmark i strid med momsloven, idet Banedanmark ikke kunne anses for en afgiftspligtig person i forbindelse med leveringen af adgangen til jernbanenettet, jf. ML (momsloven) § 3.

Leveringen af adgangen til jernbanenettet kunne således ikke anses for offentlig forsyningsvirksomhed, jf. ML (momsloven) § 3, stk. 2, nr. 3. Ydelsen blev derimod leveret af en offentlig myndighed i denne egenskab, ligesom ydelsen ikke blev leveret i konkurrence med andre, jf. ML (momsloven) § 3, stk. 2, nr. 3.◄

SKM2022.539.SR

Sagen handler særligt om, hvorvidt Spørgers indtægter vedrørende parkering med hjemmel i vejlovens § 90, stk. 1 og 2, er momspligtige.

Imod Spørgers ønske kan det ikke bekræftes, at Spørgers parkeringsindtægter med hjemmel i vejloven § 90, stk. 2 er omfattet af momslovens §§ 3 og 4, således at der skal afregnes moms af indtægten, når parkeringen sker på offentlige veje eller andet end offentlige veje.

I overensstemmelse med Spørgers ønske kan det derimod bekræftes at Spørgers parkeringsindtægter med hjemmel i vejlovens § 90, stk. 1 er omfattet af ML (momsloven) §§ 3 og 4, således at der skal afregnes moms af indtægten.

Endeligt kan det i overensstemmelse med Spørgers ønske bekræftes at Spørgers medarbejderes betaling i form af løntræk i nettolønnen for at opnå muligheden for at parkere på en ikke optaget parkeringsplads tæt ved medarbejderens arbejdsplads skal anses som levering mod vederlag og derved omfattet af ML (momsloven) §§ 3 og 4, således at der skal afregnes moms af indtægten. Dette dog kun i det omfang der er tale om parkering på pladser omfattet af vejlovens § 90, stk. 1.

SKM2021.258.SR

En Kommune havde etableret en kommunal parkeringsfond i henhold til bygge-og planlovgivningen. En bygherre kunne mod betaling af bidrag til parkeringsfonden gives dispensation fra bygge- og planlovgivningens krav til anlæg af parkeringspladser i forbindelse med byggeri.

Skatterådet bekræftede, at bidraget ikke var momspligtigt, da kommunen opkrævede bidragene i egenskab af offentlig myndighed og derfor ikke var en afgiftspligtig person. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at det alene var kommunen, der havde beføjelse til at give dispensationen for kravene til opførelse af parkeringspladser.

SKM2021.171.SR

En kommune vil udføre kystsikringsarbejder. Som led i finansieringen af arbejderne opkræver kommunen bidrag fra en række lodsejere. Skatterådet bekræftede, at bidragene ikke er momspligtige, da kommunen opkræver bidragene i sin egenskab af offentlig myndighed.

Kommunen vil foranledige, at der oprettes et nyt kystsikringslag. Kommunen agter at yde et driftstilskud til laget. Skatterådet bekræftede, at tilskuddet ikke vil være momspligtigt.

SKM2020.385.SR

Spørger leverer serviceydelser til sine medlemmer. Medlemmerne består af offentlige myndigheder. En anden forening er dog ligeledes optaget som medlem. De offentlige myndigheder er hovedsageligt, men ikke udelukkende kommuner. Skatterådet bekræfter, at ydelserne er momspligtige. Skatterådet lægger vægt på, at foreningen ikke er en offentlig institution i momslovens forstand. Rådet lægger yderligere vægt på, at foreningen er i konkurrence med erhvervsvirksomheder og ikke i momslovens forstand kan anses for en kommunal institution drevet af flere kommuner i fællesskab. Ligesom der er lagt vægt på, at foreningen ikke kan anses for en almennyttig forening i momslovens forstand, og foreningen ikke kan anses for en "selvstændig gruppe" i momslovens forstand. Foreningens ydelser er derfor ikke omfattet af de særlige fritagelser for ydelser leveret af almennyttige foreninger og selvstændige grupper.

SKM2020.336.SR

Skatterådet fandt, at Spørger ikke var en afgiftspligtig person ved levering af ydelser over for respirationspatienter, idet Spørger var et offentligretligt organ og fordi opgaven blev varetaget i egenskab af offentlig myndighed.

Skatterådet fandt desuden, at Spørger var en afgiftspligtig person ved levering af ydelser over for dialysepatienter i hjemmet, idet opgaven ikke blev varetaget i egenskab af offentlig myndighed. Hertil fandt Skatterådet, at Spørgers levering af ydelser over for dialysepatienter var momspligtige.

SKM2019.430.SR

I overensstemmelse med Spørgers anmodning bekræftede Skatterådet, at der ikke skulle opkræves moms af de gebyrer, som X opkræver på vegne af Y-styrelsen, idet der var tale om virksomhed udøvet af Y-Styrelsen i egenskab af offentlig myndighed. Ved afgørelsen blev der henset til, at virksomhedsudøvelsen ikke var overdraget til en selvstændig tredjemand, men derimod udøves af Y-styrelsen ved brug af en underleverandør.

SKM2019.210.SR

Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers anmodning, men med en anden begrundelse, at der ikke skulle opkræves moms af Spørgers levering af en ny funktionalitet til et IT-system, idet der var tale om virksomhed, som blev udøvet af Spørger i egenskab af offentlig myndighed og dermed ikke omfattet af ML (momsloven) § 3.

SKM2019.190.SR

Skatterådet bekræftede, at Spørger - et universitet - er en offentlig myndighed i momslovens forstand, samt at Spørger udøver sin undervisningsvirksomhed i egenskab af offentlig myndighed. Spørger er derfor ikke en afgiftspligtig person i medfør af ML (momsloven) § 3 i relation til det vederlag, som Spørger modtager for at levere undervisningen.

Skatterådet bekræftede, at der ikke skal opkræves moms af de gebyrer, som X opkræver på vegne af x-styrelsen. Ved afgørelsen blev der henset til virksomhedsudøvelsen ikke var overdraget til en selvstændig tredjemand, men derimod udøves af x-styrelsen ved brug af en underleverandør. Skatterådet fandt endvidere, at ydelsen blev leveret af en offentlig myndighed og i dennes egenskab heraf.

SKM2018.352.SR

Det var Skatterådets vurdering, at Ministeriet ved udlejning af immaterielle aktiver, skulle anses som en afgiftspligtig person, idet der ikke var tale om virksomhed, som blev udøvet af Ministeriet i Ministeriets egenskab af offentlig myndighed.

Derimod bekræftede Skatterådet, at en selvejende institution ved behandlingen af X-sager samt levering af vejledende udtalelser ikke skulle anses som en afgiftspligtig person, jf. at virksomheden blev udøvet af et offentligretligt organ og varetages af dette organ i dets egenskab af offentlig myndighed.

SKM2018.223.SR

Skatterådet fandt, at meddelelse af koncession til drift og administration af Spørgers parkeringspladser skete i egenskab af offentlig myndighed og dermed ikke omfattet af ML (momsloven) § 3.

Spørgers andel af koncessionshaverens indtægter ved koncessionen var dermed ikke momspligtig

SKM2017.576.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at det var en myndighedsopgave, som ikke var omfattet af ML (momsloven) § 3, når kommunen udførte omsorgs- og specialtandplejebehandlinger på egne visiterede borgere.

Kommunen var i henhold til tandplejebekendtgørelsen forpligtet til at tilbyde omsorgstandplejen og specialtandplejen til personer, der var tilmeldt folkeregistret i kommunen. Kommunen udøvede derfor ikke sin virksomhed på samme retlige vilkår som private erhvervsdrivende.

Kommunen udførte selv alle behandlingerne på egne borgere, som de i henhold til tandplejebekendtgørelsen havde visiteret til behandlingerne. Der blev ikke anvendt andre aktører til behandling af egne borgere og kommunen behandlede ikke andre kommuners borgere. Ydelserne blev derfor ikke leveret i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

SKM2017.315.SR

Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke kunne anses for en afgiftspligtig person efter momsloven, idet Spørger var et offentligretligt organ, ligesom Spørger udøvede sine aktiviteter i form af dopingkontrol mv. i egenskab af offentlig myndighed.

SKM2016.479.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Forening C kunne anses for at være et offentligretligt organ, idet Forening X ikke var integreret i den offentlige forvaltning, og dermed ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af ML (momsloven) § 3, stk. 2, nr. 3.

Ved afgørelsen blev der henset til at Forening X, hverken var oprettet ved lov eller i henhold til lov, men at der derimod var tale om en selvstændig privat forening, som var stiftet af 3 andre foreninger. Der blev også henset til, at Forening X alene varetog administrationen af ordningen i medfør af den delegationsret, som var tillagt ministeren.

SKM2016.28.SR

Skatterådet fandt, at et erhvervsråd ikke kunne anses for et offentligretligt organ.

Skatterådet ikke kunne bekræfte, at et tilskud fra kommunen til erhvervsrådet faldt uden for momslovens anvendelsesområde.

SKM2014.779.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at en kommunes påtænkte salg af en byggegrund var momsfritaget.

SKM2013.609.SR

Når en kommune vedligeholder egne veje og grønne områder, anses kommunen for at handle i egenskab af offentlig myndighed.

SKM2010.639.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke er momspligt på salg af mad og drikkevarer fra en plejecafé, når det drejer sig om salg til personer, der er visiteret til at modtage madservice efter servicelovens § 83. Det er uden betydning om modtageren er en hjemmeboende pensionist eller en person omfattet af botilbud efter servicelovens § 107 eller § 108.

SKM2008.774.SR

Gymnasier er statsligt selvejende, og disse bliver anset for en del af den offentlige forvaltning, som institutioner under Undervisningsministeriet. Leverancer mellem disse gymnasier er dermed omfattet af ML (momsloven) § 9.

SKM2008.548.SR

En kommune er ikke en afgiftspligtig person, når kommunen opkræver afgifter af private erhvervsdrivende for adgang til stadepladser, ude servering mv. på offentlige vejarealer, da der ikke foreligger en retlig mulig konkurrencesituation i forhold til erhvervsvirksomheder.

SKM2008.331.SR

Et selskab oprettet med det formål at etablere, udvikle og drive et fælles register for kommunerne, kunne ikke anses for at være et offentligretligt organ, der leverer de pågældende ydelser som led i selskabets egenskab af offentligretligt myndighed. At selskabet var ejet af en forening af offentlige myndigheder medførte ikke en så tilstrækkelig tilknytning til det offentlige forvaltningsapparat, at selskabet kunne anses for en integreret del heraf.

SKM2008.303.SR

Et universitet er en afgiftspligtig person, når universitetet foretager levering af myndighedsrådgivning mod vederlag. Den leverede myndighedsrådgivning kunne ikke anses for leveret af universitetet, der er en statslig institution, i universitetets egenskab af offentlig myndighed, og universitetet blev derfor anset for at være en afgiftspligtig person.

SKM2007.243.SR

Ankenævnet på Energiområdet er en afgiftspligtig person, og generelle bidrag fra energiselskaberne opkrævet af Energistyrelsen på nævnets vegne kan anses for vederlag for leverancer til selskaberne. Nævnet er ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Skattestyrelsen

SKM2002.404.TSS

Leverancer fra et menighedsråd til et andet menighedsråd er ikke omfattet af momspligten.

SKM2002.166.TSS

Ekspeditionsgebyr, som kommuner opkræver ved udstedelse af parkeringslicenser, er ikke omfattet af momspligten, da opgaven udføres i kraft af kommunens egenskab af offentlig virksomhed og ikke i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Se evt. afsnit D.A.5.8.12 Opbevaringsbokse: Udlejning er momspligtig om "Parkeringsplads: Udlejning er momspligtig"

SKM2001.193.TSS

Kommunernes tilbud om lovpligtig skorstensfejning er omfattet af ML (momsloven) § 4, stk. 1, fordi den bliver leveret mod vederlag. Ydelsen bliver også leveret af en afgiftspligtig person efter ML (momsloven) § 3, stk. 2, nr. 3, hvorfor der skal betales moms af en sådan levering.

TfS1999, 606TSS

Ved indkøb og videresalg af pc'ere til medarbejderne optrådte en kommunes som en afgiftspligtig person efter ML (momsloven) § 3, stk. 2, nr. 3, og kommunen skulle derfor momsregistreres og opkræve moms af salget.

Dep. 1013/87

Et statsfinansieret forskningsinstitut under Socialministeriet blev anset for momspligtigt af den forsknings- og servicevirksomhed, som mod betaling blev udført for andre ministerier, styrelser og andre aftagere. Der blev lagt vægt på, at disse arbejder blev udført i konkurrence med private analyseinstitutter.