C.J.3.2.1 Introduktion til multipelværdiansættelse
Værdiansættelse ved multipler er en markedsbaseret værdiansættelse. Herved forstås, at værdien fastsættes med udgangspunkt i markedsprisen for sammenlignelige virksomheder. Dette skyldes, at den multipel, som værdiansættelsen er baseret på, udledes fra en gruppe af sammenlignelige virksomheder kaldet en peer-gruppe. Peer-gruppen kan være en gruppe af sammenlignelige virksomheder, hvor markedsværdien observeres med reference til børskursen for de pågældende virksomheder. Peer-gruppen kan også være konkrete transaktioner af sammenlignelige virksomheder, hvor markedsprisen for de pågældende transaktioner er tilgængelig.
Rentabilitet, risiko og forventninger til fremtidig vækst i omsætning og indtjening er afgørende for markedets værdiansættelse af en virksomhed. Hvis markedet har store forventninger til den fremtidige vækst, vil dette - alt andet lige - betyde, at markedsprisen for virksomheden per aktuel indtjeningskrone bliver relativt høj. Hvis en sådan virksomhed anvendes som sammenligningsgrundlag for en virksomhed, hvor forventningerne til den fremtidige vækst er mindre, vil det - alt andet lige - medføre, at markedsværdien overestimeres.
Dette er tilfældet, da der i værdiansættelsen af virksomheder i sammenligningsgrundlaget ligeledes er indregnet en større indtjeningsforventning. Værdiansættelsen er baseret på markedets forventninger til fremtiden. Helt generelt er det derfor nødvendigt at analysere markedets forventninger til vækst, risiko og rentabilitet for sammenligningsgrundlaget.
Det skal bemærkes, at rentabilitet, forventninger til vækst i omsætning, forventninger til vækst i indtjening m.fl. ikke automatisk kan forventes ensartet med henvisning til branchesammenfald. Det må antages, at virksomhedernes strategiske position og lignende inden for branchen kan have stor betydning. Denne position kan eksempelvis være baseret på markedsmæssig position, adgang til immaterielle rettigheder eller særlige kompetencer, knowhow mv.
Regnskabsmæssige justeringer
Multipler udledes med henvisning til nøgletal fra det eksterne regnskab. Regnskabstallene for peer-gruppen og virksomheden skal derfor, som udgangspunkt, være opstillet efter de samme regnskabsprincipper.
Behovet for justeringer for forskelle i regnskabsprincipperne afhænger af, hvilket niveau i regnskabet der anvendes som værdiansættelsesindikator. Valg af værdiansættelsesindikator kan derfor til dels være styret af kendskabet til de regnskabsmæssige principper og muligheden for at foretage justeringer.
Normaliseret værdiansættelsesgrundlag for virksomheden
Ved en multipel-værdiansættelse ganges den udsøgte multipel med det relevante regnskabstal for den samme periode for virksomheden, som værdiansættes. Eksempelvis vil det relevante regnskabstal ved brug af en EV/EBIT-multipel være EBIT for virksomheden. Den udsøgte multipel skal så vidt muligt opgøres på et normaliseret niveau fx ved anvendelse af ’Forward’ multipler, der er baseret på analytikerestimater. For konsistens er det vigtigt, at det anvendte regnskabstal også antager et normaliseret niveau. I den forbindelse vil det som udgangspunkt være relevant at vurdere niveauet for nøgletallet over en længere periode - herunder både realiserede historiske resultater og forventninger til fremtiden.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed