Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

C.H.4.3.3.5 Fritagelse for stigning som følge af ændret plangrundlag med mulighed for opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg

Indhold

Dette afsnit beskriver reglen, hvorefter der skal ske fritagelse for ejendomme for betaling af stigning i grundskyld som følge af ændret plangrundlag med mulighed for opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg. Reglen og betingelserne for fritagelse vil først blive gennemgået, og derefter vil varighed samt bortfald af fritagelsen blive beskrevet samt kompetencen til at træffe afgørelse.

Reglen om fritagelse for betaling af grundskyld for de i afsnittet omhandlede ejendomme findes i ESL § 10, stk. 3. Det er obligatorisk for kommunen at fritage for betaling af grundskyld efter denne bestemmelse.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Obligatorisk fritagelse
  • Betingelse - udnyttelse af ejendom
  • Ændret plangrundlag
  • Fritagelsens varighed
  • Afståelse
  • Afståelse til ægtefælle
  • Afgørelseskompetence.

Se også

Se også afsnit

  • C.H.4.3.3.1 Obligatoriske fritagelser
  • C.H.4.3.3.2 Bevillingsmæssige fritagelser for grundskyld
  • C.H.4.3.3.3 Fritagelse for grundskyld af samfundsmæssige hensyn
  • C.H.4.3.3.4 Fritagelse for stigninger som følge af ændret plangrundlag
  • C.H.4.3.3.6 Ejendomme, der er fritaget for vurdering
  • C.H.4.3.3.7 Henstand for visse landbrugsejendomme.

Regel

Kommunalbestyrelsen skal meddele fritagelse efter § 10, stk. 1, 1. pkt., for hele stigningen i grundskylden og dækningsafgiften, når stigningen skyldes et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg. Se ESL § 10, stk. 3, 1. pkt.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 8 A, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat med enkelte ændringer. Se nedenfor om ændringerne i afsnit om plangrundlag samt afsnit om afståelse.

Derudover er bestemmelsen udvidet til også at gælde for stigninger i dækningsafgiften som følge af et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg. Det skal ses i lyset af, at som følge af beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften med lov nr. 291 af 27. februar 2021, blev ændret fra forskelsværdien til grundværdien, vil et ændret plangrundlag kunne medføre stigninger i dækningsafgiften i samme omfang som stigninger i grundskylden.

Kommunalbestyrelsen skal således ikke blot meddele fritagelse for hele stigningen i grundskyld som følge af et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg, men skal også meddele fritagelse for hele stigningen i dækningsafgift. Se afsnit C.H.4.4 Dækningsafgift om dækningsafgift.

Obligatorisk fritagelse

Kommunalbestyrelsen skal meddele fritagelse for hele stigningen efter stk. 1, 1. pkt., når stigningen skyldes et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af elproducerende vindmølle- eller solcelleanlæg. Se ESL § 10, stk. 3, 1. pkt.

Det vil i modsætning til muligheden for at give fritagelse efter bestemmelsen i stk. 1 således være obligatorisk for kommunalbestyrelsen at meddele fritagelse for stigninger i grundskylden og dækningsafgiften efter stk. 3 om vindmøller og solcelleanlæg, ligesom der vil skulle gives fritagelse for hele stigningen.

Betingelse - udnyttelse af ejendom

Det er en betingelse, at ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for det ændrede plangrundlag. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Det betyder, at hel eller delvis fritagelse kun kan meddeles en ejendomsejer, hvis anvendelsen eller udnyttelsen af ejendommen ikke overstiger, hvad der var tilladt ifølge forskrifterne i det plangrundlag, der var gældende for ejendommen forud for, at ejendommens grundværdi er ændret.

Ændret plangrundlag

Med bestemmelsen sikres det, at ejendomsejere med et ændret plangrundlag, der tillader opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg, ikke opkræves grundskyld og dækningsafgift på baggrund af det ændrede plangrundlag, før det reelt er muligt at opføre det i plangrundlaget tilladte vindmølle- eller solcelleanlæg.

Der er tale om plangrundlag, herunder lokalplaner, med tilladelse til opførelse af vindmølle- og solcelleanlæg, som er omfattet af EVL (ejendomsvurderingsloven) § 34, stk. 1, nr. 6 og 7.

Det betyder, at hvis det i plangrundlaget tilladte skulle blive opført, ville ejendommen ved vurderingen blive kategoriseret som erhvervsejendomme mv., der anvendes til sol- eller vindenergiproduktion. Det, at der er opført enkelte solceller på en ejerboliggrund, vil som udgangspunkt ikke betyde, at ejendommen skal opdeles, og at delejendommen skal henføres til kategorien solcelleanlæg.

Det kan være en indikator i forhold til, om en delejendom vil skulle kategoriseres som et solcelleanlæg, om den samlede produktion for anlægget væsentligt overstiger ejendommens samlede energibehov, men det kan samtidig ikke udelukkes, at der, særligt på meget store ejendomme, vil kunne være solcelleanlæg, der alene producerer tilstrækkeligt strøm til den pågældende ejendom, men som alligevel vil skulle delkategoriseres som solcelleanlæg.

ESL § 10, stk. 3, er en videreførelse af § 8 A, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat med den ændring, at "lokalplan" erstattes med "plangrundlag".

Fritagelsen efter § 10 kan tidligst anvendes ved ændringen i plangrundlaget, der er foretaget efter den 1. januar 2023. Ændringer af grundværdien som følge af lokalplansændringer, der er vedtaget fra og med den 2. oktober 2020 og frem til og med 1. januar 2023 har kunnet få fritagelse efter § 8 A, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat.

Fritagelsens varighed

Fritagelsen bortfalder 3 år efter det tidspunkt, hvor grundværdien er ændret, dog senest ved indgåelse af aftale om nettilslutning. Se ESL § 10, stk. 3, 2. pkt.

Fritagelsen bortfalder herefter ved den første af nedenstående to hændelser:

  1. Der er indgået aftale om nettilslutning.
  2. Der er gået 3 år i forhold til det vurderingsår, hvor grundværdien blev ændret pga. den ændrede lokalplan.

Eksempel på bortfald efter 3 år

En lokalplan ændres i oktober 2022. Grundværdien ændres dermed pr. vurderingstermin 1. januar 2023. De 3 år vil være udløbet pr. 1. januar 2026, hvor grundskylden blive opkrævet fuldt ud efter det nye plangrundlag fra og med 2026. Se Skatteministeriets høringssvar til L 113 af 26. april 2023 til Accura.

I tilfælde, hvor der er meddelt fritagelse, men der er indgået en nettilslutningsaftale med fremtidig virkning, bortfalder fritagelsen ved indgåelsen af aftale om nettilslutning. Det er således tidspunktet for indgåelse af aftale om nettilslutning, der er afgørende.

Fritagelsen bortfalder dog inden, hvis der sker afståelse af ejendommen. Se afsnit om afståelse.

Fritagelsen bortfalder desuden, hvis betingelsen om, at ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for den ændrede plangrundlag, ikke længere er opfyldt. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., der angiver, at stk. 2, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for fritagelse for stigning i grundskyld som følge af ændret plangrundlag, der giver mulighed for opførelse af vindmølle og solcelleanlæg.

Det vil sige, at fritagelsen for grundskyld og dækningsafgift bortfalder, hvis ejendommen anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for det ændrede plangrundlag.

Hvis fx ejendommen anvendes i videre omfang, end det var tilladt forud for det ændrede plangrundlag, bortfalder fritagelsen inden de 3 år, og selv om der endnu ikke er indgået en aftale om nettilslutning.

Afståelse

Kommunalbestyrelsens afgørelse om fritagelse bortfalder, hvis ejeren afstår ejendommen til andre end ejerens ægtefælle. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved fritagelser efter stk. 3.

Fritagelsen bortfalder således i tilfælde, hvor ejeren afstår ejendommen ved fx salg, gave eller arv.

Ved afståelse af en del af ejendommen bortfalder fritagelsen for grundskyld og dækningsafgift af grundværdien af den del af grunden, der afstås. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved fritagelser efter stk. 3. Det vil sige, at ejeren i tilfælde af delvis afståelse bevarer fritagelsen for grundværdien af den del af grunden, der ikke afstås.

Det er en præcisering i forhold til § 8 A, stk. 2, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, at fritagelsen for grundskyld vil bortfalde for den afståede del, hvis kun en del af ejendommen afstås.

Afståelse til ægtefælle

En fritagelse bortfalder derimod ikke som følge af ejerens afståelse af ejendommen til sin ægtefælle. Se ESL § 10, stk. 3, 3. pkt., som bestemmer, at stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for fritagelser efter stk. 3.

Ægtefællen stilles derfor som ejeren, og dermed er det ikkeafgørende, om ejendommen er afstået før eller efter, at ændringen af plangrundlaget er trådt i kraft. Det er således muligt at overdrage fx halvdelen af den fælles bolig efter det tidspunkt, hvor ændringen af plangrundlaget er trådt i kraft, uden at fritagelsen bortfalder.

Afgørelseskompetence

Det er kommunalbestyrelsen, der er den kompetente myndighed til at meddele fritagelse for hele stigningen i grundskyld og dækningsafgift, når stigningen skyldes et ændret plangrundlag, der giver mulighed for en planlagt anvendelse til opførelse af vindmølle- eller solcelleanlæg.

Det er desuden kommunalbestyrelsen, der er den kompetente myndighed til at administrere bortfald af fritagelse for stigninger i grundskyld og dækningsafgift.

Kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke påklages i det administrative system på skatteministeriets område. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan indbringes for domstolene.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.