Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

C.C.2.1.3.3.5.1 Generelt om krypto

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Definitioner vedrørende krypto
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Kryptoaktiver er ikke entydigt defineret i skatteretten, og der findes ikke et særligt regelsæt, der regulerer beskatningen af kryptoaktiver. Markedet for kryptoaktiver udvikler sig løbende. Kryptoaktiver beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler og kan kvalificeres skatteretligt forskelligt alt efter deres karakteristika.

Beskatningen af kryptoaktiver er fastlagt af praksis fra Skatterådet, Landsskatteretten og domstolene. Skatterådet fandt bl.a. i SKM2018.104.SR, at bitcoins er et formuegode omfattet af statsskatteloven.

Aktiver med lignende karakteristika som bitcoins anses også for formuegoder omfattet af statsskatteloven. Når bortses fra næringsvirksomheder, der handler med sådanne kryptoaktiver, fx vekslingstjenester, vil beskatningen af en gevinst ved afståelsen af kryptoaktiver  bero på, om der foreligger spekulation i medfør af SL (statsskatteloven) § 5, stk.  1, litra a, hvorefter gevinst og tab skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Gevinst ved spekulation udgør for personer personlig indkomst, jf. PSL (personskatteloven) § 3, stk.1. 

Fradrag for spekulationstab forudsætter, at der er gennemført en reel handel, dvs. et salg eller en anden afståelse, som kan sidestilles med et salg. I SKM2023.306.SR (påklaget) fandt Skatterådet, at realisation kunne ske ved salg eller anden afståelse, som fx bytte, indfrielse eller lignende former for rettighedsovergang.

Spekulationstab kan fradrages som et ligningsmæssigt fradrag. Se mere om dette i C.C.2.1.3.3.3 Spekulation om spekulation og C.C.2.1.3.3.5.2 Realisationsbeskattede kryptoaktiver om realisationsbeskattede kryptoaktiver.

Skatterådet fandt fx i SKM2017.520.SR og SKM2018.130.SR og senest i SKM2022.300.SR, at kryptoaktiver, hvor værdien heraf reguleres af prisudviklingen på et andet aktiv, skal beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter efter kursgevinstlovens § 29. Finansielle kontrakter lagerbeskattes som kapitalindkomst efter reglerne i kursgevinstloven og personskatteloven. Se C.C.2.1.3.3.5.3 Lagerbeskattede kryptoaktiver om lagerbeskattede kryptoaktiver.

Definitioner vedrørende krypto

Kryptoaktiver har forskellige karakteristika. Nedenfor er nogle af de i praksis hyppigt anvendte definitioner nærmere beskrevet.

Kryptovaluta

De måske mest kendte aktiv-typer er fx bitcoins og ether og andre lignende aktiver med samme karakteristika. Aktiv-typen karakteriseres ved, at aktivet alene forefindes elektronisk og har således ikke en praktisk anvendelsesmulighed, som andre formuegoder, som fx et maleri. Aktiverne kan derfor ikke fremvises som et fysisk aktiv eller lægges i en bankboks. Som oftest er aktiverne hurtigt omsættelige, men der kan næppe knyttes nogen særlig veneration hertil. Se SKM2018.104.SR.

Om bitcoins lagde Højesteret i de to domme SKM2023.187.HR og SKM2023.188.HR til grund, at bitcoins i almindelighed alene erhverves med henblik på at blive solgt samt i begrænset omfang kan anvendes som betalingsmiddel.  

Stablecoins

Aktiver benævnt ’stablecoins’ er som oftest aktiver, hvor værdien heraf reguleres af prisudviklingen på et andet aktiv. Skatterådet har i SKM2017.520.SR og SKM2022.300.SR taget stilling til sådanne aktiver. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at de omhandlede aktiver beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter. Se hertil afsnit C.B.1.8 Finansielle kontrakter. om finansielle kontrakter.

NFT

En non-fungible token (NFT) er et unikt digitalt aktiv. Non-fungible er udtryk for, at der tale om ikke-ombyttelige eller uerstattelige aktiver. Eksempler herpå kan være sange eller billeder, som en kunstner har designet. NFT’er er tokeniserede aktiver, der lagres og overføres via blockchainteknologi. I praksis benyttes NFT’er til at repræsentere et ejerskab af unikke varer af både digital og ikke-digital karakter. Se SKM2023.586.SR.

Se også SKM2023.284.SR hvor Skatterådet fandt, at en investering i de konkrete NFT’er, var sket med henblik på, at de ved et senere salg skulle give en gevinst. Beskatningen af NFT’erne skulle derfor ske efter principperne for spekulationsbeskatning i SL (statsskatteloven) § 5, stk. 1, litra a.

Rewards

Et reward udgør et afkast og kan fx være en udbetaling, der sker som følge af et indskud/sikkerhedsstillelse på en krypto-tjeneste. Skatterådet behandlede i SKM2023.68.SR en sag om indskud af kryptovaluta på tjenesten ’NEXO’. Skatterådet fandt, at det pågældende afkast, uanset afkastets form og værdi, skulle anses for retserhvervet på tildelingstidspunktet, jf. SL (statsskatteloven) § 4. Afkastet skulle i den konkrete sag ikke anses for renter, da det ikke opfyldte rentedefinitionen.

Validering fx mining

Blockchainteknologien kendetegnes ved at fungere som en decentraliseret database. Selve blockchainen består af en kæde af blokke. Disse blokke "låses" sammen ved forskellige valideringsmetoder, fx mining. Indtægt ved mining er skattepligtigt efter SL (statsskatteloven) § 4. Se SKM2023.188.HR.

Skatterådet behandlede i SKM2023.511.SR et spørgsmål om realisation ved et skifte mellem forskellige valideringsmetoder.

Airdrops

Airdrops er udtryk for en tildeling - som regel uden krav om en modydelse. Det tildelte kryptoaktiv tildeles derfor gratis som en form for reklamegave. Værdien af det tildelte airdrops er skattepligtig efter SL (statsskatteloven) § 4. Se SKM2024.25.SR.

Hardfork

En hardfork opstår, når en eksisterende blockchain opdeles i to eller flere nye selvstændige blockchains med nye selvstændige kryptovalutaer. I forbindelse med en hardfork vil en indehaver af den kryptovaluta, der tilhører den bevarede blockchain, vederlagsfrit modtage et tilsvarende antal kryptovalutaer tilhørende den nye blockchain.

Bitcoins-systemet havde således en hardfork den 1. august 2017, hvorved Bitcoin Cash opstod. Skatterådet fandt i SKM2018.104.SR, at tildelingen af Bitcoin Cash var skattefri for spørgeren på tildelingstidspunktet, idet tildelingen måtte anses som en del af de allerede købte Bitcoins og dermed også anskaffet med samme hensigt. Da der således ikke ved splittet var tale om afståelse, indebar splittet, at indehaverne af pågældende Bitcoins blot fik tildelt en tilsvarende andel af de nye Bitcoins Cash, som indehaveren havde af Bitcoins. Som følge heraf fandt Skatterådet, at Bitcoin Cash skulle anses for at være købt samtidig med de oprindelige Bitcoins, med samme erhvervelseshensigt og til en anskaffelsessum på 0 kr. Se SKM2018.104.SR. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

 SKM2023.188.HR

Højesteret lagde til grund, at bitcoins i almindelighed alene erhverves med henblik på at blive solgt samt i begrænset omfang kan anvendes som betalingsmiddel. 

Konkret i sagen fandt Højesteret, at indtægterne ved afståelsen af de i en hobbyvirksomhed ved mining erhvervede bitcoins skulle anses for skattepligtig omsætning i hobbyvirksomheden, jf. SL (statsskatteloven) § 4 a.

 
 SKM2023.187.HR

Højesteret fandt, som i SKM2023.188.HR, at afståelsen af modtagne bitcoins skulle anses for skattepligtig omsætning i en hobbyvirksomhed med udvikling af wallets, jf. SL (statsskatteloven) § 4 a.

Endvidere udtalte Højesteret ligesom i SKM2023.188.HR, at bitcoins i almindelighed alene erhverves med henblik på at blive solgt samt i begrænset omfang kan anvendes som betalingsmiddel.

Højesteret fandt endvidere, at de af pågældende person indkøbte og afståede bitcoins ikke var skattefrie efter SL (statsskatteloven) § 5, litra a.  

 
Skatterådet
 SKM2024.25.SR

Skatterådet fandt, at Spørger kunne give afgiftsfrie gaver i form af kryptovaluta under hensyn til de gældende beløbsgrænser herfor. Spørger ville være skattepligtig af evt. indtægtsnydelse eller formueafkast af gaven. Skatterådet fandt herudover, at Spørgers børn ved en senere afståelse skal medregne gevinst og tab til den skattepligtige indkomst.

Skatterådet fandt, at en indtægtsnydelse eller et formueafkast forbundet med kryptovaluta, fx rewards, airdrops eller lignende, er skattepligtig, jf. SL (statsskatteloven) § 4, Se hertil SKM2023.5.SR.

 
 SKM2023.586.SR

Skatterådet fandt, at en non-fungible token (NFT) er et unikt digitalt aktiv. Fungibel betyder generisk, det vil sige et aktiv, der kan erstattes af lignende aktiver. Non-fungible kan dermed oversættes til ikke-ombyttelige eller uerstattelige aktiver. Eksempler herpå kan være sange eller billeder, som en kunstner har skabt. NFT’er er tokeniserede aktiver, der lagres og overføres via blockchainteknologi. I praksis benyttes NFT’er til at repræsentere et ejerskab af unikke varer af både digital og ikke-digital karakter.

Blockchainteknologien kendetegnes ved at fungere som en decentraliseret database. Selve blockchainen består af en kæde af blokke. Hver blok indeholder data om de transaktioner, der er foretaget i blockchainen. Blokkene er låst sammen ved hjælp af kryptografiske metoder, som sikrer mod manipulation af data i blokken. Når en blok er godkendt af netværkets brugere, og blokken er tilføjet til kæden, da låses blokken, og data i blokken kan ikke efterfølgende ændres eller slettes. Teknologien gør, at NFT’er ikke kan kopieres, og at ægtheden kan garanteres.

En NFT kan have mange former fx et kunstværk eller et medlemskab, eller en kombination af disse. Fælles for NFT’er er, at man erhverver et unikt ejerskab til aktivet. I de senere år er det set, at NFT’er også fungerer som ejerbevis for fysiske aktiver, såsom fast ejendom eller biografbilletter.

 
 SKM2023.511.SR

Spørger ejede en beholdning af ETH (Ethereums kryptovaluta). Ethereum netværket havde over en længere årrække ønsket at sænke deres energiforbrug ved at overgå til en anden valideringsmetode på deres netværk. Ethereum overgik i september 2022 fra validering ved Proof of work (PoW) til validering ved proof of stake (PoS). Selve overgangen skete ved, at Ethereum "fusionerede" med en selvstændig blockchain, kaldet Beacon Chain. Beacon Chain anvendte i forvejen PoS. Spørger ønskede at få besvaret, hvorvidt hans beholdning af ETH ved overgangen fra PoW til PoS skattemæssigt, skulle anses som en realisation.

Skatterådet kunne bekræfte, at overgangen ikke skulle anses som en realisation. Skatterådet henså i sin vurdering til, at der ikke er sket en ændring i selve grundlaget for aktivet (ETH). Der var efter Skatterådets opfattelse blot tale om en teknisk ændring af måden, hvorpå valideringen i Ethereums netværk sker på. Der var således ikke tale om to forskellige aktiver.

 
 SKM2023.306.SR

Sagen vedrørte om en opgradering af kryptovalutaen KNC ville medføre, at beholdningen af disse skulle anses for en skattepligtig realisation.

Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at der reelt var udstedt en ny token med en forbedret funktionalitet. Ved vurderingen heraf blev det tillagt særlig vægt, at der var indført en ny mulighed for KyberDAO til selv at træffe fremtidige beslutninger om yderligere og væsentlige ændringer i smart contracten. Skatterådet fandt derfor, at Spørgers beholdning af KNC-tokens version 1 ved en opgradering til version 2 skulle anses for realiseret på tidspunktet for opgraderingen.

Afgørelsen er påklaget til Landsskatteretten.
SKM2023.284.SR

Spørger havde købt digitale NFT’er, der blev solgt af et selskab på Cypern. NFT’en var et unikt digitalt billede. Spørger får ved købet af NFT’en mulighed for at sælge det digitale billede og lovning på et afkast fra selskabet, der afhænger af ejerskab af NFT’en. Selskabet ville bruge kapitalen ved salget af NFT’erne på bla. mining af bitcoin og andre aktiviteter. Spørger ønskede bekræftet, at NFT’en skulle realisationsbeskattes efter statsskatteloven.

Skatterådet fandt, at NFT’en ikke var omfattet af aktieavancebeskatningsloven eller kursgevinstloven, men at NFT’en var omfattet af SL (statsskatteloven) § 5, stk. 1, litra a. Ud fra det oplyste om NFT’en fandt skatterådet, at der skulle ske spekulationsbeskatning, hvor der gælder et realisationsprincip. Skatterådet svarede derfor bekræftende på, at der skulle ske realisationsbeskatning.

 SKM2023.68.SR Sagen omhandlede beskatningen af afkast af kryptovaluta indskudt på platformen Nexo. Skatterådet fandt efter indstillingen, at det pågældende afkast, uanset afkastets form og værdi, skulle anses for retserhvervet på tildelingstidspunktet i relation til praksis omkring SL (statsskatteloven) § 4. Afkastet skulle ikke anses for renter, da det ikke opfyldte rentedefinitionen.  
 SKM2022.300.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at opgørelsen af selskabets fortjeneste eller tab ved investeringer i stablecoins skulle opgøres efter realisationsprincippet. Skatterådet fandt, at de omhandlede stablecoins havde samme karakteristika som finansielle kontrakter, og derfor skulle beskattes efter KGL (kursgevinstloven) § 29 om finansielle kontrakter. Af samme lovs § 33 følger, at gevinst og tab på sådanne kontrakter opgøres efter lagerprincippet.

 
SKM2018.130.SR

Skatterådet fandt, at gevinst og tab ved afståelse af bitcoins og ether skulle medregnes til den skattepligtige indkomst i situationer, hvor køb og salg var foretaget med spekulationshensigt, og hvor bitcoins og ether var handlet på termin. Skatterådet fandt også, at der ikke ved disse handler kunne fradrages yderligere omkostninger i indkomstopgørelsen end de i forbindelse med handlerne direkte afholdte omkostninger. Skatterådet fandt endvidere, at spørgers anvendelse af et computerprogram til automatisk eksekvering af handlerne ikke kunne medføre et andet resultat.

SKM2018.104.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at gevinst ved afståelse af bitcoins var indkomstopgørelsen uvedkommende, idet erhvervelsen ansås for sket med spekulationshensigt. Skatterådet kunne bekræfte, at tab ved afståelse af bitcoins erhvervet med spekulationshensigt var fradragsberettiget i den skattepligtige indkomst.

SKM2017.520.SR

Skatterådet fandt, at Spørgerens gevinst og tab på den digitale valuta Bookcoins skal beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, idet Bookcoins må anses for en struktureret fordring omfattet af KGL (kursgevinstloven) § 29, stk. 3.  Derudover fandt Skatterådet, at Bookcoins ikke er en officiel valuta, der kan bruges ved opgørelsen af skatteregnskabet, jf. SKL (skattekontrolloven) § 3 C.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.