Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

C.B.2.1.6.4 Tvangsindløsning

Indhold

Dette afsnit beskriver afståelsestidspunktet for aktier, der tvangsindløses.

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Aktier, der tvangsindløses efter reglerne i SLL §§ 70 og 72, og som

  • overdrages inden udløbet af den frist, der fastsættes efter SLL § 70, stk. 1, anses for afstået på den faktiske overdragelsesdato. Se TfS 1988, 558 LR.
  • ikke overdrages inden udløbet af den frist, der fastsættes efter SLL § 70, stk. 1, anses for afstået på datoen for fristens udløb, jf. § 72, stk. 1 og 2. Se TfS 1988, 558 LR.

Forlig udsætter ikke afståelsestidspunktet

Et eventuelt senere indgået forlig om indløsningskursen udsætter ikke afståelsestidspunktet. Se TfS 1988, 318 LSR.

Fastsættelse af indløsningskursen ved syn og skøn

En eventuelt fastsættelse af indløsningskursen ved syn og skøn udsætter ikke afståelsestidspunktet. Se SKM2006.65.LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2006.65.LSR

Klageren ejede i indkomståret 2.254 stk. aktier i A A/S. I forbindelse med omorganiseringen af at A A/S' europæiske organisation, hvor B opnåede ejerskab over mere end 90 pct. aktierne i A A/S, besluttede de to selskabers bestyrelser at iværksætte en tvangsindløsningsprocedure for de øvrige aktionærer i A A/S, jf. aktieselskabslovens § 20 b. Tvangsindløsningskursen blev fastsat til 405. Klagerens aktier i A A/S blev indløst den 17. maj 2000. Som følge af en aktionærs klage over den fastsatte indløsningskurs blev der udmeldt skønsmænd i medfør af aktieselskabslovens § 20 b, stk. 2. I februar 2001 fandt skønsmændene, at indløsningskursen var fastsat for lavt, hvorfor denne burde hæves med 100,89 point. A A/S besluttede i maj 2001 at følge skønsmændenes indstilling og afregnede den 14. maj 2001 den ekstra kursavance via fondsnota. Klageren modtog herefter kr. 227.604 ekstra i indløsningssum. Der blev ikke givet renteerstatning.

Landsskatteretten udtalte følgende:

"For så vidt angår den yderligere indløsningssum bemærkes, at den almindelige hovedregel er, at indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på tidspunktet for den endelige retserhvervelse. Kun hvor der er tale om aftaler tilknyttet sådanne betingelser, at der er usikkerhed om aftalens gennemførelse, udskydes beskatningstidspunktet. Beskatning skal da ske, når betingelsen er opfyldt.

Ved tvangsindløsningen i 2000 var klagerens pligt til at aflevere aktierne ubetinget, jf. aktieselskabsloven § 20 b, stk. 1. Da klageren i maj 2000 afleverede sin aktiepost erhvervede han således et endeligt og ubetinget krav på indløsningssummen.

Den efter aktieselskabslovens § 20 b, stk. 2, igangsatte procedure om fastsættelse af indløsningskursen medførte alene en usikkerhed om størrelsen af indløsningssummen, men bevirkede ikke en udsættelse af det tidspunkt, hvor aktieposten må anses for tvangsindløst.

Klageren erhvervede således ret til tvangsindløsningssummen i indkomståret 2000. Den i 2001 yderligere udbetalte indløsningssum skal derfor også beskattes i indkomståret 2000."

 

TfS 1988, 318 LSR

Tvangsindløsning af aktier. Et efterfølgende indgået forlig om indløsningskursen udsatte ikke afståelsestidspunktet.

 

Ligningsrådet

TfS 1988, 558 LR

Tvangsindløsning af aktier. Aktier, der overdrages inden udløbet af fristen i bekendtgørelsen i Statstidende, anses for afstået på den faktiske overdragelsesdato. Aktier, der ikke er overdraget inden fristens udløb, anses afstået på den i Statstidende anførte dato for fristens udløb.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.