Til forside
tax.dk - skat og afgift
Den Juridiske Vejledning 2019-1
<< indholdsfortegnelse >>

C.A.5.14.1.11 Vurderingen af hvornår en bil er til rådighed for privat kørsel

Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår en bil kan siges at stå til rådighed for privat brug.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Rådigheden afskåret
  • Formodningsregel når firmabil står på hjemadressen
  • Virksomhedsadressen og privatadressen er den samme
  • Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit C.A.5.14.1.12 Varebil på gule plader hvor der ikke betales privatbenyttelsesafgift, og der ikke er betalt moms ved anskaffelsen Varebil på gule plader hvor der ikke betales privatbenyttelsesafgift, og der ikke er betalt moms ved anskaffelsen.

Regel

Der sker kun beskatning af en firmabil, hvis den er til rådighed for privat brug. En firmabil, som kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, beskattes ikke.

Der gælder en række formodningsregler for, hvornår en personbil eller en varebil på gule plader står til rådighed for privat kørsel.

Disse formodningsregler gælder ikke for varebiler på gule plader, hvor der ikke er betalt moms ved anskaffelsen eller betales privatbenyttelsesafgift. Se afsnit C.A.5.14.1.12 Varebil på gule plader hvor der ikke betales privatbenyttelsesafgift, og der ikke er betalt moms ved anskaffelsen Firmabil på gule plader, hvor der ikke er betalt moms ved anskaffelsen, og der ikke betales privatbenyttelsesafgift.

Formodningsreglerne gælder heller ikke for særlige køretøjer. Se afsnit C.A.5.14.1.13 Særlige køretøjer om særlige køretøjer.

Eksempel, hvor der ikke var rådighed over fri bil

I en konkret sag var en ansats testkørsel mellem bopæl og arbejdsplads overvejende foretaget af hensyn til afprøvning af bilerne og ikke af hensyn til transport af de ansatte selv. Testkørslen udløste derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Retten lagde vægt på, at

  • der maksimalt var tale om 20 årlige testkørsler
  • udvælgelse af "testfører" skete af hensyn til, om der var behov for langturstest, bykørsel test mv., og herudover var vilkårlig
  • testkørslerne blev medregnet til arbejdstiden
  • bilen, der blev brugt til testkørslerne, var fritaget for registreringsafgift.

Medarbejderne skulle i stedet beskattes, hvis bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. (nu 6. pkt.) var overskredet. Se SKM2007.596.LSR.

Rådigheden afskåret

En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved at afskære sig muligheden for at bruge firmabilen privat.

xI den forbindelse tillægges det eksempelvis vægtx, om der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Hvis den ansatte blot én gang kører privat i en firmabil trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, skal den ansatte beskattes af værdien af fri firmabil for hele den periode, hvor bilen har stået til rådighed for erhvervsmæssig anvendelse. Se SKM2013.526.ØLR. Den ansatte skal dog højst beskattes for den periode, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte, herunder til rådighed for erhvervsmæssig kørsel.

Hvis en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde afleverer firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil.

Hvis en ansat har firmabil til rådighed uden for normal arbejdstid, er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiveren har stillet begrænsninger for brugen af bilen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må bruges privat, hvis beskatning heraf skal undgås. Det må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må bruges til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Ved vurderingen af om en ansat har en firmabil til rådighed for privat brug, kan følgende bl.a. have betydning:

  • Den ansattes bopæl i forhold til fx dagligvareforretninger
  • Hvordan den pågældende klarer sin transport til og fra arbejde
  • Familiens størrelse
  • Om familien har egen bil.

Der skal således ses på familiens samlede levevis/kørselsbehov ved bedømmelsen af, om firmabilen bruges privat. Der kan normalt ikke stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig kørebog, der viser, at der kun køres erhvervsmæssigt i bilen. Den ansatte kan beskrive sin daglige erhvervsmæssige kørsel og eventuelt fremvise sine arbejdssedler for at understøtte, at der ikke er kørt privat.

Hvis en arbejdsgiver

  • mener, at en bil er til rådighed for privat brug eller
  • ikke ønsker at foretage kontrol af brugen af firmabilen

og den ansatte ikke ønsker at blive beskattet af fri bil til privat kørsel, skal den ansatte kunne dokumentere, at han eller hun ikke har accepteret arbejdsgiverens tilbud om at have bilen til rådighed privat.

Det må som minimum kræves, at den ansatte forud for året har meddelt arbejdsgiveren sin beslutning. Desuden er det et krav, at den ansatte kan godtgøre, at den samlede benyttelse af bilen udelukkende har været erhvervsmæssig i det pågældende år. En sådan dokumentation kan næppe være tilstrækkelig, hvis den er mindre detaljeret end et fuldstændigt kørselsregnskab. Se TfS 1994, 154 Skatteministerens besvarelse om beskatningen ved ingen privat kørsel i firmabil og TfS 1999, 418 Skatteministerens besvarelse vedrørende dokumentation for, at en firmabil kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

Der kan også være andre grunde til, at en ansat er afskåret fra at have rådighed over en firmabil. Eksempelvis kan rådigheden være udelukket, fordi bilen i en periode er stillet til rådighed for en ansat på en sådan måde, at skatteyderen ikke selv har adgang til at bruge bilen, eller fordi man ikke har kunnet bruge bilen på grund af skade.

Arbejdsgiverens pligter

Firmaet er indeholdelses- og indberetningspligtig og skal derfor sikre, at der indeholdes A-skat og indberettes til Skatteforvaltningen for firmabiler, der er til rådighed for privat brug, eller som faktisk bruges privat.

Arbejdsgiveren har således pligt til at sikre, at aftale om at en firmabil ikke må bruges privat, bliver overholdt. Arbejdsgiveren skal derfor kontrollere, at fx udgifter til benzin og service svarer til omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

Kravene til et kørselsregnskab

For at et kørselsregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det opfylde følgende betingelser:

Kørebogen skal være ført dagligt med angivelse af

  • kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning
  • dato for kørslen
  • den daglige kørselsfordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel
  • bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre regnskabets rigtighed.

Formodningsregel når firmabil står på hjemadressen

Hvis firmabilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der en formodning for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte - rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.

Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis og rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. I bedømmelsen indgår fx:

  • Bopælens beliggenhed i forhold til bl.a. dagligvareforretninger
  • Om familien har egen bil
  • Familiens størrelse mv.

Hvis den ansatte foretager daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel (kørselsregnskab), og hvis registreringerne udelukkende viser erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.

Hvis den ansatte er fritaget for at føre kørebog, fordi vedkommende har et arbejdsmønster, der gør, at vedkommende må formodes ikke at komme i strid med 60-dagesreglen, vil formodningen være sat ud af kraft, indtil Skattestyrelsen eventuelt giver pålæg om at føre kørebog. Dette følger af bemærkningerne til L22 af 9. oktober 2008 (lov nr. 1337 af 19. december 2008) om smidiggørelse af 60-dagesreglen.

Eksempler, hvor skatteyderen ikke kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug

Eksempel 1

I en konkret sag, hvor der ikke var sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse, lagde Landsskatteretten trods det manglende sammenfald mellem adresserne efter bevisførelsen til grund, at bilen i flere tilfælde havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse om natten. Med henvisning til at der ikke forelå en erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog og til omfanget af kørslen konkluderede retten, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed til privat brug. Se SKM2002.203.VLR.

Eksempel 2

Sagsøgeren var i første halvdel af indkomståret 2001 medindehaver og derefter eneanpartshaver i det selskab, der ejede bilerne. Desuden havde sagsøgeren fra den 1. juni 2000 haft selskabets biler parkeret ved sin bopæl, der også var selskabets adresse. Retten bemærkede, at sagsøgeren ikke selv havde haft bil til rådighed, ligesom det kørselsregnskab, som sagsøgeren havde udarbejdet, ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Retten bemærkede også, at sagsøgeren i perioden 1. juni 2000 til 1. februar 2001 ubestridt havde brugt selskabets biler til kørsel mellem bopælsadressen og selskabets forretningsadresse i mere end 60 dage, og sagsøgeren havde derfor brugt selskabets biler til privat befordring, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9447, og LL § 9 B modsætningsvis. Retten fandt derfor, at sagsøgeren med rette var blevet beskattet af værdi af fri bil, og Skatteministeriets påstand om frifindelse blev taget til følge. Se SKM2008.47.BR.

Eksempel 3

Landsretten fandt, at sagsøgeren, som havde fremlagt et rekonstrueret kørselsregnskab, ikke havde sandsynliggjort, at han udelukkende havde brugt en bil erhvervsmæssigt. Bilen var parkeret på skatteyderens bopæl. Kommunen havde tidligere godkendt sagsøgerens selvangivelse uden at stille krav om kørselsregnskab. Det blev slået fast, at sagsøgeren ikke i den forbindelse havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at bilen også i de efterfølgende år uden kørselsregnskab kunne anses for 100 pct. erhvervsmæssigt benyttet. Se SKM2003.277.ØLR

Eksempel 4

Den ansatte havde skriftligt over for arbejdsgiveren erklæret, at bilen ikke måtte benyttes privat. Skatteyderen kunne ikke i øvrigt sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for hans private benyttelse. Retten lagde vægt på at bilen holdt på bopælen, og at arbejdsgiveren ikke førte kontrol. Se SKM2004.118.VLR.

Eksempel 5

En ansat eksportchef havde fået stillet en bil til rådighed. Bilen var parkeret på eksportchefens adresse. Landsretten udtalte, at der for at undgå beskatning må kræves et konkret bevis for, at bilen ikke bliver brugt til privat kørsel. Efter retspraksis kan sådan et bevis kun føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden. Eksportchefen skulle beskattes af fri bil. Se SKM2009.239.HR (SKM2007.522.VLR).

Eksempel 6

En Porsche holdt parkeret i en garage på naboejendommen til sagsøgerens virksomhed. Forklaringerne om, hvor sagsøgeren havde bopæl var uklare, men enten havde sagsøgeren bopæl på virksomheden eller hos sin ægtefælle i hendes ejendom 500 meter fra virksomheden. Udover Porschen ejede sagsøgeren en Golf. Landsretten udtalte, at der var kort afstand fra sagsøgerens bopæl til bilens parkeringsplads, at bilen var velegnet til privat kørsel, og at sagsøgeren ikke førte kørselsregnskab. Det var derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke benyttede bilen privat. Se SKM2005.204.ØLR.

Se også SKM2017.204.BR.

Eksempel 7

En direktør og hovedaktionær kunne ikke bevise, at en luksusbil ikke var til rådighed for privat anvendelse. Der var betalt privatbenyttelsesafgift af bilen, og uanset at det blev påstået, at betalingen var sket ved en fejl, skulle vedkommende beskattes af fri bil, også uanset at der var flere biler i husstanden, herunder en anden bil der blev beskattet som fri bil. Der blev ligeledes heller ikke lagt vægt på et rekonstrueret kørselsesregnskab. se SKM2011.578.BR.

Eksempel, hvor skatteyderen kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug.

I en situation, hvor et selskab ikke havde adresse på hovedanparthaverens bopæl, og hvor det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde stået på hovedanparthaverens bopæl uden for arbejdstid, skulle hovedanpartshaveren ikke dokumentere, at selskabets bil ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Se SKM2001.98.LSR.

Virksomhedsadressen og privatadressen er den samme

Formodningsreglen om, at firmabilen bliver brugt privat, hvis den holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, gælder også hvis virksomhedsadressen og privatadressen er den samme. Formodningsreglen gælder, uanset at der eventuelt er indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke bliver brugt privat.

Eksempler, hvor skatteyderen ikke kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug

Eksempel 1

Østre Landsret fandt i en konkret sag, at der skulle ske beskatning af bil til privat rådighed i et tilfælde, hvor skatteyderen havde fraskrevet sig privat rådighed over bilen. Skatteyderen var ansat i sin samlevers selskab og havde ikke ført kørselsregnskab. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var skatteyderen bopæl. Se TfS 2000, 622 ØLD.

Eksempel 2

Vestre Landsret afgjorde, at en hovedaktionær, der ikke modtog løn fra selskabet, skulle beskattes af fri bil. Bilerne stod på virksomhedens adresse, som også var hovedaktionærens bopæl, og der var ikke ført kørselsregnskab. Retten fandt, at hovedaktionæren havde haft adgang til at benytte selskabets varebiler til private formål. Se TfS 2000, 494 VLD.

Eksempel 3

Landsretten fandt i en sag, at skatteyderen som eneste ansatte i den fraskilte ægtefælles selskab, som havde hjemsted på skatteyderens bopæl, skulle beskattes af fri bil. Der blev herved lagt vægt på, at bilen dagligt var parkeret på skatteyderens adresse, at der ikke blev ført kørselsregnskab, og at det ikke blev godtgjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for eller blev brugt til privat kørsel. Det blev ikke tillagt vægt, at skatteyderen havde rådighed over to andre personbiler og en varebil. Endelig fandtes det ikke godtgjort, at skatteyderen havde en berettiget forventning om ikke at skulle føre kørebog. Se SKM2008.617.ØLR (SKM2008.113.BR).

Eksempel 4

I en konkret sag stadfæstede landsretten byrettens dom om, at der var en formodning for privat rådighed over en bil, som daglig var parkeret på bopælen, som var samme adresse som virksomhedens. Den skattepligtige havde ikke lavet kørselsregnskab og havde ikke kunne fremlægge kørebog, som efter det oplyste var stjålet. Den skattepligtige havde derfor ikke afkræftet ovennævnte formodning. Se SKM2009.629.VLR.

Eksempel 5

I en sag ejede en ansat 20 pct. af et selskab, hvori den ansattes far ejede de resterende anparter og var direktør. Den ansatte blev beskattet af fri bil, selvom han havde fraskrevet sig rådigheden over bilen til privat brug. Selskabet havde lejet en garage og et lokale på hans bopæl. Retten fandt ikke, at den ansatte havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Se SKM2002.206.VLR.

Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer mv.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, >gælder der, jf. nedenfor< en skærpet formodningsregel for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.

>Uanset en firmabil ikke står på hovedaktionærens hjemadresse, kan der være særlige forhold, som taler for, at firmabilen har været til rådighed for privat anvendelse. Det gælder eksempelvis, hvis der er tale om dyre luksusbiler eller sportsvogne, der ikke egner sig til erhvervsmæssig anvendelse. I sådanne tilfælde gælder en skærpet formodningsregel for privat rådighed og derfor skal hovedaktionæren sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel<.

Der er tale om en konkret bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes, og der bliver derfor lagt mere vægt på nøjagtigheden af både eventuelle kørebogsregistreringer og den aftale, som parterne har indgået om, at bilen kun må bruges erhvervsmæssigt. Se skatteministerens svar i TfS 1997, 584.

Eksempler, hvor skatteyderen ikke kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug

Eksempel 1

I en konkret sag blev en direktør og hovedaktionær beskattet af rådigheden over begge biler i selskabet. Hovedaktionæren blev i forvejen beskattet af rådighed over en af selskabets personbiler og havde fraskrevet sig retten til at benytte varebilen til private formål. >Efter sin egen forklaring havde hovedaktionæren dog efterfølgende anvendt bilen privat, nemlig når medarbejdere i selskabet benyttede den anden bil, ligesom sagsøgerens hustru havde brugt den pågældende bil privat.< Landsretten udtalte, at skatteyderen som hovedaktionær skulle afkræfte formodningen for, at bilen blev brugt privat. Da hovedaktionæren ikke havde ført kørselsregnskab eller på anden måde havde sandsynliggjort, at varebilen ikke havde stået til rådighed for privat kørsel, anså retten ikke formodningen for afkræftet. Landsretten tiltrådte derfor, at hovedaktionæren blev beskattet af fri bil. Se SKM2003.53.VLR.

Eksempel 2

I en sag var der ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette havde anpartshaveren bevisbyrden for, at bilen ikke var til privat rådighed og ikke blev brugt privat. Hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen som eneanpartshaver havde haft rådighed over selskabets bil, at bilen - en sportsvogn - ikke var velegnet til erhvervsmæssig transport, og at anpartshaverens forklaring om, at den også skulle bruges i reklameøjemed, ikke var støttet af oplysninger om, at den faktisk var blevet brugt på denne måde i et omfang af betydning. Højesteret fandt derfor, at selv om det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved anpartshaverens private bopæl, skulle anpartshaveren under disse omstændigheder sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel og heller ikke blev brugt til privat kørsel. Da der ikke forelå et oprindeligt kørselsregnskab, og da Højesteret ikke tillagde et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab bevismæssig betydning, fandt Højesteret ikke, at anpartshaveren havde løftet sin bevisbyrde. Se SKM2005.138.HR (SKM2003.327.ØLR).

Eksempel 3

Landsretten fandt, at en hovedanpartshaver var skattepligtig af værdi af rådigheden over selskabets bil. Hovedanpartshaveren havde fremlagt aftaler med sin ægtefælle og parrets søn om, at disse skulle være chauffører i bilen og forklaret, at det var de to og en ansat i selskabet, som disponerede over bilen. Bilen skulle primært bruges af kunstnere i forbindelse med arrangementer, som virksomheden stod for. Landsretten lagde vægt på, at hovedanpartshaveren havde haft rådighed over selskabets bil, at der ikke var ført kørebog, og at der hverken ved de fremlagte aftaler eller erklæringer eller de afgivne forklaringer var ført bevis for, at bilen ikke havde været benyttet privat. Se SKM2003.585.VLR.

Eksempel 4

I en sag blev en direktør i et selskab, der drev en maskinfabrik, beskattet af fri bil. Direktøren var direktør i et selskab, som han via et holdingselskab også var eneejer af. Selskabet havde købt en brugt BMW for 1,3 mio. kr. (bilens nypris var ca. 1,5 mio. kr.). Det var ubestridt, at BMW'en i perioder ikke var parkeret ved skatteyderens bopæl. Landsretten fandt alligevel, at direktøren skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev brugt til privat kørsel i de nævnte perioder. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at direktøren i en lang årrække havde haft bil til rådighed hele året, at ordningen blev ændret i forbindelse med selskabets køb af den væsentlig dyrere bil og at den ændrede ordning ikke var begrundet i virksomhedernes forhold. Uanset at skatteyderen løbende havde ført kørebog, fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde. Landsretten lagde vægt på, at bilen - ud over enkeltstående længere kørsler - hovedsageligt havde været brugt til ærindekørsel i lokalområdet, at kørebogen ofte angav forskelle af ikke uvæsentlige længder for kørsler mellem samme destinationer i lokalområdet, ligesom de anførte afstande næsten konsekvent afveg væsentlig fra Kraks Ruteplans afstandsangivelser. Direktørens forklaring om, at han som regel valgte at køre forskellige omveje af hensyn til trafikken og for at køre bilen varm, kunne ikke begrunde de konsekvente kilometermæssige differencer. Endelig blev der lagt vægt på, at den fremlagte rådighedserklæring ikke angik perioden januar til maj i det pågældende år. Se SKM2008.534.HR (SKM2007.173.ØLD).

Eksempel 5

I en sag var direktøren gift med eneanpartshaveren i selskabet og havde en sådan indflydelse på selskabet, at han skulle sandsynliggøre, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Bilen var uden for arbejdstid parkeret i nærheden af selskabet på en parkeringsplads, som selskabet havde lejet. Bilen havde desuden seleudstyr til børn, som ikke var forretningsmæssigt begrundet. Direktøren havde ikke ført kørselsregnskab, og selvom han havde underskrevet en fraskrivelseserklæring, blev direktøren beskattet af fri bil. Se SKM2003.154.ØLR.

Eksempel 6

Landsretten fandt, at sagsøgeren, som var bestyrelsesformand og hovedanpartshaver i et selskab, skulle beskattes af værdien af fri bil. Sagsøgeren havde erkendt at have benyttet en af selskabets biler i 6-7 måneder i de omtvistede år, ligesom den bil, som sagsøgerens mand havde benyttet, holdt parkeret ved familiens bopæl 3-4 dage ugentligt efter normal arbejdstid. Sagsøgeren skulle derfor sandsynliggøre, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for hende til privat benyttelse. Se SKM2004.208.ØLR. Tilsvarende blev sagsøgerens datter, der var anpartshaver og bestyrelsesmedlem i selskabet, beskattet af fri bil efter anvendelse af formodningsreglen. Se SKM2004.209.ØLR.

Eksempel 7

En hovedaktionær blev beskattet af fri bil af en varevogn på gule plader. Landsretten lagde til grund, at varevognen var egnet til befordring af to personer og lovligt kunne bruges hertil med private formål, fordi momsen ikke var afløftet af selskabet. Varevognen var uden ændringer i varerummet og derfor ikke specialindrettet. Der var ikke ført kørselsregnskab, og bilen holdt på bopælen. Se TfS 1999, 952 ØLD.

>Eksempel 8

En eneanpartshaver, der var direktør i selskabet, som drev investeringsvirksomhed, blev beskattet af fri bil af en personbil af mærket Porsche. Skatteyderens og selskabets adresse var ikke sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen. Det påhvilede derfor som udgangspunkt Skatteministeriet at løfte bevisbyrden for, at selskabet stillede bilen til rådighed for skatteyderens private brug. Da bilen hverken var egnet til brug for en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme eller til at blive benyttet i vinterperioder, opfyldte den ikke selskabets erhvervsmæssige behov. På den baggrund vendte Højesteret bevisbyrden om. Højesteret fandt ikke, at skatteyderen havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel. Se SKM2014.504.HR.<

Eksempler, hvor skatteyderen kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug

Eksempel 1

I en sag skulle en hovedanpartshaver ikke beskattes af værdi af fri bil til rådighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at bilen hovedsagelig blev brugt af hovedanpartshaverens ægtefælle, at hovedanpartshaveren kun benyttede bilen til begrænsede arbejdsopgaver, at hovedanpartshaveren havde egen bil, og at hovedanpartshaverens stilling i selskabet var underordnet. Se SKM2001.418.VLR.

Eksempel 2

Et selskab ejede i indkomstårene 2003, 2004 og 2005 en firmabil, der efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets adresse, der også var hovedaktionærens private bopæl. Hovedaktionæren var også direktør i selskabet. Der var en fraskrivelseserklæring, hvorefter selskabets bil i 2003 og 2004 ikke måtte bruges privat af selskabets ansatte. Med henvisning hertil samt til at der i selskabet kun var én bil til brug for både direktørens og salgschefens forretningsture i Danmark og Europa samt til oplysninger om antal kørte kilometer i direktørens private bil, fandt byretten, at direktøren for indkomståret 2003 havde afkræftet formodningen for, at bilen var til rådighed for privat kørsel.

Retten fandt derimod ikke, at direktøren havde afkræftet formodningen for, at selskabets bil stod til rådighed for privat kørsel for så vidt angår 2004 og 2005, fordi direktøren havde afgivet erklæring om, at hans søn i 2004 var bruger af direktørens private bil, og fordi den fremlagte fraskrivelseserklæring ikke omfattede den bil, som selskabet ejede i 2005. Se SKM2011.2.BR.

Eksempel 3

I en sag ejede et selskab en række biler, herunder tre personbiler: en Volvo, en BMW og en Seat Toledo. Sagsøgeren, der var direktør og hovedanpartshaver, havde selvangivet værdi af fri bil, for så vidt angår Volvoen. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af fri bil, for alle tre biler. Det var under sagen ubestridt, at både BMW'en og Seaten stod parkeret foran sagsøgerens bopæl, der også var selskabets adresse. Landsretten henviste til sagsøgerens og hendes søns forklaring, hvor sagsøgeren fremførte, at hun ikke benyttede bilerne til privat kørsel, fordi hun altid kørte i Volvoen, som hun havde til rådighed som firmabil. BMW'en, årgang 1992, og Seaten, årgang 2001, blev ifølge forklaringerne begge anskaffet og brugt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet. Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og brugen af de to biler sammenholdt med, at sagsøgeren havde rådighed over Volvoen til privat kørsel, fandt landsretten, at sagsøgeren i tilstrækkelig grad havde afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse efter LL § 16, stk. 4 - uanset at der ikke var ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne. Se SKM2005.503.ØLR.

Stilstandsforsikringer

En hovedaktionær kan ikke fraskrive sig privat rådighed over en firmabil i perioder ved at stilstandsforsikre bilen. Hvis bilen derimod afregistreres i hele måneder og nummerpladerne afleveres til Motorstyrelsen, er rådigheden afskåret.

I en konkret sag fandt Skatterådet, at en hovedaktionær skulle beskattes af fri bil i hele perioden, hvor bilen var stillet til rådighed - uanset forsikringsmæssige forhold. Hovedaktionæren kunne derfor ikke fraskrive sig privat rådighed over en firmabil i perioder ved at stilstandsforsikre bilen. Hvis den i hele måneder blev afregistreret og nummerpladerne blev afleveret til SKAT, havde den skattepligtige derimod ikke rådighed over bilen. Se SKM2009.292.SR.

I en anden sag om en hovedanpartshaver og direktør kunne en stilstandsforsikring heller ikke tillægges betydning, ligesom en deponering af nummerpladerne hos forsikringsselskabet ikke ændrede på rådigheden over fri bil. Hovedaktionæren skulle derfor beskattes af fri bil i hele perioden. Se SKM2009.293.SR.

I en tredje sag om en hovedaktionær og adskillige biler blev resultatet det samme. Det blev her fremhævet, at der ved det bindende svar ikke var taget stilling til, om der var en erhvervsmæssig begrundelse for at have bilerne i virksomheden. Der var derfor ikke taget stilling til, om der var grundlag for at beskatte alle selskabets udgifter vedrørende bilerne som yderligere løn eller udlodning. Se SKM2009.314.SR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2014.504.HR

Sagen vedrørte en skatteyder, der var eneanpartshaver såvel som direktør i et selskab, som drev investeringsvirksomhed. Selskabet købte i august 2006 en personbil af mærket Porsche. Bilen blev solgt i 2008.

Skatteyderens og selskabets adresse var ikke sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen. Det påhvilede derfor som udgangspunkt Skatteministeriet at løfte bevisbyrden for, at selskabet stillede bilen til rådighed for skatteyderens private brug.

Da bilen hverken var egnet til brug for en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme eller til at blive benyttet i vinterperioder, opfyldte den ikke selskabets erhvervsmæssige behov. På den baggrund vendte Højesteret bevisbyrden om. Højesteret fandt ikke, at skatteyderen havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel.

Spørgsmålet var herefter, om dette forhold var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Sagen vedrørte en situation, hvor hovedanpartshaveren var ansat som lønmodtager i selskabet.

Højesteret fandt, at skatteyderen som eneanpartshaver og direktør i selskabet udøvede en bestemmende indflydelse herover, og at det var en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, at selskabet stillede bilen til rådighed for ham. Den forlængende frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse, og den ændrede skatteansættelse var således rettidig.

Højesteret fastslog dermed, at det er uden betydning for ligningsfristspørgsmålet, om skatteyderen havde fået stillet bilen til rådighed i sin egenskab af lønmodtager i selskabet eller som dettes ejer. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Tidligere

SKM2013.888.VLR

SKM2009.239.HR

En ansat eksportchef havde fået stillet en bil til rådighed. Bilen var parkeret på eksportchefens adresse. Landsretten udtalte, at der for at undgå beskatning må kræves et konkret bevis for, at bilen ikke bliver brugt til privat kørsel. Efter retspraksis kan sådan et bevis kun føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden. Eksportchefen skulle beskattes af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen stadfæster Vestre Landsrets dom SKM2007.522.VLR

SKM2008.534.HR

En direktør i et selskab, der drev en maskinfabrik, blev beskattet af fri bil. Direktøren var direktør i et selskab, som han via et holdingselskab også var eneejer af. Selskabet havde købt en brugt BMW for 1,3 mio. kr. (bilens nypris var ca. 1,5 mio. kr.). Det var ubestridt, at BMW'en i perioder ikke var parkeret ved skatteyderens bopæl. Landsretten fandt alligevel, at direktøren skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev brugt til privat kørsel i de nævnte perioder. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at direktøren i en lang årrække havde haft bil til rådighed hele året, at ordningen blev ændret i forbindelse med selskabets køb af den væsentlig dyrere bil og at den ændrede ordning ikke var begrundet i virksomhedernes forhold. Uanset at skatteyderen løbende havde ført kørebog, fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde. Landsretten lagde vægt på, at bilen - ud over enkeltstående længere kørsler - hovedsageligt havde været brugt til ærindekørsel i lokalområdet, at kørebogen ofte angav forskelle af ikke uvæsentlige længder for kørsler mellem samme destinationer i lokalområdet, ligesom de anførte afstande næsten konsekvent afveg væsentlig fra Kraks Ruteplans afstandsangivelser. Direktørens forklaring om, at han som regel valgte at køre forskellige omveje af hensyn til trafikken og for at køre bilen varm, kunne ikke begrunde de konsekvente kilometermæssige differencer. Endelig blev der lagt vægt på, at den fremlagte rådighedserklæring ikke angik perioden januar til maj i det pågældende år. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen stadfæster Østre Landsrets dom SKM2007.173.ØLD

SKM2005.138.HR

Der var ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette havde anpartshaveren bevisbyrden for, at bilen ikke var til privat rådighed og ikke blev brugt privat. Hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen som eneanpartshaver havde haft rådighed over selskabets bil, at bilen - en sportsvogn - ikke var velegnet til erhvervsmæssig transport, og at anpartshaverens forklaring om, at den også skulle bruges i reklameøjemed, ikke var støttet af oplysninger om, at den faktisk var blevet brugt på denne måde i et omfang af betydning. Højesteret fandt derfor, at selv om det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved anpartshaverens private bopæl, skulle anpartshaveren under disse omstændigheder sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel og heller ikke blev brugt til privat kørsel. Da der ikke forelå et oprindeligt kørselsregnskab, og da Højesteret ikke tillagde et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab bevismæssig betydning, fandt Højesteret ikke, at anpartshaveren havde løftet sin bevisbyrde. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen stadfæster Østre Landsrets dom SKM2003.327.ØLR

Landsretsdomme

SKM2018.337.VLR

Skatteyderen var efter ligningslovens § 16, stk. 4, blevet beskattet af værdien af fri bil vedrørende en Mercedes ML 350-varevogn på gule plader. Bilen, som ikke var konstateret anvendt privat, var indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse.

Skatteyderen gjorde for det første gældende, at bilen var specialindrettet og derfor ikke omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at bilen havde en sådan indretning, at den kunne anses som et specialindrettet køretøj, der var uegnet som alternativ til en privat bil.

Skatteyderen gjorde for det andet navnlig gældende, at der ikke gjaldt en formodning for privat rådighed, idet registreringen af bilen til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse skyldes fejl fra myndighedernes side. Skatteyderen bestred således, at det var ham, som havde udfyldt og underskrevet den erklæring om bilens anvendelse, som lå til grund for registreringen af bilens anvendelse. For landsretten blev der indhentet en grafologisk skønserklæring, som konkluderede, at skatteyderen ikke havde underskrevet erklæringen.

Landsretten bemærkede, at bilen var indregistreret til blandet anvendelse, og at skatteyderens selskab løbende havde betalt privatbenyttelsesafgift for bilen i de indkomstår, som sagen angik. Landsretten bemærkede endvidere, at der intet grundlag var for at antage, at medarbejdere hos myndighederne havde udfyldt og underskrevet den omtvistede erklæring. Da skatteyderen havde overladt det til bilforhandleren at anmelde bilen til registrering, lagde landsretten til grund, at erklæringen var blevet indleveret til myndighederne af en person, som handlede på skatteyderens vegne. Uanset om skatteyderen ikke selv måtte have udfyldt og underskrevet erklæringen, var der derfor ikke grundlag for at fastslå, at myndighederne havde begået fejl ved indregistrering af bilen.

Landsretten bemærkede desuden, at skatteyderen som erfaren direktør havde haft en særlig anledning til efterfølgende at kontrollere, at forhandleren havde indregistreret bilen korrekt, idet det af den fremsendte registreringsattest fremgik, at bilen var indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse.

På denne baggrund var der en formodning for, at skatteyderen som direktør og eneanpartshaver havde haft den omhandlede bil til rådighed for privat benyttelse. Da formodningen ikke var afkræftet, tiltrådte landsretten, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet, blev derfor stadfæstet.

Stadfæstelse af SKM2016.586.BR

SKM2018.159.ØLR

Sagen angik bl.a., om en skatteyder skulle beskattes af fri bil for indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Landsretten lagde til grund, at bilen ofte stod parkeret ved skatteyderens bopæl, at han havde rådighed over bilen i det daglige, og at han bl.a. anvendte bilen til transport mellem sin bopæl og arbejdspladserne hos henholdsvis det danske moderselskab og det tyske datterselskab. Retten fremhævede desuden, at skatteyderen i Tyskland var blevet beskattet af privat benyttelse af bilen.

Selv om skatteyderens husstand tillige rådede over en anden bil, fandt landsretten, at der var skabt en stærk formodning for, at den omhandlede bil stod til rådighed for og blev anvendt til privat kørsel af skatteyderen.

Da der ikke i de omhandlede indkomstår løbende var ført kørselsregnskab, og da det regnskab, som efterfølgende var udarbejdet ud fra blandt andet skatteyderens kalendernotater, ikke i sig selv kunne afkræfte denne formodning, tiltrådte landsretten, at skatteyderens rådighed over bilen i indkomstårene 2010-2012 skulle beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Byrettens dom blev dermed stadfæstet.

Stadfæstelse af SKM2017.313.BR

SKM2018.40.VLR

Sagens spørgsmål var, dels om indstævnte havde haft privat rådighed over bilen af mærket Audi Q7 i 2010, 2011 og 2012 og derfor skulle beskattes i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4, dels hvorvidt indstævnte havde godtgjort, at en omregistrering af bilen kunne sidestilles med et salg og senere tilbagekøb ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for værdien af bilen.

Audien var ejet af den virksomhed, hvor indstævnte i de omhandlede indkomstår var hovedaktionær og direktør. Virksomheden ejede i perioden også en Audi A6, som stod til familiens private rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Virksomheden omregistrerede bilen til blandet anvendelse i 2010 og betalte i den omhandlede periode privatbenyttelsesafgift af bilen. I 2010 indkøbte indstævnte en båd og en bådtrailer til privat brug. I husstanden var der ikke en anden bil, der havde anhængertræk og kunne trække trailer med båd. Indstævnte købte den omhandlede Audi Q7 privat i 2013. Der blev ikke udarbejdet kørebog for bilen.

Byretten fandt, at indstævnte ikke skulle beskattes af værdi af fri bil. Byretten anførte i den forbindelse, at der under de foreliggende omstændigheder ikke bestod en formodning for privat rådighed. Skatteministeriet ankede byrettens dom til landsretten.

Landsretten fandt, at der bestod en stærk formodning for, at den omhandlede Audi Q7 stod til rådighed for indstævntes private anvendelse.

Denne formodning var ikke afkræftet ved en fraskrivelseserklæring eller ved indstævnte og hans ægtefælles forklaring om, at omregistreringen skete til fordel for sælger, der skulle have mulighed for at bruge bilen privat.

Landsretten fandt herefter, at bilen havde stået til indstævntes private rådighed i 2010, 2011 og 2012, og at indstævnte derfor var skattepligtig af værdien efter ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 4.

For så vidt angår beskatningsgrundlaget, fandt retten, at omregistreringen ikke kunne sidestilles med et salg og senere tilbagekøb, hvorfor bilens værdi ikke skulle beregnes med udgangspunkt i værdien på omregistreringstidspunktet, men på anskaffelsestidspunktet som gjort af SKAT.

Landsretten ændrede dermed byrettens dom og gav Skatteministeriet medhold i sin frifindelsespåstand.

Ændring af SKM2017.173.BR

SKM2017.504.ØLR

 

Sagen drejede sig om, hvorvidt en Toyota Hilux pickup, som var ejet af skatteyderens virksomhed og indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse, stod til privat rådighed for skatteyderen. Skatteankenævnet havde i sagen fundet, at bilen udelukkende blev benyttet erhvervsmæssigt. Skatteministeriet indbragte afgørelsen for domstolene.

For domstolene accepterede skatteyderen, at Toyotaen stod til privat rådighed. Skatteyderen gjorde imidlertid gældende, at bilen var specialindrettet i en sådan grad, at den ikke kunne anses for egnet som alternativ til en privat bil.

Landsretten bemærkede, at bilen var større end en normal personbil, samt at den i første række var designet til at blive benyttet til andre og mere krævende opgaver end personbefordring. Landsretten fandt dog, at en Toyota Hilux ikke som biltype adskiller sig fra normale personbiler på en så afgørende måde, at den allerede før eventuelle modifikationer kunne anses som uegnet til at blive anvendt som normal bil. Landsretten bemærkede herved, at den omhandlede Toyota da også var indregistreret til delvis privat kørsel.

Landsretten anførte herefter, at det forhold, at der var monteret et skuffemodul bag passagersædet og en rengøringsvenlig bundplade, ikke medførte, at Toyotaen derved ophørte med at være et egnet alternativ til en privat bil. Heller ikke det forhold, at der angiveligt var et erhvervsmæssigt behov for, at størstedelen af bilen forblev umøbleret, kunne indebære, at bilen måtte anses for specialindrettet. Endelig lagde landsretten vægt på, at bilen ikke fremtrådte tilsmudset og lugtende, at sideruderne ikke var dækket til, og at den ikke var forsynet med firmalogo eller lignende.

Skatteministeriet fik derfor medhold i, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil.

Stadfæstet af Højesteret ved dom af 13. april 2018

SKM2017.477.VLR

 

Ankesagen angik, om appellanten havde haft privat rådighed over en Mercedes-Benz i indkomstårene 2007-2009 og derfor skulle beskattes i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.

Appellanten var direktør og indehaver af selskabet, der havde købt bilerne, og forestod den daglige ledelse af virksomheden. Selskabet havde betalt privatbenyttelsesafgift for begge biler. Bilerne var parkeret på sagsøgerens bopælsadresse, der tillige udgjorde hjemsted for virksomheden.

Køretøjet var indrettet med reolsystem i varerummet. Landsretten fastslog, at Mercedesen ikke havde en sådan indretning, at den kunne anses som et specialindrettet køretøj, der var uegnet som alternativ til en privat bil.

Landsretten fandt videre, at der i sagen var en formodning for, at appellanten havde haft den omhandlede Mercedes til rådighed til privat benyttelse. Landsretten henviste i den forbindelse bl.a. til, at køretøjet var indregistreret til blandet erhvervsmæssig/privat anvendelse, samt at selskabet havde betalt tillægsafgift for privat anvendelse.

Endelig fandt landsretten, at formodningen for privat rådighed ikke var afkræftet.

Stadfæstelse af SKM2016.391.BR

SKM2017.179.ØLR

Sagen vedrørte, hvorvidt skatteyderen for indkomstårene 2008, 2009 og 2010 var skattepligtig af værdien af fri bil og fri motorcykel efter ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3, og stk. 4. Der var tale om fire svensk indregistrerede biler og en svensk indregistreret motorcykel, der var ejet af et svensk selskab, hvori skatteyderen var direktør og eneanpartshaver.

Skatteyderen havde anmodet om afgiftsfritagelse i Danmark og havde i den forbindelse oplyst, at de svensk indregistrerede køretøjer skulle benyttes til kørsel til Danmark, herunder til bopælen. Af de fem køretøjer var en af bilerne observeret både på bopælen og i privat ærinde, og en anden var alene observeret ved bopælen. Der var ikke ført et kørselsregnskab for nogen af køretøjerne.

Ved byretten bemærkede retten, at skatteyderen som direktør og eneanpartshaver havde rådighed over køretøjerne. Videre bemærkede byretten bl.a., at alle bilerne måtte betegnes som dyre luksusbiler, og at skatteyderen ikke havde dokumenteret, at der i selskabet havde været et erhvervsmæssigt behov for anskaffelsen af køretøjerne. Skatteyderen havde desuden selv forklaret, at han efter endt arbejde i Sverige benyttede bilerne til kørsel fra Sverige til bopælen og retur, og det var ikke dokumenteret, at denne kørsel ikke var privat kørsel i skattemæssig henseende.

Byretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilerne og motorcyklen ikke stod til rådighed for privat benyttelse, da der ikke var ført kørebog. Den omstændighed, at skatteyderen i alle indkomstårene ejede en række andre biler, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.

Stadfæstelse af SKM2016.22.BR

SKM2015.676.VLR

Appellanten var direktør og hovedanpartshaver i et selskab, der ejede en firmabil på hvide plader, som efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets og appellantens fælles adresse. Selskabet havde ikke ført kørebog. Appellanten gjorde gældende, at bilen ikke havde stået til privat benyttelse og henviste bl.a. til, at der var fremlagt fraskrivelseserklæringer vedrørende bilen, at appellanten og hendes ægtefælle rådede over andre biler, samt at bilen i den overvejende del af ejertiden havde været på værksted grundet en fejl i bilens informationsenhed.

Landsretten fandt det ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Det blev herved tillagt vægt, at der var tale om en eksklusiv bil på hvide plader, der var velegnet til privat brug, at der ved købet af bilen blev givet en privat bil i bytte, og at der ikke løbende var ført kørselsregnskab. Oplysningerne om, at bilen var behæftet med fejl og flere gange var på værksted, kunne ikke føre til andet resultat, idet appellanten fortsat havde rådighed over bilen. Byrettens dom blev derfor stadfæstet. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen stadfæster SKM2014.378.BR

SKM2015.510.ØLR

Sagens omdrejningspunkt var, om skatteyderen skulle beskattes af fri bil af to biler i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Skatteyderen var både direktør og hovedanpartshaver i det selskab, som stillede bilerne til hans rådighed.

Bilerne var på hvide plader og egnet til privat kørsel. Efter skatteyderens forklaring lagde landsretten desuden til grund, at bilerne var parkeret i nærheden af hans private bopæl. Under de omstændigheder påhvilede det skatteyderen at afkræfte formodningen for, at bilerne stod til hans rådighed.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde afkræftet denne formodning. Således kunne karakteren af den af skatteyderen udøvede erhvervsvirksomhed, en fraskrivelseserklæring, de efterfølgende og ikke-understøttede kørselsregnskaber eller skatteyderens forklaring om, at han ikke havde privat bil, fordi han havde rådighed over sine forældres biler, og at han aldrig som et led i kontrol var blevet standset af SKAT, ikke afkræfte denne formodning. Ikke afkræftet formodning -

Dommen stadfæster SKM2014.614.BR

SKM2015.344.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten skulle beskattes efter reglerne om fri bil af en BMW, som var stillet til rådighed for ham af et tysk selskab, hvor han var ansat som direktør. Appellanten havde udover firmabilen rådighed over en privat bil.

Appellanten ejede indirekte 33,3 pct. af aktierne i det tyske selskab på det tidspunkt, bilen blev stillet til rådighed for ham, dog blev hans ejerandel reduceret til 25 pct. i første del af den periode, hvor bilen var stillet til rådighed. Bilen var en almindelig personbil, som appellanten havde rådighed over i det daglige, og som stod parkeret på hans privatadresse. Landsretten fandt på den baggrund, at det påhvilede appellanten at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og heller ikke blev anvendt til privat kørsel.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der havde været indgået en aftale mellem appellanten og selskabet om, at appellanten ikke måtte anvende bilen til privat kørsel. Appellanten havde til støtte for en sådan aftale fremlagt et referat af et møde i selskabets bestyrelse afholdt i begyndelsen af den i sagen omhandlede periode samt et tillæg til appellantens direktørkontrakt udarbejdet efter den omhandlede periode, hvoraf fremgik, at bilen ikke måtte anvendes privat.

Endvidere fandt landsretten, at et efterfølgende rekonstrueret og ufyldestgørende kørselsregnskab, som var udarbejdet af appellanten på baggrund af hans kalendernotater om møder mv. i Outlook, ikke godtgjorde, at bilen ikke var anvendt til privat kørsel. Landsretten fremhævede i den forbindelse, at appellanten havde kørt i bilen for en anden virksomhed end det tyske selskab, der som hans arbejdsgiver havde stillet bilen til rådighed for ham, hvilke kørsler måtte anses for at være arbejdsgiveren uvedkommende. Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT i en korrespondance med appellanten om fritagelse for registreringsafgift efter reglerne om udenlandske firmabiler havde tilkendegivet, at bilen kunne anvendes til kørsel for andre virksomheder end det tyske selskab. Den omstændighed, at den anden virksomhed efterfølgende havde betalt det tyske selskab et beløb i leje for kørslerne, kunne heller ikke føre til andet resultat.

På den baggrund konkluderede landsretten, at appellanten ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. Beskatning

Dommen stadfæster SKM2013.528.BR

SKM2015.343.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten skulle beskattes efter reglerne om fri bil af en Mercedes Benz, som var stillet til rådighed for ham af et tysk selskab, hvor han var ansat som direktør. Appellanten havde udover firmabilen rådighed over to private biler i husholdningen.

Appellanten ejede indirekte 33,3 pct. af aktierne i det tyske selskab på det tidspunkt, bilen blev stillet til rådighed for ham, dog blev hans ejerandel reduceret til 12,5 pct. i første del af den periode, hvor bilen var stillet til rådighed. Bilen var en almindelig personbil, som appellanten havde rådighed over i det daglige, og som stod parkeret på hans privatadresse. Landsretten fandt på den baggrund, at det påhvilede appellanten at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og heller ikke blev anvendt til privat kørsel.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der havde været indgået en aftale mellem appellanten og selskabet om, at appellanten ikke måtte anvende bilen til privat kørsel. Appellanten havde til støtte for en sådan aftale fremlagt et referat af et møde i selskabets bestyrelse afholdt i begyndelsen af den i sagen omhandlede periode samt et tillæg til appellantens direktørkontrakt udarbejdet efter den omhandlede periode, hvoraf fremgik, at bilen ikke måtte anvendes privat.

Endvidere fandt landsretten, at et efterfølgende rekonstrueret og ufyldestgørende kørselsregnskab, som var udarbejdet af appellanten på baggrund af hans kalendernotater om møder mv. i Outlook, ikke godtgjorde, at bilen ikke var anvendt til privat kørsel. Landsretten fremhævede i den forbindelse, at appellanten havde kørt i bilen for en anden virksomhed end det tyske selskab, der som hans arbejdsgiver havde stillet bilen til rådighed for ham, hvilke kørsler måtte anses for at være arbejdsgiveren uvedkommende. Det kunne ikke føre til andet resultat, at SKAT i en korrespondance med appellantens direktørkollega om fritagelse for registreringsafgift efter reglerne om udenlandske firmabiler havde tilkendegivet, at bilen kunne anvendes til kørsel for andre virksomheder end det tyske selskab.

På den baggrund konkluderede landsretten, at appellanten ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet. Beskatning

Dommen stadfæster SKM2013.529.BR

SKM2014.520.ØLR

A's selskab stillede tre biler, en Audi A6, en Audi A4 Cabriolet og en Audi S6, til rådighed for ham.

Byretten anførte, at det påhvilede A at bevise, at bilerne ikke var stillet til rådighed for ham og ikke blev anvendt til privat kørsel i de perioder, hvor de blev vinteropbevaret i selskabets garage. Han var hovedaktionær i selskabet og tillige direktør og medlem af bestyrelsen. I den situation påhvilede der ham en skærpet bevisbyrde for, at han effektivt havde været afskåret fra at råde over bilerne i de omstridte perioder.

Henset til bilernes karakter og værdi og til at det alene var A, der benyttede bilerne, anførte byretten, at det måtte antages, at anskaffelsen af bilerne ikke eller kun i begrænset omfang var erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold. Videre anførte byretten, at der ikke forelå nogen skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at bilerne ikke måtte benyttes til privat kørsel i de omstridte perioder.

Byretten henviste til A's forklaring om, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at nøglen til selskabets garage lå i en bankboks, som han dog havde uhindret adgang til. Nummerpladerne blev ikke afmonteret, og bilerne ikke afregistreret i den periode, hvor de blev vinteropbevaret. Byretten anførte, at A således på et hvilket som helst tidspunkt kunne anvende bilerne privat.

Den omstændighed, at bilerne var omfattet af stilstandsforsikring, der medførte, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at dække skader under kørsel, fandt byretten ikke kunne sidestilles med en effektiv rådighedsberøvelse, der afskar A fra at råde over bilerne.

På den baggrund gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Landsretten stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.

Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Stadfæstelse af SKM2013.676.BR

SKM2014.426.ØLR

Direktør og hovedanpartshaver i selskab med adresse på direktørens bopæl var skattepligtig af fri bil efter LL § 16, stk. 4. Bilen, som var på hvide plader, var parkeret ved hjemmet, og direktøren kunne ikke sandsynliggøre, at bilen ikke blev brugt privat. Der var ingen formel skriftlig aftale herom, og det fremlagte kørselsregnskab ansås for rekonstrueret. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Stadfæstelse af SKM2013.201.BR

SKM2014.182.ØLR

As selskab stillede to biler til hans rådighed for privat benyttelse.

Han gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af den skattepligtige værdi af bilerne for de måneder, hvori disse var låst inde i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring i F1-Forsikring.

Byretten bemærkede, at selskabet stillede bilerne til rådighed for As private benyttelse, og at anden anvendelse ikke var godtgjort. Han var ultimativ ejer af en væsentlig del af indskudskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede indskudskapital i selskabet var ultimativt ejet af ham og hans to brødre. A var administrerende direktør i selskabet. Byretten anførte, at A og selskabet i den situation måtte anses for interesseforbundne, hvorfor der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne havde været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede indkomstår.

Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at bilernes nummerplader ikke på noget tidspunkt havde været afmonteret.

Efter As forklaring lagde byretten endvidere til grund, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at bilnøgler og garagenøgler blev opbevaret af personer, der var undergivet hans instruktionsbeføjelser. En sådan rådighedsberøvelse kunne ikke anses for effektiv. Byretten anførte videre, at rådighedsberøvelsen også havde bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke var indberettet af selskabet, var omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgik imidlertid, at der i perioden juni-august 2007 var indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i perioden var omfattet af selskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kunne stilstandsforsikring ikke anses for effektiv rådighedsberøvelse.

På dette grundlag gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Landsretten tilføjede, at begge biler efter deres karakter var velegnede til privat kørsel og ikke fandtes at være anskaffet primært i arbejdsgiverselskabets interesse, ligesom landsretten fremhævede, at det var ubestridt, at der ikke var ført kørselsregnskab eller fortegnelse over de datoer, hvor bilerne faktisk blev benyttet privat.

Under disse omstændigheder måtte det påhvile A at godtgøre, at bilerne ikke var til hans rådighed til privat benyttelse i vinterhalvåret.

For landsretten var det også uafklaret, om og i givet fald i hvilket omfang bilernes nummerplader havde været afmonterede i de perioder, hvor der alene var tegnet stilstandsforsikring for bilerne, og de nærmere vilkår for stilstandsforsikringerne og bilerne og iagttagelserne heraf var heller ikke oplyst for landsretten, uanset Skatteministeriets opfordringer herom.

Landsretten fandt derfor, at der også efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at den rådighedsberøvelse, der for A var iværksat i forhold til hans benyttelse af bilerne, var afhængig af at han administrerede sin instruktionsbeføjelse i overensstemmelse hermed og ikke foranledigede de øvrige - primært familierelaterede - medlemmer af direktionen i arbejdsgiverselskabet til at ændre eller bortse fra den vedtagne men ikke skriftligt udfærdigede beslutning om bilernes brug.

Endelig bemærkede landsretten, at direktionens beslutning om stilstandsforsikring og kørsel med bilerne alene i sommerhalvåret fremstod begrundet i As individuelle ønsker og ikke i hensyn til arbejdsgiverselskabets drift.

Herefter, i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet. Ikke afkræftet formodning - beskatning

SKM2013.539.ØLR

En hovedanpartshaver blev skattepligtig af fri bil både for perioder, hvor bilen blev opbevaret af ham selv og for perioder, hvor bilen blev opbevaret hos forhandleren med afmonteret batteri, idet han ikke var afskåret fra at råde over bilen. Dette uanset, at der var lavet en aftale med selskabet om, at han ikke måtte bruge bilen i den pågældende periode. Privat rådighed - beskatning.

Dommen stadfæster SKM2013.5.BR

SKM2013.526.ØLR

Det fandtes bevist, at der var foretaget privat varekørsel i bilen, hvilket begrundede beskatning af fri bil, hvorfor der ikke blev taget stilling til, om vedkommende kunne køre skattefrit til sit hjem som led i en vagtordning. Det påhvilede herefter skatteyderen at afkræfte formodningen for, at han skulle beskattes af fri bil for hele den periode, hvor bilen havde stået til hans rådighed for erhvervsmæssig anvendelse. Det blev der ikke ført bevis for, og der blev bemærket, at det ikke var tilstrækkeligt, at påstå, at bilen kun blev brugt erhvervsmæssigt, ligesom det ikke var tilstrækkeligt at vedkommende havde en privat bil. Privat rådighed - beskatning. Tidligere SKM2012.549.BR

SKM2013.360.VLR

Landsretten fandt det sandsynliggjort, at to gulpladebiler var stillet til rådighed for privat anvendelse, hvorfor den pågældende skulle beskattes af fri bil. Privat rådighed- beskatning.

Tidligere SKM2011.755.BR

SKM2012.597.ØLR

Landsretten stadfæstede byrettens dom i SKM2012.4.BR med samme begrundelse. Hovedaktionæren skulle beskattes af fri bil, hvor der ikke blev betalt afgift for privat anvendelse, hvor formodningen som udgangspunkt er, at den ikke er til rådighed for privat anvendelse. Der blev lagt vægt på,

at der blev betalt privatbenyttelsesafgift frem til den 11. december året før,

at bilen blev erhvervet med henblik på privat anvendelse, da bilen erstattede en anden bil, som havde været til rådighed for privat anvendelse,

at den var placeret på eller nær privatadressen, der samtidig var adresse for selskabet og

at ægtefællen rådede over hustandens anden bil.

SKAT afkræftet formodning om ikke privat rådighed - beskatning.

SKM2009.629.VLR

Der var en formodning for privat rådighed over en bil, som dagligt var parkeret på bopælen, som var samme adresse som virksomhedens. Den skattepligtige havde ikke lavet kørselsregnskab, og havde ikke kunne fremlægge kørebog, som efter det oplyste var stjålet. Den skattepligtige havde derfor ikke afkræftet ovennævnte formodning. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2008.617.ØLR

Landsretten fandt i en sag, at skatteyderen som eneste ansatte i den fraskilte ægtefælles selskab, som havde hjemsted på skatteyderens bopæl, skulle beskattes af fri bil. Der blev herved lagt vægt på, at bilen dagligt var parkeret på skatteyderens adresse, at der ikke blev ført kørselsregnskab, og at det ikke blev godtgjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for eller blev brugt til privat kørsel. Det blev ikke tillagt vægt, at skatteyderen havde rådighed over to andre personbiler og en varebil. Endelig fandtes det ikke godtgjort, at skatteyderen havde en berettiget forventning om ikke at skulle føre kørebog. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Dommen var en afgørelse i en sag, der var en anke af SKM2008.113.BR

SKM2005.503.ØLR

Et selskab ejede en række biler, herunder tre personbiler: en Volvo, en BMW og en Seat Toledo. Sagsøgeren, der var direktør og hovedanpartshaver, havde selvangivet værdi af fri bil, for så vidt angår Volvoen. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af fri bil for alle tre biler. Det var under sagen ubestridt, at både BMW'en og Seaten stod parkeret foran sagsøgerens bopæl, der også var selskabets adresse. Landsretten henviste til sagsøgerens og hendes søns forklaring, hvor sagsøgeren fremførte, at hun ikke benyttede bilerne til privat kørsel, fordi hun altid kørte i Volvoen, som hun havde til rådighed som firmabil. BMW'en, årgang 1992, og Seaten, årgang 2001, blev ifølge forklaringerne begge anskaffet og brugt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet. Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og brugen af de to biler sammenholdt med, at sagsøgeren havde rådighed over Volvoen til privat kørsel, fandt landsretten, at sagsøgeren i tilstrækkelig grad havde afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse efter LL § 16, stk. 4 - uanset at der ikke var ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne. Afkræftet formodning - ikke beskatning.

SKM2005.204.ØLR

En Porsche holdt parkeret i en garage på naboejendommen til sagsøgerens virksomhed. Forklaringerne om hvor sagsøgeren havde bopæl var uklare, men enten havde sagsøgeren bopæl på virksomheden eller hos sin ægtefælle i hendes ejendom 500 meter fra virksomheden. Ud over Porschen ejede sagsøgeren en Golf. Landsretten udtalte, at der var kort afstand fra sagsøgerens bopæl til bilens parkeringsplads, at bilen var velegnet til privat kørsel, og at sagsøgeren ikke førte kørselsregnskab. Det var derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke benyttede bilen privat. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2004.208.ØLR

Sagsøgeren, som var bestyrelsesformand og hovedanpartshaver i et selskab, skulle beskattes af værdien af fri bil. Sagsøgeren havde erkendt at have benyttet en af selskabets biler i 6-7 måneder i de omtvistede år, ligesom den bil, som sagsøgerens mand havde benyttet, holdt parkeret ved familiens bopæl 3-4 dage ugentligt efter normal arbejdstid. Sagsøgeren skulle derfor sandsynliggøre, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for hende til privat benyttelse. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Se også

SKM2004.209.ØLR, hvor sagsøgerens datter, der var anpartshaver og bestyrelsesmedlem i selskabet, tilsvarende blev beskattet af fri bil efter anvendelse af formodningsreglen.

SKM2008.128.BR.

SKM2004.118.VLR

Den ansatte havde skriftligt over for arbejdsgiveren erklæret, at bilen ikke måtte benyttes privat. Skatteyderen kunne ikke i øvrigt sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for hans private benyttelse. Retten lagde vægt på, at bilen holdt på bopælen, og at arbejdsgiveren ikke førte kontrol. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.585.VLR

En hovedanpartshaver var skattepligtig af værdi af rådigheden over selskabets bil. Hovedanpartshaveren havde fremlagt aftaler med sin ægtefælle og parrets søn om, at disse skulle være chauffører i bilen og forklaret, at det var de to og en ansat i selskabet, som disponerede over bilen. Bilen skulle primært bruges af kunstnere i forbindelse med arrangementer, som virksomheden stod for. Landsretten lagde vægt på, at hovedanpartshaveren havde haft rådighed over selskabets bil, at der ikke var ført kørebog, og at der hverken ved de fremlagte aftaler eller erklæringer eller de afgivne forklaringer var ført bevis for, at bilen ikke havde været benyttet privat. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.277.ØLR

Sagsøgeren havde fremlagt et rekonstrueret kørselsregnskab, og Landsretten fandt, at det ikke havde sandsynliggjort, at han udelukkende havde brugt en bil erhvervsmæssigt. Bilen var parkeret på skatteyderens bopæl. Kommunen havde tidligere godkendt sagsøgerens selvangivelse uden at stille krav om kørselsregnskab. Det blev slået fast, at sagsøgeren ikke i den forbindelse havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at bilen også i de efterfølgende år uden kørselsregnskab kunne anses for 100 pct. erhvervsmæssigt benyttet. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.154.ØLR

En direktør var gift med eneanpartshaveren i selskabet og havde en sådan indflydelse på selskabet, at han skulle sandsynliggøre, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Bilen var uden for arbejdstid parkeret i nærheden af selskabet på en parkeringsplads, som selskabet havde lejet. Bilen havde desuden seleudstyr til børn, som ikke var forretningsmæssigt begrundet. Direktøren havde ikke ført kørselsregnskab, og selvom han havde underskrevet en fraskrivelseserklæring, blev direktøren beskattet af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2003.53.VLR

En direktør og hovedaktionær blev beskattet af rådigheden over begge biler i selskabet. Hovedaktionæren blev i forvejen beskattet af rådighed over en af selskabets personbiler og havde fraskrevet sig retten til at benytte varebilen til private formål. Landsretten udtalte, at direktøren som hovedaktionær skulle afkræfte formodningen for, at bilen blev brugt privat. Da hovedaktionæren ikke havde ført kørselsregnskab eller på anden måde havde sandsynliggjort, at varebilen ikke havde stået til rådighed for privat kørsel, anså retten ikke formodningen for afkræftet. Landsretten tiltrådte derfor, at hovedaktionæren blev beskattet af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2002.206.VLR

En ansat ejede 20 pct. af et selskab, hvori den ansattes far ejede de resterende anparter og var direktør. Den ansatte blev beskattet af fri bil, selvom han havde fraskrevet sig rådigheden over bilen til privat brug. Selskabet havde lejet en garage og et lokale på hans bopæl. Retten fandt ikke, at den ansatte havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2002.203.VLR

Der var ikke sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse. Landsretten lagde efter bevisførelsen imidlertid til grund, at bilen i flere tilfælde havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse om natten. Med henvisning til at der ikke forelå en erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog og til omfanget af kørslen konkluderede retten, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed til privat brug. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2001.418.VLR

En hovedanpartshaver skulle ikke beskattes af værdi af fri bil til rådighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at bilen hovedsagelig blev brugt af hovedanpartshaverens ægtefælle, at hovedanpartshaveren kun benyttede bilen til begrænsede arbejdsopgaver, at hovedanpartshaveren havde egen bil, og at hovedanpartshaverens stilling i selskabet var underordnet. Afkræftet formodning - ikke beskatning.

Se TfS 2000, 622 ØLD

Der skulle ske beskatning af bil, hvor skatteyderen havde fraskrevet sig privat rådighed over bilen. Skatteyderen var ansat i sin samlevers selskab og havde ikke ført kørselsregnskab. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var skatteyderen bopæl. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

TfS 2000, 494 VLD

En hovedaktionær, der ikke modtog løn fra selskabet, skulle beskattes af fri bil. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var hovedaktionærens bopæl, og der var ikke ført kørselsregnskab. Retten fandt, at hovedaktionæren havde haft adgang til at benytte selskabets varebiler til private formål. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

TfS 1999, 952 ØLD

En hovedaktionær blev beskattet af fri bil til rådighed af en varevogn på gule plader. Landsretten lagde til grund, at varevognen var egnet til befordring af to personer og lovligt kunne bruges hertil med private formål, fordi momsen ikke var afløftet af selskabet. Varevognen var uden ændringer i varerummet og derfor ikke specialindrettet. Der var ikke ført kørselsregnskab og bilen holdt på bopælen. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Se også

SKM2004.115.VLR lignende sag om hovedanpartshaver og bil på gule plader

Byretsdomme

>SKM2018.425.BR<

>Sagen angik bl.a., om sagsøgeren skulle beskattes af rådigheden over fri bil for indkomståret 2010. Retten fandt, at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at bilen ikke havde stået til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel, eftersom han var direktør i selskabet, og fordi bilen havde været parkeret på hans privatadresse. Denne bevisbyrde fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet, da der hverken var fremlagt kørselsregnskab, fraskrivelseserklæring eller anden form for dokumentation for, at bilen ikke havde stået til rådighed.<

>Anket til ØLR<
SKM2018.311.BR

Sagsøgeren var hovedanpartshaver i et selskab, som var registreret ejer af en personbil i SKATs register. Sagsøgeren gjorde under sagen gældende, at bilen ikke var ejet af selskabet men af sagsøgerens bror, og at sagsøgeren ikke havde haft rådighed over bilen.

Retten fandt, at der var en formodning for, at de registrerede ejerforhold var i overensstemmelse med de faktiske forhold, og at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at han ikke havde haft rådighed over bilen.

Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde løftet denne bevisbyrde og lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren ikke havde fraskrevet sig rådigheden over bilen, og at der ikke blev ført kørselsregnskab for bilens anvendelse.

SKM2018.224.BR

Sagsøgeren, som i de omhandlede indkomstår var under 18 år gammel, var hovedanpartshaver i et selskab, hvori hans far var direktør. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af værdien af fri bil vedrørende to af selskabet biler, som var indregistreret på såkaldte papegøjeplader.

Retten henviste til, bilerne var indregistreret, så de lovligt kunne anvendes både erhvervsmæssigt og privat, samt at faderen forklarede, at han kørte frem og tilbage til sin bopæl i bilerne, hvor bilerne stod parkeret, når han ikke anvendte dem. Endvidere henviste retten til, at sagsøgerens mor var blevet standset af SKAT, mens hun kørte i en af bilerne, hvor formålet måtte anses for at være privat kørsel. På denne baggrund gjaldt der en stærk formodning for, at bilerne havde stået til rådighed for sagsøgerens forældres private kørsel, og denne formodning var ikke afkræftet.

Retten anførte videre, at det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 5, at det er rådigheden, som beskattes, og at det derfor var uden betydning, at sagsøgeren i de pågældende år ikke anvendte bilerne. Endvidere bemærkede retten, at det følger af forarbejderne til ligningslovens § 16 A, stk. 5, og af retspraksis, at en anpartshaver kan beskattes af maskeret udbytte, selvom fordelen ikke tilfalder anpartshaveren, men en person, hvori anpartshaveren har en personlig interesse.

Da retten anså bilerne for at have været til rådighed for forældrenes private kørsel, var det derfor med rette, at beskatningen af værdien af fri bil i de pågældende år var sket hos sagsøgeren. Det forhold, at han i den omhandlede periode var under 18 år, kunne ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2018.206.BR

Sagen angik overordnet om det sagsøgende selskabs direktør, som havde bestemmende indflydelse, var blevet tilgodeset økonomisk ved en række dispositioner foretaget af selskabet, og om selskabet hæftede for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag i relation hertil.

Retten fandt det godtgjort, at en af selskabets biler, en Mercedes SUV på gule plader, var anvendt af direktøren på en rejse til Holland. Det var under sagen også tvist om, hvorvidt selskabet hæftede for manglende indeholdelse vedrørende hotelopholdet i Holland. Da retten fandt, at rejsen havde privat karakter, anså retten det blandt andet på denne baggrund også for godtgjort, at Mercedes’en havde stået til privat rådighed for direktøren.

Selskabet ejede endvidere en Ferrari på hvide plader. Retten fandt det ikke bevist, at bilen ikke var anvendt privat, idet retten bemærkede, at der ikke var ført kørebog eller lavet fraskrivelseserklæring, samt at Told- og Skatteregionens afgørelse vedrørende direktørens skatteansættelse for tidligere indkomstår ikke kunne medføre, at selskabet havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at der ikke skulle ske beskatning hos direktøren.

Retten fandt derfor, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse vedrørende begge biler.

SKM2018.187.BR

En hovedanpartshaver i et selskab, der drev tankstationer, var blevet beskattet af rådigheden over bl.a. tre biler, hvoraf én var på hvide plader, og to var på gule plader.

Vedrørende hvidpladebilen gjorde anpartshaveren gældende, at bilen – i strid med sit registreringsforhold – var ejet af ham personligt, og at der derfor ikke var grundlag for beskatning. Retten fandt, at anpartshaveren hverken havde godtgjort, at han stod som køber af bilen, at midlerne til købet af bilen hidrørte fra ham selv, eller at han selv havde afholdt udgifterne til bilen. Herefter havde anpartshaveren ikke godtgjort, at selskabet ikke var ejer af bilen i den omhandlede periode. Det blev derfor i overensstemmelse med registreringen lagt til grund, at selskabet var ejer af bilen.

Vedrørende den første gulpladebil – en Bil-2 – gjorde anpartshaveren gældende, at han ikke havde haft den til privat rådighed, og at bilen var specialindrettet. Bl.a. under hensyn til, at bilen holdt fast parkeret på anpartshaverens ene søns privatadresse, at sønnen ikke var ansat i selskabet, men alene hjalp til på tankstationerne, at bilen ikke var uegnet til privatbrug, og at der havde været monteret barnesæde i bilen, fandt retten, at der var formodning for, at Hummeren har været anvendt til privatkørsel. Uanset forklaringerne om, at bilen blev anskaffet til erhvervsmæssig brug og blev anvendt erhvervsmæssigt, havde anpartshaveren ikke uden dokumentation herfor i form af kørebøger godtgjort, at bilen ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse. Retten fandt desuden, at bilen ikke var specialindrettet, idet bilen ikke var uegnet til privatbrug. Et synspunkt fra anpartshaveren om, at han ikke skulle beskattes, fordi bilen havde stået på værksted i perioden fra oktober 2007 til august 2008, og at bilen derfor ikke kunne anvendes i den periode, kunne ikke føre til et andet resultat, da anpartshaveren fortsat havde haft rådighed over bilen.

Vedrørende den anden gulpladebil – en Bil-3 – gjorde anpartshaveren gældende, at bilen ikke havde stået til hans private rådighed. Retten henviste til, at det var ubestridt, at anpartshaverens anden søn anvendte bilen i sit arbejde som ansat i selskabet, at han blev stoppet i bilen i januar 2010 under transport af x-kg hash, og at bilen stod på sønnens private adresse den 21. december 2011. Under disse omstændigheder og uden fremlæggelse af kørebøger havde anpartshaveren ikke godtgjort, at bilen ikke havde stået til rådighed for privat kørsel.

Anket til ØLR
SKM2017.464.BR

Skatteyderen var eneanpartshaver i to selskaber, som hver var registreret som ejere af en bil, der var indregistreret til privat benyttelse.

Retten lagde til grund, at bilerne om natten i al væsentlighed var parkeret på selskabernes adresse, der også var skatteyderens adresse. Retten bemærkede, at skatteyderen havde forklaret for retten, at hun i enkelte tilfælde havde ladet sig befordre i bilerne med henblik på private indkøb. Herefter vurderede retten, at det var lige så sandsynligt, at skatteyderens havde benyttet bilerne, på trods af at hun ikke havde kørekort, som at samleveren havde anvendt dem, da han heller ikke havde kørekort. Retten fandt således, at bilerne havde været til rådighed for skatteyderen, og at det er denne rådighed, der beskattes.

SKM2017.204.BR

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen, som var direktør og reel hovedanpartshaver i et selskab, skulle beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 4, af værdien af fri bil vedrørende selskabets Range Rover. Bilen var indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat benyttelse, og der var løbende betalt privatbenyttelsesafgift for bilen.

Skatteministeriet gjorde under sagen blandt andet gældende, at der gjaldt en stærk formodning for, at bilen havde stået til skatteyderens private rådighed, idet bilen havde været indregistreret til blandet privat og erhvervsmæssig benyttelse, og idet der i overensstemmelse hermed løbende var betalt privatbenyttelsesafgift.

Heroverfor gjorde skatteyderen blandt andet gældende, at der ikke var skabt en formodning for, at han havde haft rådighed over bilen, idet han ikke havde drevet virksomhed fra sin private adresse, og idet ministeriet ikke havde godtgjort, at bilen havde været parkeret på hans bopæl uden for arbejdstid eller i øvrigt havde været anvendt privat.

Rettens flertal lagde vægt på, at selskabet ved købet af bilen ikke havde kunnet fradrage købsmoms, samt at skatteyderen ved registrering af bilen havde erklæret, at bilen skulle anvendes til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, på hvilken baggrund selskabet var blevet opkrævet privatbenyttelsesafgift for bilen. Under disse omstændigheder var der skabt en stærk formodning for, at bilen havde stået til skatteyderens private rådighed. Hverken en af skatteyderen udarbejdet fraskrivelseserklæring, eller skatteyderens oplysninger om, at han havde anvendt en anden bil til sin private kørsel, kunne afkræfte denne formodning. Skatteministeriet fik derfor medhold.

Dissens.

SKM2017.80.BR

Sagsøgerne, et selskab og selskabets eneaktionær, havde indbragt to landsskatteretskendelser for domstolene angående deres skattepligtige indkomster for 2007 og 2008. Sagerne blev behandlet samlet.

Sagen mod eneaktionæren handlede bl.a. om, hvorvidt denne havde fået stillet en Ferrari og en Lamborghini til rådighed af selskabet, og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.

Retten fandt, at der samlet set var en sådan usikkerhed om brugen af bilerne, at det ikke var godtgjort, at eneaktionæren havde været afskåret fra at råde over bilerne. Retten fandt derfor, at eneaktionæren skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.

SKM2017.6.BR

Sagsøgeren var hovedaktionær og direktør i et tysk selskab, der stillede en Rolls Royce til hans rådighed. Bilen stod ikke parkeret ved sagsøgerens bopæl, men i aflåste garager i Y1-by og Y2-by, når den ikke blev brugt. Sagsøgeren havde adskillige luksusbiler til privat rådighed og havde underskrevet en erklæring om, at den omhandlede bil ikke måtte benyttes privat.

Sagsøgeren havde ført kørebog, men denne opfyldte ikke kravene til et kørselsregnskab, idet den var for unøjagtig til, at dens rigtighed kunne kontrolleres. Sagsøgeren havde en personlig passion for dyre luksusbiler, og der var ikke noget, der støttede, at anskaffelsen af bilen var begrundet i selskabets forhold.

Efter en konkret vurdering fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at bilen udelukkende stod til rådighed for erhvervsmæssig kørsel. Sagsøgeren var derfor med rette blevet beskattet af værdien af fri bil, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2016.570.BR

For så vidt angår forhøjelserne vedrørende rådighed over fri bil i 2008-2010 bemærkede retten, at skatteyderen i den pågældende periode var direktør for selskabet, og at skatteyderen bl.a. havde forklaret, at bilerne havde været parkeret på hans bopæl, og at han havde haft et barn med, hvis han var på vej på arbejde og skulle aflevere.

Herefter og af de grunde som Landsskatteretten havde anført, fandt retten, at skatteyderen ikke havde afkræftet formodningen for, at bilerne havde stået til rådighed for skatteyderens private brug.

Stadfæstet af VLR.

Se SKM2017.505.VLR

SKM2016.20.BR

Sagsøgeren var eneaktionær og direktør i et selskab, som ejede den i sagen omhandlede bil.

Bilen, som fast havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse, var yderst veludstyret, velegnet til privatbrug og uden særlig erhvervsmæssig indretning.

Retten udtalte, at det, under hensyn til hovedaktionærens enestemmende stilling, i særlig grad påhvilede hovedaktionæren at sandsynliggøre, at han hverken havde brugt eller kunnet bruge bilen til privat kørsel.

Hovedaktionæren havde ikke løbende ført kørselsregnskab og havde heller ikke på anden måde sandsynliggjort, at bilen alene var blevet anvendt erhvervsmæssigt. Hovedaktionæren havde således ikke afkræftet formodningen for, at han havde haft bilen til rådighed for privat brug.

SKM2015.378.BR

Den i sagen omhandlede gulpladebil havde tidligere været genstand for behandling i Østre Landsrets dom af 16. april 2013 mod arbejdsgiverselskabet, hvor sagsøgerens ægtefælle var direktør. Østre Landsret kom frem til, at selskabet ikke kunne fradrage momsen for gulpladebilen, idet direktøren havde anvendt bilen til privat kørsel. Derudover skulle der være betalt privatbenyttelsesafgift.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at gulpladebilen havde stået til rådighed for sagsøgerens private benyttelse. Byretten lagde blandt andet vægt på, at sagsøgeren ikke var part i sagen mod arbejdsgiverselskabet, at det af Østre Landsrets dom mod arbejdsgiverselskabet fremgår, at sagsøgerens ægtefælle havde rådighed over gulpladebilen i perioden. Derudover fandt byretten det godtgjort, at gulpladebilen om natten havde holdt parkeret, der hvor sagsøgerens ægtefælle havde haft bopæl.

Byretten fandt på den baggrund ikke, at der kunne gælde en formodning om, at sagsøgeren havde haft rådighed over gulpladebilen. Sagsøgerens påstande om ikke at skulle beskattes af rådighed over fri bil blev derfor taget til følge.

SKM2015.111.BR

Sagen vedrører overordnet spørgsmålene, om A i indkomstårene 2007-2011 skulle beskattes af værdien af fri bil for samlet fem biler, hvoraf én af bilerne var på gule plader, efter ligningslovens § 16, stk. 4, og om B i indkomståret 2011 - efter samme bestemmelse - skulle beskattes af værdien af fri bil for én bil på gule plader.

Under sagen var det også omtvistet, om selskabet kunne pålægges at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af værdien af fri bil for A og B med virkning fra 1. januar 2012.

A var både eneanpartshaver og direktør i anpartsselskabet, som stillede bilerne til rådighed for ham, og B var ansat som køkkenchef i det samme anpartsselskab.

Retten fandt - for så vidt angår bilerne på hvide plader, at A havde anvendt bilerne til og fra arbejde, at bilerne, som var egnede til privat kørsel, var parkeret på A's bopælsadresse uden for arbejdstid, og at der mellem selskabet og A ikke var indgået en skriftlig aftale om, at bilerne alene måtte anvendes til erhvervsmæssig kørsel. A skulle herefter afkræfte formodningen for, at bilerne havde stået til rådighed for privat kørsel. Det havde A ikke gjort med en henvisning til, at bilerne havde været vinteropbevaret, og at selskabet havde lejet garageplads på A's private bopæl. A's forklaring i retten kunne ikke føre til et andet resultat.

For så vidt angår bilerne på gule plader fandt retten, at det både for så vidt angår A og B var dokumenteret eller sandsynliggjort, at gulpladebilerne havde været anvendt i privat øjemed, hvorefter det påhvilede A og B at afkræfte formodningen for, at bilerne blev anvendt privat, eksempelvis ved at fremlægge kørebøger. Sagsøgerne kunne ikke afkræfte formodningen.

Retten fandt endelig, at selskabet derfor også skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af værdien af fri bil i forhold til sagsøgerne i indkomståret 2012.

Skatteministeriet blev herefter frifundet. Beskatning

SKM2015.339.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en firmabil, der var ejet af den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver, havde været til rådighed for privat benyttelse i 2009, 2010 og 2011. Det var ubestridt, at den skattepligtige i et enkelt tilfælde i 2011 havde anvendt firmabilen til privat kørsel. Retten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede den skattepligtige at afkræfte en formodning for, at bilen ikke havde været til rådighed for privat benyttelse siden ansættelsesforholdets påbegyndelse i 2009. Den skattepligtige havde ikke fremlagt et konkret bevis, herunder f.eks. et korrekt og løbende ført kørselsregnskab, der kunne afkræfte formodningen, og der var ikke grundlag for at antage, at rådigheden havde været anderledes i 2009 og 2010 end i 2011. Den skattepligtiges oplysninger om, at bilen i en periode kun havde været til rådighed for kørsel i udlandet og om, at den skattepligtiges kørsel var omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, var udokumenterede og udelukkede derudover ikke, at den skattepligtige havde haft bilen til rådighed for anden privat kørsel i eller til og fra udlandet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Beskatning

SKM2014.685.BR

Sagerne vedrørte beskatning af værdien af to biler, en Aston Martin 2 og en Aston Martin 1, som et selskab havde stillet til rådighed for privat benyttelse for henholdsvis selskabets direktør og selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær.

Skatteyderne gjorde gældende, at deres rådighed over bilerne havde været afskåret i flere nærmere angivne vinterperioder, idet bilerne i disse perioder havde været stilstandsforsikret, opbevaret i en garage på et selskabet tilhørende gods og havde afmonteret nummerpladerne, som selskabets revisor opbevarede.

Byretten (tre dommere) fandt ikke, at de nævnte tiltag - hverken hver for sig eller samlet - opfyldte kravet til effektiv rådighedsberøvelse i ligningslovens § 16, stk. 4.

For så vidt angik selskabets direktør bemærkede retten, at det forhold, at det fremgik af hans direktørkontrakt, at han havde krav på at få stillet fri bil til rådighed skabte en formodning for, at bilen var stillet til rådighed i hele perioden. Direktøren havde ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var tilfældet, herunder at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne kræve, at selskabet foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og herefter kunne hente bilen i garagen og benytte den privat.

For så vidt angik selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær anførte retten, at det påhvilede ham, at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at han og selskabet var interesseforbundne parter, at bilen var anskaffet i hans - og ikke selskabets - interesse, ligesom tiltagene til rådighedsberøvelse ikke var begrundet i selskabets forhold. Heroverfor havde hovedaktionæren ikke godtgjort, at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og derefter benytte bilen privat.

Endelig fandt byretten, at det forhold, at selskabet stillede fri bil til rådighed for selskabets hovedaktionær, var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

På dette grundlag frifandt byretten Skatteministeriet for de af skatteyderne nedlagte påstande. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2013.854.BR Sagen vedrørte, hvorvidt en medinteressent skulle beskattes af en fri firmabil på gule nummerplader. På baggrund af at firmabilen var egnet til privat befordring, at interessentskabet havde betalt tillægsafgift for privat anvendelse, at firmabilen flere dage om ugen var parkeret på medinteressentens private adresse, at medinteressenten under en kontrolaktion i første omgang havde oplyst til SKAT, at firmabilen blev anvendt privat, og at medinteressenten var blevet observeret bruge firmabilen privat i et senere indkomstår, fandt retten, at det påhvilede medinteressenten at sandsynliggøre, at firmabilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Henset til, at der ikke var ført kørebog eller fremlagt anden dokumentation vedrørende firmabilens faktiske benyttelse, og at hverken medinteressentens rådighed over andre private biler i husstanden eller en fraskrivelseserklæring kunne afkræfte formodningen i sagen, blev Skatteministeriet frifundet. Ikke afkræftet formodning -beskatning.
SKM2013.614.BR

En eneanpartshaver havde rådighed over en gulpladebil, som var indregistret til erhvervsmæssig og privat brug, og som var egnet til privat brug. Vedkommende var blevet standset under kørsel, hvor det var tvivlsomt, om der var tale om erhvervsmæssig brug. Retten fandt, at uanset at bilen ikke var parkeret på privatadressen, og at husstanden rådede over andre biler, at det under de omstændigheder påhvilede eneanpartshaveren at dokumentere, at han hverken havde privat rådighed over bilen, eller faktisk havde anvendt den privat. Der var ikke løbende ført kørselsregnskab, og der forelå ikke skriftlig aftale med selskabet om, at bilen ikke måtte bruges privat. Der kunne ikke lægges vægt på en muntlig aftale herom. På denne baggrund havde eneanpartshaveren ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stille til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2011.578.BR

En direktør og hovedaktionær kunne ikke bevise, at en luksusbil ikke var til rådighed for privat anvendelse. Der var betalt privatbenyttelsesafgift af bilen, og uanset at det blev påstået, at betalingen var sket ved en fejl, skulle vedkommende beskattes af fri bil, også uanset at der var flere biler i husstanden, herunder en anden bil der blev beskattet som fri bil. Der blev ligeledes heller ikke lagt vægt på et rekonstrueret kørselsesregnskab. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2011.514.BR Gulpladebil blev anvendt privat af hovedanpartshaver. Bilen var parkeret på virksomhedens adresse, som også var hovedanpartshaverens. Der var herved en formodning for privat anvendelse, som vedkommende ikke kunne løfte. Der blev lagt vægt på, at bilen var egnet til privat brug, parkeret på privatadressen, brugt privat mod betaling, og at der ikke kunne lægges vægt på et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2011.2.BR

Et selskab ejede i indkomstårene 2003, 2004 og 2005 en firmabil, der efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets adresse, der også var hovedaktionærens private bopæl. Hovedaktionæren var også direktør i selskabet. Der var en fraskrivelseserklæring, hvorefter selskabets bil i 2003 og 2004 ikke måtte bruges privat af selskabets ansatte. Med henvisning hertil samt til at der i selskabet kun var én bil til brug for både direktørens og salgschefens forretningsture i Danmark og Europa samt til oplysninger om antal kørte kilometer i direktørens private bil, fandt byretten, at direktøren for indkomståret 2003 havde afkræftet formodningen for, at bilen var til rådighed for privat kørsel. Afkræftet formodning - ikke beskatning.

Retten fandt derimod ikke, at direktøren havde afkræftet formodningen for, at selskabets bil stod til rådighed for privat kørsel for så vidt angår 2004 og 2005, fordi direktøren havde afgivet erklæring om, at hans søn i 2004 var bruger af direktørens private bil, og fordi den fremlagte fraskrivelseserklæring ikke omfattede den bil, som selskabet ejede i 2005. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2008.47.BR

Sagsøgeren var i første halvdel af indkomståret 2001 medindehaver og derefter eneanpartshaver i det selskab, der ejede bilerne. Desuden havde sagsøgeren fra den 1. juni 2000 haft selskabets biler parkeret ved sin bopæl, der også var selskabets adresse. Retten bemærkede, at sagsøgeren ikke selv havde haft bil til rådighed, ligesom det kørselsregnskab, som sagsøgeren havde udarbejdet, ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Retten bemærkede også, at sagsøgeren i perioden 1. juni 2000 til 1. februar 2001 ubestridt havde brugt selskabets biler til kørsel mellem bopælsadressen og selskabets forretningsadresse i mere end 60 dage, og sagsøgeren havde derfor brugt selskabets biler til privat befordring, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9447, og LL § 9 B modsætningsvis. Retten fandt derfor, at sagsøgeren med rette var blevet beskattet af værdi af fri bil, og Skatteministeriets påstand om frifindelse blev taget til følge. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

Landsskatteretskendelser

>SKM2018.450.LSR<

>Klager, der i selskabsform sammen med sin søn drev virksomhed som bilforhandler, var anset for at have haft forskellige biler til rådighed og var derfor beskattet af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 og ligningslovens § 16 A.  Da de i sagen omhandlede biler ikke havde befundet sig på klagers privatadresse, da der ikke var tale om særlige luksusbiler, der var uegnede til selskabets erhvervsmæssige formål, og da der i øvrigt ikke var forhold i sagen, der talte for, at bilerne havde været anvendt privat, fandt Landsskatteretten, at bevisbyrden for, at bilerne havde stået til rådighed for klagers private kørsel efter praksis påhvilede SKAT. Da denne bevisbyrde ikke var løftet, skulle der ikke ske beskatning af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. <

>Tilsvarende afgørelse i SKM2018.451.LSR<
SKM2016.520.LSR

Landsskatteretten lagde til grund, at en firmabil havde været placeret i en parkeringskælder og ikke på klagers bopæl, og at bilen havde været egnet til at blive anvendt i selskabets tjeneste. Bevisbyrden for, at bilen havde stået til klagers private rådighed påhvilede herefter SKAT. Da denne bevisbyrde ikke kunne anses for løftet fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil.

SKM2015.488.LSR

Uanset om en del af en skatteyders kørsel i en firmabil måtte anses for omfattet af LL § 9 B, stk. 3, fandtes han ikke at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at bilen, der var placeret på hans bopæl om natten, ikke var stillet til rådighed for privat kørsel. Der skete herefter beskatning af værdien for bil efter LL § 16, stk. 4.

Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2014.789.LSR

Klageren, der var hovedaktionær såvel som direktør i et selskab, havde for så vidt angår 2 biler stillet til rådighed af selskabet, i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel. For så vidt angår en tredje bil, fandtes det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilen ikke havde været til rådighed eller havde været anvendt privat af klageren. Afkræftet formodning vedrørende to biler, men ikke vedrørende en tredje - beskatning.

SKM2012.342.LSR Hovedaktionær havde afkræftet formodningen om privat rådighed over firmaets bil, ved at føre daglig kørebog og efterfølgende besøgsrapport, som blev bekræftet af mødedeltagere. Afkræftet formodning - ikke beskatning.

SKM2007.596.LSR

En ansats testkørsel mellem bopæl og arbejdsplads var overvejende foretaget af hensyn til afprøvning af bilerne og ikke af hensyn til transport af den ansatte selv. Testkørslen udløste derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Retten lagde vægt på, at

  • der maksimalt var tale om 20 årlige testkørsler
  • udvælgelse af "testfører" skete af hensyn til, om der var behov for langturstest, bykørseltest mv., og herudover var vilkårlig
  • testkørslerne blev medregnet til arbejdstiden
  • bilen, der blev brugt til testkørslerne, var fritaget for registreringsafgift.

Medarbejderne skulle i stedet beskattes, hvis bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. (nu 5. pkt.) var overskredet. Ikke rådighed - beskatning efter anden regel.

SKM2002.369.LSR

En hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Klageren var den eneste ansatte i selskabet, og bilen holdt på selskabets adresse, som var sammenfaldende med klagerens bopæl. Klageren blev anset for at have bilen til rådighed uanset, at klageren ville føre opgørelse over antal kørte kilometer. Rådighed - beskatning.

SKM2001.98.LSR

I en situation, hvor et selskab ikke havde adresse på hovedanparthaverens bopæl, og hvor det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde stået på hovedanparthaverens bopæl uden for arbejdstid, skulle hovedanpartshaveren ikke dokumentere, at selskabets bil ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Formodning afkræftet - ikke beskatning.

Skatterådet

SKM2009.314.SR

En hovedaktionær skulle beskattes af adskillige biler uanset stilstandsforsikring. Det blev her fremhævet, at der ved det bindende svar ikke var taget stilling til, om der var en erhvervsmæssig begrundelse for at have bilerne i virksomheden. Der var derfor ikke taget stilling til, om der var grundlag for at beskatte alle selskabets udgifter vedrørende bilerne som yderligere løn eller udlodning. Rådighed - beskatning.

SKM2009.293.SR

Sagen handlede om en hovedanpartshaver og direktør. En stilstandsforsikring kunne ikke tillægges betydning, ligesom en deponering af nummerpladerne hos forsikringsselskabet ikke ændrede på rådigheden over fri bil. Hovedaktionæren skulle derfor beskattes af fri bil i hele perioden. Rådighed - beskatning.

SKM2009.292.SR

En hovedaktionær skulle beskattes af fri bil i hele perioden, hvor bilen var stillet til rådighed - uanset forsikringsmæssige forhold. Hovedaktionæren kunne derfor ikke fraskrive sig privat rådighed over en firmabil i perioder ved at stilstandsforsikre bilen. Hvis den i hele måneder blev afregistreret og nummerpladerne blev afleveret til SKAT, havde den skattepligtige derimod ikke rådighed over bilen. Rådighed - beskatning.

Dato for offentliggørelse
31 Jan 2019 07:53
Kilde: Skat

,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.

Folketingets Ombudsmand i redegørelse af 21. marts 2018

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B C D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle   Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.