A.B.4.1.1.1.2 A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst
Indhold
Dette afsnit handler om A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst.
Afsnittet indeholder:
-
Hvad er A-indkomst?
-
Hvad er ikke A-indkomst?
-
Hvad er arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst?
-
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Hvad er A-indkomst?
A-indkomst er skattepligtig indkomst, hvori der skal indeholdes A-skat. Se KSL § 41, stk. 2.
A-indkomst er alle former for vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold. Det er f.eks. løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. Se KSL § 43, stk. 1.
A-indkomst omfatter også fri kost og logi, der er ydet i den forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold. Se KSL § 43, stk. 1.
A-indkomst omfatter endvidere en række indkomstarter, som skatteministeren har gjort til A-indkomst. Se KSL § 43, stk. 2. Listen over indkomstarter, som er gjort til A-indkomst, findes i KSLBek kapitel 5.
Hvad er ikke A-indkomst?
En indkomst anses ikke for A-indkomst, når udbetalingen foretages af:
-
Fremmede magters herværende diplomatiske repræsentationer og medlemmer af sådanne samt fremmede magters herværende udsendte konsuler.
-
Personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner mv., der ikke har hjemting her i landet, medmindre de er skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4, eller SEL § 2, stk. 1, litra a, eller der er tale om skattepligtig indkomst fra pensionsordninger godkendt efter PBL § 15 C.
Se KSL § 44, litra b, 1. pkt. Se dog også undtagelserne hertil i KSL § 44, litra b, 2. og 3. pkt., og KSL § 46, stk. 5.
Arbejdsgiverens indbetaling til gruppelivsforsikring, aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum som nævnt i PBL § 56, stk. 3 og 5, er heller ikke A-indkomst. Se KSL § 43, stk. 1, 2. pkt.
Skatteministeren kan endvidere bestemme, at en vis indkomst eller en vis art af indkomst, der er omfattet af KSL § 43, alligevel ikke skal anses for A-indkomst, når særlige grunde taler herfor. Se KSL § 45, stk. 1. Listen over indkomst, som skatteministeren har bestemt ikke skal anses for A-indkomst, findes i KSLBek § 19.
Hvad er arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst?
Arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst er skattepligtig indkomst, hvori AM-bidrag skal indeholdes eller svares i henhold til skattebillet. Se KSL § 41, stk. 2.
Den arbejdsmarkedspligtige indkomst, som der skal indeholdes AM-bidrag af, omfatter for det første vederlag mv. som nævnt i KSL § 43, stk. 1. Se KSL § 49 A, stk. 1.
Den arbejdsmarkedspligtige indkomst, som der skal indeholdes AM-bidrag af, omfatter herudover de indkomster m.m., som er nævnt i KSL § 49 A, stk. 2 og 3.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Skatteforvaltningen | ||
| SKM2007.370.SKAT | "Sign on fee" anses som forskud på løn og som A-indkomst efter KSL § 43, stk. 1. | Trods meddelelsens overskrift gælder den også for andre end sportsudøvere. Se SKM2009.407.LSR om tiltrædelsesbonus til en aktieanalytiker. |
| Landsskatteretten | ||
| ►SKM2026.36.LSR | Selskabet afholdelse af udgifter til relocation skal ifølge Landsskatteretten behandles på samme måde som flytteudgifter. Landsskatteretten finder herved, at det kan sidestilles med løn, og at selskabet har indberetningspligt af beløbene som A-indkomst, jf. skatteindberetningslovens § 1, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1. ◄ | |
| ►SKM.2026.37.LSR | Selskabets afholdelse af udgifter til skatterådgivning til medarbejderen er et skattepligtigt vederlag for medarbejderen i form af sparet privatforbrug, jf. ligningslovens § 16, jf. statsskattelovens § 4. Landsskatteretten finder, at det kan sidestilles med yderligere løn til medarbejderen, som selskabet har pligt til at indberette som A-indkomst med AM-bidrag, jf. skatteindberetningslovens § 1, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1. ◄ |
Læs også:
Med Skatteberegning 2026, kan du beregne skatten for indkomståret 2026. Da skatteberegneren har form af et Excel-regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Skal du beregne skatten for indkomståret 2025, skal du i stedet benytte Skatteberegning 2025.
,, Kollegaen, professor Frederik Waage, antyder i artiklen, at dommernes tendens til at lade staten vinde kan skyldes dommernes manglende ekspertise på skatteområdet.
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.
Kommuneskatteprocenterne bliver lagt til grund ved skatteberegningen for indkomståret 2026. Afgørende er, i hvilken kommune man havde bopæl den 5. september 2025.
,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen
Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
