Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2026-2
<< >>

A.B.4.1.1.1.1 Indeholdelsespligt

Indhold

Dette afsnit handler om pligten til at indeholde A-skat og AM-bidrag.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel

  • Særligt om drikkepenge

  • Særligt om udenlandske virksomheder mv.

  • Særligt om kildeskat til Grønland

Se KSL § 46

Hovedregel

Ved enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde A-skat i det udbetalte beløb. Se KSL § 46, stk. 1.

Arbejdsgivere m.fl., der udbetaler arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, som nævnt i KSL § 49 A, stk. 1 og 2, skal også indeholde AM-bidraget. Se KSL § 49 B, stk. 1, KSL § 49 C og AMBL § 7.

Indeholdelsen går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, herunder modkrav fra den indeholdelsespligtige. Se KSL § 46, stk. 3.

Bemærk

Indeholdelsespligten gælder også, hvor udbetalingen mv. sker til fx en repræsentant på vegne af en medarbejder mv.
Se afsnit A.B.1.2.2.1 Indberetning af A-indkomst m.v. om indberetning af A-indkomst mv.

Særligt om drikkepenge

Hvis der erhverves A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst i tjenesteforhold på den måde, at den skattepligtige beholder beløb, som han modtager fra tredjemand i medfør af tjenesten (f.eks. drikkepenge), skal A-indkomsten og AM-bidraget opgøres, hver gang der mellem den skattepligtige og arbejdsgiveren foretages opgørelse af de modtagne beløb. A-indkomsten og AM-bidraget skal dog opgøres mindst en gang månedligt.

Samtidig med opgørelsen af A-indkomsten og AM-bidraget skal den skattepligtige afgive den A-skat, som svarer til A-indkomsten, til arbejdsgiveren.

Den skattepligtige kan afskediges til øjeblikkelig fratræden, uanset opsigelsesvarsel, hvis han undlader at afgive A-skatten og AM-bidraget.

Se KSL § 49 og KSL § 49 B, stk. 1.

Særligt for udenlandske virksomheder mv.

En indkomst skal udbetales gennem en befuldmægtiget, der har hjemting her i landet, hvis indkomsten udbetales af en person, et dødsbo, et selskab, en forening eller en institution mv., som

  1. er skattepligtig efter reglerne i KSL § 2, stk. 1, nr. 4, eller SEL § 2, stk. 1, litra a, og

  2. har hjemting i et land uden for EU, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til opkrævning og inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU.

I så fald påhviler det den befuldmægtigede at foretage indeholdelse af A-skat.

Skatteforvaltningen kan fritage en udenlandsk arbejdsgiver for pligten til at have en befuldmægtiget med hjemting her i landet, når særlige forhold taler herfor.

Se KSL § 46, stk. 4.

Særligt om kildeskat til Grønland

Skatteministeren kan indgå aftale med Grønland om, at personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner mv., der har hjemting i den ene del af riget, skal foretage indeholdelse af kildeskat til den anden del af riget, for så vidt angår indkomst, som er omfattet af skattepligt efter skattelovgivningen i den anden del af riget. Se KSL § 88, stk. 1.

Skatteministeren fastsætter også de nærmere regler om opkrævning og afregning af kildeskat i dette tilfælde. Se KSL § 88, stk. 3.

Disse regler findes i KSLBek §§ 42-44.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Landsretsdomme
 SKM2022.611.VLR

Der var mellem appellantens enkeltmandsvirksomhed og et selskab, som appellanten ejede og var direktør i, indgået en overdragelsesaftale om selskabets overtagelse af virksomheden. Overdragelsesaftalen blev grundet misligholdelse ophævet af enkeltmandsvirksomheden med virkning fra den 1. januar 2015. Selskabet havde udstedt en faktura til appellanten for bl.a. udlejning af personale i perioden 1. januar til 30. juni 2015, og sagen angik, om selskabet eller appellanten var rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag, og om appellanten i så fald var ansvarlig for betaling af det manglende beløb.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde betalt A-skat og AM-bidrag for personalet, da beløbene var fratrukket selskabets skattekonto, og selvom fakturabeløbet fremgik af mellemregningskontoen mellem appellanten og selskabet, tiltrådte landsretten, af de grunde som byretten havde anført, at det ikke var dokumenteret, at fakturaen var betalt af appellanten. Landsretten fandt det godtgjort, at al drift i virksomheden i hvert fald efter den 1. januar 2015 foregik i appellantens enkeltmandsvirksomhed, og at appellanten derfor skulle anses som rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed også som indeholdelsespligtig efter KSL § 46, stk. 1, og AMBL § 7.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom SKM2022.115.BR
Landskatteretten 
►SKM2026.206.LSR

Sagen angik, om et selskab var indberetningspligtigt efter skatteindberetningslovens § 47, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, af indkomst omfattet af skatteindberetningslovens § 1, stk. 2, som var udbetalt til ansatte i selskabets filialer i udlandet. Landsskatteretten fandt, at selskabet var arbejdsgiver i relation artikel 15, stk. 2, litra b. Selskabet og dets filialer var en og samme person i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand, jf. artikel 3, litra a, og hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 1. Selskabet ansås for indberetningspligtigt efter skatteindberetningslovens § 1, stk. 1, uanset at den, der blev indberettet om, ikke var fuldt eller begrænset skattepligtig til Danmark. Landsskatteretten bemærkede bl.a., at afgrænsningen af selskabets indberetningspligt fulgte af skatteindberetningslovens § 1 og forarbejderne hertil. Landsskatteretten fandt, at der ikke forelå et brud på EU-retten, herunder den frie etableringsret i TEUF-artikel 49. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse om indberetningspligt på alle ansatte i udenlandske filialer, samt indeholdelsespligt af skatter i forbindelse med udbetaling af løn optjent i Danmark.◄

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen

Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.