Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

A.B.1.2.9.4.6.3 Kendetegn A 3 - standardiseret dokumentation

Kendetegn A 3 er gengivet i BEK nr. 1634 af 27/12/2019 § 15, nr. 3 og lyder således:

"En ordning, der i væsentlig grad bygger på standardiseret dokumentation og/eller -struktur og er tilgængelig for mere end én relevant skatteyder uden i væsentlig grad at skulle tilpasses med henblik på gennemførelse."

Kendetegnet er meget bredt formuleret og vil ud fra en umiddelbar betragtning kunne omfatte en række produkter, som er standardiserede. Kriteriet om det primære formål skal dog også være opfyldt.

Hovedsigtet med bestemmelsen er således tilfælde, hvor der er tale om færdige pakkeløsninger, hvor det primære formål eller et af de væsentligste formål er skatteundgåelse, og hvor ordningen markedsføres til en større kreds, eller i det mindste kan anvendes af en større kreds uden væsentlig tilpasning.

Der er ikke belæg for at antage, at kendetegnet alene omfatter markedsegnede ordninger. Dog må det i praksis antages, at det hovedsageligt vil være markedsegnede ordninger, som omfattes af kendetegnet. Se afsnit A.B.1.2.9.4.2 Hvad er en ordning?.

Mange finansielle produkter, såsom investeringsbeviser, der sælges til detailkunder, baserer sig som udgangspunkt på standardiseret dokumentation pga. regulatoriske krav. Visse finansielle produkter kan endvidere have politisk vedtagne skatteincitamenter indbygget i produktet, fx pensionsprodukter.

Udbyderne af sådanne produkter vil dog kun være indberetningspligtige af ordningen, hvis den er grænseoverskridende, hvis udbyderen er klar over eller burde vide at den medvirker til en indberetningspligtig ordning, og hvis det primære formål eller et af de vigtigste formål er at opnå en skattefordel. Investering i finansielle produkter og pensionsprodukter vil ofte være båret af andre hensyn som fx risikospredning og forventet afkast.

Dette hindrer dog ikke, at der kan være konkrete situationer, hvor en investering i fx en investeringsforening kan have som sit primære formål eller et af de vigtigste formål at opnå en skattefordel, men det kan næppe som udgangspunkt antages at være tilfældet.

At nogle produkter for den enkelte kunde er skattemæssigt mere fordelagtige end andre, kan ikke i sig selv medføre, at formålet eller et af de vigtigste formål med investeringen er at opnå en skattefordel.

Eksempel

Investeringer i en virksomhed fx gennem en kapitalfond kan være omfattet af kendetegn A 3, hvis fx kapitalfonden benytter sig af en standardiseret struktur og markedsfører investeringsmuligheden over for en større kreds af potentielle investorer. Det forudsætter dog også, at der indgår indberetningspligtige skatteydere eller mellemmænd samt at kriteriet om det primære formål er opfyldt..

I denne forbindelse kan kapitalfonden eller eller et eventuelt managementselskab i sig selv få status som mellemmand i forhold til ordningen, hvis de har den nødvendige tilknytning til EU. Se BEK nr. 1634 af 27. december 2019 § 2, stk. 4, og afsnit A.B.1.2.9.5.3 Mellemmand.

For den enkelte investor i kapitalfonden er det Skattestyrelsens opfattelse, at investor kan være en relevant skatteyder i ordningen. Investeringen kan indebære en skattefordel for investoren, hvis der er etableret en struktur, som giver en reduceret skattebetaling i de underliggende selskaber, således at investorens afkast efter skat forøges som følge af den reducerede beskatning.

Efter Skattestyrelsens opfattelse vil kriteriet om det primære formål være opfyldt, hvis

  1. investoren eller eventuelle medvirkende mellemmænd er bekendt med, at den af kapitalfonden etablerede struktur indeholder en skattefordel, der medfører, at investors afkast efter skat forøges som følge af lavere skattebetaling i de underliggende selskaber, og
  2. denne lavere skattebetaling udgør en væsentlig del af de økonomiske forudsætninger for kapitalfondens investering i den underliggende virksomhed.

Eksempel

Pensionsprodukter har ofte standardiseret dokumentation, og der kan argumenteres for, at skattefradraget på indbetalingstidspunktet vil blive set som den største fordel. Med indførelsen af det PanEuropæiske pensionsprodukt (PEPP) forventes det, at der fremadrettet vil ske en stigning i grænseoverskridende salg af pensionsprodukter.

I det omfang et pensionsprodukt har standardiseret dokumentation, vil det kunne være omfattet af kendetegn A 3. Herefter må der tages stilling til, om kriteriet om, at det primære formål eller et af de vigtigste formål er at opnå en skattefordel, er opfyldt.

Hvis fx en person, som er fuldt skattepligtig til Danmark, indskyder på en pensionsordning i udlandet med samme skattemæssige konsekvenser som ved indskud på en pensionsordning i Danmark, kan formålet ikke siges at være at opnå en skattemæssig fordel. Se også afsnit A.B.1.2.9.4.5.2 Er der en skattefordel?.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.