A.B.1.2.3.9 Adgang til eSkatData
Indhold
Dette afsnit handler om SIL § 15 b om adgang til eSkatData om de kvartalsvise indberetninger efter SIL § 15.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Formål
- Krav om samtykke fra borgeren
- Hvilke oplysninger
- Krav om aftale med Skatteforvaltningen
- Særligt om kreditgivere og kreditformidlere
- Særligt om finansielle rådgivere
Regel
Kreditgivere og ►registrerede◄ kreditformidlere, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, når de er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer, og som enten er en registreret virksomhed i medfør af registreringsafgiftslovens § 14 eller er undergivet tilsyn efter hvidvaskloven, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, som er nødvendige til brug for en konkret vurdering af den registreredes betalingsevne. Se SIL § 15 b. SIL § 15 b, stk. 1 er ændret ved § 3, stk. 1 LOV nr. 1784 af 29/12/2025.
Efter SIL § 15 b, stk. 2, kan finansielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsvirksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed, efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, når de er nødvendige til brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.
Efter SIL § 15 b, stk. 3, kan finansielle virksomheder desuden efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, som er nødvendige til efterlevelse af bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., med hensyn til at der skal tilvejebringes opdaterede oplysninger om den registrerede. Adgang til oplysningerne forudsætter, at den registrerede er kunde i den finansielle virksomhed.
►◄
Efter SIL § 15 b, stk. 4, forudsætter adgang efter stk. 1-3, at virksomheden har indgået en aftale med told- og skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.
Bemærk
SIL § 15 b, stk. 1, 1. pkt. ændres pr. 1. juli 2026, til at kreditgivere og registrerede kreditformidlere efter samtykke fra den registrerede kan få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, når de er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Ændringen er indført ved § 3, stk. 1 i lov om ændring af toldloven, lov om et indkomstregister, skatteindberetningsloven og skattekontrolloven. Ændringen skal ses i sammenhæng med artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 af 18. oktober 2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF. Det følger heraf, at medlemsstaterne vil skulle sikre, at kreditformidlere er underlagt en passende godkendelsesprocedure, registrering og tilsynsordning. Hensigten med ændringen er, at når en godkendelses-, registrerings- og tilsynsordning er implementeret i anden lovgivning, vil denne ordning kunne lægges til grund ved Skatteforvaltningens administration af, om en kreditformidler opfylder betingelserne for at kunne anvende eSkatData.
SIL § 15 b, stk. 4. ophæves pr. 1. juli 2016 jf. § 3, stk. 2 lov om ændring af toldloven, lov om et indkomstregister, skatteindberetningsloven og skattekontrolloven
SIL § 15 b er indsat ved § 2, nr. 1, i lov nr. 2612 af 28. december 2021, som trådte i kraft 1. januar 2023, jf. BEK nr. 1240 af 2. september 2022.
Pr. 1. januar 2024 er SIL § 15 b, stk. 2, ændret, jf. § 353, nr. 1, i lov nr. 718 af 13. juni 2023. Ændringen er en konsekvens af hovedloven om forsikringsvirksomhed, som bl.a. indebærer, at reglerne for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser m.v. udskilles fra lov om finansiel virksomhed. Tilføjelsen i SIL § 15 b, stk. 2, har i forlængelse heraf til formål at sikre, at forsikringsselskaber fortsat har mulighed for få adgang til de efter SIL § 15 indberettede oplysninger til brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.
Formål
Det fremgår af forarbejder til bestemmelsen, at formålet overordnet set er at styrke eSkatData som redskab for de virksomheder, der anvender systemet. Virksomhederne vil således kunne få videregivet oplysninger, der bidrager til et retvisende billede af borgerens økonomiske forhold.
Det fremgår desuden, at formålet med § 15 b, stk. 1-3, er at kunne videregive oplysninger via eSkatData, der supplerer de typer af oplysninger, der efter IKR § 7 A, SKL § 70 og INDOG § 3 A kan videregives til de omfattede virksomheder, når oplysningerne er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer, vurdering af den registreredes betalingsevne, rådgivning af borgeren i overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis m.v. Oplysningerne vil bidrage til at give virksomheden et retvisende billede af borgerens økonomiske forhold.
Krav om samtykke fra borgeren
Det er i alle tilfælde en forudsætning for Skatteforvaltningens videregivelse af oplysninger via eSkatData, at den borger, oplysningerne vedrører, har givet sit samtykke hertil. Borgeren giver sit samtykke med MitID. Et samtykke gælder kun én gang til det eller de formål, der er oplyst af en virksomhed i tilknytning til den konkrete anmodning om oplysninger. Dette indebærer, at hvis en virksomhed på ny har behov for at få videregivet oplysninger fra Skatteforvaltningen, kræves et nyt samtykke fra borgeren.
Samtykket skal opfylde databeskyttelseslovgivningens krav, hvilket bl.a. betyder, at borgeren, inden samtykket gives, skal være informeret klart og tydeligt om, hvad formålet med videregivelsen er, og hvilke oplysninger der videregives. Når borgeren har givet sit samtykke, sendes desuden en kvittering herfor til borgerens skattemappe.
Det er desuden en forudsætning, at oplysningerne er nødvendige til formålet, der er fastlagt i reguleringen. Det er den virksomhed, der efter borgerens samtykke skal modtage oplysningerne, der foretager vurderingen af, hvilke oplysninger der i det enkelte tilfælde konkret vurderes at være nødvendige.
Hvilke oplysninger
SIL § 15 b giver adgang til oplysninger fra Skatteforvaltningen om de kvartalsvise indberetninger efter SIL § 15. Se nærmere afsnit A.B.1.2.3.7 Kvartalsvise renteindberetninger af udlånsrenter og pantebreve i fast ejendom.
Krav om aftale med Skatteforvaltningen
Adgang til eSkatData forudsætter, at den enkelte virksomhed har indgået en aftale herom med Skatteforvaltningen. Aftalen vil skulle indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden. Betalingen kan omfatte en engangsbetaling, når virksomheden tilslutter sig ordningen, en løbende betaling af et fast beløb for at være tilsluttet og en forbrugsafhængig betaling. Betalingen fastsættes i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer. Det vil sige, at Skatteforvaltningen kan få dækket sine omkostninger ved at stille oplysningerne til rådighed, men ikke mere. Se SIL § 15 b, stk. 4.
Særligt om kreditgivere og registrerede kreditformidlere
Ved en »kreditgiver« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed yder kredit i form af lån. Virksomhed som udbyder af lån til forbrugere kræver tilladelse hos Finanstilsynet, og det vil derfor være en forudsætning for at anvende eSkatData, at kreditgiveren er registreret hos Finanstilsynet, og at registreringen giver kreditgiveren den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed. Kreditgiveren vil skulle være registreret hos Finanstilsynet med den nødvendige tilladelse på det tidspunkt, hvor anvenderaftalen bliver indgået med Skatteforvaltningen. Se SIL § 15 b, stk. 4. Kreditgiveren vil også efter dette tidspunkt skulle være registreret og have den nødvendige tilladelse.
Hvis Skatteforvaltningen ved en kontrol konstaterer, at en kreditgiver, som har indgået en aftale med Skatteforvaltningen om at anvende eSkatData, ikke længere er registreret eller har den nødvendige tilladelse til at drive udlånsvirksomhed, vil Skatteforvaltningen kunne lukke for kreditgiverens adgang til at kunne anvende eSkatData. Kreditgiveren vil herefter kunne gå i dialog med Skatteforvaltningen om muligheden for at få genoptaget sin adgang til eSkatData.
Ved »registrerede kreditformidlere« forstås, at den pågældende som led i sin virksomhed indgår kreditaftaler om lån med forbrugere på en kreditgivers vegne, og at det derfor er kreditformidleren, som er underlagt en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering. En registreret kreditformidler vil efter samtykke fra den registrerede kunne få adgang til oplysninger, der er indberettet efter skatteindberetningslovens § 15, når de er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.
►◄
Bemærk
Med virkning fra 1. juli 2026 er SIL § 15 b, stk. 4 ophævet ved § 3 i lov nr. 1784 af 29/12/2025. Med lov nr. 1668 af 30. december 2024 er tilladelsesordningen om finansielle rådgivere afskaffet. Det er med afskaffelsen af tilladelsesordningen om finansielle rådgivere ikke længere muligt for en virksomhed at opfylde forudsætningerne for adgang til eSkatData. På denne baggrund ophæves bestemmelsen i SIL § 15 b, stk. 4 pr. 1. juli 2026.
,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen
Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
