A.A.13.4 Godtgørelsesberettigede udgifter
Indhold
Dette afsnit handler om de udgifter, der er godtgørelsesberettigede. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 54.
Afsnittet indeholder:
- Skal betale eller har betalt
- Sagkyndig bistand
- Ikke-sagkyndig bistand
- Overgangsregler
- Udgifter til retsafgifter og pålagte sagsomkostninger
- Udgifter til rejser m.m.
- Udgifter til syn og skøn (isoleret bevisoptagelse)
- Udgifter til sagkyndige erklæringer og udtalelser
- Udgifter til afsluttende arbejde
- Udgifter til anmodning om henstand i forbindelse med klagesag
- Udgifter i forbindelse med hjemvisning
- Udgiftstyper, der ikke er godtgørelsesberettigede
- Reduktion af udgifter ved udbetaling af godtgørelse
- Skattemyndighedens afgørelse skal påklages
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skal betale eller har betalt
Det er en forudsætning for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede hæfter for de udgifter, der søges godtgjort. Det fremgår af SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1, og § 54, jf. "skal betale eller har betalt". Tilsvarende gælder i sager omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 2, se A.A.13.2 Omkostningsgodtgørelsens størrelse "Omkostningsgodtgørelsens størrelse" i afsnittet "Omkostningsgodtgørelse når Skatteforvaltningen eller Skatteministeriet går videre med en sag".
Der skal være tale om reel forpligtelse til at betale, både i henhold til fakturaen men også i henhold til aftalen mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige.
Fakturaen fra den sagkyndige skal være udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering og være stilet til den godtgørelsesberettigede. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 2051 af 15. november 2021, § 5, stk. 1.
Eksempel
Det fremgik af en salæraftale vedrørende sagkyndig bistand indgået mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige, at det var et vilkår, at den sagkyndiges salær skulle beregnes ud fra et "no cure - no pay" princip således, at den sagkyndige oppebar en procentdel af et opnået provenu af klagesagen. Den sagkyndige havde et samarbejde med et advokatfirma, der overtog klagesagerne, når de blev indbragt for næste instans. Vestre Landsret fandt pga. salæraftalen, at den godtgørelsesberettigede aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige salæraftale, og at inddragelsen af advokatfirmaet skete på foranledning af den sagkyndige. På den baggrund fandt landsretten, at betingelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1, om, at der skal være tale om udgifter, som den godtgørelsesberettigede skal betale eller har betalt, ikke var opfyldt. Det er i dommen anført, at det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligtige "skal betale eller har betalt" rådgiverhonoraret. Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand. Se SKM2015.479.HR.
Eksempel
Sagen angik samme forhold som i SKM2015.479.HR. Et boligselskab indgik en aftale med et rådgivningsfirma om at føre en sag om ejendomsskat. I den foreliggende sag blev der fremlagt en aftale mellem ejendomsselskabet og et advokatfirma om bistand, og en senere erklæring fra ejendomsselskabet om hæftelse for bistanden. Rådgivningsfirmaet gav endvidere ejendomsselskabet tilsagn om tilskud til at føre sagen, hvis udgiften ikke blev dækket af omkostningsgodtgørelse. Det fremgik desuden, at advokatfirmaets fulde honorar blev dækket af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud fra rådgivningsfirmaet. Ejendomsselskabet hæftede ifølge en erklæring overfor advokatfirmaet i tilfælde af rådgivningsselskabets konkurs. Højesteret fandt, at det ikke var godtgjort, at ejendomsselskabet havde påtaget sig at hæfte for advokatbistanden som krævet i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52. En eventuel hæftelse for udgifterne til advokatbistand i tilfælde af rådgivningsfirmaets konkurs var en subsidiær hæftelse, der ikke opfylder betingelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52 om hæftelse. Se SKM2022.609.HR.
Den godtgørelsesberettigede har bevisbyrden for at opfylde betingelserne for godtgørelse, herunder hæfte for udgifterne til den sagkyndige mv. Se SKM2019.169.BR, SKM2019.320.BR, SKM2020.153.BR og SKM2022.231.VLR.
Hvis kravet er overdraget til den sagkyndige, påhviler bevisbyrden den sagkyndige. Se SKM2021.159.BR, som stadfæstet af landsretten i SKM2022.231.VLR.
Eksempel
Ansøgningsblanketten var underskrevet af samme person som både bistandsyder og klager. Da klageren var ansat i det selskab, der havde ydet den omhandlede bistand, lagde Landsskatteretten til grund, at det var klageren selv, som havde ydet bistanden.
Landsskatteretten fandt, at personsammenfaldet mellem bistandsyderen og klager medførte, at det udførte arbejde ikke kunne anses som en godtgørelsesberettiget udgift efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Se også SKM2007.709.HR.
Eksempel
Et forbund ydede økonomisk bistand til en forening i forbindelse med en klagesag om skattepligt. Antagelse af advokat skete på foranledning af forbundet, der på forhånd holdt møde med advokaten. Forbundet havde stadig rådigheden over klagesagen via en fuldmagt. Landsskatteretten fandt, at der var en formodning om, at der ikke var en reel forpligtelse for foreningen til at betale advokatens honorar. Bevisbyrden for at foreningen reelt var forpligtet til at betale fakturaen fra advokaten var ikke løftet. Se SKM2023.413.LSR.
Eksempel
Retten fandt, at den ansatte ikke ville kunne blive forpligtet til at betale udgifterne i forbindelse med skattesagen, fordi arbejdsgiveren havde påtaget sig at dække udgifterne.
Retten gennemgik i den forbindelse elementerne i aftalegrundlaget, og retten fandt, at den valgte aftalemodel medførte, at den ansatte ikke på noget tidspunkt skulle betale for den sagkyndige bistand. Retten fandt herefter ikke, at den ansatte var berettiget til omkostningsgodtgørelse. Se SKM2023.601.BR og SKM2023.602.BR.
Eksempel
Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen var berettiget til at kræve omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt, da den ansatte ikke ville kunne blive forpligtet til at betale udgifterne i forbindelse med skattesagen, fordi arbejdsgiveren havde påtaget sig at dække udgifterne. Landsskatteretten fandt, at rådgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at den ansatte hæftede. Se SKM2023.203.LSR og SKM2023.204.LSR.
Eksempel
Der var indgået en aftale mellem klager og rådgiver om, at rådgivers salær skulle beregnes efter "no cure - no pay" princippet, der i praksis betød, at klager ingen udgifter havde, når sagen blev ført. Hvis sagen blev vundet, skulle klager underskrive en transporterklæring, hvorefter rådgiver ville rekvirere vederlaget hos skattemyndighederne. Under hensyn til aftalen og korrespondancen mellem klager og rådgiver fandt landsretten, at klager ikke hæftede for udgifterne til rådgivers bistand. Derfor kunne der ikke ydes omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1. Landsretten fandt desuden ikke, at kravet på efteropkrævning var forældet, jf. FORÆL (forældelsesloven) § 21, stk. 2. Se SKM2022.504.VLR
Eksempel
En skatteyder indgik aftale med en rådgiver om at føre en klagesag ved Landsskatteretten. Ved indledningen af samarbejdet erklærede rådgiveren sig indforstået med, at skatteyderen på grund af konkurs næppe kunne betale en andel af honoraret hvis klagesagen blev tabt, og at han alene ville opnå dækning for halvdelen af honoraret gennem omkostningsgodtgørelse medmindre sagen blev vundet. Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort, at klageren i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1, hæftede for udgifterne til rådgiverbistanden. Se SKM2023.500.LSR.
Eksempel
En skatteyder overdrog kravet på omkostningsgodtgørelse til rådgiver, og rådgiver mente, at betingelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1, om "skal betale eller har betalt" dermed var opfyldt. Landsretten fandt, at den foreliggende aftale medførte, at skatteyder i intet tilfælde selv skulle betale for bistanden. Skatteyder kunne derfor ikke anses for at hæfte for udgifterne til rådgiver. Se SKM2018.313.ØLR. Se ligeledes SKM2021.718.ØLR.
Eksempel
Det er muligt for tredjemand at yde et skattefrit tilskud jf. LL (ligningsloven) § 7 Q, til udgifter til sagkyndig bistand, hvis tilskuddet med tillæg af omkostningsgodtgørelse ikke overstiger de samlede udgifter til sagkyndig bistand, hvis tredjemand har en retlig interesse i sagen, og hvis størrelsen af bistandsyders honorar ikke udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i klagesagen. Se SKM2022.120.LSR.
Sagkyndig bistand
Der ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndige i behandling af skatte-, told- og afgiftssager.
Sagkyndige er
- advokater,
- statsautoriserede - og registrerede revisorer,
- konsulenter indenfor det jordbrugsfaglige område,
- medlemmer af Foreningen Danske Revisorer, eller
- personer, der kan ligestilles med ovenstående.
Se § 1, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) kap. 19.
En person, der ikke udøver erhverv som advokat, revisor m.fl., skal for at kunne betragtes som ligestillet hermed kunne dokumentere personlig uddannelse, sagkundskab og praktiske erfaringer i behandling af skatte-, told- og afgiftssager.
Særlige sagstyper gør, at det må bero på en konkret vurdering om uddannelse, specialviden, sagkundskab og kompetence i relation til den materielle klagesag gør, at en sagkyndig kan omfattes af reglerne for omkostningsgodtgørelse.
Ikke-sagkyndig bistand
Omkostningsgodtgørelse ydes kun til udgift til sagkyndig bistand. Det betyder, at der ikke kan ydes godtgørelse til udgifter, når borgeren/virksomheden selv fører klagesagen.
Det gælder
- borgerens / virksomhedens beregnede tidsforbrug,
- udgifter til porto, telefon, rejser eller lignende,
- udgifter til bistand i en klagesag ydet af en person ansat hos den godtgørelsesberettigede.
Her er fire eksempler på, at der ikke er tale om sagkyndig bistand:
►Eksempel
Ansøgningsblanketten var underskrevet af samme person som både bistandsyder og klager. Da klageren var ansat i det selskab, der havde ydet den omhandlede bistand, lagde Landsskatteretten til grund, at det var klageren selv, som havde udført arbejdet med bistanden. Landsskatteretten fandt, at personsammenfaldet mellem bistandsyderen og klager medførte, at det udførte arbejde ikke kunne anses som en godtgørelsesberettiget udgift efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Se også SKM2007.709.HR. Se SKM2024.50.LSR.◄
Eksempel
Landsskatteretten anså ikke den ydede bistand for omfattet af begrebet "sagkyndig bistand" i SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Retten henså til, at bistandsyderen ikke i kraft af sin uddannelse som slagter eller sin erhvervserfaring, uanset det oplyste om varigheden og indholdet af arbejdet som motorcykelforhandler, eller i øvrigt på anden måde havde opnået en sådan sagkundskab og kompetence i førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsforhold - i det konkrete tilfælde en klagesag om registreringsafgift - at dette kunne ligestilles med de i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 (nugældende bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021) § 1, nævnte personer. Se SKM2014.384.LSR.
Eksempel
Landsretten fandt ikke, at revisor, der var eneanpartshaver i et revisionsselskab, ved at lade revisionsselskabet stå som rådgiver og udstede regninger til sig selv i forbindelse med dennes personlige skattesag, opfyldte udtrykket sagkyndig bistand, idet dette efter en naturlig sproglig forståelse indebærer, at arbejdet reelt skal være udført af en anden end den skattepligtige selv. Se SKM2007.709.HR.
Eksempel
Landsretten fandt, at den sagkyndige hovedaktionær var ansat i det sagsøgende revisionsfirma på tidspunktet for bistandens udførelse. Retten lagde vægt på, at hovedaktionæren tidligere havde modtaget løn fra revisionsfirmaet og på bistandstidspunktet modtog fri bil og telefon. Det sagsøgende selskab var derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndig bistand. Se SKM2006.191.ØLR.
Eksempel
Landsskatteretten fandt ikke, at korrespondancen i sagen dokumenterede, at repræsentanten i en skattesag var i besiddelse af personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte-, told- og afgiftssager, der gjorde, at denne kunne ligestilles med personkredsen i § 1, stk. 1, 1. pkt. i bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 (nugældende bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021). Se SKM2006.183.LSR
Overgangsregler
Hvornår er bistanden ydet?
Særligt for selskaber
For selskaber er det en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v., at bistanden er udført den 1. januar 2017 eller senere. Se § 1, nr. 8, og § 3, stk. 7, i ændringsloven til skatteforvaltningsloven, Lov nr. 1665 af 20. december 2016.
Se § 9 i bek. nr. 2051 af 11. november 2021 om dokumentation for, at de udgifter, der søges godtgørelse for, vedrører bistand udført den 1. januar 2017 eller senere.
Særligt for sager om refusion af udbytteskat
Med virkning fra 1. januar 2020 ydes der ikke omkostningsgodtgørelse for klager over afgørelse om tilbagekaldelse af afgørelser om refusion af udbytteskat eller afslag på anmodninger om refusion af udbytteskat, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 7, 2. pkt. Se § 1, nr. 19, samt § 3, stk. 1 og stk. 5, i ændringsloven til skatteforvaltningsloven, Lov nr. 1125 af 19. november 2019.
Se § 11 i bek. nr. 2051 af 11. november 2021 om dokumentation for, at de udgifter, der søges godtgjort, vedrører bistand udført før 1. januar 2020.
Særligt for selskaber 2009 - 2016 - Eksempel
Landsretten fandt, at det beløb, som skatteyderen havde ansøgt om omkostningsgodtgørelse for, var indeholdt i en faktura, der var udstedt af skatteyderens advokat i november 2012. På det tidspunkt var der således indtrådt en forpligtelse til at betale et konkret beløb for sagkyndig bistand ifølge regning. Retten fandt derfor, at det var forholdene i indkomståret 2012, hvor fakturaen for den sagkyndige bistand var udstedt, der var afgørende for vurdering af, om skatteyder var skattepligtig efter SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed hvorvidt skatteyder var godtgørelsesberettiget eller ej. SKM2017.137.ØLR.
Udgifter til retsafgifter og pålagte sagsomkostninger
Der ydes omkostningsgodtgørelse til retsafgifter efter lov om retsafgifter.
Der ydes derimod ikke godtgørelse til rettergangsbøder og klagegebyr.
Der ydes omkostningsgodtgørelse til pålagte sagsomkostninger. Udgangspunktet er, at den tabende part i en retssag skal erstatte modparten de udgifter/sagsomkostninger, som retssagen har påført denne. Det er domstolene, der træffer bestemmelse om sagsomkostningerne. Se RPL kapitel 30.
Af RPL § 480, stk. 1, fremgår, at domme kan fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen forinden er anket. Fristen er 14 dage efter dagen for dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen. Dette gælder også for afgørelser om sagsomkostninger. Det vil sige, at pålagte sagsomkostninger ikke kan godtgøres, hvis dommen er anket inden fuldbyrdelsestidspunktet.
Eksempel
Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 5. Se SKM2022.402.LSR.
Eksempel
Landsskatteretten fandt, at da selskabet ikke på tidspunktet for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse kunne dokumentere, at selskabet havde betalt sagsomkostningerne til skatteministeriet, eller dokumentere størrelsen af de sagsomkostninger, der skulle betales til skatteministeriet, var det med rette, at selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke var imødekommet.
Repræsentanten havde ikke godtgjort, at Skattestyrelsen tidligere havde udbetalt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagsomkostninger, i de tilfælde hvor dommen, hvori sagsomkostningerne var pålagt, var anket inden fuldbyrdelsesfristens udløb. Der var derfor ikke belæg for at antage, at der forelå en praksisændring. Se SKM2014.786.LSR.
Særligt for selskaber - periodisering af sagsomkostninger
Ved lov nr. 1665 af 20. december 2016 om ændring af skatteforvaltningsloven og ligningsloven blev det igen muligt for selskaber og fonde at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifter i forbindelse med skatte- og afgiftssager.
Ved SKM2023.292.LSR har Landsskatteretten slået fast, at et selskab var berettiget til omkostningsgodtgørelse for sagsomkostninger pålagt ved dom den 1. januar 2017 eller senere, selv om sagsomkostningerne vedrørte en retssag, der var på begyndt før 1. januar 2017. Da sagsomkostningerne forfaldt til betaling den 1. januar 2017 eller senere, og selskabet havde betalte sagsomkostningerne, måtte selskabet anses for berettiget til omkostningsgodtgørelse for de pålagte sagsomkostninger.
Landsskatteretten fandt, at § 3, stk. 7, i lov nr. 1665 af 20. december 2016 ikke fandt anvendelse på pålagte sagsomkostninger. Pålagte sagsomkostninger efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 4, kunne således ikke periodiseres eller sidestilles med godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Derimod fandt den generelle bestemmelse om ikrafttræden i lovens § 3, stk. 1, anvendelse. Sagsomkostninger pålagt selskaber og fonde er således godtgørelsesberettigede udgifter, hvis de er pålagt ved dom den 1. januar 2017 eller senere.
Udgifter til rejser m.m.
Der ydes omkostningsgodtgørelse for rejseudgifter for sagkyndige og vidner.
Med hensyn til fastsættelse af vidnegodtgørelse og godtgørelse for befordring i sager ved domstolene henvises der til RPL § 188 og oplysningerne på www.domstol.dk.
Udgifter til syn og skøn (isoleret bevisoptagelse)
Ifølge SFL (skatteforvaltningsloven) § 47 finder RPL § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstole tilsvarende anvendelse i sager, der er påklaget og skal afgøres af Skatteankestyrelsen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Det gælder også, når Skatterådet efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 4, stk. 3, har tilladt afholdelse af syn og skøn i en sag, der forelægges for rådet til afgørelse.
Følgende omkostninger er typisk forbundet med sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, fx:
- udgifter til vurdering af sagen med henblik på syn og skøn
- udarbejdelse af syns- og skønstema
- valg af syns- og skønsmand
- materiale til syns- og skønsmanden
- deltagelse i møder, retsmøder, syns- og skønsforretningen
- gennemgang af syns- og skønserklæringen
- udarbejdelse af eventuelle tillægsspørgsmål og eventuel afhjemling, indlæg til Skatteankestyrelsen, skatteankenævn, Landsskatteretten eller Skatterådet i forbindelse med fremsendelse af syns- og skønserklæringen
- salær til syns- og skønsmanden, herunder rejseudgifter og øvrige udgifter.
Om syns- og skønssagens omkostninger, se A.A.11.2.8 Sagens omkostninger.
Syns- og skønsmandens salær godkendes af byretten, efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig herom.
Skatteforvaltningen har som sekretariat for Skatterådet kompetence til at meddele forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse for udgifterne til syn og skøn i en sag for Skatterådet. Skatteankestyrelsen har tilsvarende kompetencen i sager for Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten. Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, Landsskatteretten og Skatterådet kan endvidere ved sagens afgørelse træffe bestemmelse om, at der ydes fuld omkostningsgodtgørelse for udgifterne til syn og skøn. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 3 - 6.
Udbetaling i henhold til forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse forudsætter,
- at byretten imødekommer anmodningen om afholdelse af syn og skøn,
- at der indsendes ansøgning om omkostningsgodtgørelse, og
- at betingelserne for omkostningsgodtgørelse i øvrigt er opfyldt.
Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 3 - 6.
Hvis der ikke gives tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til syn og skøn, gives der omkostningsgodtgørelse efter de almindelige regler herom. Det samme gælder for de øvrige udgifter i klagesagen, der ikke vedrører syn og skøn.
Se § 4 i bekendtgørelse nr. 2051 af 11. november 2021, afsnit A.A.13.13 Dokumentation i forbindelse med en ansøgning "Syn og skøn" og afsnittet "Attestation".
Eksempel
Byretten fandt, at Skatteankestyrelsen var tillagt en skønsmæssig beføjelse til at vurdere, om der burde ydes fuld omkostningsgodtgørelse ved syn og skøn. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn over, at der foreløbigt ikke skulle ydes fuld omkostningsgodtgørelse ved afholdelse af syn og skøn i en klagesag, der verserede ved Skatteankestyrelsen. Se SKM2019.491.BR.
Eksempel
Skatteankenævnet havde ikke meddelt tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter, der ville blive afholdt til syn og skøn. Idet Landsskatteretten vurderede, at afholdelse af syn og skøn ville kunne tilføre oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt kunne indhentes på andre måder, ændrede Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse og meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter, der ville blive afholdt til syn og skøn. Se SKM2013.770.LSR.
Udgifter til sagkyndige erklæringer og udtalelser
Udgifter til sagkyndige erklæringer, herunder retslige responsa og andet bevismateriale, er berettiget til godtgørelse i det omfang, der ikke er tale om dokumentation for kontrollerede transaktioner efter SKL (skattekontrolloven) Kap. 4 (transfer pricing).
Der ydes omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en klagesag eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 6. Udgifter til sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en 1. instans behandling bør påklages eller indbringes, er ikke godtgørelsesberettigede, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 3, som ændret ved lov nr. 1125 af 19. november 2019.
Eksempel
Omkostningsgodtgørelse for udgifter til indhentelse af bindende svar blev nægtet, idet udgifterne ikke kunne anses for omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten udtalte, at indhentelsen af et bindende svar efter en naturlig begrebsmæssig forståelse ikke kunne anses for at udgøre indhentelse af sagkyndig erklæring. Der var tale om en myndighedsafgørelse. Se SKM2011.730.LSR.
Eksempel
Landsskatteretten fandt ikke, at udgifter til landinspektør var godtgørelsesberettigede, da udgifterne til den sagkyndige ikke var ydet i forbindelse med en klage til skatteankenævnet. Se SKM2009.87.LSR.
Eksempel
Landsskatteretten fandt ikke, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en afgørelse fra Skatteforvaltningen burde påklages til Landsskatteretten. Se SKM2008.669.LSR.
Udgifter til afsluttende arbejder
Udgifter, som er nødvendige for at realisere den trufne afgørelse, dvs. afsluttende arbejder, der er udført af en sagkyndig, og som direkte relaterer sig til den godtgørelsesberettigede klage- eller domstolssag, er godtgørelsesberettigede. Det er kun de udgifter, der vedrører de påklagede indkomstår/afgiftsperioder, der er godtgørelsesberettigede.
Praksis er lovfæstet med virkning for sager, som påklages til en administrativ klageinstans eller indbringes for domstolene den 1. januar 2015 eller senere, se SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 5.
Eksempler
Følgende er eksempler fra praksis, hvor Skattestyrelsen har anerkendt udgifter til sagkyndig bistand som godtgørelsesberettiget afsluttende arbejde:
- Afsluttende gennemgang af en afgørelse fra en klageinstans.
- Gennemgang af årsopgørelse/opgørelse for de påklagede indkomstår/afgiftsperioder - herunder renteberegning.
Følgende er eksempler fra praksis, hvor Skattestyrelsen ikke har anerkendt udgifter til sagkyndig bistand som godtgørelsesberettiget afsluttende arbejde:
- Bistand udført vedrørende andre indkomstår/afgiftsperioder end de påklagede.
- Anmodning om genoptagelse.
- Ændret beslutning om overførsel af overskud i forbindelse med virksomhedsskatteordningen.
- Efterfølgende bistand i forbindelse med betaling - herunder inddrivelse, akkordordninger, afdragsordninger, sikkerhedsstillelse og spørgsmål i forbindelse med forældelse heraf.
- Ændring af erklæring i tilknytning til ansøgning om momskompensation.
Udgifter til anmodning om henstand i forbindelse med en klagesag
Efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 5, 1. pkt., ydes der omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ved anmodning (ansøgningen) om henstand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 51. Bestemmelsen har virkning for klager, der indbringes den 5. oktober 2016 eller senere, og er en præcisering af tidligere administrativ praksis.
Ifølge forarbejderne til lov nr. 1665 af 20. december 2016 om ændring af skatteforvaltningsloven og ligningsloven lovfæstede man en administrativ praksis, hvor der blev ydet godtgørelse til udarbejdelse af anmodningen om henstand i forbindelse med en klage.
Eksempel
Landsskatteretten fandt, at det var en forudsætning for at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med anmodning om henstand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, at den sagkyndige bistand havde en naturlig tilknytning til den underliggende klagesag.
Landsskatteretten fandt, at udgifter til bistand vedrørende SKATs (nu Skattestyrelsens) afgørelse om henstand havde en sådan naturlig tilknytning til den underliggende klagesag, at udgifterne hertil ansås for at være godtgørelsesberettigede efter SKATs tidligere administrative praksis og dagældende SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 4 (nu § 55, stk. 5).
Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at bistand i form af drøftelser og korrespondance med SKAT (nu Skattestyrelsen) vedrørende afgørelser om modregning og udlægsforretning var bistand i forbindelse med opkrævning under henstand. Landsskatteretten fandt, at disse udgifter ikke havde en naturlig tilknytning til klagesagen. Disse udgifter var dermed ikke godtgørelsesberettigede. Landsskatteretten lagde vægt på, at der var tale om særskilte afgørelser fra 1. instans om modregning. Dermed kunne de ikke anses for en integreret del af klagesagen.
Landsskatteretten fandt videre, at bistand i form af drøftelse og korrespondance med SKAT (nu Skattestyrelsen) om gennemgang af renter på årsopgørelsen var bistand vedrørende en særskilt sag i 1. instans. Udgifterne hertil var ikke godtgørelsesberettigede efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 1, modsætningsvis. Se SKM2022.462.LSR.
Udgifter i forbindelse med hjemvisning
Hvis der i en godtgørelsesberettiget klagesag sker hjemvisning til fornyet behandling hos den myndighed, der traf afgørelsen, ydes der omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand forbundet med behandlingen af den hjemviste afgørelse. Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans, se SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 5.
Kun udgifter til sagkyndig bistand, der direkte relaterer sig til hjemvisningssagen og som er nødvendige for at realisere den trufne afgørelse, er godtgørelsesberettigede. Det er endvidere kun udgifter til behandlingen af de hjemviste indkomstår/afgiftsperioder, der ydes godtgørelse for.
Først når hjemvisningsinstansen har truffet sin afgørelse, anses sagen for endeligt afsluttet.
Se afsnittet "Medholdsvurdering ved hjemvisning" i afsnit A.A.13.6 Vurdering af graden af medhold "Vurdering af graden af medhold".
Eksempler
Følgende fremgår af bemærkninger til lovforslaget (Lov nr. 1500 af 23. december 2014):
Eksempel, hvor der IKKE ydes omkostningsgodtgørelse
- Hvis den skatte- eller afgiftspligtige f.eks. gør en formalitetsindsigelse gældende samtidig med, at de nye oplysninger om sagens hovedspørgsmål, fx dokumentation af et fradrag, fremlægges i sagen, og klageinstansen eller domstolen tager stilling til formalitetsindsigelsen, men hjemviser spørgsmålet om dokumentationens betydning for sagens hovedspørgsmål, kan der ikke ydes omkostningsgodtgørelse ved hjemvisningsinstansens behandling.
Eksempel, hvor der ydes omkostningsgodtgørelse
- Der kan ydes omkostningsgodtgørelse efter bestemmelsen ved hjemvisningsinstansen, hvis f.eks. sagen angår spørgsmålet, om en person er fuldt skattepligtig her til landet eller ej, hvorunder spørgsmålet om dokumentation for, at skattepligt er ophørt, indgår. Tager klage- eller retsinstansen stilling til skattepligtsspørgsmålet, men hjemviser sagen til Skattestyrelsen til fornyet ansættelse som følge af nye oplysninger, vil der være adgang til omkostningsgodtgørelse i hjemvisningsinstansen.
Selvom klageinstansen eller domstolene ikke tager materielt stilling til de nye oplysninger, men hjemviser sagen til fornyet behandling som følge af oplysningerne, vil der kunne ydes omkostningsgodtgørelse ved hjemvisningsinstansen, hvis der efter de almindelige regler om omkostningsgodtgørelse kan ydes godtgørelse ved en sags behandling ved denne instans.
Hjemviser domstolen fx en sag til Landsskatteretten, vil der kunne ydes godtgørelse til denne hjemvisningssag. Hjemvises en sag til fx Skattestyrelsen, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn, ydes der ikke omkostningsgodtgørelse ved hjemvisningsbehandlingen, da der ikke efter de almindelige regler om omkostningsgodtgørelse kan ydes godtgørelse ved en sags behandling ved disse instanser.
Indgår der flere forhold i en sag, hvor hjemvisning dels skyldes, at nye oplysninger angår et spørgsmål, som klageinstansen eller domstolen ikke har taget stilling til, dels skyldes, at de nye oplysninger angår et spørgsmål, som klageinstansen eller domstolen har taget stilling til, skal den sagkyndige foretage en skønsmæssig fordeling af sine udgifter ved hjemvisningsbehandlingen af de respektive spørgsmål.
Se afsnit A.A.13.13 Dokumentation i forbindelse med en ansøgning "Opdeling af udgifter".
Eksempler
Følgende er eksempler fra praksis, hvor Skattestyrelsen har anerkendt udgifter til sagkyndig bistand som godtgørelsesberettiget bistand i forbindelse med hjemvisning:
- Talmæssige opgørelser til brug for behandling af den hjemviste ansættelse.
- Gennemgang af de foretagne skatteansættelser.
- Gennemgang af årsopgørelse/opgørelse for de påklagede indkomstår/afgiftsperioder - herunder renteberegning.
Følgende er eksempler fra praksis, hvor Skattestyrelsen ikke har anerkendt udgifter til sagkyndig bistand som godtgørelsesberettiget bistand i forbindelse med hjemvisning:
- Udgifter til sagkyndig bistand vedr. nye forhold som ikke har været omfattet af klagesagen.
Se også eksempler på udgifter til sagkyndig bistand, som Skattestyrelsen ikke har anset for godtgørelsesberettigede under Udgifter til afsluttende arbejder.
Bemærk
Udgifter vedrørende anmodning til 1. instansen om genoptagelse af skatteansættelsen er ikke godtgørelsesberettigede.
Eksempel
Det forhold, at Landsskatteretten har pålagt Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelse, kan ikke anses for en hjemvisning. Skattestyrelsens efterfølgende nedsættelse af klagerens skatteansættelse anses derfor som en ny, selvstændig sag, hvortil der ikke ydes omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 55. Se SKM2011.375.LSR.
Eksempel
Det forhold at Landsskatteretten pålægger vurderingsmyndigheden at genoptage sin afgørelse i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 33, stk. 2, kan ikke anses for hjemvisning. Udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med efterfølgende behandling af sagen i 1. instans kan ikke anses for udgifter omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 55 og er derfor ikke godtgørelsesberettigede. Se SKM2010.769.LSR. Østre Landsret stadfæstede den 2. december 2011 Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2011.827.ØLR. Højesteret stadfæstede den 10. oktober 2013 Østre Landsrets dom. Se SKM2013.731.HR.
Eksempel
Da skatteankenævnet alene havde taget stilling til, at den kommunale skatteforvaltning skulle genoptage skatteansættelsen, fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand, som klageren havde afholdt i forbindelse med skatteforvaltningens genoptagelse af ansættelserne. Klagerens udgifter til rådgiver skulle derfor betragtes som om forvaltningen havde imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse. Se SKM2008.253.LSR.
Udgiftstyper, der ikke er godtgørelsesberettigede
Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse til
- bistand, der skulle have været udført i forbindelse med oplysningsskemaet, årsregnskabet m.v., og
- lovpligtig dokumentation for kontrollerede transaktioner.
uanset om opgaven er udført af en sagkyndig.
Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 4, bekendtgørelse nr. 2051 af 11 november 2021, §§ 5 og 6, og A.A.13.13 Dokumentation i forbindelse med en ansøgning"Dokumentation i forbindelse med en ansøgning" i afsnittet "Krav til regningen" og "Opdeling af udgifterne".
Udarbejdelse af skatteregnskab
Udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af skatteregnskab er ikke godtgørelsesberettiget, selvom der hermed fremskaffes dokumentation i klagesagen. Begrundelsen er, at udarbejdelsen af skatteregnskabet skulle have fundet sted i forbindelse med oplysningsskemaet (tidligere selvangivelsen).
Eksempel
Udgifter til en revisors udarbejdelse af årsregnskab og indkomst- og formueopgørelse under en sag ved skatteankenævnet var ikke omfattet af omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 4. Se SKM2018.109.LSR.
Eksempel
Skatteankestyrelsen fandt, at udgifter til udarbejdelse af privatforbrugsopgørelse/kapitalforklaring ikke var godtgørelsesberettiget, idet klageren var pålagt en pligt efter den dagældende SKL (skattekontrolloven) § 6 B, stk. 1 (nugældende SKL (skattekontrolloven) § 55, stk. 1 og 2), til at indsende privatforbrugsopgørelse/kapitalforklaring under sagens behandling ved 1. instans. Se SKM2014.826.SANST.
Eksempel
Landsskatteretten fandt, at klageren, der ikke havde pligt til at indsende kapitalforklaringer/privatforbrugsopgørelser sammen med selvangivelserne for de pågældende indkomstår, var berettiget til omkostningsgodtgørelse vedrørende et revisionsfirmas udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser i forbindelse med en klagesag. Se SKM2013.500.LSR.
Eksempel
Landsskatteretten fandt, at udgifter til kontrol af bogføring, udarbejdelse af specifikationer af konstaterede fejl i momsangivelser samt udarbejdelse af nye saldobalancer, regnskaber, virksomhedsskemaer og selvangivelser, som var udført i forbindelse med klagesagen for Landsskatteretten, ikke var godtgørelsesberettigede. Bistanden skulle have været udført i forbindelse med udarbejdelsen af virksomhedens årsregnskaber. Se SKM2013.459.LSR.
Eksempel
Landsskatteretten anså gennemgang og sortering af bilagsmateriale, udarbejdelse af kreditorlister, skemaer til sammenligning af kreditorer mv. og sammentælling, afstemning og kontrol af kreditorer for at vedrøre udarbejdelsen af virksomhedens årsregnskab.
Udgifterne til dette arbejde kunne derfor ikke anses for godtgørelsesberettigede, uanset at den sagkyndige bistand var motiveret af at fremskaffe dokumentation i den verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen. Se SKM2011.574.LSR.
Eksempel
Udarbejdelse af årsregnskaber eller skatteregnskaber og selvangivelser kan ikke anses for godtgørelsesberettiget, uanset at opgørelsen af den skattepligtige indkomst er motiveret af at fremskaffe dokumentation i den verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen. Se SKM2008.986.LSR.
Eksempel
En skatterådgiver søgte Skattestyrelsen om omkostningsgodtgørelse for udgifter til skatterådgiverens bistand til en skatteyder i forbindelse med en landsskatteretssag. Skattestyrelsen godkendte imidlertid kun en del af udgifterne som godtgørelsesberettigede, da en del af det arbejde, der søgtes omkostningsgodtgørelse for, burde have været udført i forbindelse med udarbejdelse af skatteyderens selvangivelse. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Det fremgår af Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB nr. 2013.0016, at han var enig i Landsskatterettens afgørelse om ikke at yde omkostningsgodtgørelse vedrørende de omkostninger, som vedrørte udarbejdelse af lagerlister/lagerspecifikationer, herunder opgørelse af driftsmiddelsaldo og afskrivningsgrundlag.
Transfer pricing
Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, når der er tale om udarbejdelse af lovpligtig dokumentation for kontrollerede transaktioner. Se SKL (skattekontrolloven) Kap. 4.
Udgifter til administration
Tillæg til fakturaen for viderefakturering af en underleverandørs faktura er ikke en godtgørelsesberettiget udgift, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Det er den sagkyndige bistand, der kan godtgøres.
Reduktion af udgifter ved udbetaling af godtgørelse
De udgifter, der er berettiget til omkostningsgodtgørelse, skal reduceres med følgende:
- De sagsomkostninger, som domstolene tilkender.
- Eventuel ændring ved endelig fordeling af udgifterne til syn og skøn, der nedsætter skatteyders andel af udgifterne.
- Retshjælp og fri proces efter RPL kapitel 31.
- Købsmoms, som ved opgørelse af afgiftstilsvar kan fradrages som indgående moms efter ML (momsloven) (momsloven). Det er uden betydning for adgangen til momsfradrag om en sag vindes eller tabes. Det afgørende for fradrag er, at udgiften er afholdt. Hvis sagsøgeren i en skatte- og afgiftssag er momsregistreret og kan opnå fuldt fradrag for udgifterne til den sagkyndige bistand mm. skal omkostningsgodtgørelsen opgøres ekskl. moms. Hvis en sag vedrører både momspligtige og ikke momspligtige aktiviteter, er der kun delvis fradragsret for momsen til den sagkyndige bistand m.m. Se nærmere om afgiftstilsvar i afsnit D.A Moms.
Eksempel
Eksemplet viser en situation, hvor der skal ske udbetaling af omkostningsgodtgørelse ekskl. moms.
Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde hjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse med moms, når ansøgeren fastholdt, at der ikke ansøgtes om udbetaling af momsbeløbet. Omkostningsgodtgørelse ydes efter ansøgning, se SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 57 og 58 forudsætningsvis. Konsekvensen heraf var, at ansøger ikke var forpligtet til at modtage et større beløb end det beløb, der ansøgtes om. Se SKM2009.462.LSR.
Vurdering af udgifter
Hvorvidt udgifter anses for godtgørelsesberettigede, afhænger af karakteren af den ydede bistand og rimeligheden af det fakturerede honorar.
Eksempel
Skatteankestyrelsen fandt, at der var adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand for bistand ydet i en periode, hvor klagesagen var berostillet. Det afgørende for vurderingen af, om givne omkostninger til bistand var godtgørelsesberettigede, var alene karakteren af den givne bistand og rimeligheden af det fakturerede honorar. Der var ikke fremført oplysninger, der gav grundlag for at bestride, at det fakturerede honorar var omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 54. Se SKM2014.476.SANST.
Skattemyndighedens afgørelse skal påklages
Adgangen til at opnå omkostningsgodtgørelse er betinget af, at skattemyndighedens afgørelse påklages eller indbringes for domstolene, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 4, 1. pkt. Det betyder omvendt, at der ikke ydes godtgørelse til skattemæssig assistance i sager, hvor klagen ikke indsendes til klageinstansen eller domstolene. Bistand ydet i forbindelse med udarbejdelse af eksempelvis et udkast til klage/stævning, der alligevel ikke fremsendes til klageinstansen/domstolene, er således ikke godtgørelsesberettiget.
Skal der være truffet afgørelse i klagesagen?
Det er ikke en betingelse for at opnå godtgørelse, at der en formel afgørelse i klagesagen. I den situation, hvor den godtgørelsesberettigede kan se, at sagen vil blive tabt, er man ikke tvunget til at føre sagen igennem til formel afgørelse.
Om medholdsvurderingen, se afsnit A.A.13.6 Vurdering af graden af medhold "Vurdering af graden af medhold" i afsnittet "Tilbagekaldelse af klage".
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området.
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme | ||
| SKM2022.609.HR | Et boligselskab indgik en aftale med et rådgivningsfirma om varetagelse af en skattesag ud fra princippet "no cure - no pay". Aftalen indebar, at boligselskabet ikke ville kunne komme til at betale honorar til rådgivningsfirmaet, hvis der ikke blev opnået nogen skattebesparelse. Da sagen skulle behandles i Landsskatteretten blev sagen overdraget til et advokatfirma. Overdragelsen skete på foranledning af rådgivningsfirmaet og i tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem rådgivningsfirmaet og advokatfirmaet. Højesteret fandt, at det måtte lægges til grund, at boligselskabet efter inddragelsen af advokatfirmaet ikke kunne komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige aftale om "no cure - no pay" mellem boligselskabet og rådgivningsfirmaet, eventuelt bortset fra i tilfælde af rådgivningsfirmaets konkurs. Der blev herved lagt vægt på indholdet af aftalerne mellem boligselskabet og rådgivningsfirmaet, og mellem boligselskabet og advokatfirmaet, samt på en efterfølgende erklæring om hæftelse, der var vedlagt ansøgningen til skattemyndighederne om omkostningsgodtgørelse. Det var derfor ikke godtgjort, at boligselskabet havde påtaget sig at hæfte for udgifterne til advokatfirmaets bistand, sådan at der var ret til omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52. En eventuel hæftelse for udgifterne til advokatfirmaets honorar i tilfælde af rådgivningsfirmaets konkurs var en subsidiær hæftelse, der ikke opfyldte betingelsen for omkostningsgodtgørelse. Landsretten var nået til det samme resultat. | Stadfæster SKM2020.477.ØLR |
| SKM2015.479.HR | Højesteret fandt, at skatteyderen ikke hæftede for honoraret til et advokatfirma for behandling af hans klagesag ved Landsskatteretten. Skatteyderen opfyldte derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, og skatteyderen var derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse. Højesteret fandt desuden, at det af skatteyderen anførte om, at der gjaldt en administrativ praksis, hvorefter der ikke blev stillet krav om hæftelse for betalingen, ikke kunne føre til andet resultat, allerede fordi den påståede praksis ville være i klar modstrid med lovens betingelser for at udbetale omkostningsgodtgørelse. | Ikke godtgørelsesberettiget udgift, manglende hæftelse. Stadfæster SKM2014.399.VLR. |
| SKM2013.731.HR | Der var ikke hjemmel til at yde omkostningsgodtgørelse for udgifter til advokatbistand for arbejdet med behandlingen af en sag i første instans, efter at den skattepligtige havde fået medhold i en påstand om genoptagelse ved Landsskatterettens kendelse. Det kunne ikke føre til andet resultat, at der i administrativ praksis ydes omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand i første instans, når udgifterne direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og er nødvendige for at realisere en truffen afgørelse, eftersom dette ikke var situationen efter Landsskatterettens kendelse om genoptagelse. | Ikke godtgørelsesberettiget udgift. Stadfæster SKM2011.827.ØLR. |
| SKM2007.709.HR | En revisor, der var ansat i et revisionsselskab, var afskåret fra omkostningsgodtgørelse i sin egen skattesag, hvor arbejdet med skattesagen var udført af ham selv og en revisorassistent. Det kunne ikke føre til andet resultat, at arbejdet var udført gennem selskabet, som han havde betalt for opgaven. Arbejdet, der var udført af revisorassistent, måtte anses for at høre sammen med det arbejde, der var udført af revisoren selv. | Ikke godtgørelsesberettiget udgift. Stadfæster SKM2006.624.ØLR. |
| Landsretsdomme | ||
| SKM2022.504.VLR | Sagen angik, om en skatteyder hæftede for et honorarkrav fra et rådgiverselskab i forbindelse med selskabets sagkyndige bistand til en vunden skattesag, og derfor havde krav på omkostningsgodtgørelse i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1. Med henvisning til SKM2015.479.HR fastslog landsretten, at det er en grundlæggende betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til den sagkyndige bistand, og at der i den forbindelse skal lægges vægt på aftalegrundlaget. Det fremgik af rådgiverselskabets hjemmeside, som skatteyderen kendte, at selskabet påtog sig at føre skattesager efter "no cure - no pay" -princippet, og at det i praksis betød, at klienten ingen udgifter havde, når sagen blev ført. Derudover fremgik det af hjemmesiden, at hvis en sag blev vundet med mere end 50 procent, skulle klienten blot underskrive en transporterklæring, hvorefter selskabet ville rekvirere vederlaget hos skattemyndighederne. Under hensyn hertil og indholdet af den korrespondance, der havde været mellem skatteyderen i selskabet i forbindelse med, at rådgiverselskabet påtog sig at føre skattesagen, fandt landsretten, at skatteyderen ikke hæftede for udgifterne til selskabets bistand, hvorfor der ikke kunne opnås omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1. Landsretten fandt desuden, at skattemyndighedernes efteropkrævning af omkostningsgodtgørelsen ikke var forældet, samt at Skatteankestyrelsen ved sin afgørelse om hjemvisning af sagen havde haft hjemmel til af egen drift at inddrage betragtninger om grundlæggende betingelser for omkostningsgodtgørelse. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom. | Stadfæster SKM2020.163.BR |
| SKM2022.231.VLR | Sagen handlede om to grundejeres ret til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet af et advokatselskab. Spørgsmålet var, om grundejerne hæftede for honoraret til advokatselskabet. Byretten fandt, at aftalegrundlaget mellem grundejerne og et rådgiverselskab indebar, at grundejerne ikke i nogen situationer selv ville komme til at betale for advokatselskabets bistand. Retten fandt derfor, at det ikke var godtgjort, at grundejerne hæftede for udgifterne til sagkyndig bistand. Betingelserne for omkostningsgodtgørelse var herefter ikke opfyldt. Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat og stadfæstede byrettens dom. | Dommen stadfæster SKM2021.159.BR. |
| SKM2021.718.ØLR | Sagen vedrørte prøvelse af byrettens domme i 4 sambehandlede sager gengivet i SKM2020.494.BR. Landsretten henviste til, at Højesteret i SKM2015.479.HR slog fast, at det var en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, at den skattepligtige hæftede for udgifterne til rådgiverbistand. Det fremgik udtrykkeligt af de indgåede aftaler om sagkyndig bistand, at klienterne ikke selv skulle betale for den ydede bistand, og landsretten tiltrådte, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1, dermed ikke var opfyldt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klienterne ikke skulle betale for den ydede bistand, fordi klienterne ifølge aftalerne havde overdraget deres krav på omkostningsgodtgørelse til bistandsyderen, da der ikke forelå eller havde foreligget reel hæftelse. Landsretten stadfæstede derfor byrettens domme. | Stadfæster SKM2020.494.BR. |
| SKM2018.313.ØLR | Østre Landsret stadfæstede byrettens dom. Byretten havde fundet, at skatteyderen ikke hæftede for honoraret til rådgiverbistand for behandling af hans klagesag ved Landsskatteretten. Byretten henviste til SKM2015.479.HR, der slog fast, at det er en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1, at skatteyder hæfter for udgifterne til rådgiverbistanden. Byretten fandt, at den foreliggende aftale medførte, at skatteyder i intet tilfælde selv skulle betale for bistanden. Skatteyder kunne derfor ikke anses for at hæfte for udgifterne til rådgiver. Østre Landsret var enig i byrettens resultat og begrundelse. Rådgivers anbringender for landsretten kunne ikke føre til et andet resultat. | Vurdering af, om skatteyder hæftede for honoraret til rådgiver. Stadfæster byrettens dom i SKM2017.528.BR. |
| SKM2017.137.ØLR | Retten bemærkede, at det beløb, som skatteyderen havde ansøgt om omkostningsgodtgørelse for, var indeholdt i en faktura, der var udstedt af skatteyders advokat i november 2012. På det tidspunkt var der således indtrådt en forpligtelse til ifølge en regning at betale et konkret beløb for sagkyndig bistand. Retten fandt derfor, at der skulle lægges vægt på dette år ved bedømmelsen af, om skatteyderen havde ret til omkostningsgodtgørelse. | Vurdering af tidspunkt for retten til godtgørelse. Stadfæster SKM2016.418.BR. |
| SKM2006.191.ØLR | Landsretten fandt, at den sagkyndige, der var eneaktionær i det revisionsselskab, der ønskede omkostningsgodtgørelse, var ansat i selskabet på tidspunktet for bistandens udførelse. Retten lagde vægt på, at eneaktionæren tidligere havde modtaget løn fra selskabet og på bistandstidspunktet modtog fri bil og telefon, som selskabet fratrak som en personaleudgift. Det sagsøgende revisionsselskab var derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndig bistand. | Derfor ikke godtgørelse af udgifter. |
| Byretsdomme | ||
| SKM2023.601.BR | En ansat gav sin arbejdsgiver en uigenkaldelig fuldmagt til at foretage enhver disposition i relation til førelse af den ansattes skattesag. Ifølge fuldmagten forpligtigede arbejdsgiver sig til at afholde den ansattes udgifter til sagkyndig bistand. Det var kun, hvis den ansatte ikke bidrog loyalt til sagens oplysning, eller hvis den ansatte indgik aftale med et andet advokatfirma, at arbejdsgiver kunne undlade at betale for udgifterne til sagkyndig bistand til den ansattes skattesag. Arbejdsgiver og advokatfirmaet indgik en samlet honoraraftale vedrørende førelse af en række ansattes skattesager. Det fremgik af en efterfølgende orientering til arbejdsgiver, at de ansatte ville hæfte for sagkyndig bistand, i det tilfælde, at arbejdsgiver ikke var i stand til at betale. Spørgsmålet var om den ansatte var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand fra advokatfirmaet. Retten gennemgik i den forbindelse elementerne i aftalegrundlaget, og retten fandt, at den valgte aftalemodel medførte, at den ansatte ikke på noget tidspunkt ville kunne blive forpligtet til at betale udgifterne i forbindelse med skattesagen. Det forhold at den ansatte selv skulle betale, i tilfælde af arbejdsgivers manglende betalingsevne, var ifølge retten, en subsidiær hæftelse, der ikke opfylder betingelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52 om hæftelse. Retten henviste til SKM2022.609.HR Retten fandt på den baggrund ikke, at den ansatte var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1. | Se tilsvarende SKM2023.602.BR. |
| SKM2020.153.BR | Det påhvilede foreningen at bevise, at den hæftede og var forpligtet til at betale honoraret. Der var enighed om, at aftalegrundlaget i sagen svarede til det aftalegrundlag, der var i sagen SKM2015.479.HR. Her fandt Højesteret, at grundejeren ikke hæftede for betaling af advokatselskabets honorar. Boligforeningen havde nu tillige underskrevet en erklæring. Retten fandt, at boligforeningen ikke havde godtgjort, at erklæringen udgjorde en ændring af aftalegrundlaget. Betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse var derfor ikke opfyldt. | |
| SKM2019.491.BR | Byretten tog stilling til Skatteankestyrelsens afslag på en anmodning om forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse ved syn og skøn i en klagesag ved Skatteankestyrelsen. Skatteankestyrelsen er tillagt skønsmæssige beføjelser til at vurdere, om der bør ydes fuld omkostningsdækning ved syn og skøn. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn over, at der ikke foreløbigt kunne ydes fuld omkostningsgodtgørelse. | |
| SKM2019.320.BR | Sagen handlede om en boligforenings ret til omkostningsgodtgørelse for bistand ydet af et advokatselskab, herunder om foreningen var forpligtet til at betale honoraret. Bevisbyrden hvilede på foreningen. Foreningen havde indgået en uopsigelig aftale med et rådgivningsfirma, der betød, at rådgivningsfirmaet kun modtog et honorar, hvis foreningen opnåede en besparelse i sin ejendomsskat. Foreningen havde desuden givet rådgivningsfirmaet fuldmagt til at uddelegere procesfuldmagt til tredjemand (et advokatselskab). Retten lagde til grund, at advokatselskabet kendte aftalegrundlaget og fuldmagten. Retten lagde også til grund, at aftalerne betød, at foreningen aldrig ville komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige aftale med rådgivningsfirmaet, og at rådgivningsfirmaet havde inddraget advokatselskabet. Retten tillagde det betydning, at advokatselskabets faktura ikke angav en betalingsfrist. Byretten fandt således, at boligforeningen ikke havde løftet bevisbyrden for at foreningen var forpligtet til at betale advokatselskabets honorar. Derfor var betingelserne for omkostningsgodtgørelse ikke opfyldt. | |
| SKM2019.169.BR | Det påhvilede et boligselskab at bevise, at boligselskabet skulle betale rådgiverhonoraret. Der forelå en uopsigelig aftale mellem boligselskabet og et rådgivningsfirma om honorering efter "no cure - no pay" modellen. Rådgivningsfirmaet havde fuldmagt til at uddelegere procesfuldmagt til en tredjemand. Der blev efterfølgende indgået en aftale om advokatbistand direkte mellem boligselskabet og et advokatfirma. Til trods for denne aftale fandt byretten, at aftalegrundlaget ikke adskilte sig væsentligt fra det i sagen SKM2015.479.HR. Rådgivningsfirmaet havde råderet over sagen, der var en klar forudsætning om "no cure - no pay" honorering i henhold til den oprindelige aftale mellem rådgivningsfirmaet og boligselskabet, og en erklæring udarbejdet mellem boligselskabet og rådgiverfirmaet få måneder før domsafsigelsen ændrede ikke på, at boligselskabet reelt ikke hæftede for honoraret for advokatbistanden. | Ikke reel hæftelse. Ansøger har bevisbyrden for hæftelsen. |
| SKM2018.514.BR | Sagen angik, om en skatteyder ved at overdrage kravet på omkostningsgodtgørelse til rådgiver, opfyldte betingelsen om "har betalt" i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1. Byretten henviste til SKM2015.479.HR, hvor Højesteret fandt, at der ikke forelå hæftelse. I sin afgørelse henviste byretten til dommen SKM2018.313.ØLR, der statuerede, at der ikke var krav på omkostningsgodtgørelse i en tilsvarende situation, da betingelsen om "skal betale" eller "har betalt" ikke var opfyldt. | Ikke godtgørelse. Manglende hæftelse. |
| Landsskatteretskendelser | ||
| ►SKM2024.50.LSR◄ | ►Landsskatteretten havde i en tidligere afgørelse anset klageren for at være godtgørelsesberettiget, da klagerens afledte interesse ud fra en konkret vurdering måtte anses for at have været så tilstrækkelig væsentlig, at klageren var part i et andet selskabs modregningssag. Klageren havde fået overdraget modregningssagen og retten til at modtage omkostningsgodtgørelse, og havde båret risikoen og udgifterne i modregningssagen. Ansøgningen om omkostningsgodtgørelse blev underskrevet af klageren både som ansøger og af klageren som bistandsyder via sit selskab. Fakturaen for bistanden ydet i modregningssagen var udstedt af klagerens rådgivningsselskab. Landsskatteretten fandt, at personsammenfaldet mellem bistandsyderen som ansøger og som bistandsyder medførte, at det udførte arbejde ikke kunne anses som en godtgørelsesberettiget udgift, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsens afgørelse blev derfor stadfæstet.◄ | |
| SKM2023.500.LSR | Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder havde reel forpligtelse til at betale udgifterne til rådgiverbistand i en klagesag. Ved behandlingen af skatteyders ansøgning om omkostningsgodtgørelse anmodede SKAT rådgiveren om oplysninger om honoraraftalen, betaling af fakturaer, bogføringsbilag m.v. Rådgiveren oplyste, at skatteyderen var konkurs og ikke havde betalt fakturaerne. Det var aftalen, at den del af regningen, der ikke blev dækket af SKAT, skulle anmeldes i konkursboet. Rådgiveren oplyste senere, at restfordringen mod klager ikke kunne anmeldes i konkursboet, da fordringen var stiftet efter konkursdekretets afsigelse. Skatteyderen oplyste, at han ikke havde en aftale med sin rådgiver eller andre om betaling af honoraret, og at der ikke var aftalt et maksimum beløb for hele sagens behandling. I forbindelse med klagesagen om omkostningsgodtgørelse fremsendte rådgiveren en kopi af en "Vindervurdering og honoraraftale". Heri erklærede rådgiveren sig indforstået med, at skatteyderen som følge af konkursen næppe kunne betale en andel af regningen, hvis skattesagen blev tabt, men da rådgiver vurderede vinderchancerne som gode, ville han godt påtage sig risikoen. Blev skattesagen vundet, fik skatteyder et tilskud fra det offentlige, der 100 pct. dækkede rådgivers regning. SKAT imødekom ikke ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse og krævede tidligere udbetalt acontogodtgørelse tilbagebetalt fra rådgiveren. SKAT begrundede afgørelsen med, at man ikke fandt det dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at skatteyder hæftede for fakturaerne fra rådgiver. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering, at rådgiver fra starten havde været indforstået med, at han alene ville opnå dækning for 50 pct. af honoraret gennem omkostningsgodtgørelse, medmindre Landsskatteretten gav skatteyderen medhold i et sådant omfang, at honoraret blev godtgjort med 100 pct. Landsskatteretten var derfor enig i, at det ikke var godtgjort, at skatteyder i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1, hæftede for udgifterne til rådgiverbistanden. | |
| SKM2023.413.LSR | Afgørelsen handlede om vurderingen af aftalegrundlaget mellem en forening, dets forbund og advokaten. Vurderingen inddrog også aftalen om økonomisk bistand i form af lån fra forbundet. Landsskatteretten fandt at advokatens faktura til foreningen som udgangspunkt ville være tilstrækkeligt til at dokumentere, at foreningen skulle betale for bistanden. Imidlertid var antagelsen af advokaten sket på foranledning af forbundet. Forbundet havde på forhånd afholdt møde med advokaten, hvor udarbejdelse af fuldmagt, advokatens timesats, den typiske udgift til en klagesag og omkostningsgodtgørelse blev drøftet. Forbundet havde stadig rådigheden over klagesagen via fuldmagten, og havde betalt advokatens faktura. Inden klagesagen påbegyndtes var der ikke udarbejdet en honoraraftale eller lignende materiale mellem foreningen og advokaten, som kunne understøtte forklaringerne om at foreningen skulle afholde udgiften til advokaten. Landsskatteretten fandt, at der var en formodning om, at der ikke var en reel forpligtelse for foreningen til at betale udgifterne til advokaten. Forklaringerne om et låneforhold mellem foreningen og forbundet kunne ikke bestyrkes ved fremlæggelse af lånedokumenter, dokumentation for betalinger m.v. Landsskatteretten henviste til Højesteretsdommene SKM2015.479.HR og SKM2022.609.HR om at der skal foreligge en reel forpligtelse for den godtgørelsesberettigede til at betale udgifterne til sagkyndig bistand, og at bevisbyrden herfor i udgangspunktet påhviler den godtgørelsesberettigede. Landsskatteretten fandt, at bevisbyrden for at foreningen reelt var forpligtet til at betale fakturaen fra advokaten ikke var løftet. | |
| SKM2023.292.LSR | Et selskab blev ved Østre Landsret pålagt at betale sagsomkostninger for både byretten og Østre Landsret. Byrettens dom blev afsagt den 10. august 2016, og Østre Landsrets dom blev afsagt 16. oktober 2017. SFL (skatteforvaltningsloven) § 53, stk. 2, blev ophævet ved lov nr. 1665 af 20. december 2016, hvorved selskaber og fonde blev berettigede til omkostningsgodtgørelse. Skattestyrelsen imødekom kun delvist selskabets ansøgning om omkostningsgodtgørelse med henvisning til, at sagsomkostninger pålagt efter retsplejelovens regler bl.a. dækker udgifterne til en parts advokatomkostninger. Af ændringslovens § 3, stk. 7, fremgik, at kun udgifter til sagkyndig bistand, der blev udført den 1. januar 2017 eller senere, var godtgørelsesberettigede. I lovforslagets bemærkninger til § 3, stk. 7, anvendtes ordene "sagkyndig bistand m.v." Skattestyrelsen mente derfor, at bestemmelsen også omfattede andre godtgørelsesberettigede udgifter end sagkyndig bistand. Sagsomkostninger, der pålægges ved dom, fastsættes med udgangspunkt i landsretternes vejledende takster. Landsskatteretten fandt derfor, at der ikke var en direkte sammenhæng mellem de pålagte sagsomkostninger og det beløb, som Skatteministeriet faktisk skulle betale til Kammeradvokaten. Pålagte sagsomkostninger kan således ikke periodiseres og heller ikke sidestilles med godtgørelsesberettigede udgifter til sagkyndig bistand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Derfor fandt ændringslovens § 3, stk. 7, ikke anvendelse på sagsomkostninger, der blev pålagt den 1. januar 2017 eller senere. Selskabet var således berettiget til omkostningsgodtgørelse for de sagsomkostninger, der forfaldt til betaling og blev betalt efter den 1. januar 2017. | Pålagte sagsomkostninger kunne ikke periodiseres. |
| SKM2023.204.LSR | SKAT forhøjede nogle ansattes skatteansættelser vedrørende skattefrie udbetalinger fra arbejdsgiveren. Af oplysninger indhentet af SKAT fremgik, at klager havde underskrevet en procesfuldmagt, som gav arbejdsgiveren fuldmagt til at give procesfuldmagt til rådgiver. Ifølge fuldmagten forpligtede arbejdsgiveren sig til at afholde rådgiverudgifterne. Der var afholdt flere møder mellem arbejdsgiveren og rådgiver om de ansattes skattesager, og arbejdsgiveren havde godkendt breve, der blev sendt til de ansatte. Desuden var det aftalt, at arbejdsgiver skulle betale et depositum til rådgiver for sagsudgifterne til og med Landsskatteretten. Bevisbyrden for, at klager hæftede for betalingen af den omhandlede honorarnota udstedt af rådgiver, påhvilede rådgiveren, da klager på ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse havde overdraget kravet på omkostningsgodtgørelse til rådgiver. Det var Landsskatterettens vurdering, at det samlede aftalegrundlag mellem klager, arbejdsgiver og rådgiver medførte, at klager ikke reelt ville kunne blive forpligtet til selv at betale udgifterne i forbindelse med klagesagen, og at arbejdsgiver således var forpligtet til at betale de udgifter, der ikke var dækket af omkostningsgodtgørelsen. Det af rådgiver anførte om, at klager efter de obligationsretlige principper måtte anses for at have bragt sig i en situation, hvor han hæftede, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten fandt, at rådgiver ikke havde løftet bevisbyrden for, at klager var forpligtet til at betale rådgivers honorar. Betingelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 52, stk. 1 om, at klager skal betale eller har betalt, var dermed ikke opfyldt. | Se også SKM2023.203.LSR i afsnit A.A.13.8 Udbetaling af godtgørelsen "Udbetaling af godtgørelsen" og afsnit A.A.13.10 Forældelse af krav på omkostningsgodtgørelse "Suspension af forældelsesfristen ved urigtige oplysninger". |
| SKM2022.462.LSR | Sagen angik, om klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med anmodning om henstand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 51. Landsskatteretten fandt, at det på baggrund af det i forarbejderne anførte måtte lægges til grund, at der ikke var forskel på, hvilke udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med anmodning om henstand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, der blev ydet omkostningsgodtgørelse til henholdsvis før og efter ikrafttrædelsen af ændringen af SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 4 (nugældende § 55, stk. 5). Herefter fandt Landsskatteretten, at det var en forudsætning for, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med anmodning om henstand efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 51, at den sagkyndige bistand havde en naturlig tilknytning til den underliggende klagesag. Landsskatteretten foretog herefter en konkret vurdering af, om de omhandlede udgifter til sagkyndig bistand havde en naturlig tilknytning til den underliggende klagesag. Landsskatteretten fandt, at udgifter til en sagkyndig bistand vedrørende afgørelser om modregning og udlægsforretning var opkrævninger under henstand. Disse udgifter var ikke godtgørelsesberettigede, da der var tale om særskilte afgørelser fra 1. instans. Landsskatteretten fandt videre, at bistand vedrørende gennemgang af renter på årsopgørelsen var bistand vedrørende en særskilt sag i 1. instans. Udgifterne hertil var ikke godtgørelsesberettigede efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 55, stk. 1, modsætningsvis. | |
| SKM2022.402.LSR | Landsskatteretten fandt, at der ikke var adgang til omkostningsgodtgørelse for renter af pålagte sagsomkostninger. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1. | |
| SKM2022.120.LSR | Sagen handlede om et tredjemandstilskud til betaling af udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag ved Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et skattefrit tredjemandstilskud, jf. LL (ligningsloven) § 7 Q, idet tredjemanden havde en retlig interesse i at yde tilskud til klageren, og rent faktisk havde ydet tilskud til udgifterne til sagkyndig bistand, som klager ifølge faktura skulle betale. Tredjemanden havde endvidere en retlig interesse i at få afklaret de skattemæssige konsekvenser af den aftale, der var lå til grund for skatteyderens klagesag. Endvidere oversteg tilskuddet fra tredjemand ikke de fakturerede udgifter, og bistandsyderens honorar var ikke afhængigt af klagesagens udfald. I forhold til LL (ligningsloven) § 7 Q var det uden betydning, at tredjemanden havde betalt tilskuddet direkte til bistandsyderen, da det måtte lægges til grund, at det skete i henhold til den skriftlige forbrugeraftale mellem klageren og bistandsyderen, samt mail fra bistandsyderen til klageren og tredjemanden. Det var endvidere uden betydning, at det ikke var det fulde tilskud, der var indberettet, idet SKL (skattekontrolloven) § 7 H alene er en kontrolbestemmelse. Klageren fik medhold i klagesagen og var derfor berettiget til 100 pct. omkostningsgodtgørelse, og tredjemanden i henhold til forbrugeraftalen ikke skulle yde tilskud førend SKAT genopkrævede et tidligere ydet tilskud, som tredjemanden ikke fik indberettet. Tredjemandstilskuddet ændrede derfor ikke på klagerens ret til godtgørelse. | Tredjemandstilskud |
| SKM2018.239.LSR | Anmodning om omkostningsgodtgørelse blev ikke imødekommet, da det ikke fandtes godtgjort, at den godtgørelsesberettigede var forpligtet til at betale udgifterne til sagkyndig bistand. At kravet var overdraget til rådgiver, fandt Landsskatteretten ikke kunne føre til en anden bedømmelse. Der skal være tale om en reel hæftelse. | |
| SKM2018.109.LSR | Udgifter til en revisors udarbejdelse af årsregnskab og indkomst- og formueopgørelse under en sag ved skatteankenævnet var ifølge hidtidig praksis ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse. | |
| SKM2016.378.LSR | Et selskabs ansøgning på vegne af dets klient om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til skatteankenævnet blev ikke imødekommet, idet det ikke var godtgjort, at klienten havde betalt eller skulle betale de omhandlede bistandsudgifter. | |
| SKM2015.794.LSR | Landsskatteretten fandt, at bistand fra en advokat i forbindelse med forelæggelse af en sag for EU-kommissionen ikke berettigede til omkostningsgodtgørelse, idet der ikke er hjemmel hertil i skatteforvaltningsloven. Forholdet ansås heller ikke for omfattet af Skattestyrelsens tidligere nu ophævede praksis om omkostningsgodtgørelse i hjemvisningssager. | |
| SKM2014.786.LSR | En ansøgning om omkostningsgodtgørelse blev anset for afslået med rette, da klageren ikke på tidspunktet for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse havde betalt eller skulle betale sagsomkostningerne til skatteministeriet. Klageren havde således anket landsrettens dom til Højesteret, inden udløbet af fristen i dagældende RPL § 480, stk. 1, 2. pkt. | |
| SKM2014.384.LSR | Landsskatteretten anså ikke den ydede bistand for omfattet af begrebet "sagkyndig bistand" i SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 1. Retten henså til, at bistandsyderen ikke i kraft af sin uddannelse som slagter eller sin erhvervserfaring, uanset det oplyste om varigheden og indholdet af arbejdet som motorcykelforhandler, eller i øvrigt på anden måde har opnået en sådan sagkundskab og kompetence i førelse af klagesager om skatte- eller afgiftsforhold - i det konkrete tilfælde en klagesag om registreringsafgift - at dette kunne ligestilles med de i dagældende BEK nr. 958 af 10. oktober 2005, § 1 (nugældende Bek. nr. 2051 af 11. november 2021, § 1), nævnte personer. | |
| SKM2013.770.LSR | Skatteankenævnet havde ikke meddelt tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter, der ville blive afholdt til syn og skøn. Idet Landsskatteretten vurderede, at afholdelse af syn og skøn ville kunne tilføre oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt kunne indhentes på andre måder, ændrede Retten skatteankenævnets afgørelse og meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter, der ville blive afholdt til syn og skøn. | Meddelelse om fuld godtgørelse vedrørende syn og skøn. |
| SKM2013.500.LSR | Landsskatteretten fandt, at klageren, der ikke havde pligt til at indsende kapitalforklaringer/privatforbrugsopgørelser sammen med selvangivelserne for de pågældende indkomstår, var berettiget til omkostningsgodtgørelse vedrørende et revisionsfirmas udarbejdelse af privatforbrugsopgørelser i forbindelse med en klagesag. | Godtgørelsesberettigede udgifter. |
| SKM2013.459.LSR | Landsskatteretten fandt, at udgifter til kontrol af bogføring, udarbejdelse af specifikationer af konstaterede fejl i momsangivelser samt udarbejdelse af nye saldobalancer, regnskaber, virksomhedsskemaer og selvangivelser, som var udført i forbindelse med klagesagen for Landsskatteretten, ikke var godtgørelsesberettigede. Bistanden skulle have været udført i forbindelse med udarbejdelsen af virksomhedens årsregnskaber. | Ikke godtgørelsesberettigede udgifter. |
| SKM2011.730.LSR | Omkostningsgodtgørelse for udgifter til indhentelse af bindende svar blev nægtet, idet udgifterne ikke kunne anses for omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 54, stk. 1, nr. 4. Landsskatteretten udtalte, at indhentelsen af et bindende svar efter naturlig begrebsmæssig forståelse ikke kunne anses for at udgøre indhentelse af sagkyndig erklæring. Der var tale om en myndighedsafgørelse. | Ikke godtgørelse af det ansøgte |
| SKM2011.574.LSR | Landsskatteretten anså gennemgang og sortering af bilagsmateriale, udarbejdelse af kreditorlister, skemaer til sammenligning af kreditorer mv. og sammentælling, afstemning og kontrol af kreditorer for at vedrøre udarbejdelsen af virksomhedens årsregnskab. Udgifterne til dette arbejde kunne derfor ikke anses for godtgørelsesberettigede, uanset at den sagkyndige bistand var motiveret af at fremskaffe dokumentation i den verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen. | Ikke godtgørelse af det ansøgte. |
| SKM2011.375.LSR | Det forhold, at Landsskatteretten har pålagt Skatteforvaltningen at genoptage klagerens skatteansættelse, kan ikke anses for en hjemvisning. Skatteforvaltningens efterfølgende nedsættelse af klagerens skatteansættelse anses således som en ny, selvstændig sag, hvortil der ikke ydes omkostningsgodtgørelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 55. | Ikke godtgørelse af det ansøgte. |
| SKM2009.462.LSR | Landsskatteretten finder ikke, at SKAT har hjemmel til at udbetale omkostningsgodtgørelse med moms, når ansøgeren fastholder, at der ikke ansøges om udbetaling af momsbeløbet. Omkostningsgodtgørelsesordningen er en ordning, hvor godtgørelse ydes efter ansøgning, se SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 57 og 58 forudsætningsvis. Konsekvensen heraf er, at ansøger ikke er forpligtet til at modtage et større beløb end det beløb, der ansøges om. | Kun hjemmel til godtgørelse af det ansøgte. |
| SKM2009.87.LSR | Landsskatteretten fandt, at udgifter til landinspektør ikke var godtgørelsesberettigede, da udgifterne til den sagkyndige ikke var ydet i forbindelse med en klage til skatteankenævnet. | Ikke godtgørelse af udgifter. |
| SKM2008.986.LSR | Udarbejdelse af årsregnskaber eller skatteregnskaber og selvangivelser kan ikke anses for godtgørelsesberettiget, uanset at opgørelsen af den skattepligtige indkomst er motiveret af at fremskaffe dokumentation i den verserende skattesag, idet udarbejdelsen skulle være sket i forbindelse med selvangivelsen. | Ikke godtgørelse af udgifter. |
| SKM2008.669.LSR | Landsskatteretten fandt ikke, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en afgørelse fra Skatteforvaltningen burde påklages til Landsskatteretten. | Ikke godtgørelse af udgifter. |
| SKM2008.253.LSR | Da skatteankenævnet alene havde taget stilling til, at den kommunale skatteforvaltning skulle genoptage skatteansættelsen, fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne ydes omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand som klageren havde afholdt i forbindelse med skatteforvaltningens genoptagelse af ansættelserne. Klagerens udgifter til rådgiver skulle således betragtes som om forvaltningen havde imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse. | Ikke godtgørelse af udgifter. |
| SKM2006.183.LSR | Landsskatteretten fandt ikke, at korrespondancen i sagen, dokumenterede, at repræsentanten i en skattesag var i besiddelse af personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte-, told- og afgiftssag, der gjorde, at denne kunne ligestilles med personkredsen i dagældende bek nr. 578 af 8. juli 2002, § 1, stk.1, 1.pkt. (nugældende bek. 2051 af 11. november 2021, § 1). | Ikke godtgørelse af udgifter. |
| Skatteankestyrelsen | ||
| SKM2014.826.SANST | Udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af privatforbrugsopgørelse/kapitalforklaring var med rette ikke anset for godtgørelsesberettigede udgifter, da ansøgeren var blevet pålagt en pligt efter SKL (skattekontrolloven) § 6 B, stk. 1 (nugældende SKL (skattekontrolloven) § 55, stk. 1 og 2), til at indsende privatforbrugsopgørelse/kapitalforklaring under sagens behandling i 1. instans. | Ikke godtgørelsesberettigede udgifter. |
| SKM2014.476.SANST | Hvorvidt udgifter anses for godtgørelsesberettigede, afhænger af karakteren af den ydede bistand og rimeligheden af det opkrævede honorar. Skatteankestyrelsen fandt, at der var adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand for bistand ydet i en periode, hvor klagesagen var berostillet. Det afgørende for vurderingen af, om givne omkostninger til bistand var godtgørelsesberettigede, var alene karakteren af den givne bistand og rimeligheden af det herfor fakturerede honorar. Der var ikke fremført oplysninger, der gav grundlag for at bestride, at det fakturerede honorar var omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 54. | Godtgørelse af udgifter. |
| Folketingets Ombudsmand | ||
| FOB nr. 2013.0016 | En skatterådgiver søgte Skattestyrelsen om omkostningsgodtgørelse for udgifter til skatterådgiverens bistand til en skatteyder i forbindelse med en landsskatteretssag. Skattestyrelsen godkendte imidlertid kun en del af udgifterne som godtgørelsesberettigede, da en del af det arbejde, der søgtes omkostningsgodtgørelse for, burde have været udført i forbindelse med udarbejdelse af skatteyderens selvangivelse. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Det fremgår af Folketingets Ombudsmands udtalelse, at han er enig i Landsskatterettens afgørelse om ikke at yde omkostningsgodtgørelse vedr. de omkostninger, som vedrørte udarbejdelse af lagerlister/lagerspecifikationer, herunder opgørelse af driftsmiddelsaldo og afskrivningsgrundlag. | Ikke godtgørelse af udgifter. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed