H.A.2.2.6.6 Døgninstitution
Indhold
Afsnittet omhandler kategorisering af ejendomme, der anvendes til døgninstitutioner.
Døgninstitutioner bliver som udgangspunkt kategoriseret som erhvervsejendomme mv.
Drives institutionen i en ejendom, der uden institutionen vil blive kategoriseret som en ejerbolig, vil Skatteforvaltningen, uanset om beboerne bor på institutionen, foretage afvejningen af bolig- og erhvervsmomentet på samme måde som ved fx liberale erhverv eller erhvervsmæssig boligudlejning.
Det er ikke ualmindeligt, at en døgninstitution er beliggende på en ejendom, der er noteret med landbrugspligt, og at fx stuehus og driftsbygninger er omdannet til at understøtte døgninstitutionens aktiviteter. Det er ligeledes ikke ualmindeligt, at der til sådanne ejendomme kan være et større grundareal, og at dette fx anvendes landbrugsmæssigt. Et stort landbrugsareal i omdrift vil kunne tale for kategorien landbrugsejendom (eller evt. skovejendom, hvis arealet er udlagt til skov), selvom ejendommen også er en døgninstitution.
Ved vurderingen af ejendommens samlede karakter og anvendelse og om det er landbrugs- eller erhvervsmomentet, der vægter højest, vil der blive lagt vægt på arealets størrelse og anvendelse, og af, om der er tale om landbrugsareal i omdrift, om der er erhvervsmæssig husdyrproduktion, og om ejendommens bygningsmasse understøtter en landbrugsmæssig drift af ejendommen. Landbrugsskoler og lign. kategoriseres som erhvervsejendomme mv., medmindre der også her er landbrugsmæssig drift og produktion i et sådant omfang, at landbrugsmomentet skønnes at vægte højest.
Eksempel på døgninstitution
På en ejendom på 20 hektar drives døgninstitution. Ejendommens tidligere stuehus og driftsbygninger er i vid udstrækning indrettet med værelser til beboerne, opholdsrum og forskellige værksteder. Ejendommens arealer er udlagt til natur og rekreative formål (boldbaner, MTB-spor og shelterplads). Ejendommen vil blive kategoriseret som erhvervsejendom mv., da der ikke foregår egentlig landbrugsdrift på ejendommen, og erhvervsmomentet vejer tungt i regi af døgninstitutionen.
Eksempel på landbrug uanset døgninstitution
En ejendom på 20 hektar drives landbrugsmæssigt med lavintensive landbrugsafgrøder og et mindre husdyrhold. Ejendommen fremstår med karakter af traditionel landbrugsejendom, hvor driftsbygningerne anvendes i og understøtter den landbrugsmæssige drift. Selvom stuehuset er indrettet til beboelse for flere med individuelle værelser og fælles areal, vil ejendommens samlet set mest have karakter af landbrugsejendom, hvilket også understøttes af den faktiske anvendelse af ejendommens arealer og driftsbygninger. Ejendommen kategoriseres derfor som landbrugsejendom.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed