Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

G.A.3.4.4.4.9.1.4 Gennemførelse af omstødelse

Indhold

Afsnittet handler om gennemførelse af omstødelse. 

Afsnittet indeholder:

  • Gennemførelse af omstødelse
  • Frist for gennemførelse af omstødelsessag
  • Forudgående arrest.

Gennemførelse af omstødelse

Omstødelse kan ske ved:

  • Retssag anlagt af boet.
  • Retssag anlagt af en fordringshaver.

Retssag anlagt af boet

Normalt gennemføres en omstødelse ved, at konkursboet anlægger retssag (omstødelsessag) mod den begunstigede, som er den fysiske eller juridiske person, der er blevet beriget ved dispositionen. 

I forhold til et udlæg, der er foretaget senere end tre måneder før fristdagen, er en omstødelsessag dog ikke nødvendig, fordi udlægget bortfalder uden videre. Hvis den pågældende fordringshaver har opnået berigelse som følge af udlægget og ikke frivilligt vil udbetale denne berigelse til boet, kan en retssag mod fordringshaveren dog være nødvendig. Se konkurslovens § 75. 

Boet anlægger en retssag ved de almindelige domstole, medmindre parterne aftaler, at skifteretten efter konkurslovens § 242, stk. 1, gøres kompetent til at træffe afgørelse. Se konkurslovens § 135.

En retssag føres derfor normalt ved byretten, medmindre sagen henvises til landsretten. Se retsplejelovens § 226, stk. 1. 

Det er boets kurator, der anlægger og fører sagen på boets vegne. 

I de situationer, hvor boet savner de nødvendige midler til en omstødelsessag, som kurator anbefaler at gennemføre, kan kurator anmode en eller flere fordringshavere om at indestå for omkostningerne ved sagens gennemførelse.

Retssag anlagt af en fordringshaver

Enhver fordringshaver kan, inden for en frist som skifteretten fastsætter, på egen hånd anlægge sag eller indtræde i en retssag, som skyldneren allerede inden konkursdekretet har anlagt, hvis kurator opgiver at forfølge et omstødelseskrav, uden at der er sluttet forlig. Se konkurslovens § 137, stk. 1, 1. pkt. 

En anmodning om fastsættelse af frist skal fremsættes over for skifteretten uden ugrundet ophold efter kurators (bostyrets) beslutning om at opgive en forfølgelse af omstødelseskravet. Se konkurslovens § 137, stk. 1, 2. pkt. 

Boet skal erstatte fordringshavernes rimelige omkostninger, dog kun i det omfang boets aktivmasse forøges. Se konkurslovens § 137, stk. 1, 3. pkt.

Frist for gennemførelse af omstødelsessag

Der kan anlægges retssag indtil 12 måneder efter konkursdekretets afsigelse, ligesom der desuden kan anlægges sag inden seks måneder efter, at boets bestyrelse (kurator) må antages at være blevet i stand til at gøre kravet gældende. Se konkurslovens § 81, stk. 1. 

Fristen på seks måneder har kun selvstændig betydning, hvis kendskabet til omstødelseskravet først opnås senere end seks måneder efter afsigelsen af konkursdekretet. Det vil kun sjældent være tilfældet. 

Ved indsigelse mod anmeldte krav eller andre krav, der fremsættes mod boet, gælder fristen i konkurslovens § 81, stk. 1, ikke. Se konkurslovens § 81, stk. 2.

Forudgående arrest

Inden retssagen kan omstødelseskravet evt. sikres ved arrest. Se retsplejelovens § 627 og afsnit A.D.14 Arrest. 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.