Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

G.A.3.4.4.4.3.3 Kurators pligter

Indhold

Afsnittet handler om de pligter, der påhviler kurator. 

Afsnittet indeholder:

  • Varetagelsen af boets interesser
  • Sagkyndig bistand kan antages
  • Kurator er boets repræsentant
  • Registrering og vurdering af boets aktiver
  • Orientering af et eventuelt kreditorudvalg
  • Underretning til politiet ved mistanke om strafbare forhold. 

Varetagelsen af boets interesser

Kurator skal varetage boets interesser på fordringshavernes vegne. Herunder skal kurator sikre boets aktiver og foretage de fornødne skridt til værn mod uberettigede dispositioner over aktiverne samt repræsentere boet i enhver henseende. Se konkurslovens § 110, stk. 1, 1. pkt. 

Det kan fx. bestå i sikring af skyldnerens regnskabsmateriale, udskiftning af låse, meddelelse til skyldnerens pengeinstitut og debitorer, undersøge eventuelle omstødelige forhold, og undersøge om den tidligere direktør kan pålægges konkurskarantæne. 

Kurator skal desuden fremme boets behandling mest muligt. Se konkurslovens § 110, stk. 1, 2. pkt. Hvis dette ikke sker, kan kurator afsættes efter konkurslovens § 114, stk. 1, ligesom det kan påvirke honorarfastsættelsen efter konkurslovens § 239. 

Sagkyndig bistand kan antages

Kurator kan desuden for boets regning antage fornøden sagkyndig bistand. Se konkurslovens § 110, stk. 1, 3. pkt. Der er ingen begrænsning i typen af de opgaver, som der kan antages sagkyndig bistand til at udføre. Der vil typisk være tale om forretningskyndig bistand, fx med henblik på at lede virksomheden, hvis den fortsættes under konkursen. 

Kurator er boets repræsentant

Kurator handler pligtstridigt, hvis vedkommende varetager bestemte fordringshaveres interesser eller tilsidesætter boets interesser til fordel for skyldneren. Skyldnerens eller udenforståendes rettigheder må dog selvsagt ikke krænkes. 

Registrering og vurdering af boets aktiver

Kurator antager en eller flere sagkyndige personer, der snarest skal foretage registrering og eventuelt vurdering af boets aktiver. Det nævnte materiale i konkurslovens § 13 b, der umiddelbart før konkursen måtte være tilvejebragt til brug for en rekonstruktionsbehandling, kan lægges til grund ved konkursbehandlingen, så der kun redegøres for senere indtrufne ændringer. Se konkurslovens § 110, stk. 2 og afsnit G.A.3.4.3.5.1 Mødet om rekonstruktionsforslaget Mødet om rekonstruktionsforslaget om konkurslovens § 13 b. 

Orientering af et eventuelt kreditorudvalg

Er der nedsat et kreditorudvalg, skal kurator underrette dette om alle vigtige dispositioner og påtænkte særligt væsentlige dispositioner, medmindre disse ikke kan udsættes uden skade for boet. Se konkurslovens § 110, stk. 3. Se afsnit G.A.3.4.4.4.3.5 Kreditorudvalg Kreditorudvalg. 

Der kræves ikke samtykke fra et kreditorudvalg, hvis et sådant er nedsat. 

De dispositioner, som kreditorudvalget skal underrettes om, vil især være:

  • Salg og pantsætning af fast ejendom,
  • Salgsforhandlinger om erhvervsvirksomhed, samt
  • Sagsanlæg og indgåelse af væsentlige forlig. 

Underretning til politiet ved mistanke om strafbare forhold

Kurator skal give meddelelse til politiet, hvis kurator finder, at de foreliggende oplysninger giver grundlag for politimæssig efterforskning mod skyldneren eller andre. Se konkurslovens § 110, stk. 4.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.