F.A.28.3 Proviantering af fly i udenrigsfart
Indhold
Dette afsnit handler om proviantering af fly i udenrigsfart.
Afsnittet indeholder:
- Fly i udenrigsfart
- Salg af told- og afgiftsfri varer til passagerer og besætningsmedlemmer om bord på fly i udenrigsfart.
Fly i udenrigsfart
Fly, der er omfattet af adgangen til proviantering, kan provianteres med told- og afgiftsfri varer til brug om bord og til salg til passagerer og besætningsmedlemmer, når flyets endelige bestemmelsessted er en landingsplads uden for EU's toldområde. Se TBEK § 88, stk. 1.
Hvis flyets endelige landingsplads er inden for EU's toldområde, men uden for det danske toldområde, kan der kun provianteres med told- og afgiftsfri varer til forbrug om bord.
Provianteringens omfang fastsættes for hver enkelt rute under hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed og antallet af passagerer, og på følgende vilkår:
- Spiritus, tobaksvarer samt chokolade- og sukkervarer må kun sælges til forbrug om bord.
- På rejser, der varer mere end fire timer, må der sælges:
- 20 cigaretter eller
- 10 cigarillos eller
- 5 cigarer eller
- 25 gram røgtobak pr. passager.
På rejser, hvis varighed ikke er over to timer, må der ikke sælges tobaksvarer til forbrug om bord.
- Salg af chokolade og sukkervarer mv. kan kun finde sted i mindre pakninger.
Da proviantering af tobaksvarer kun kan finde sted til forbrug om bord, kan der ikke ske proviantering af tobaksvarer til røgfri flyvninger.
Fly kan også provianteres med ikke-beskattede punktafgiftspligtige varer til salg i beskattet stand om bord. Det er en forudsætning, at flyet har særskilt bevilling til at modtage punktafgiftspligtige varer.
Når et fly har kombineret indenrigsfart og udenrigsfart, hvor der fx først flyves mellem to danske lufthavne for derefter at fortsætte til en landingsplads uden for det danske toldområde, betragtes flyvningen mellem de danske lufthavne som en indenrigsrute.
Der kan derfor ikke bruges af proviantbeholdningen, hverken om bord eller til salg til passagerer under flyvning i Danmark.
Proviantering af fly kan efter Toldstyrelsens skøn, finde sted med passende mængder fastsat under hensyn til beholdningerne om bord, rejsens varighed samt antallet af besætningsmedlemmer og passagerer. Se TBEK § 89.
Der skal indhentes tilladelse til proviantering hos Toldstyrelsen, inden provianteringen begynder. Tilladelse til proviantering gives enten som en stående tilladelse eller i hvert enkelt tilfælde. Stående tilladelse gives som hovedregel, hvor flyene flyver i fast rutefart eller efter faste fartplaner. Se TDL § 58 og TBEK § 85, stk. 4.
Udenlandske flyselskaber
Proviantering af passagerfly, charterfly og taxifly, der tilhører udenlandske flyselskaber, der ikke er hjemmehørende i Danmark, sker også efter reglerne for fly i udenrigsfart.
Salg af told- og afgiftsfri varer til passagerer og besætningsmedlemmer om bord på fly i udenrigsfart
Danske flyselskaber skal have bevilling til at sælge told- og/eller afgiftsfri varer til passagerer og besætningsmedlemmer om bord. Se TDL § 58.
Flyselskabets regnskabssystem og kontrolforanstaltning for det told- og/eller afgiftsfri salg om bord skal godkendes, inden der udstedes en bevilling.
Mængden af told- og afgiftsfri varer, der sælges til passagerer og besætningsmedlemmer, som rejser til Norge eller Grønland, må ikke overstige den mængde, der må indføres told- og afgiftsfrit ved indrejsen efter det pågældende lands rejsegodsbestemmelser.
Hvis passagererne har bestilt varer gennem flyselskabet til levering om bord på flyet, betragtes det som salg om bord. Disse varer skal være medtaget i proviantangivelsen. Varerne må ikke uddeles på flysæderne, før alt jordpersonellet har forladt flyet.
På fly, hvis bestemmelsessted er en landingsplads inden for EU's toldområde, men uden for det danske toldområde, må der kun sælges ubeskattede varer til passagererne til umiddelbart forbrug om bord og på de vilkår, som er angivet i TBEK § 88, stk. 2. Se F.A.28.1 Formål og lovgrundlag samt fælles regler for proviantering.
Der må sælges punktafgiftspligtige varer, der er provianteret i ubeskattet stand med henblik på salg i beskattet stand om bord. Se TBEK § 88, stk. 2.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed