Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

F.A.20.7.9.2 Papirbaseret EU-forsendelsesprocedure for varer, der transporteres ad luftvejen

I henhold til EUTK skal al udveksling af angivelser som udgangspunkt ske elektronisk, jf. EUTK art. 6.

Der er imidlertid fastsat overgangsbestemmelser for den papirbaserede fremgangsmåde med anvendelse af transportdokumenter som forsendelsesangivelse, for varer, der transporteres ad luftvejen. Overgangsbestemmelserne betyder, at de hidtidige regler for forenklet fremgangsmåde kan anvendes frem til opgraderingen af NCTS fase 5, ligesom der fortsat kan udstedes tilladelser til at anvende et papirbaseret flymanifest som forsendelsesangivelse.

Reglerne er beskrevet i DFO art. 24, stk.1, art. 26, art. 29 og art. 46-48.

Tilladelse til papirbaseret manifest

Luftfartsselskabet kan anvende varemanifestet som forsendelsesangivelse, når indholdet af manifestet er i overensstemmelse med modellen i tillæg 3 til bilag 9 i konventionen om international civil luftfart. Se DFO art. 46, stk. 1.

Manifestets form samt forsendelsernes afgangs- og bestemmelseslufthavne fremgår af luftfartsselskabets tilladelse. Luftfartsselskabet skal sende en bekræftet kopi af tilladelsen til toldmyndighederne i alle de berørte lufthavne.

Tilladelsen gives kun såfremt:

  • Ansøgeren er et luftfartsselskab, der er etableret i Unionens toldområde (har sit hjemsted, sit hovedsæde eller et fast forretningssted i Unionen)
  • Ansøgeren anvender regelmæssigt EU-forsendelsesproceduren, eller de kompetente toldmyndigheder ved, at vedkommende kan opfylde forpligtelserne i henhold til proceduren
  • Ansøgeren ikke har begået alvorlige eller gentagne overtrædelser af told- eller skattelovgivningen
  • Toldmyndighederne er i stand til at overvåge anvendelsen af og kontrollere EU-forsendelsesproceduren uden en uforholdsmæssig stor administrativ indsats i forhold til kravene til det berørte luftfartsselskab
  • Ansøgeren fører optegnelser, der gør det muligt for toldmyndighederne at foretage en effektiv kontrol.

Hvis ansøgeren har en AEO-bevilling til at udnytte forenklede toldbestemmelser i overensstemmelse med EUTK art. 38, stk. 2, litra a), anses kravene som nævnt overfor i punkt 3) - 5) for at være opfyldt.

Se DFO art. 26 og 29.

Udfyldelse og anvendelse af papirbaseret manifest

Når transporten både omfatter varer, der henføres under proceduren for ekstern EU-forsendelse (T1-varer), og varer, der henføres under proceduren for intern forsendelse (T2/T2F-varer), skal varerne være påført særskilte manifester.

Hvert manifest skal indeholde følgende oplysninger:

  • Koden "T1", når varerne forsendes under proceduren for ekstern EU-forsendelse
  • Koden "T2F", når varerne forsendes under proceduren for intern EU-forsendelse til eller fra de områder i Unionens toldområde, hvor direktiv 2006/112/EF ikke finder anvendelse (se DF art. 188)
  • Luftfartsselskabets navn
  • Rutenummer
  • Dato for flyvningen
  • Navne på afgangs- og bestemmelseslufthavne.

Endvidere skal manifestet for hver enkelt sending indeholde følgende oplysninger:

  • Luftfragtbrevets nummer
  • Antal kolli
  • Handelsbeskrivelse af varerne, herunder alle detaljer, der er nødvendige til identifikation af varerne
  • Bruttovægt.

Hvis der er tale om samlegods, kan handelsbeskrivelsen i manifestet erstattes af påtegningen "Consolidation", eventuelt i forkortet form. Forudsætningen for at anvende "Consolidation" er, at de luftfragtbreve, der vedrører det i manifestet angivne samlegods, indeholder en handelsbeskrivelse af varerne, herunder alle detaljer, der er nødvendige til identifikationen af dem. Luftfragtbrevene skal vedlægges manifestet.

Manifesterne skal være dateret og være påført luftfartsselskabets underskrevne påtegning.

I afgangslufthavnen skal luftfartsselskabet fremlægge manifestet i mindst 2 eksemplarer til påtegning af toldmyndighederne, der beholder det ene eksemplar, mens det andet følger transporten til bestemmelseslufthavnen og forelægges for toldmyndighederne der.

Se DFO art. 47.

Fortegnelse over anvendte manifester

Luftfartsselskabet skal hver måned udarbejde en liste over de manifester, der er blevet forelagt for toldmyndighederne i bestemmelseslufthavnen i den foregående måned. Der skal udfærdiges en liste for hver afgangslufthavn. Listen skal indeholde følgende oplysninger:

  • Manifestets nummer
  • Koden (T1 eller T2F), der viser, at manifestet gælder som forsendelsesangivelse
  • Navnet på det luftfartsselskab, som har transporteret varerne
  • Rutenummeret
  • Dato for flyvningen.

Listen skal forelægges toldmyndighederne i bestemmelseslufthavnen, som efter at have bekræftet listen, videresender listen til afgangslufthavnen.

Hvis luftfartsselskabet har tilladelse til det, kan de selv overføre listen til toldmyndighederne i afgangslufthavnen.

Hvis der konstateres uregelmæssigheder, underretter toldmyndighederne i bestemmelseslufthavnen toldmyndighederne i afgangslufthavnen samt den toldmyndighed, der har udstedt luftfartsselskabets tilladelse.

Se DFO art. 48.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.