D.A.8.1.1.7.8 Tilskud ydet efter en rammeaftale
Indhold
Dette afsnit beskriver, at når tilskud er givet efter en rammeaftale, skal det særligt vurderes om der for hver enkelt opgave er ydet en betaling, for at tilskuddet kan defineres som vederlag.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Når en tilskudsmodtager efter en rammeaftale forestår flere opgaver, skal det afgøres, om der for hver enkelt opgave er ydet en særlig betaling, eller om tilskuddet er udbetalt samlet til dækning af alle tilskudsmodtagerens driftsomkostninger. Det er kun den del af tilskuddet, som kan defineres som vederlag for en momspligtig transaktion, der efter omstændighederne er momspligtig.
Det kan altså vurderes, om størrelsen af de tilskud, der skal tildeles hver forpligtelse, er fastsat i medfør af rammeaftalen på grundlag af en gennemgang af de årlige regnskaber mellem tilskudsmodtageren og tilskudsgiveren. Hvis dette er tilfældet, kan det godtgøres, at der er en direkte forbindelse mellem tilskuddet og tilskudsmodtagerens salg.
Se sag C-184/00, Office des produits Wallons ASBL, præmis 15 og 16.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme | ||
C-184/00, Office des produits Wallons ASBL | Driftstilskud til Foreningen Office des produits wallons ASBL, skulle medregnes i momsgrundlaget. Foreningen modtog et årligt tilskud fra regionen Vallonien, som den havde indgået en rammeaftale om tilskud med. I henhold til rammeaftalen var Foreningen blevet pålagt fire arbejdsopgaver, nemlig at udgive en adresseliste, at udgive et tidsskrift med titlen »Wallonie nouvelle«, at drive lokale kontorer og at deltage i lokale arrangementer. Ifølge rammeaftalen omfattede tilskudsberettigede udgifter bl.a. aflønning af personale, eventuelle udgifter til leje eller indretning af lokaler, udgifter til anskaffelse af udstyr og nødvendigt materiale, køb af varer og tjenesteydelser og alle andre direkte og indirekte udgifter i forbindelse med Foreningens virksomhed. I hovedsagen skal den forelæggende ret under hensyn til, at sagsøgeren efter rammeaftalen forestår flere opgaver, foretage en prøvelse af, om der for hver enkelt opgave foretages en særlig betaling, der nærmere kan fastsættes, eller om tilskuddet blev udbetalt samlet til dækning af alle sagsøgerens driftsomkostninger. Under alle omstændigheder vil kun den del af tilskuddet, som kan defineres som vederlag for en momspligtig transaktion, efter omstændighederne være momspligtig. Som Kommissionen med rette havde anført, vil den nationale ret på grundlag af en gennemgang af de årlige opgørelser mellem tilskudsmodtageren og tilskudsgiveren kunne undersøge, om de beløb, der skulle betales i tilskud for hver enkelt forpligtelse, som tilskudsgiveren har pålagt modtageren, fastsættes i henhold til rammeaftalen. Hvis dette var tilfældet, kunne det godtgøres, at der forelå en direkte forbindelse mellem tilskuddet og salget af de tidsskrifter, som tilskudsmodtager udgav. | |
Landsskatteretskendelser | ||
SKM2016.109.LSR | Ud fra en samlet, konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at tilskud fra en kommune til et teater som egnsteaterstøtte ikke kan anses for vederlag for levering af ydelser til kommunen eller til tredjemand. Der blev herved særligt henset til, at der efter en konkret vurdering ikke forelå en tilstrækkelig konkret indbyrdes sammenhæng mellem tilskuddet og ydelserne, ligesom tilskuddet ikke var tilstrækkeligt direkte forbundet med ydelsernes pris. |
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed