C.F.9.2.11.7.2 Kroatien - Gennemgang af DBO'en
Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 28.
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1.32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
MLI’en
DBO’en er modificeret som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af den multilaterale konvention (MLI’en), idet DBO’en anses som en omfattet skatteaftale efter MLI’ens artikel 1. I den følgende gennemgang er det nævnt, hvilke konkrete modifikationer der gør sig gældende for denne DBO på grundlag af de forbehold og tilvalg, som Danmark og Kroatien har taget i forbindelse med indgåelsen af MLI’en.
MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for kildeskatter fra og med den 1. januar 2022.
MLI’en har for denne DBO virkning i Danmark for andre skatter fra og med den 1. januar 2022.
For en beskrivelse af DBO’en uden modifikationer fra MLI’en henvises der til Den juridiske vejledning, version 2022-2.
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en skal præamblen i DBO’en, erstattes af præambelteksten i MLI’ens artikel 6, stk. 1.
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 7, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 7, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 7, stk. 1, vedrører begrænsning af fordele ifølge DBO’en i forbindelse med arrangementer og transaktioner. Der er tale om en omgåelsesklausul i form af en "Principal Purpose Test" eller "PPT". Den forenklede LOB-bestemmelse i MLI’en finder ikke anvendelse.
Reglen i MLI’ens artikel 7, stk. 1, svarer til artikel 29, stk. 9, i OECD’s modeloverenskomst.
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 11, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 11, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 11, stk. 1, vedrører retten til beskatning af personer og selskaber, der er hjemmehørende i et land, jf. nærmere MLI’ens artikel 11, stk. 1, litra a - j.
Reglen i MLI’ens artikel 11, stk. 1, er baseret på artikel 1, stk. 3, i OECD’s modeloverenskomst.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1 Overordnet om MLI'en og de enkelte artikler om MLI’en og dens implementering i dansk ret.
Se også afsnit C.F.8.3.1.6 Artikel 6: Formål med en omfattet skatteaftale om MLI’ens artikel 6.
Se også afsnit C.F.8.3.1.7 Artikel 7: Forhindring af misbrug af aftaler om MLI’ens artikel 7.
Se også afsnit C.F.8.3.1.11 Artikel 11: Anvendelse af skatteaftaler til at begrænse en parts ret til at beskatte hjemmehørende personer om MLI’ens artikel 11.
Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten
Artikel 1 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 1 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 Artikel 1: Personer omfattet af overenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
MLI’en
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 3, stk. 1, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 3, stk. 1, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 3, stk. 1, vedrører transparente enheder og arrangementer.
Reglen i MLI’ens artikel 3, stk. 1 svarer til artikel 1, stk. 2, i OECD’s modeloverenskomst.
Endvidere finder MLI’ens artikel 3, stk. 2, anvendelse. MLI’ens artikel 3, stk. 2, vedrører begrænsning af lempelse.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1.3 Artikel 3: Transparente enheder om MLI’ens artikel 3.
Artikel 2: Skatter omfattet af overenskomsten
Artikel 2 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
DBO'en omfatter ikke formueskat.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.2 Artikel 2: Skatter omfattet af modeloverenskomsten om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artikel 3 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Danmark" betyder Kongeriget Danmark og omfatter også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter folkeretten og efter dansk lovgivning er eller senere måtte blive betegnet som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til:
- efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
- anden virksomhed med henblik på efterforskning eller økonomisk udnyttelse af området
Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.
Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten. International trafik betyder i denne overenskomst enhver transport med skib eller fly, der anvendes af et foretagende, som har sin virkelige ledelses sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller flyet udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat.
Artikel 3 i DBO'en indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".
Artikel 3 i DBO'en nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 Artikel 3: Almindelige definitioner om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artikel 4 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 4, stk. 1, i DBO'en nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3, i DBO'en nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.
Se afsnit C.F.8.2.2.4 Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artikel 5 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
En installation, en borerig eller et skib, der anvendes ved efterforskning af naturforekomster - men ikke ved den efterfølgende udvinding af sådanne - udgør et fast driftssted, hvis virksomheden varer i mere end 12 måneder. Se artikel 5, stk. 4, i DBO'en.
Artiklen indeholder en bestemmelse om forbundne foretagender i forbindelse med udøvelse af aktivitet, der udgør fast driftssted. Se artikel 5, stk. 4, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 Artikel 5: Fast driftssted om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
MLI’en
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 12, stk. 1, anvendelse. Derudover erstattes DBO’ens artikel 5, stk. 6, af MLI’ens artikel 12, stk. 1. MLI’ens artikel 12, stk. 1, vedrører fastlæggelse af fast driftssted i situationer, hvor en person handler på vegne af et foretagende (brug af afhængige agenter).
Reglen i MLI’ens artikel 12, stk. 1, svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s modeloverenskomst.
Endvidere erstattes DBO’ens artikel 5, stk. 7, af MLI’ens artikel 12, stk. 2. MLI’ens artikel 12, stk. 2, indeholder en undtagelse fra MLI’ens artikel 12, stk. 1, i de tilfælde, hvor en person selv driver erhvervsvirksomhed i kildelandet (aktivitet, der udøves af uafhængige repræsentanter).
Reglen i MLI’ens artikel 12, stk. 2, svarer til artikel 5, stk. 6, i OECD’s modeloverenskomst.
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 13, stk. 2 (valgmulighed A), anvendelse på DBO’ens artikel 5, stk. 5. MLI’ens artikel 13, stk. 2, vedrører udtrykket "fast driftssted" og hvornår virksomhed er af forberedende eller afhjælpende karakter.
Reglen i MLI’ens artikel 13, stk. 2, er baseret på artikel 5, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst.
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 13, stk. 4, anvendelse på DBO’ens artikel 5, stk. 5, som ændret ved MLI’ens artikel 13, stk. 2. MLI’ens artikel 13, stk. 4, vedrører situationer, hvor et foretagende eller et nært forbundet foretagende derudover driver erhvervsvirksomhed samme sted eller et andet sted i kildelandet gennem et fast driftssted, eller hvor den samlede virksomhed (kombinationen af disse virksomheder) ikke er af forberedende eller afhjælpende karakter (anti-fragmenteringsreglen).
Reglen i MLI’ens artikel 13, stk. 4, svarer til artikel 5, stk. 4.1, i OECD’s modeloverenskomst.
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 15, stk. 1, endvidere anvendelse. MLI’ens artikel 15, stk. 1, indeholder en nærmere definition af, hvornår en person er nært forbundet med et foretagende.
Reglen i MLI’ens artikel 15, stk. 1, svarer til artikel 5, stk. 8, i OECD’s modeloverenskomst.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1.12 Artikel 12: Kunstig undgåelse af status som fast driftssted gennem kommissionærarrangementer og lignende strategier om MLI’ens artikel 12.
Se også afsnit C.F.8.3.1.13 Artikel 13: Kunstig undgåelse af status som fast driftssted gennem undtagelse for bestemte former for virksomhed om MLI’ens artikel 13.
Se også afsnit C.F.8.3.1.15 Artikel 15: Definition af en person, som er nært forbundet med et foretagende om MLI’ens artikel 15.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artikel 6 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 Artikel 6: Indkomst af fast ejendom om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artikel 7 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 7 i DBO'en indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3, i DBO'en.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4, i DBO'en.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 5, i DBO'en.
Den fortjeneste der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 6, i DBO'en.
Bemærk
Artikel 7 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Fortjeneste ved international trafik
Artikel 8 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fortjeneste ved drift af skibe og fly i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 8, stk. 1, i DBO'en.
Såfremt den virkelige ledelse for et skibsfartsforetagende har sit sæde på et skib, skal ledelsen anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, hvor skibet har sit hjemsted, eller hvis der ikke er et sådant hjemsted, i den kontraherende stat, hvor rederen er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 2, i DBO'en.
Artikel 8 i DBO'en omfatter også fortjeneste ved udlejning af:
- bemandede skibe og fly (time- eller voyage-charter)
- ubemandede skibe eller fly (bareboat-charter), hvis de anvendes i international trafik eller hvis lejeindtægten er knyttet til fortjeneste ved driften af skibe og fly i international trafik
Se artikel 8, stk. 3, i DBO'en.
Fortjeneste fra brug, rådighedsstillelse eller udleje af containere, herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere, som anvendes til transport af varer i international trafik, kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 4, i DBO'en.
Hvor foretagender fra flere lande har aftalt at drive skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik sammen i form af et forretningsfællesskab (fx SAS), skal bestemmelsen kun anvendes på den del af fortjenesten, som svarer til den andel, som foretagendet ejer i dette forretningsfællesskab. Se artikel 8, stk. 6, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 Artikel 8: Fortjeneste ved skibs- og luftfart om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Forbundne foretagender
Artikel 9 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 Artikel 9: Forbundne foretagender om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Artikel 10 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECD's modeloverenskomst artikel 10 i afsnit C.F.8.2.2.10 Artikel 10: Udbytte
Kildelandet kan beskatte udbytter med 10 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 25 pct., og har ejet det uafbrudt i mindst 1 år, og udbyttet fastsættes indenfor denne periode, af den samlede aktiekapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 5 pct.
Hvis den retmæssige ejer er en pensionskasse eller anden lignende institution, der udbyder pensionsordninger på nærmere bestemte kriterier, se art. 10, stk. 2, i DBO'en kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 5 pct.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL (ligningsloven) § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).
Artikel 10 i DBO'en finder ikke anvendelse i de situationer, hvor det modtagende selskab driver erhverv, i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et fast driftssted eller udøver frit erhverv. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4, i DBO'en.
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 Tilbagebetaling af udbytteskat om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artikel 11 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan beskatte renter med højst 5 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 11, stk. 2, i DBO'en. Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 Artikel 11: Renter om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artikel 12 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12 Artikel 12: Royalties.
Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 10 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2, i DBO'en.
Royalties skal anses for at stamme fra det land, hvor den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra, se artikel 12, stk. 5, i DBO'en.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 Royalty og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3 Modtager af udbytte.
Se afsnit C.F.8.2.2.12.3 Beskatningsretten til royalties om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artikel 13 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Fortjeneste ved salg af skibe og fly, der anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller fly, kan kun beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 13, stk. 3, i DBO'en.
Fortjeneste ved salg af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af varer i international trafik, kan kun beskattes i det land, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 13, stk. 4, i DBO'en.
Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en stat, erhverver ved salg af aktier, hvis værdi for mere end 50 pct.’s vedkommende direkte eller indirekte hidrører fra fast ejendom, beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat. Andre ejerandele, som ligner aktier, er ikke omfattet af bestemmelsen. Se artikel 13, stk. 5, i DBO'en.
I tilfælde hvor skibs- eller luftfartsvirksomhed drives i form af et forretningsfællesskab fx SAS, kan Danmark kun beskatte den del af fortjenesten, som svarer til den andel, som det danske selskab har i det pågældende konsortium. Se artikel 13, stk. 7, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 Artikel 13: Kapitalgevinster om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
MLI’en
Som følge af Danmarks og Kroatiens indgåelse af MLI’en finder MLI’ens artikel 9, stk. 4, anvendelse. Derudover erstatter MLI’ens artikel 9, stk. 4, bestemmelserne i DBO’en i det omfang, at disse bestemmelser ikke er forenelige. MLI’ens artikel 9, stk. 4, vedrører en situation, hvor der sker afhændelse af aktier eller sammenlignelige interesser og mere end 50 pct. af disse aktier eller sammenlignelige interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage før afhændelsen direkte eller indirekte kan henføres til fast ejendom beliggende i et kildeland.
Reglen i MLI’ens artikel 9, svarer til artikel 13, stk. 4, i OECD’s modeloverenskomst.
Bemærk
Danmark kan ikke udnytte en beskatningsret som kildeland efter bestemmelsen, idet afhændelsen af denne type "ejendomsaktier" ikke er begrænset skattepligtig efter dansk lovgivning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1.9 Artikel 9: Kapitalgevinster ved afhændelse af aktier eller interesser i enheder, hvis værdi hovedsageligt hidrører fra fast ejendom om MLI’ens artikel 9.
Artikel 14: Frit erhverv
Artikel 14 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000. Se afsnit C.F.8.2.2.14 Artikel 14: Frit erhverv om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artikel 15 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.15 Artikel 15: Indkomst fra personligt arbejde i ansættelsesforhold om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Vederlag for personligt arbejde, der udføres om bord på et skib eller et fly i international trafik, kan beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 15, stk. 3, i DBO'en.
Se også
Se også
- Artikel 16 i DBO'en om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 i DBO'en om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 i DBO'en om løn for offentligt hverv.
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artikel 16 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 Artikel 16: Bestyrelseshonorar om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artikel 17 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Hvis besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra kildelandet eller bopælslandet, kan vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3, i DBO'en.
Bemærk
Artikel 17 i DBO'en anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, medmindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 Artikel 17: Entertainere og sportsudøvere om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 18: Pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger
Artikel 18 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Regel
Private pensioner og andre lignende vederlag kan kun beskattes i bopælslandet, hvad enten de stammer fra tidligere tjenesteforhold eller ikke. Se artikel 18, stk. 2, i DBO'en.
Undtagelse - kildelandsbeskatning
Kildelandet kan beskatte private pensioner og andre lignende vederlag, hvis:
- modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
- modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver
Kildelandet kan i disse tilfælde beskatte pension, der udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende institution, der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig for at sikre sig pensionsydelser. Pensionskassen eller institutionen skal være oprettet, skattemæssigt anerkendt og kontrolleret efter landets lovgivning. Se artikel 18, stk. 3, i DBO'en.
Overgangsregel
Personer, som senest den 28. november 2007 var hjemmehørende i Kroatien, og som den 31. januar 2008 modtog dansk privat pension, er fritaget for beskatning af denne pension, så længe personen forbliver hjemmehørende i Kroatien.
Hvis en person er omfattet af overgangsreglen, skal personen også fritages for dansk beskatning af anden dansk privat pension, som først påbegyndes udbetalt senere.
Hvis et ægtepar den 28. november 2007 var hjemmehørende i Kroatien og kun den ene ægtefælle modtog dansk privat pension den 31. januar 2008, vil den anden ægtefælle også være omfattet af overgangsbestemmelsen, når denne begynder at modtage dansk privat pension. Se § 2 i lov nr. 87 af 20. februar 2008.
Sociale ydelser
Kildelandet kan beskatte betalinger efter den sociale sikringslovgivning i kildelandet eller efter enhver anden ordning, der stammer fra offentlige midler i kildelandet. Se artikel 18, stk. 1, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 Artikel 18: Pensioner om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentligt hverv
Artikel 19 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.19 Artikel 19: Offentligt hverv om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Bemærk
Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af bestemmelserne i denne artikel, medmindre der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3, i DBO'en.
Artikel 20: Studerende
Artikel 20 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 Artikel 20: Studerende om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 21: Andre Indkomster
Artikel 21 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.21 Artikel 21: Andre indkomster om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 22: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artikel 22 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Begge lande giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, der kan beskattes i kildelandet efter DBO'en.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Kroatien, nedsættes skatten i Danmark efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der kun kan beskattes i Kroatien. Se artikel 22, stk. 1, litra c, i DBO'en.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Danmark, fritager Kroatien indkomsten fra beskatning, men medregner den fritagne indkomst ved beregning af skatten på øvrig indkomst. Se artikel 22, stk. 2, i DBO'en.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 Artikel 23 A og 23 B: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 23: Ikke-diskriminering
Artikel 23 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.24 Artikel 24: Ikke-diskriminering om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 24: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artikel 24 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.
Artiklel 24 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 Artikel 25: Gensidig aftaleprocedure (Mutual Agreement Procedure) om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
MLI’en
Bemærk
Danmark har taget forbehold efter MLI’ens artikel 28, stk. 2, således at MLI’ens bestemmelser om voldgift ikke finder anvendelse i forhold til sager, der drejer sig om DBO’er mellem Danmark og andre EU-lande. Inden for EU gælder EU-voldgiftskonventionen og EU-voldgiftsdirektivet, og det vil herefter alene være disse EU-retsakter, der vil være gældende i forholdet mellem Danmark og Kroatien.
Se også
Se også afsnit C.F.8.3.1.28 Artikel 28: Forbehold om MLI’ens artikel 28.
Artikel 25: Udveksling af oplysninger
Artikel 25 i DBO'en afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 25 i DBO'en indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 26, stk. 4, om anmodning om oplysninger og artikel 26, stk. 5, om at nægte at afgive oplysninger.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.26 Artikel 26: Udveksling af oplysninger om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 26: Diplomater mv.
Artikel 26 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 Artikel 28: Medlemmer af diplomatiske repræsentationer og konsulære embeder om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 27: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft den 22. februar 2009 og har virkning fra den 1. januar 2010.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.31 Artikel 31: Ikrafttræden om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om ikrafttræden.
Artikel 28: Opsigelse
Artikel 28 i DBO'en svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.32 Artikel 32: Opsigelse om OECD's modeloverenskomst artikel 32 om opsigelse.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Skatterådet | ||
► SKM2023.106.SR◄ | ► Spørger havde bopæl i Danmark, hvor han havde rådighed over en bolig, som han anvendte. Spørger ønskede at flytte til Kroatien før 15. maj 2023 og bosætte sig i landet i en periode på 8-12 måneder for dernæst at vurdere, om han ønskede at rejse tilbage til Danmark eller forlænge opholdet i Kroatien. Spørger fremlejede i perioden sin andelsbolig i Danmark uopsigeligt i stedet for at sælge lejligheden. Spørger ønskede Skatterådets bekræftelse af, at spørger blev skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten, når han flyttede til Kroatien. Derudover havde spørger stillet spørgsmål til fraflytningsbeskatning, kapitalgevinster, værdiansættelse og kryptovaluta. Spørger ville i den foreliggende sag udleje sin lejlighed i Danmark, således at spørger ville være afskåret fra at disponere over boligen i Danmark. Spørger fik samtidig fast bolig i Kroatien. Skatterådet bekræftede, at Kroatien kunne anses som spørgers skattemæssige bopælsland ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, idet spørger alene havde en fast bolig til rådighed i Kroatien. Spørger havde desuden stillet spørgsmål til, om han var omfattet af reglerne for fraflytningsbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 38. Skatterådet kunne bekræfte, at hvis spørgers skattepligt til Danmark ophørte før den 14. maj 2023, ville spørger på fraflytningstidspunktet have været skattepligtig til Danmark i mindre end 7 år inden for de seneste 10 år før fraflytningen, og spørger ville derfor ikke være omfattet af reglerne om fraflytterskat på aktier. Endvidere kunne Skatterådet bekræfte, at kapitalgevinster på aktier, som ikke var omfattet af fraflytterskat af aktier, alene ville blive beskattet i Kroatien, hvis de blev solgt, mens spørger var skattepligtig i Kroatien, og ikke i Danmark. Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at dersom spørger flyttede tilbage til Danmark, da skulle aktier ansættes til værdien på tilflytningstidspunktet således, at skatten ved et salg som beskrevet under faktiske forhold kun skulle beregnes af værditilvæksten mellem tilflytningstidspunkt og salgstidspunkt. Afslutningsvist ønskedes det bekræftet, at hvis spørger ejede kryptovaluta ved ud/indflytning til Danmark, da skulle det behandles skattemæssigt på samme måde som aktier. Idet gevinst og tab på kryptovaluta næppe er omfattet af aktieavancebeskatningsloven, kunne Skatterådet ikke bekræfte, at kryptovaluta behandles skattemæssigt på samme måde som aktier ved ud- og indflytning til Danmark. Såfremt den pågældende kryptovaluta var omfattet af kursgevinstloven, gjaldt dog de samme principper som i aktieavancebeskatningsloven, når en person henholdsvis fra- og tilflyttede Danmark. ◄ | |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed