C.E.9.1.2 Hvad bruger Skattestyrelsen boopgørelsen til?
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvad Skattestyrelsen bruger boopgørelsen til.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter alle skiftede dødsboer.
Hovedregel
Skattestyrelsen bruger boopgørelsen til flere formål:
- Skattestyrelsen skal godkende eller forkaste dødsboets egne værdiansættelser i boopgørelsen. Se BAL (boafgiftsloven) § 12 og afsnit C.E.9.2 Værdiansættelser om værdiansættelser.
- Skattestyrelsen godkender eller ændrer dødsboets beregninger af passivposter. Se BAL (boafgiftsloven) § 13 a og afsnit C.E.9.3 Beregning af passivposter om beregning af passivposter.
- Skattestyrelsen afgør, om dødsboet er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6. Se afsnit C.E.3.1.5 Hvornår er et dødsbo skattefritaget? om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
- Skæringsdagen i boopgørelsen afgør, hvornår dødsboets skattepligt ophører, og hvornår udlodningsmodtagers skattepligt vedrørende udloddede aktiver begynder. Se afsnit C.E.3.1.4 Dødsboets skattepligtsperiode om dødsboets skattepligtsperiode og afsnit C.E.3.4.1 Indkomstskattepligt af udloddede aktiver om indkomstskattepligt af udloddede aktiver.
- Når dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6, skal dødsboet sende oplysningsskema for bobeskatningsperioden ind til Skattestyrelsen, når boopgørelsen sendes ind. Skattestyrelsen foretager skatteansættelse og skatteberegning på baggrund af oplysningsskemaet. Se afsnit C.E.3.3 Dødsboer der ikke er fritaget for beskatning om dødsboer, der ikke er fritaget for beskatning.
- Når dødsboet er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6, og dødsboet indeholder forhold, der gør, at dødsboet er omfattet af obligatorisk afsluttende skatteansættelse for mellemperioden, skal dødsboet sende oplysningsskema for mellemperioden til Skattestyrelsen, når boopgørelsen sendes ind. Skattestyrelsen foretager skatteansættelse og skatteberegning på baggrund af oplysningsskemaet.
- Se afsnit
- C.E.3.2.2.3 om obligatorisk afsluttende skatteansættelse for mellemperioden
- C.E.3.2.3 om indkomstopgørelse for mellemperioden
- C.E.3.2.4 om skatteberegning for mellemperioden.
Undtagelse
Dødsboer, som skifteretten har udleveret til forenklet privat skifte efter DSL (dødsboskifteloven) § 33, skal ikke indsende boopgørelse. I stedet skal Skattestyrelsen godkende eller forkaste dødsboets egne værdiansættelser i åbningsstatus. Se BAL (boafgiftsloven) § 12, stk. 4, og afsnit C.E.9.2 Værdiansættelser om værdiansættelser.
Skattestyrelsens afgørelse vedrørende værdiansættelserne kan få betydning for, om
- dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6
- dødsboet skal betale boafgift.
Det vil sige, at en ændring af dødsboets egne værdiansættelser kan medføre, at betingelserne for skifteformen forenklet privat skifte efter DSL (dødsboskifteloven) § 33 ikke længere er til stede.
Når dødsboet er udleveret til forenklet privat skifte med ægtefællen efter DSL (dødsboskifteloven) § 34, skal Skattestyrelsen ikke godkende eller forkaste dødsboets egne værdiansættelser, da skifteformen ikke er omfattet af BAL (boafgiftsloven) § 12, stk. 4.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed