Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.E.3.5.2.2.2.2 Når en ægtefælle har ydet arbejdsindsats i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed i mellemperioden

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne, når en ægtefælle har ydet arbejdsindsats i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed i mellemperioden.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Regel
  • Betingelser.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, når dødsboet er et selvstændigt skattesubjekt omfattet af DBSL (dødsboskatteloven) § 3. Den længstlevende ægtefælle og afdøde må ikke være separeret ved dødsfaldet.

Se afsnit C.E.3.5.1 Hvilke regler gælder for den længstlevende ægtefælle og en samlever, når dødsboet er omfattet af DBSL afsnit II? om reglerne, når afdøde og den længstlevende ægtefælle var separeret ved dødsfaldet.

Regel

Dødsboskatteloven har særlige regler, der afviger fra skattelovgivningens regler for personer, når en ægtefælle har ydet arbejdsindsats i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed i mellemperioden.

Det gælder i følgende tilfælde:

  1. Når den længstlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, kan dødsboet bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal medregne et beløb, der svarer til den betaling, som skulle være ydet andre for at udføre et arbejde af samme art og omfang. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 44, stk. 1, 1. pkt.
  2. Når den længstlevende ægtefælle i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af afdøde, kan dødsboet bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal medregne et beløb, som skulle være ydet andre for at udføre et arbejde af samme art og omfang. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 44, stk. 1, 2. pkt.
  3. Når afdøde i mellemperioden har drevet en erhvervsvirksomhed, der tilhørte den længstlevende ægtefælle, kan den længstlevende ægtefælle fratrække et beløb, der svarer til den betaling, som skulle være ydet andre for at udføre et arbejde af samme art og omfang. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 44, stk. 2, 1. pkt.
  4. Når afdøde i mellemperioden har deltaget i væsentligt omfang i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte og i overvejende grad blev drevet af den længstlevende ægtefælle, kan den længstlevende ægtefælle fratrække et beløb, der svarer til den betaling, som skulle være ydet andre for at udføre et arbejde af samme art og omfang. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 44, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af, at beskatningen af resultatet af erhvervsvirksomhed skal ske hos den, der ejer virksomheden, uanset hvem af ægtefællerne der har drevet den i mellemperioden.

Bemærk

Når dødsboet eller den længstlevende ægtefælle ønsker at bruge en af reglerne, er dødsboet omfattet af obligatorisk afsluttende skatteansættelse for mellemperioden. Se afsnit C.E.3.2.2.3 Obligatorisk afsluttende skatteansættelse for mellemperioden om obligatorisk afsluttende skatteansættelse for mellemperioden.

Betingelser

Det er en betingelse for den længstlevende ægtefælles fradrag efter c. og d., at dødsboet beskattes af det samme beløb

  • i mellemperioden efter DBSL (dødsboskatteloven) § 13, når dødsboet er skattefritaget
  • i bobeskatningsperioden, når dødsboet ikke er skattefritaget.

Se DBSL (dødsboskatteloven) § 44, stk. 2, 3. pkt.

Se også

Se også

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.