Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.E.3.3.3.2.2.2 Skattemæssige afskrivninger i bobeskatningsperioden

Indhold

Dette afsnit beskriver den generelle regel om beskatning af virksomhedens resultat i bobeskatningsperioden, når dødsboet ikke er skattefritaget og indeholder selvstændig virksomhed.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Betingelser
  • Undtagelse
  • Ingen særlig regel om nedskrivninger.

Se afsnit C.E.14 Definitioner og forklaringer om definition af bobeskatningsperioden.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL (dødsboskatteloven) § 6.

Se afsnit C.E.3.1.5 Hvornår er et dødsbo skattefritaget? om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Hovedregel

Bobeskatningsperioden er kortere end et år

Når bobeskatningsperioden er kortere end et år, opgøres dødsboets skattemæssige afskrivninger for bobeskatningsperioden som helårlige afskrivninger, der omregnes forholdsmæssigt. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 23, stk. 2.

Bobeskatningsperioden er længere end et år

Når bobeskatningsperioden er længere end et år, kan dødsboet trække skattemæssige afskrivninger fra - efter saldometoden i AL (afskrivningsloven) kapitel 2 (driftsmidler og skibe) - med ét års afskrivninger uden omregning. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 23, stk. 4.

Andre skattemæssige afskrivninger - end saldoafskrivninger efter AL (afskrivningsloven) kapitel 2 (driftsmidler og skibe) - opgøres som helårlige afskrivninger, der omregnes i forhold til den del af bobeskatningsperioden, hvori aktivet har været afdødes og i dødsboets eje. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 23, stk. 3.

Eksempel

Eksemplet viser afskrivning på en bygning, som afdøde har anskaffet i løbet af mellemperioden, og hvor omregning af den helårlige afskrivning skal ske.

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Dødsfaldet sker den 1. september 2022.
  • Dødsboet skiftes som bobestyrerbo.
  • Skæringsdag i boopgørelsen er den 31. december 2023.
  • Bobeskatningsperioden er 1. januar 2022 - 31. december 2023.
  • Afdøde har købt en fabriksejendom den 1. juli 2022, hvor afskrivningsgrundlaget udgør 1.000.000 kr.

Årlig afskrivning efter AL (afskrivningsloven) § 17 udgør 4 procent.

Fabriksejendommen har været i afdøde og dødsboets eje fra 1. juli 2022 indtil 31. december 2023 eller 549 dage.

Beregning af afskrivning for bobeskatningsperioden

Beløb

Årlig afskrivning 4 pct. af 1.000.000

40.000

Fradragsberettiget forholdsmæssig del: 40.000 kr. x 549 dage / 365 dage

60.164

Bemærk

Dødsboet kan trække straksfradrag efter AL (afskrivningsloven) § 18, stk. 2-5, fra i den skattepligtige indkomst for bobeskatningsperioden, når de almindelige betingelser er opfyldt, herunder at ejendommen er ejet af dødsboet på skæringsdagen i boopgørelsen. Straksfradraget skal ikke omregnes til bobeskatningsperiodens længde. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 22, stk. 1, nr. 9.

Betingelser

Dødsboet kan afskrive skattemæssigt, når følgende betingelser er opfyldt:

  • Aktivet skal tilhøre dødsboet på skæringsdagen i boopgørelsen. Dvs. aktivet må ikke være solgt eller acontoudloddet.
  • Aktivet skal udloddes med succession efter DBSL (dødsboskatteloven) § 36, stk. 1.

Dog kan dødsboet afskrive på bygninger og installationer, der udloddes uden succession, når det ikke medfører beskatning af genvundne afskrivninger i dødsboet. Bygninger og installationer skal også tilhøre dødsboet på skæringsdagen i boopgørelsen for, at dødsboet kan afskrive skattemæssigt.

Se DBSL (dødsboskatteloven) § 23, stk. 1.

Bemærk

Når den længstlevende ægtefælles aktiver udloddes med succession, kan der ikke foretages skattemæssige afskrivninger i bobeskatningsindkomsten, idet indtægter og udgifter vedrørende de pågældende aktiver indtil udlodningstidspunktet medregnes i den længstlevende ægtefælles skattepligtige indkomst. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 42, stk. 2, 2. pkt.

Undtagelse

Dødsboet kan ikke

  • hæve indskud på afdødes etableringskonto eller iværksætterkonto til at finansiere eller
  • forskudsafskrive vedrørende

egne anskaffelser. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 22, stk. 2 og 3.

Dødsboet kan

  • bruge afdødes indskud på etableringskonto og iværksætterkonto til at finansiere afdødes eller
  • foretage forskudsafskrivninger vedrørende afdødes planlagte eller aftalte

anskaffelser i mellemperioden.

Når dødsboet ønsker at benytte sig af disse muligheder, må dødsboet - når Skattestyrelsen forlanger det - kunne dokumentere, at anskaffelsen er sket af afdøde før dødsfaldet.

Ingen særlig regel om nedskrivninger

Dødsboskatteloven indeholder ikke særlige regler om nedskrivninger efter HUSDYL § 2, stk. 4.

Når dødsboet indeholder husdyrbesætninger, som er omfattet af reglerne om nedskrivning, indgår nedskrivningen med et helt års nedskrivning i mellemperioden skattepligtige indkomst uanset mellemperioden længde.

Se afsnit C.C.4.1.2.3 Nedskrivning på indtil 15 procent om nedskrivning efter HUSDYL § 2, stk. 4.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.