C.D.2.4.7.2.8 Definition af "dobbelt medregnet indkomst"
Regel
I SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 1, nr. 8, defineres begrebet dobbelt medregnet indkomst.
Ved dobbelt medregnet indkomst forstås enhver indkomst, der er omfattet af lovgivningen i begge de jurisdiktioner, hvor mismatchresultatet er opstået.
Begrebet dobbelt medregnet indkomst anvendes ved vurdering af hybride mismatch omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra e-g, samt når sådanne hybride mismatch neutraliseres efter SEL (selskabsskatteloven) § 8 D. Begrebet dobbelt medregnet indkomst anvendes endvidere i SEL (selskabsskatteloven) § 8 E.
Hvis et dansk ultimativt moderselskab vælger international sambeskatning efter SEL (selskabsskatteloven) § 31 A, medregnes udenlandske datterselskabers indkomst i moderselskabets indkomstopgørelse. Der vil således være tale om dobbelt medregnet indkomst, idet datterselskabets indkomst medregnes både i det land, hvor det er beliggende, og i Danmark. Det er dobbelt medregnet indkomst, uanset om datterselskabets lokale selskabsskat giver anledning til skattenedslag i Danmark.
Der vil bl.a. også være tale om dobbelt medregnet indkomst, hvis et udenlandsk datterselskabs indkomst medregnes i moderselskabet i Danmark, fordi datterselskabet omfattes af CFC-reglerne i SEL (selskabsskatteloven) § 32.
Se også
- Definition af "hybridt mismatch" (C.D.2.4.7.2.1 Definition af "hybridt mismatch")
- Definition af "mismatchresultat" (C.D.2.4.7.2.3 Definition af "mismatchresultat")
- Definition af "medregning" (C.D.2.4.7.2.6 Definition af "medregning")
- Definition af "skattenedslag" (C.D.2.4.7.2.7 Definition af "skattenedslag")
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Skatterådet | ||
SKM2021.644.SR | Skatterådet bekræftede, at der ikke skulle ske beskæring af fradrag for driftsomkostninger efter reglerne om hybride mismatch i SEL (selskabsskatteloven) § 8 D, stk. 1. H1 ApS var ejet 100 % af et amerikansk selskab, som behandlede H1 som en transparent enhed efter amerikanske skatteregler ("check-the-box"). Det amerikanske moderselskab betalte et service fee til H1 for services leveret til moderselskabet. Der sås bort fra denne betaling i den amerikanske indkomstopgørelse. Selvom driftsomkostningerne i H1 blev fratrukket i både den danske og den amerikanske indkomstopgørelse, og indtægten fra service fee ikke blev medregnet i den amerikanske indkomstopgørelse, var der efter Skatterådets opfattelse alligevel tale om fradrag i såkaldt "dobbelt medregnet indkomst". Dette skyldtes, at udgiften til service fee heller ikke var fradragsberettiget i USA, og dermed indgik den del af den samlede værdiskabelse, som det danske selskab havde bidraget til, i beskatningsgrundlaget i USA. Det ville desuden medføre en utilsigtet overbeskatning af selskabet, hvis fradrag for driftsudgifterne blev nægtet i Danmark efter SEL (selskabsskatteloven) § 8 D. |
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed