Indhold

Dette afsnit beskriver kort det lovgrundlag og de principper, som har betydning for periodiseringen.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Realisationsprincippet
• Retserhvervelsesprincippet
• Pligtpådragelsesprincippet
• Resolutive og suspensive betingelser.

Regel

Reglerne om periodisering fremgår i et vist omfang af lovgivningen på de enkelte områder. Fx kan nævnes:

• Afskrivningsloven
• LL (ligningsloven) § 5 om renteudgifter
• LL (ligningsloven) § 27 A om vederlag for afhændelse af patentret mv.

Hvis der ikke er taget stilling til beskatnings- eller fradragstidspunktet i andre bestemmelser, må periodisering ske i overensstemmelse med SL (statsskatteloven) §§ 4 - 6.

SL (statsskatteloven) §§ 4 - 6 indeholder ikke en entydig angivelse af, hvilke principper der er afgørende for, i hvilket af flere mulige indkomstår en indtægt eller udgift skal påvirke indkomstopgørelsen, og der kan derfor ikke udledes et entydigt krav om brug af et bestemt periodiseringsprincip.

På baggrund af fortolkning og udfyldning af bestemmelserne i statsskatteloven og anden relevant lovgivning har der dog udviklet sig en praksis for, hvilke periodiseringsprincipper der skal bruges. De følgende afsnit handler om disse principper.

Realisationsprincippet

Det er et grundlæggende princip, at indkomst og tab skal være realiseret, før de påvirker indkomsten. Princippet udledes af SL (statsskatteloven) § 5, hvorefter værdiforøgelser og værditab ikke påvirker indkomsten. De principper, der udledes af statsskatteloven, har da også til overordnet formål at afgrænse, hvornår indkomsten bliver anset for at være realiseret, og dermed i hvilket indkomstår den skatteretligt hører til.

Princippet fraviges dog ved reglerne om behandlingen af varelagre. Se mere om varelagre i afsnit C.C.2.3.1 Varelager.

Retserhvervelsesprincippet

Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

Retserhvervelsesprincippet modsvares af pligtpådragelsesprincippet for så vidt angår udgiftssiden.

Princippet bygger på en fortolkning af SL (statsskatteloven) § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (…) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

Se mere om retserhvervelsesprincippet og dets betydning for periodiseringen af de forskellige former for indtægt i afsnit C.C.2.5.3.2 Tidspunkt for beskatning af indtægter.

Pligtpådragelsesprincippet

Pligtpådragelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en udgift skal påvirke indkomstopgørelsen, når der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale beløbet, og når det kan opgøres endeligt.

Princippet bygger på en fortolkning af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, om "...udgifter, som i årets løb er anvendt...".

Se mere om pligtpådragelsesprincippet og dets betydning for periodisering af de forskellige udgiftsformer i afsnit C.C.2.5.3.3 Tidspunkt for fradrag for udgifter.

Resolutive og suspensive betingelser

Aftaler om retserhvervelse og pligtpådragelse kan være gjort betingede.

Hvis en aftale er gjort betinget, afhænger beskatningstidspunktet af betingelsens indhold og betydning i det konkrete retsforhold.

Inden for skatteretten betegnes betingelser som resolutive, når de ikke udskyder beskatningstidspunktet.

Betingelser, som udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som suspensive.

Se mere om resolutive og suspensive betingelser i afsnit C.C.2.5.3.4 Resolutive og suspensive betingelser.