Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.A.5.17.3.4.1 Lovgrundlag og ikrafttrædelse LL § 7 P, stk. 7

Indhold

Dette afsnit indeholder en overordnet beskrivelse af lovgrundlaget for medarbejderaktieordningen i LL (ligningsloven) § 7 P for nye, mindre virksomheder, se LL § 7 P, stk. 7.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Baggrund
  • Ikrafttrædelse 

Regel

LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 7, giver mulighed for, at nye, mindre virksomheder kan tildele medarbejderaktier svarende til op mod 50 pct. af årslønnen. Når der ikke er tale om nye, mindre virksomheder, gælder beløbsgrænserne på henholdsvis 10 pct. og 20 pct. af årslønnen, se LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 2, nr. 2, og afsnit C.A.5.17.3.3.4.1 Beløbsgrænser.

Anvendelse af LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 7, har samme retsvirkninger som i øvrigt beskrevet i afsnittet om LL (ligningsloven) § 7 P, se C.A.5.17.3 Aktier, købe- og tegningsretter omfattet af LL § 7 P (Individuelle ordninger). For medarbejderen betyder det, at beskatningen af tildelte aktier og købe- og tegningsretter til aktier udskydes til det tidspunkt, hvor aktierne sælges. Beskatningen sker som aktieindkomst og ikke som lønindkomst.

Der er en række betingelser, som udover betingelserne i afsnit C.A.5.17.3.3 Betingelser og anvendelsesområde., skal være opfyldt for at anvende reglerne i LL (ligningsloven) § 7, stk. 7. Betingelserne fremgår af LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 7, nr. 1 - 9, og er følgende:

1) Selskabet må ikke på aftaletidspunktet have haft mere end 50 ansatte i et af de to seneste opgjorte årsregnskaber

2) Selskabets nettoomsætning eller balancesum må ikke have oversteget 15 mio. kr. i et af de to seneste opgjorte årsregnskaber

3) Selskabet må ikke have været aktivt på et marked i mindre end 5 år før kalenderåret, hvor aftalen indgås

4) Selskabet må ikke drive virksomhed, som i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse

5) Selskabet må ikke være kriseramt

6) Selskabet skal have tilbagebetalt eventuel ulovlig støtte

7) Ordningen kan ikke anvendes ved ejerandel på mere end 25 pct. af aktiekapitalen eller rådighed på mere end 50 pct. af stemmerne

8) Selskabet må ikke være børsnoteret eller på anden måde optaget til handel på et reguleret marked

9) Der er krav om indberetning ved støtte på over 500.000 euro

Se betingelserne her: lov nr. 2197 af 29/12/2020, lov nr. 84 af 30. januar 2019 og 2020/1 LSF 69.

Baggrund

I 2019 traf Folketinget beslutning om, at reglerne i LL (ligningsloven) § 7 P skulle udvides for nye og mindre virksomheder. Reglen skulle udvides således, at nye og mindre virksomheder fik mulighed for at tildele et større vederlag (op til 50 pct. af årslønnen) til medarbejderne end, hvad der allerede fremgik af LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 2, nr. 2. Se lov nr. 84 af 30. januar 2019.

Da medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder indeholder elementer af statsstøtte, var det nødvendigt, at ordningen blev godkendt af Europa-Kommissionen, inden den trådte i kraft. Den 7. oktober 2020 godkendte Europa-Kommissionen ordningen under forudsætning af, at der blev indført nogle yderligere betingelser. Herefter inkorporerede regeringen Europa-Kommissionens bemærkninger, hvilket medførte, at der blev fremsat et lovforslag om ordningens ikrafttræden i 2020. Dette lovforslag blev godkendt med virkning fra den 1. januar 2021, og finder anvendelse på aftaler indgået denne dato og frem, se lov nr. 2197 af 29/12/2020.

Ikrafttrædelse

Med virkning fra den 1. januar 2021 er de nye regler for medarbejderaktieordningen for nye, mindre virksomheder vedtaget, se lov nr. 2197 af 29/12/2020 og 2020/1 LSF 69.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.