Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

A.D.16.1 Beslaglæggelser efter RPL § 801, stk. 1

Reglerne om beslaglæggelse findes i RPL kapitel 74.

Beslaglæggelse kan efter RPL § 801, stk. 1, ske i følgende tilfælde:

  • Til sikring af bevismidler
  • Til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde
  • Til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning
  • Når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning
  • Til sikring af krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, Gældsstyrelsen
    Beslutning om beslaglæggelse træffes af retten efter begæring fra politiet

Politiet kan dog foretage en foreløbig beslaglæggelse, når beslutningen ikke kan afvente rettens beslutning, uden at formålet forspildes.  Beslaglæggelsen skal forelægges for retten inden 24 timer, så retten kan tage stilling til, om beslaglæggelsen skal opretholdes.

Alle har samme beføjelse som politiet, hvis de træffer en person, der udøver et strafbart forhold. Det beslaglagte skal snarest gives til politiet, der forelægger sagen for retten, medmindre det beslaglagte leveres tilbage inden udløbet af 24 timer.

Retsvirkningerne af beslaglæggelse afhænger af, hvilken form for beslaglæggelse, der er sket.

Hvis beslaglæggelsen er sket til sikring af

  • bevismidler
  • et krav på konfiskation
  • forurettedes krav på tilbagelevering

kan der hverken ved aftale eller ved retsforfølgning foretages dispositioner mod det beslaglagte, da det vil være i strid med formålet med beslaglæggelsen. Se RPL § 807b, stk. 1.

Hvis beslaglæggelsen er sket til sikring af

  • det offentliges krav på sagsomkostninger
  • krav på konfiskation efter straffeloven § 75, stk. 1, 1. pkt, 2. led og 2. pkt, og stk. 3, og § 76a, stk. 5 og § 77a, 2. pkt.
  • bødekrav
  • forurettedes krav på erstatning i sagen
  • Krav, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, Gældsstyrelsen

har beslaglæggelsen samme retsvirkning som arrest, indtil retten træffer afgørelse efter RPL § 807d, stk. 2 og stk. 3. Se RPL § 807b, stk. 2. Se afsnit A.D.14 Arrest  om arrest.

Når beslaglæggelsen har virkning som arrest, kan en hvilken som helst fordringshaver foretage udlæg i det beslaglagte aktiv, så udlægget placerer sig på den prioritet, som arresten har.

I UfR1990.799Ø udtalte Landsretten, at det at en beslaglæggelse har samme retsvirkninger som arrest, og da en arrest foretaget inden en konkurs bortfalder, vil et krav, der er sikret ved beslaglæggelse som er sket senere end 3 måneder før fristdagen, skulle omstødes i medfør af en analogi fra konkurslovens § 71, stk. 1, jfr. § 75.

Hvis der er foretaget beslaglæggelse hos en tiltalt person, der har unddraget sig videre forfølgning i sagen, bliver personen frataget retten til at råde over formuen. Kreditorforfølgning kan kun ske for krav, der bestod mod tiltalte, før kendelsen om beslaglæggelse blev afsagt. Se RPL § 802, stk. 3, og RPL § 807b, stk. 3.

Se nærmere om beslaglæggelse af varer efter toldloven i afsnit A.C.3.1.2.3 Tilbageholdelse eller beslaglæggelse af varer og likvide midler og om beslaglæggelse af befordringsmidler efter toldloven i afsnit A.C.3.1.2.4 Tilbageholdelse eller beslaglæggelse af befordringsmidler med hjemmel i toldloven.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.