A.C.3.2.1.6 Straffebestemmelse i dødsboskatteloven, DBSL § 93
Indhold
Dette afsnit beskriver gerningsindholdet og strafferammen ved overtrædelse af handlepligter i forbindelse med beskatning af dødsboer.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Fuldbyrdelsestidspunkt
- Personer omfattet af reglen
- Subjektive betingelser for strafansvar.
Regel
Den der, til bedømmelse af om dødsboet er fritaget for beskatning, forsætligt eller ved grov uagtsomhed
- afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, eller
- fortier eller nægter at give oplysninger, eller
- undlader rettidigt at afgive en særlig boopgørelse, når der udøves erhverv med fast driftssted i Danmark,
straffes med bøde. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 93, stk. 1.
Når overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, kan straffen stige til fængsel i 1 år og 6 måneder. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til 8 år efter STRFL § 289. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 93, stk. 3.
Se også
Se DBSL (dødsboskatteloven) § 6, stk. 1 om beregning af dødsboskat, og DBSL (dødsboskatteloven) § 57, stk. 1 om den særlige boopgørelse.
Fuldbyrdelsestidspunkt
Det strafbare gerningsindhold i er realiseret, når
- de urigtige eller vildledende oplysninger er modtaget af Skattestyrelsen,
- de manglende oplysninger resulterer i en forkert afgørelse angående beskatningen, og
- fristen er udløbet.
Forsæt til unddragelse fuldbyrdes samtidig.
Personer omfattet af reglen
Pligtsubjekt i et privat skiftet bo er den, der har fået fuldmagt af arvingerne til at gennemføre skiftet. Pligtsubjektet i et offentligt skiftet bo er bobestyreren.
Ansvarssubjektet kan både være pligtsubjektet og arvingerne i boet, idet arvingerne kan medvirke til overtrædelsen ved at holde oplysninger tilbage om boets aktiver.
Subjektive betingelser for strafansvar
Den forsætlige eller groft uagtsomme handling kan vedrøre to forhold, enten
- afgivelse eller manglende afgivelse af oplysninger, eller
- at fristen for handlepligtens opfyldelse er overskredet.
Ved anvendelse af DBSL (dødsboskatteloven) § 93, stk. 3, er den subjektive betingelse, at der er forsæt til unddragelse.
Bemærk
I det omfang, overtrædelsen har karakter af en ordensforseelse, straffes der ikke. I situationer, hvor bevisbyrden ikke kan løftes for forsætlig overtrædelse af DBSL (dødsboskatteloven) § 93, stk. 3, men hvor der er realiseret skatteunddragelse, kan DBSL (dødsboskatteloven) § 93 stk. 1, anvendes til udmåling af en normalbøde for grov uagtsomhed.
Se også
Se afsnit C.E.2.2.2.1 Dødsboers begrænsede skattepligt generelt om betingelserne for skattefrihed for dødsboer, og afsnit C.E.3.7.6 Særlig boopgørelse om den særlige boopgørelse.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed