Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

A.C.3.2.1.10.3 Særlige bestemmelser om skærpet bødestraf (colalovgivningen)

Indhold

Dette afsnit handler om det gerningsindhold, der kan sanktioneres med skærpet ordensbøde. Der er tale om overtrædelse af visse ensartede bestemmelser i en række punktafgiftslove (cola-lovgivningen).

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Baggrund for reglen
  • Personer omfattet af reglen
  • Flere overtrædelser

Regel

I chokoladeafgiftsloven (CHOAL), emballageafgiftsloven (EMBAL), øl- og vinafgiftsloven (ØLVINAL), spiritusafgiftsloven (SPRITAL), og tobaksafgiftsloven (TOBAKAL), kan der udmåles en skærpet ordensbøde, når

a) der ikke er sket registrering som varemodtager inden modtagelse af varer fra udlandet eller alternativt ikke givet anmeldelse og stillet sikkerhed,

b) det ikke er muligt at konstatere, om afgiften er betalt, fordi

  • der intet regnskab foreligger,
  • der mangler fakturaer for tilstedeværende eller solgte varer,
  • der foreligger fakturaer, men det er ikke muligt at identificere leverandøren,
  • der ikke kontinuerligt foretages kasseregistreringer,
  • der ikke udleveres boner ved kontantkøb,
  • der ikke foretages daglige kasseafstemninger, eller
  • kontant betaling af leverandørfakturaer ikke er medtaget i kasseregnskabet.

Se CHOAL § 26, stk. 5-7, EMBAL § 18, stk. 5-7,  stk. 5-7, ØLVINAL § 25, stk. 5-7, SPRITAL § 31, stk. 5-7, TOBAKAL § 25, stk. 5-7.

Bemærk

Personer, der selv indfører varer til eget forbrug i egen husstand, skal ikke foretage registrering som varemodtager inden indførelse.

Fuldbyrdelsestidspunkt

Det strafbare gerningsindhold er fuldbyrdet, når

  • der ikke er foretaget registrering/indgivet anmeldelse ved indførelse af varer fra udlandet, eller
  • der befinder sig varer til salg på forretningsstedet, som ikke er afgiftsberigtigede, eller
  • det ved kontrol på forretningsstedet ikke kan konstateres, at afgiften er betalt.

Baggrund for reglen

Reglen drejer sig om overtrædelser i virksomheder, der afsætter de pågældende punktafgiftspligtige varer, fx kiosker, hvor det ikke kan dokumenteres, at der er betalt punktafgifter for de varer, som konstateres til stede ved kontrolbesøg i virksomheden.

Typisk kan der ved kontrolbesøget kun konstateres en så beskeden beholdning af punktafgiftspligtige varer, at der ikke er grundlag for at straffe med en normalbøde på grundlag af den skete afgiftsunddragelse.

Reglen vedrører endvidere tilfælde, hvor den der indfører varer, ikke skal anvende varerne til eget forbrug i egen husstand, men derimod indfører varerne med henblik på overdragelse til andre private aftagere eller med salg for øje.

Ansvarssubjekt

Hvis overtrædelsen er begået af en fysisk person eller af ejeren af en personligt drevet virksomhed, gøres ansvaret gældende mod denne. Hvis overtrædelsen er begået af en juridisk person, vil der som udgangspunkt blive gjort ansvar gældende mod den juridiske person, hvis der inden for den juridiske persons virksomhed er begået en overtrædelse, der enten kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til den juridiske person, eller den juridiske person som sådan. Dette udgangspunkt udelukker ikke, at der samtidig eller alene kan gøres et personligt ansvar gældende mod den ansvarlige fysiske person, særligt hvis denne indtager en overordnet stilling og har handlet med forsæt eller udvist grov uagtsomhed.

Se afsnit A.C.3.2.3 Ansvarssubjekter. om valg af ansvarssubjekt og Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/1999, revideret 17. april 2015.

Subjektive betingelser for strafansvar

Der skal foreligge en strafbar tilregnelse i forhold til, at

  • der ikke er sket registrering eller anmeldelse eller stillet sikkerhed inden modtagelsen af de pågældende varer, eller
  • at varen er bragt til salg uden, at der foreligger dokumentation for betaling af afgift.

Da der er tale om en ordensbøde, er sanktionen den samme, uanset om der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, og det er således tilstrækkeligt at løfte bevisbyrden for grov uagtsomhed.

Flere overtrædelser

Har nogen begået flere overtrædelser af samme lov, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse. Har nogen desuden overtrådt én eller flere andre skatte- og afgiftslove eller pantlovgivningen, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.

Bestemmelserne om sammenlægning af bødestraffen kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.

Se også

Se afsnit A.C.3.5.3.3 Skærpede bøder ved overtrædelse af colalovgivningen om beregning og sammenlægning af de skærpede bøder, herunder gentagelsesvirkning.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.