Indhold

Dette afsnit handler om forholdet mellem indsigt efter databeskyttelsesforordningen (DBF), jf. databeskyttelsesloven (DBL) og aktindsigt efter offentlighedsloven (OFL).

Afsnittet indeholder:

• Indledning
• Databeskyttelsesforordningen eller offentlighedsloven
• Det mest gunstige retsgrundlag
• De to regelsæt

Indledning

Offentlige myndigheder skal være opmærksomme på samspillet mellem databeskyttelsesforordningens regler om indsigt samt forvaltningslovens regler om partsaktindsigt og offentlighedslovens regler om egenacces. Se om forholdet til forvaltningsloven i afsnit A.A.6.3.2 Forholdet til forvaltningsloven.

Udgangspunktet er, at der skal gives den registrerede indsigt og/eller aktindsigt efter de regler, der er mest gunstige for den registrerede. Det er i den forbindelse uden betydning, hvilket regelsæt den registrerede har henvist til, da vedkommende bad om indsigt. Se Datatilsynets vejledning af juli 2018 om de registreredes rettigheder, side 27.

Databeskyttelsesforordningen eller offentlighedsloven

Der skal indledningsvis tages stilling til, om en anmodning om indsigt skal afgøres efter reglerne om den registreredes indsigtsret i DBF artikel 15, jf. DBL § 22, eller efter reglerne om egenacces i OFL § 8.

I tilfælde, hvor en registreret person anmoder om indsigt i personoplysninger, der er undergivet elektronisk databehandling, eller som indgår i et manuelt register, skal anmodningen som udgangspunkt afgøres efter reglerne i DBF artikel 15, jf. DBL § 22.

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven medfører ikke indskrænkninger i den registreredes muligheder for at få aktindsigt i en sags dokumenter efter reglerne om egenacces i offentlighedsloven, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Se OFL § 8.

Databeskyttelsesforordningen sikrer i lighed med forarbejderne til offentlighedsloven, at en registreret person kan få aktindsigt, uanset om en forvaltningsmyndighed kun opbevarer sine dokumenter i elektronisk form.

En registreret person kan derfor opnå indsigt efter reglerne i såvel databeskyttelsesforordningen som offentlighedsloven, hvis der er tale om oplysninger om den registrerede selv i dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. Se OFL § 7, stk. 1. Det er naturligvis en forudsætning for at opnå indsigt efter reglerne i databeskyttelsesforordningen, jf. databeskyttelsesloven, at der er tale om behandling af oplysninger, som er omfattet af disses anvendelsesområder.

Det mest gunstige retsgrundlag

Hvis en person har ret til indsigt efter både databeskyttelsesforordningen og offentlighedsloven, skal der træffes afgørelse på det retsgrundlag, der er det mest gunstige for den pågældende.

De to regelsæt

Udgangspunktet om det mest gunstige retsgrundlag vil dog ikke her have nogen betydning, idet det i forhold til en registreret person vil være muligt for forvaltningsmyndigheder at gøre undtagelse fra indsigtsretten i samme omfang efter de to regelsæt.

Dette gælder direkte undtagelser vedrørende sagstyper, myndighedens interne dokumenter samt fortrolige oplysninger, der er omfattet af særlig tavshedspligt, da der i DBL § 22, stk. 3, er indsat en henvisning til OFL §§ 19-22, samt OFL §§ 23, 24, 26, 27 og 35.

Dette gælder endvidere de undtagelser, der kan gøres af hensyn til private og offentlige interesser efter OFL §§ 31-33, idet tilsvarende undtagelser følger af DBL § 22, stk. 1 og stk. 2.