Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

UfR.1999.110 HR

Skyldner bestred nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort fordringernes usikkerhed. Højesteret lagde desuden vægt på, at en fristdag var nødvendig af hensyn til en evt. omstødelse.

Det er naturligvis Gældsstyrelsen som fordringshaver, der har bevisbyrden for, at kravet består. Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Højesterets kendelse medfører, at det påhviler skyldner at dokumentere en fordrings uklarhed, hvis fordringshaver har sandsynliggjort kravet. 

Landsretten

SKM2017.403.ØLR

Landsretten stadfæstede et konkursdekret, som var afsagt på baggrund af en konkursbegæring, indgivet af SKAT mod et selskab. Konkursbegæringen hvilede på en fordring, som bestod dels af nogle "transfer pricing"-forhøjelser og dels af en afgørelse om hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. At de af SKATs afsagte afgørelser, som konkursfordringen udsprang af, og som var indbragt for Landsskatteretten, kunne ikke medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. Heller ikke det forhold, at selskabet havde indbragt SKATs afslag på henstand for Landsskatteretten, afskar afsigelse af konkursdekret.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse medfører at klage over en afgørelse ikke afskærer muligheden for at anvende afgørelsen som konkursfordring.

UfR 2017.3507 VLR

Landsretten lagde til grund, at kravet havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for konkurs, idet den omstændighed, at kravet ikke var forfaldet og ikke kunne tvangsfuldbyrdes, ikke kunne føre til et andet resultat.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse gør det klart, at fordringens klarhed er afgørende for om den kan anvendes som konkursfordring.

SKM2016.543.VLR

Et selskab kærede det af skifteretten afsagte konkursdekret med principal påstand om konkursdekretets ophævelse og subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved skifteretten. Til støtte for påstanden om konkursdekretets ophævelse gjorde selskabet bl.a. gældende, at konkursfordringen ikke havde den fornødne klarhed til at danne grundlag for konkurs.

Selskabet gjorde herved gældende, at der ikke var hjemmel til at opkræve moms af de af selskabet solgte både, da disse aldrig havde befundet sig i Danmark eller var blevet transporteret til Tyskland inden salget til aftageren. Selskabet henviste endvidere til, at Landsskatteretten endnu ikke havde behandlet klagesagen vedrørende det momskrav, som konkursbegæringen udsprang af, og at selskabet som følge af SKATs tidligere kontrolbesøg havde en berettiget forventning om, at SKAT ikke senere ville opkræve moms af de solgte både.

Landsretten fandt, at den påklagede momsafgørelse kunne danne grundlag for et konkursdekret, da det af selskabet anførte ikke havde skabt en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at konkursdekret ikke kunne afsiges. Landsretten fandt også de øvrige konkursbetingelser opfyldt og stadfæstede derfor konkursdekretet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte udpegningen af kurator.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse er i overensstemmelse med Højesterets kendelse fra 1999 (jf. ovenfor). Det er skyldner, der har bevisbyrden for, at en fordring er så uklar, at den ikke kan anvendes som konkursfordring. Klarhedskriteriet er således af afgørende betydning for en fordrings anvendelse som konkursfordring.

SKM2014.217.ØLR

SKAT havde udlæg i skyldners faste ejendom for 6.456.543 kr., og de af SKAT foretagne udlæg havde henholdsvis 19. og 22. prioritet (sidste prioritet) i prioritetsrækken af tinglyste rettigheder. Ejendommens offentlige ejendomsværdi var 7.350.000 kr.

Retten fandt under disse omstændigheder ikke, at SKATs fordring var sikret ved betryggende pant.

Da skyldner havde erkendt, at der bestod et krav, som ikke kunne betales, og da kravet trods adskillige udsættelser i skifteretten fortsat ikke blev betalt, samt henset til at SKAT har den fornødne retlige interesse i konkurs, var betingelserne for afsigelse af konkursdekret opfyldt. 

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse er et udtryk for, at betryggende sikkerhed i en ejendom/et aktiv skal vurderes konkret og at aktivets værdi skal vurderes på baggrund af en forventet budsum ved aktivets (tvangs)realisation.

SKM2013.865.ØLR

Skyldnerselskabet fremkom med indsigelser mod det af SKAT fremsatte krav, og fremlagde i denne forbindelse egne opgørelser, der viste, at kravet var et andet end opgjort af SKAT. Skifteretten nægtede på denne baggrund at fremme SKATs konkursbegæring. Østre Landsret hjemviste sagen til fornyet behandling i Skifteretten, herunder til afgørelse af om selskabet var insolvent, med den begrundelse, at SKATs krav var opgjort på baggrund af selskabets egne angivelser, og at selskabet ikke havde godtgjort, at der forelå en sådan usikkerhed med hensyn til kravet, at der ikke kunne afsiges konkursdekret.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse medfører, at når en afgørelse fra Skatteforvaltningen bygger på skyldneres egne angivelser, er skyldners bevisbyrde tungere ift. at udfordre fordringens klarhed. 

SKM2006.700.VLR

Skyldner, der i forvejen var under konkursbehandling, blev erklæret konkurs på ny for krav hvilende på forhøjelse af skatteansættelser for 2002-2004 med ca. 8 mio. kr. Forhøjelsen blev indbragt for Landsskatteretten, men skifteretten fandt, at SKATs afgørelse trods anfægtelsen i et vist omfang kunne lægges til grund. Efter en gennemgang af de enkelte punkter i SKATs afgørelse om forhøjelsen stadfæstede landsretten konkursdekretet.

TfS.2000.638 ØLR

Skatteyder gjorde indsigelse mod SKATs krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste bestod af et krav ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen havde begæret sagen genoptaget, fordi kendelsen hvilede på et ifølge skatteyder forkert grundlag. Landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursdekretet.

TfS.1999.198 ØLR

Skifteretten afviste en skønsmæssig ansættelse med den begrundelse, at den hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten var uforenelig med selskabets beskedne aktiver. SKAT påstod, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Landsretten bekræftede den manglende kompetence, men fastslog, at en undtagelse måtte gøres ved ganske særlige omstændigheder. Sådanne forelå i sagen. Skifterettens afvisning blev derfor stadfæstet.

Sø- og Handelsretten

TfS.1998.318 SH

Et selskab påklagede sin ændrede skatteansættelse til Landsskatteretten, hvor sagen verserede, da konkursbegæringen skulle behandles. Skifteretten afviste begæringen på grund af bevisførelsens omfang. Skattekravet var derfor ikke tilstrækkeligt klart.