E.A.4.6.5.4 Overdragelse af bundfradrag
Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår og under hvilke betingelser et bundfradrag kan overdrages i forbindelse med fx udlejning og overdragelse af en virksomhed.
Afsnittet indeholder:
- Overdragelse til anden driftsleder
- Midlertidigt produktionsstop
- Andre procesformål.
Overdragelse til anden driftsleder
Godtgørelse af CO2-afgift er knyttet til bestemte energiintensive processer, som oprindelig foregik i virksomheden i basisperioden 2003 - 2007 eller 2007.
Bundfradraget er knyttet til den enkelte virksomhed og kan overdrages i forbindelse med forskellige begivenheder, fx generationsskifte, salg, flytning til anden matrikel mv. Bundfradraget er fastlåst på et bestemt niveau, og størrelsen kan ikke ændres ved fx produktionsudvidelser.
Bundfradraget kan ikke overdrages alene men kun sammen med de energitunge processer (produktionsprocesser), som bundfradraget oprindeligt var knyttet til.
Hvis overdragelsen sker i et løbende kalenderår, skal den hidtidige driftsleder også oplyse om størrelsen af et eventuelt restbundfradrag.
Udlejning af en produktionsenhed
En lejeaftale vil også betyde, at bundfradraget kan udnyttes af en lejer. Ejerskabet er således ikke afgørende for, at kunne anvende et bundfradrag.
Hvis fx en væksthusgartner udlejer/bortforpagter sine drivhuse, kan bundfradraget følge med til lejeren/forpagteren. Det er en betingelse, at der fortsat drives gartnerivirksomhed i væksthusene, og at de drives for lejerens egen regning og risiko (at lejer er driftsleder).
Overdragelsen skal kunne dokumenteres ved en leje-/forpagtningskontrakt eller lignende, hvor de nærmere aftaler om drift af produktionsenheden, lejeperiode og bundfradrag fremgår.
Hvis produktionsenheden udlejes i et løbende kalenderår, skal størrelsen af bundfradraget også fremgå.
Ved ophør af en lejekontrakt i et løbende kalenderår, skal lejer oplyse om størrelsen af et eventuelt restbundfradrag til udlejer.
Skattestyrelsen skal underrettes, hvis lejekontrakten ændres, fx hvis lejeperioden ændres.
Udlejning af en del af en produktionsenhed
Hvis det kun er en del af en produktionsenhed der udlejes, kan der kun overdrages en forholdsmæssig andel af bundfradraget svarende hertil.
Ved udlejning af væksthuse kan bundfradraget opgøres på baggrund af en forholdsmæssig andel af det samlede væksthusareal, der har ligget til grund for beregning af bundfradraget.
Der gælder i øvrigt de samme betingelser mv. som er nævnt ovenfor under "Udlejning af en produktionsenhed".
Ved udlejning af en del af produktionsenheden i en kortere periode end et helt kalenderår, er det udlejers (driftsleders) ansvar, at der ikke opnås et større bundfradrag end oprindeligt beregnet.
Midlertidigt produktionsstop
Bundfradraget bortfalder ikke ved, at driftsleder har et midlertidigt produktionsstop. Ved et midlertidigt produktionsstop forstås, at produktionen er ophørt i en kortere periode, fx som følge af urentabel produktion og renovering/reparation af produktionsenheden.
Andre procesformål
Bundfradraget kan også anvendes til procesformål i andre dele af virksomheden. Hvis en gartnerivirksomhed køber en anden virksomhed fx en marmeladefabrik, kan uudnyttet bundfradrag fra gartnerivirksomheden bruges i marmeladefabrikken, hvis gartnerivirksomheden fortsat opretholdes, og hvis der er tale om samme driftsleder (samme juridiske enhed).
Det er under alle omstændigheder en betingelse for fortsat bundfradrag, at den proces, som oprindeligt har ligget til grund for bundfradraget, fortsat foregår i virksomheden.
Hvis fx en væksthusgartner ophører med at drive væksthusgartneri, så ophører adgangen til at bruge bundfradraget også.
Bundfradraget kan ikke omsættes/afsættes isoleret, men alene indgå som et element i den samlede virksomhed.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed