E.E.4.3.3 Andre varmeanlæg

Når opvarmning af et stuehus og af vand til privat forbrug sker via et varmegenvindingsanlæg, der er anbragt i en driftsbygning, som ligeledes opvarmes ved hjælp af anlægget, beskattes den private del af eludgifterne. Ved fastsættelsen af den private andel kan der vejledende tages udgangspunkt i Ligningsrådets takster for privat andel af varmeudgifter, idet disse deles med effektfaktoren for varmegenvindingsanlægget, se TfS 1992, 520 LSR.

SKM2001.519.HRD: En landmands varmegenvindingsanlæg, der var tilsluttet en mælkenedkølingstank, affugtede stalden og opvarmede stuehuset. De lokale skattemyndigheder havde ved fordelingen af el-udgiften til varmegenvindingsanlægget taget udgangspunkt i Ligningsrådets vejledende satser for privat anvendelse af elforbrug til opvarmning og divideret dette tal med 3, svarende til varmegenindvindingsanlæggets effektfaktor. Højesterets flertal fandt, at produktion af varme og varmt vand til privatforbrug var et af anlæggets væsentligste funktioner. Der var således ikke tale om et spildprodukt. Udgifterne måtte fordeles på den erhvervsmæssige og den private del efter udgiftsbelastningen, mængden af anvendt energi eller tilsvarende kriterier, og således at forbruget blev opgjort til kostpris. Flertallet fandt ikke grundlag for at kritisere de lokale skattemyndigheders anvendte kriterier for skønsudøvelsen. Skønnet var udøvet på baggrund af ovenstående kriterier.

SKM2006.374.LSR: En svineproducent blev beskattet af fri varme fra et biogasanlæg. Anlægget producerede elektricitet, som blev solgt. Ved afkølingen af anlægget opstod et restprodukt i form af varme, som blev benyttet til opvarmning af stalden og stuehuset. Selvom anvendelsen af varmen fra biogasanlægget ikke havde været hovedformålet med investeringen i anlægget, havde den dog været et ikke uvæsentligt formål hermed. Varmen fra anlægget kunne således ikke anses for at være et spildprodukt. Formålet med biogasanlægget var ifølge ansøgningen om byggetilladelse fremstilling af både el og varme, herunder at opnå en besparelse på gårdens energiforbrug. Varme har en handelsværdi, og skatteyderen havde et sparet privatforbrug. Der var ikke opsat forbrugsmålere. Landsskatteretten fandt derfor ikke grundlag for at ændre, at beregningen af værdien af elopvarmning tog udgangspunkt i anlæggets produktionspris på el.