Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2026-2
<< >>

J.A.20.3.1.3 Valg af parametre

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • ►Eksempler på parametre◄
  • ►Særligt om information om pengebevægelser◄
  • ►Særligt om demografi◄
  • ►Særligt vedrørende pengeforbrug◄

►◄

►Eksempler på parametre◄

►Nedenstående er eksempler på parametre, der kan være medvirkende til at gøre sig bekendt med spillerens spilmønster, og som kan indgå i risikovurderingen af spilleren. Eksemplerne er fra standarden DS/EN 18144:2025 Onlinespil - Risikoindikatorer til at understøtte identifikation og forebyggelse af risikabel og problematisk spiladfærd. Der kan bruges andre og flere parametre end de nævnte, og der er ikke et bestemt krav om, hvor mange parametre der skal bruges. Et enkelt parameter vil dog ikke være nok, og parametrene skal kombineres.

  • Indsatser
    • antal og samlet beløb
  • Spilhastighed
    • afstand i tid mellem indsatser
  • Indbetalinger
    • antal og samlet beløb
    • samlet beløb, der er indbetalt netto, dvs. hvor udbetalinger er fratrukket
  • Annullerede udbetalinger
    • Antal
  • Spillerhenvendelser
    • antal og type
  • Tidsforbrug
    • hvor meget tid bruges der på spil hver dag?
    • evt. også hvor mange timer på ét døgn placerer man mindst ét spil
  • Spilprodukter
    • Antal
  • Ansvarligt spil-værktøjer
    • antal ændringer foretaget af spilleren
  • Tab
    • samlet beløb (indsatser - gevinster = tab)

Der bør ligeledes tages højde for interaktioner imellem parametre. Det betyder, at tolkningen af det enkelte parameter bør afhænge af de øvrige parametre og må ikke stå alene. Der er grund til særlig opmærksomhed, hvis der i data eller udsagn fra spilleren ses tegn på, at spilleren prøver at vinde tabte penge tilbage.◄






►Særligt om information om pengebevægelser◄

Bemærk, at information om pengebevægelser (indbetalinger, udbetalinger, kortskift, annullering af udbetalinger osv.) kun er spilmønstre i en udvidet forstand af ordet. Disse ►parametre kan derfor ikke stå alene, men◄ må gerne indgå ►i den samlede vurdering.◄►◄

►Det, der betegnes som ægte spildata, såsom indsatser, tidspunkt for spil og spiltype, skal således indgå i væsentligt omfang i vurderingen af spilmønstre. Det er dermed også acceptabelt at tillægge informationer om pengebevægelser mindre vægt, hvis der i stedet ses på indsatser, gevinster osv., der med tiden vil give samme oplysning som ind- og udbetalinger.

Den enkelte spillers økonomiske råderum vil altid være individuelt og deraf følger, at der vil være variation i, hvornår den enkelte spillers pengeforbrug får negative konsekvenser for den private økonomi.

Selv om en spiller kan finansiere sit spil, kan spillet have andre negative konsekvenser og medføre skadevirkninger i vedkommendes liv på andre måder.

Det beløb, der spilles for, kan derfor aldrig være den eneste markør, en tilladelsesindehaver bruger til at opfylde sin forpligtelse til at udbyde ansvarligt spil.◄

►Særligt om demografi◄

Bemærk yderligere, at demografiske data som alder, køn og etnicitet, geografisk lokation osv. ikke udgør spildata. Disse data kan således ikke indgå i analyse af spilmønstret. 

►Det er essentielt at kigge på spillerens spilmønstre og dermed kontakte en spiller på baggrund af måden, spilleren spiller på og ikke på baggrund af, hvem spilleren er.

Dette er naturligvis ikke til hinder for, at tilladelsesindehaver er særligt opmærksom på spillere, der lige har oprettet en spilkonto.◄

►◄

Særligt vedrørende pengeforbrug

Stort pengeforbrug er et særligt problem, fordi det inden for en kort tidsperiode kan medføre vidtrækkende og langvarige konsekvenser for spilleren. Derfor skal tilladelsesindehaver have procedurer, der sikrer, at spilleren bliver undersøgt, inden spilleren har tabt store beløb. Denne undersøgelse bør ikke afvente den sædvanlige analyse af spilmønstre, hvis denne ikke opdateres løbende.

Spillemyndigheden anser det som god praksis, at tilladelsesindehaver er særligt opmærksom på spillere, der lige har oprettet en spilkonto, og hvor tilladelsesindehaver derfor endnu ikke har identificeret et spilmønster. Et højt forbrug hos en ny spiller kan således indikere problematisk spiladfærd eller spilafhængighed. Spillemyndigheden anser det desuden som god praksis, at tilladelsesindehaver supplerer den valgte metode, således alle spillere, der taber over X kr. på Y dage, med det samme udtages til manuel gennemgang eller udsættes for en automatiseret, aktiv intervention. Tilladelsesindehaver må således gerne supplere de mere avancerede analyser med grænser sat på en enkelt parameter.

Eksempel:

Spiller A har tendens til intense spilsessioner, hvor spiller A indbetaler talrige gange i løbet af kort tid, hvilket resulterer i

høje daglige tab. Spiludbyder X’s algoritme formår på trods af dette først efter seks måneder at tilsende spiller A en generisk ansvarligt spil-besked, og herefter bliver spiller A først efter syv måneder kontaktet ved en målrettet intervention.

Det vurderes i dette tilfælde, at spiludbyder X for sent vælger at intervenere over for spiller A.

Spillemyndigheden anser det som god praksis, hvis tilladelsesindehaver altid er ekstra opmærksom, hvis en spillers forbrug ligger højt i forhold til en gennemsnitlig danskers indkomst.

Tilladelsesindehaver bør desuden tage højde for, hvad det anbefales, at man har af rådighedsbeløb, da det er en indikation af, hvad en dansker har til rådighed hver måned, når alle faste udgifter er betalt.

►◄

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen

Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.