Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

H.A.2.2.6.23 Store landbrugs- eller skovejendomme med flere anvendelser

Indhold

Afsnittet omhandler kategorisering af store landbrugs- eller skovejendomme med flere anvendelser.

Godser, slotte og herregårde og lign. har som regel et stort grundareal og desuden en stor hovedbygning, mange fritliggende beboelser og store driftsbygninger. Jorden anvendes som regel primært til landbrugs- eller skovdrift, men der kan også være andre anvendelser af jorden såsom golfbane, solcelleparker, klatrebaner m.m. Det er desuden ikke ualmindeligt, at både hovedbygning og tidligere driftsbygninger anvendes til erhvervsaktiviteter, der ikke relaterer til landbrugs- eller skovdriften, fx hotel, restaurant og kursusvirksomhed. Kategoriseringen afhænger af ejendommens samlede karakter og anvendelse i forhold til, om det er landbrugs- ellers erhvervsmomentet, der vægter højest.

Et traditionelt gods, herregård, slot og lignende med et stort grundareal er som udgangspunkt oprindeligt opstået med det formål, at det skal danne rammen omkring landbrugs- eller skovdrift. Det samme gælder ejendomme med større grundarealer, som traditionelt i sit bygningssæt består af et stuehus og tilhørende driftsbygninger. Sådanne typer ejendomme med store arealer i landzone vil som udgangspunkt blive kategoriseret som landbrugs- eller skovejendom, hvis ejendommen samtidig i et vist omfang anvendes til egentlig landbrugs- eller skovdrift.

Omvendt vil ejendomme med beskedne arealer, og hvor der foregår andet erhverv i et større omfang, med større sandsynlighed skulle kategoriseres som erhvervsejendom mv. Det samme gælder, hvis det er hovedparten af arealet, der anvendes til andre formål end til landbrug og skov.

Selve bygningsparcellens grundareal udgør ofte en mindre del af det samlede grundareal. Bygningsparcellen består af det areal, hvorpå ejendommens bygninger er placeret, og dertil naturligt tilhørende arealer som gårdsplads, have og udenomsareal.

Selv om bygningsparcellens bygninger, som oprindeligt har været tiltænkt landbrugsdrift og beboelse for landmanden, måtte blive brugt til andet erhverv som fx kontor, hotel, restaurant og museum, vil denne anvendelse som udgangspunkt ikke være afgørende for ejendommens samlede karakter, hvis ejendommen fortsat har landbrugs- eller skovareal i større omfang, hvor der drives intensiv og professionel landbrugs- eller skovdrift.

Eksempel på gods, herregård, slot og lign.

Et gods, herregård, slot og lign. med et areal på 200 hektar. Ejendommens fremtoning med store arealer der drives landbrugsmæssigt og/eller plantet til med skov medfører, at ejendommen først og fremmest er en landbrugs- eller skovejendom, hvorfor ejendommen som udgangspunkt vil blive kategoriseret som en landbrugs- eller skovejendom, fx selvom bygningsparcellen anvendes til andre erhvervsmæssige formål eller der af historiske årsager er flere beboelser på ejendommen.

Eksempel på blandet anvendelse og store landbrugsarealer

En ejendom på 100 hektar, hvor 60 hektar er golfbane, bygningsparcel og park på 15 hektar anvendes til hotel og eventformål og det resterende areal på 25 hektar drives landbrugsmæssigt. I dette eksempel vil de øvrige erhvervsmæssige aktiviteter dominere ejendommens samlede karakter og anvendelse, og ejendommen kategoriseres som udgangspunkt som erhvervsejendom mv.

Eksempel på blandet anvendelse og store landbrugs- og skovarealer

En ejendom på 100 hektar, hvoraf 30 hektar anvendes til fx golfbane og bygningsparcellen anvendes til andet erhverv. Her er der fortsat et stort resterende areal til intensiv landbrugs- eller skovdrift, således at ejendommens samlede karakter stadig er landbrugs- eller skovejendom.

Eksempel på blandet anvendelse og store landbrugs- og skovarealer

En ejendom på 100 hektar, hvoraf 30 hektar er landbrugs- og skovdrift, og de resterende 70 hektar bruges til golfbane inkl. en bygningsparcel med golfhotel. Her er ejendommens reelle landbrugs- eller skovdrift i relation til golfbanen så beskeden, at den er ubetydelig i forhold til andre erhverv på ejendommen og derfor ikke opfylder kravene til at kunne kategoriseres som landbrugs- eller skovejendom. Ejendommen kategoriseres i stedet som erhvervsejendom mv.

Eksempel på blandet anvendelse og store landbrugsarealer

En ejendom i landzone har 75 hektar. Jorden dyrkes med traditionelle landbrugsafgrøder, og der er fire produktionsvindmøller, som producerer el til elnettet. Ejendommens bygninger anvendes til foredrag, koncerter og teambuilding. Haven er en stor park på ca. fem hektar, som er omdannet til klatrepark og fodboldgolf. Trods de mange ikke landbrugsmæssige aktiviteter, vil der fortsat være et stort areal, som anvendes landbrugsmæssigt, og som kan betragtes som intensivt dyrket grundet afgrødevalget. Derfor kategoriseres ejendommen som værende en landbrugsejendom.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.