Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

G.A.3.4.4.1 Generelt om konkurs

Indhold

Afsnittet beskriver hovedtrækkene i konkurs.

Afsnittet indeholder:

  • Skifteretten kan erklære en insolvent skyldner konkurs
  • Hvem kan fremsætte begæringen?
  • Konkursmassen
  • Konkursens virkninger
  • Kurators forpligtelser
  • Særligt om restanceinddrivelsesmyndigheden.

Skifteretten kan erklære en insolvent skyldner konkurs

Skifteretten kan erklære skyldner konkurs, hvis skyldner er insolvent. Det sker ved et konkursdekret.

Skyldner er insolvent:

  • Hvis han ikke over for fordringshaverne kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder til betaling, og
  • Det må antages, at den manglende betalingsevne ikke blot er forbigående.  

Se konkurslovens § 17, stk. 2.

Skifterettens afgørelse om afsigelse af dekret kan kæres til landsretten.

Hvem kan fremsætte begæringen?

En begæring om konkurs kan fremsættes af en fordringshaver eller af skyldner selv. Se konkurslovens § 17, stk. 1.

Konkursmassen

Konkursmassen omfatter skyldners aktiver på det klokkeslæt, hvor konkursdekretet afsiges, samt hvad der under konkursen tilfalder skyldner. Se konkurslovens § 32.

Skyldners indtægter efter konkursdekretet indgår dog ikke i konkursmassen. Se konkurslovens § 33. Dette gælder også en eventuel understøttelse fra det offentlige eller en arbejdsløshedskasse. Understøttelse af privat karakter vil som hovedregel også være undtaget fra konkursmassen.

Se også afsnit G.A.3.4.4.4.5 Konkursmassen.

Konkursens virkninger

Konkursloven bygger på to væsentlige principper, nemlig:

  • Skyldners urådighed
  • Ligestilling blandt fordringshaverne. 

Konkursen medfører derfor, at skyldneren mister rådigheden over sin formue. Se konkurslovens § 29. Formuen bliver en del af konkursboet, der administreres af en kurator.

Den enkelte fordringshaver kan ikke forfølge sit krav mod skyldner i konkursmassen. Se konkurslovens § 31.

Se også afsnit G.A.3.4.4.4 Konkursens indtræden og virkninger mv.

Kurators forpligtelser

Skifteretten udpeger en kurator efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede. Se konkurslovens § 107.

Kurator skal varetage interesserne hos de fordringshavere, der på klokkeslættet for konkursdekretet havde et krav mod skyldner. Se konkurslovens § 38.

Kurator skal derfor registrere og sikre skyldners aktiver, herunder inddrive eventuelle fordringer og gøre eventuelle omstødelseskrav gældende. Se konkurslovens § 110. 

Aktiverne i konkursmassen omsættes til penge, der herefter udloddes til fordringshaverne i en bestemt rækkefølge, den såkaldte konkursorden. Reglerne om konkursordenen skal give fordringshaverne en samtidig og ligelig dækning af deres krav.

Se også afsnit G.A.3.4.4.4.8 Konkursordenen.

Særligt om restanceinddrivelsesmyndigheden

Restanceinddrivelsesmyndigheden overtager kreditorbeføjelserne fra fordringshaverne, når fordringerne overdrages til inddrivelse. Derfor har restanceinddrivelsesmyndigheden ret til at indgive konkursbegæring, når restanceinddrivelsesmyndigheden finder en konkurs nødvendig for at sikre det offentliges krav eller for at hindre yderligere krav i at opstå.

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal dog følge de almindelige forvaltningsmæssige grundsætninger, hvor de væsentligste er principperne om:

  • Saglighed
  • Proportionalitet. 

Med saglighed menes, at restanceinddrivelsesmyndigheden som offentlig myndighed skal foretage sine vurdering på baggrund af objektive fakta og kendsgerninger.

Med proportionalitet menes, at når en myndighed har et valg mellem flere typer af indgreb til opnåelse af et ønsket resultat, er myndigheden forpligtet til at vælge det mindst indgribende, som er tilstrækkeligt til opnåelse af målet. Se mere herom i afsnit A.C.2.1.1.1 De forvaltningsretlige grundsætninger De forvaltningsretlige grundsætninger.

Konkurs er det strengeste inddrivelsesmiddel. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal derfor inddrage disse grundsætninger i vurderingen af, hvad der er tilstrækkeligt til at sikre det offentliges krav.

Over for disse grundsætninger står hensynet til at sikre det offentlige mod yderligere tab, samt hensynet til hel eller delvis dækning af det offentliges krav gennem en konkursbehandling. Se også afsnit G.A.3.4.4.3.1.2 Den retlige interesse i konkurs Den retlige interesse i konkurs. Afsnittet omtaler eksempler på momenter, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrage i sin vurdering af, om en skyldner skal erklæres konkurs.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.