Til forside
tax.dk - skat og afgift
Den Juridiske Vejledning 2017-2
<< indholdsfortegnelse >>

G.A.3.2.2.1.3.7.3.3 Simple gældsbreve og simple fordringer

Indhold

Dette afsnit beskriver simple gældsbreve og simple fordringer.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Sikringsakt
  • Legitimationsvirkning
  • Udlæg i borttransporterede fordringer, "factoring"
  • Udlæg i Dankort-betalinger
  • Udlæg i bankindeståender
  • Sikring af et udlæg i bankindeståender
  • Slutafregning
  • Legitimationsvirkning ved udlæg i bankindeståender
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Lovgrundlag

Alle gældsbreve og fordringer, hvad enten de er skriftlige eller mundtlige, er omfattet af gældsbrevslovens kapitel 3 om simple fordringer.

Dette gælder dog ikke for:

  • de gældsbreve og fordringer, der er nævnt i GBL § 11, stk. 2
  • digitale pantebreve efter tinglysningslovens regler
  • fondsaktiver. 

Sikringsakt

Når man foretager udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer, er der som udgangspunkt intet krav om, at man foretager en sikringsakt. Den, der foretager udlægget, er sikret både over for skyldnerens øvrige kreditorer og godtroende aftaleerhververe fra udlæggets foretagelse. Se RPL § 526, stk. 1 og 2.

I modsætning til tidligere skal der dog nu foretages en sikringsakt ved udlæg i ikkenegotiable tinglyste digitale pantebreve, nemlig tinglysning af udlægget. Ved overdragelse af ikkenegotiable tinglyste digitale pantebreve er sikringsakten tinglysning ligesom ved de øvrige pantebreve. Se fx TL § 47, stk. 6, hvad angår løsørepantebreve.

Hvis der foretages udlæg i et papirbaseret pantebrev, bør fogeden tage dette med og sende pantebrevet til tinglysningskontoret i forbindelse med tinglysning af udlægget. Se § 15, stk. 3 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, som er ændret ved lov nr. 504 af 12. juni 2009.

Hvis det simple gældsbrev eller den simple fordring er knyttet til et dokument, bør fogeden tage dokumentet i forvaring. Se RPL § 523, stk. 2. Dette er ikke for at iagttage en sikringsakt, men derimod af hensyn til legitimationsvirkningen hvor fratagelse af rådigheden kan få betydning. Se RPL § 524.

Sikringsakt ved overdragelse af simpelt gældsbrev eller simpel fordring, herunder sekundære udlæg

Den, der får overdraget et simpelt gældsbrev eller en simpel fordring til eje eller pant, skal derimod foretage en sikringsakt for at være beskyttet mod overdragerens retsforfølgende kreditorer.

Sikringsakten består i, at fordringsskyldneren får besked om overdragelsen fra overdrageren eller erhververen. Se GBL § 31, stk. 1.

Hvis fordringsskyldneren får denne meddelelse fra en erhverver, før RIM foretager udlæg i fordringen, får erhververen første prioritet til fordringen. RIM bliver så sekundært berettiget til fordringen, fordi der godt kan foretages udlæg i allerede behæftede aktiver. Se RPL § 508. RIM bør i denne situation meddele erhververen, at RIM er sekundært berettiget til fordringen som følge af vores udlæg.

Det sekundære udlæg bliver naturligvis kun interessant i det omfang, at der rent faktisk er en "friværdi" i fordringen. Dette er tilfældet, hvis aftaleerhververen får udbetalt hele beløbet, men kun har krav på en del af det, eller hvis han kun får udbetalt en del af fordringen, og RIM derfor har krav på udbetaling af resten af fordringen.

Dobbeltoverdragelse af fordring

I tilfælde af at en fordring bliver overdraget flere gange, er den erhverver, der først meddeler fordringsskyldneren om overdragelsen af fordringen, sikret retten til fordringen. Det er under forudsætning af, at han var i god tro om, at der ikke var andre rettighedshavere ved underretningen til fordringsskyldneren. Se GBL § 31, stk. 2. Dette gælder, selvom han først fik overdraget fordringen efter, at en anden havde erhvervet fordringen.

Ved overdragelse af simple gældsbreve eller simple fordringer får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, hverken over for gældsbrevets eller fordringens skyldner eller over for en tidligere indehaver af fordringen. Se GBL § 27. En overdragelse kan derfor ikke føre til, at skyldneren mister sine indsigelser. De indsigelser, skyldneren havde mod overdrageren, kan han også gøre gældende mod erhververen, selv om erhververen var i god tro. Det gælder også, når der er foretaget udlæg i fordringen. Se GBL § 27.

Eksempel

ToldSkat havde den 2. april 2003 foretaget udlæg for 348.334 kr. i en fordring, som anpartsselskabet G (skyldneren) havde hos aktieselskabet H. Fordringen udgjorde ifølge et kontoudtog af samme dato 1.326.332,75 kr. ToldSkat meddelte udlægget over for H samme dag. ToldSkat meddelte herefter H i et brev af 14. maj 2003, at der var gennemført modregning med den udlagte fordring i H's fordring på negativ moms for marts måned 2003.

G blev taget under konkursbehandling ved dekret af 21. august 2003. I kurators halvårsredegørelse af 23. december 2004 anførte boet, at dets fordring mod H var nedskrevet til 0 kr. Fordringen blev nedskrevet, fordi boets kreditorer ikke havde givet tilsagn om at stille sikkerhed, så man kunne gennemføre en retssag mod H, der nu bestred fordringen.

Landsretten udtaler i sin afgørelse, at ToldSkat indtrådte som kreditor i forhold til H ved udlægget. Derfor var gensidighedsbetingelsen opfyldt, da modregningen blev gennemført. Landsretten anså ikke det, at kurator undlod at forfølge fordringen mod H som en anerkendelse af, at kravet ikke bestod, eller at det kunne sidestilles med et frivilligt forlig. Landsretten afgjorde, at ToldSkat havde ret til at foretage udlægget, fordi H hverken ved ToldSkats meddelelse om udlægget eller den senere modregning kom med konkrete indsigelser mod G's fordring. Der var heller ikke kommet oplysninger, der kunne underbygge, at G's fordring mod H var mindre end det beløb, der blev modregnet. Højesteret har af de grunde, der var anført af landsretten stadfæstet dommen. Se UfR 2008.1145H.

Legitimationsvirkning

Skyldneren frigøres uanset overdragelsen af det simple gældsbrev eller den simple fordring ved betaling til overdrageren. Det gælder dog ikke, hvis skyldneren vidste eller burde vide, at det simple gældsbrev eller den simple fordring var overdraget. Se GBL § 29.

Se også SKM2012.585.BR hvor SKAT havde givet telefonisk meddelelse til en bank, umiddelbart efter at der var foretaget udlæg i indestående på en bankkonto tilhørende et ægtepar. Nogle få minutter før SKATs telefoniske henvendelse ringede den ene ægtefælle og anmodede om overførsel af indeståendet på kontoen til en anden konto. Da banken efterfølgende blev bragt i ond tro om det ved udlægget skete kreditorskifte, kunne banken ikke udbetale indeståendet til andre end SKAT.

GBL § 29 er udtryk for den naturlige retsstilling, at den, der skylder penge til en anden, skal kunne betale med frigørende virkning til denne. Det samme gælder omvendt, at den der skylder penge til en person ikke kan betale med frigørende virkning til en anden. Reglen indeholder dog en modifikation, da skyldner ikke bliver frigjort, når han betaler til den oprindelige kreditor, hvis skyldneren vidste eller burde vide, at den oprindelige kreditor ikke længere er kreditor.

Eksempel

Hvis en person, der er legitimeret som fordringshaver, overdrager en simpel fordring til først A og dernæst B, og fordringsskyldneren ikke har kendskab og ikke burde have kendskab til overdragelsen til A, men derimod først får meddelelse om overdragelsen til B, frigøres fordringsskyldneren ved betaling til B, selv om fordringen i virkeligheden tilkom A, fordi B var i ond tro, da han gav underretningen til fordringsskyldneren. Se GBL § 31, stk. 2.

Hvis B var i ond tro om, at A i realiteten var materielt berettiget til fordringen, fordi A først fik denne overdraget, vil A kunne kræve beløbet udbetalt af B og/eller kræve erstatning af overdrageren.

Den frigørende virkning for fordringsskyldneren indtræder også, hvis A var en udlægshaver og B en erhverver af fordringen. I denne situation kan B dog ikke ekstingvere udlægshavers først stiftede ret, idet udlægshaver er sikret fra udlæggets foretagelse. Se RPL § 526, stk. 1 og 2. Hvis udlægshaver forsømmer at give underretning, mens B giver en sådan til fordringsskyldner, vil fordringsskyldner være frigjort ved opfyldelsen over for B. Udlægshaver har derfor ikke længere noget krav mod fordringsskyldner, men må som følge af sin ret til fordringen kunne kræve beløbet udbetalt af B, der ikke var materielt berettiget til fordringen, der i stedet tilhørte udlægshaver. Se RPL § 526, stk. 1 og 2.

For at udlægshaveren kan blive legitimeret over for fordringsskyldner, skal han derfor give fordringsskyldner underretning om det foretagne udlæg. RIM skal derfor altid give underretning til skyldner, når der foretages udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer. Der skal anmodes om kvittering fra skyldner for, at han har modtaget underretningen.

Gældsbrevs- eller fordringsdebitor bliver frigjort ved betaling til udlægshaver på samme måde som ved betaling efter overdragelse af gældsbrevet eller fordringen. Se RPL § 524.

Udlæg i borttransporterede fordringer - "factoring"

Som et led i finansieringen af en virksomheds drift sker der ofte belåning af debitorerne (den såkaldte "factoring"-ordning). Ordningen indebærer, at fakturaerne forsynes med en transportpåtegning om, at betaling med frigørende virkning kun kan ske til transporthaveren. Ordningen kan etableres med fx:

  • et factoring-firma
  • virksomhedens sædvanlige pengeinstitut
  • et søster- eller datterselskab (såkaldt intern factoring).

Som betingelse for at virksomhedens kreditorer skal respektere fakturabelåningen, kræves det, at hver enkelt faktura til kunderne er forsynet med en tekst (eventuelt et stempel), der klart angiver, at fordringen er borttransporteret. Se GBL § 31, stk. 1.

En ordning om at belåne fakturaer medfører normalt ikke, at pantefogeden er afskåret fra at foretage udlæg i allerede udførte, men endnu ikke fakturerede arbejder eller leverancer.

Hvis RIM foretager udlæg i arbejde, der er udført, og udlægget foretages, inden factoringsselskabet foretager sin sikringsakt ved at meddele fordringsskyldner om overdragelsen, fortrænger RIMs udlæg factoringsselskabets ret. Dette er fordi, RIMs udlæg er sikret imod andre aftaleerhververe og kreditorer fra dets foretagelse. Se RPL § 526, stk. 1 og 2 og GBL § 31, stk. 1. Så snart RIM har foretaget udlæg, skal RIM informere fordringsskyldneren om udlægget. Se GBL § 29.

Til en "factoring"-ordning er der ofte tilknyttet en sikringskonto, hvor en del af fakturabeløbene indsættes (typisk omkring 20 %). Der kan også foretages udlæg i denne sikringskonto.

Hvis belåningen af fakturaerne er oprettet som et værn mod kreditorer, så virksomheden reelt kan disponere over hele fakturabeløbet, fordi beløbet indgår på en kassekredit med trækningsret, er der mulighed for at underkende transportpåtegningerne på fakturaerne. I disse tilfælde må pantefogeden foretage udlæg i fakturabeløbet og indbringe sagen for fogedretten til at afgøre prioritetsstillingen. Der kan også anlægges sag mod transporthaveren med påstand om, at transporten hverken er til eje eller til sikkerhed. Den, der foretager udlægget har bevisbyrden i disse sager.

Eksempel 1

Fra retspraksis kan henvises til en utrykt dom afsagt af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. januar 1985 i B 1588/1983. I sagen havde vognmandsfirmaet V ved en transporterklæring af 26. maj 1981 til sin bank, B, til sikkerhed for ethvert krav, som B havde eller senere måtte erhverve, transporteret daværende og kommende tilgodehavender for udført arbejde hos C.

Transporten blev umiddelbart derefter meddelt over for C, der i den følgende tid indbetalte V's betaling for udført arbejde til B. Der blev ikke i forbindelse med fremsendelsen af de enkelte fakturaer til C givet meddelelse om transporterne. V gik konkurs den 16. marts 1982, og boet anlagde herefter sag mod B. Hvad angik et beløb på 183.163,14 kr., der vedrørte indbetalinger til B efter fristdagen, henviste boet til konkurslovens § 70. Landsretten fastslog, at det ikke er udelukket at pantsætte fremtidige erhvervelser af den i sagen omhandlede karakter, hvis pantet kan beskrives med klarhed og entydighed. Når de fremtidige erhvervelser udspringer af en gensidigt bebyrdende aftale, vil betingelsen normalt være opfyldt, hvis den gensidigt bebyrdende aftale er skriftlig og nøje fastlægger de gensidige rettigheder og forpligtelser.

I den konkrete sag havde der dog mellem V og C hverken skriftligt eller mundtligt været nogen aftale, der forpligtede dem til et fremtidigt samarbejde. C var imidlertid V's hovedkunde, og forretningssamarbejdet havde eksisteret i ret faste rammer i en meget lang årrække.

Derfor fandt landsretten, at V gyldigt havde kunnet give B pant i sine fremtidige tilgodehavender hos C, da det sagsøgende konkursbo ikke havde påvist nogen mulighed for misbrug fra V's side.

Landsretten fandt endvidere, at sikringsakten blev foretaget ved meddelelse til C én gang for alle, fordi der ikke i et sådant tilfælde kan kræves gentagelse af meddelelsen fx i forbindelse med fremsendelsen af hver enkelt faktura for udført kørsel. I relation til omstødelsesreglen i konkurslovens § 70 fandt landsretten dog, at det ikke kan accepteres, at den, der modtager sikkerhedsstillelsen, ved en sådan meddelelse én gang for alle skulle opnå en bedre retsstilling i forhold til konkursboet, end hvis sikringsakten var foretaget, efterhånden som tilgodehavenderne opstod. B blev dømt til at betale boet beløbet på de 183.163,14 kr.

Eksempel 2

En fiskeskipper, F, havde meddelt sin bank, B, en skriftlig, uigenkaldelig transport på tilgodehavender hos en fiskefabrik, I, for landing af fisk i henhold til en landingsaftale. Efter denne havde F ret, men ikke pligt til at lande fisk hos I.

Dagen før udbetaling af et efterbetalingsbeløb havde en af F's kreditorer, K, foretaget udlæg i F's tilgodehavende. I havde imidlertid under henvisning til den behørigt meddelte transport udbetalt beløbet til B. K gjorde gældende under den herefter anlagte sag mod I, at transporten var uden retsvirkning, hvorfor beløbet burde være udbetalt til K.

Landsretten fastslog, at der ikke var tale om generalpant, som hævdet af K. Landingsaftalen var efter det oplyste normal i branchen og havde en sådan klarhed og entydighed, at den kunne danne grundlag for pantsætning. Da K desuden ikke havde påvist nogen mulighed for, at ordningen kunne misbruges til skade for F's øvrige kreditorer, fik K ikke medhold. Se UfR 1994, 104 VLD.

Udlæg i dankort-betalinger

Udlæg kan foretages i dankort-betalinger. Se UfR 2000, 715 ØLD.

En pantefoged havde den 24. november 1994 foretaget udlæg for et skattekrav hos en forretningsindehaver, R, i kundernes elektroniske indbetalinger ("dankort-betalinger") den pågældende dag indtil kl. 14.45. På det tidspunkt var der indbetalt 1.625 kr. Samme dag, kl. 15.05, meddelte pantefogeden dette til banken B, hvor R havde en krediteringskonto tilknyttet dankort-terminalen. B afviste at notere meddelelsen og nedbragte i stedet R's kredit med det pågældende beløb.

I retssagen mod B gjorde B gældende, at meddelelsen skulle gives til den enkelte kundes pengeinstitut, men fik ikke medhold.

Landsretten udtalte, at det ifølge betænkning nr. 965 fra 1982 ("Rapport om betalingskort") var hensigten at sidestille en dankort-betaling med en kontant betaling, forudsat at der er dækning på kortindehaverens konto. Landsretten udtalte desuden, at den omstændighed, at dankort-betalinger først krediteres forretningens konto den følgende dag, ikke kunne føre til, at udlægget var sket i strid med RPL § 508 om forbud mod udlæg i fremtidige erhvervelser.

Landsretten lagde desuden til grund, at det vil være muligt at efterspore de dankort-betalinger, der er foretaget indtil et bestemt klokkeslæt på dagen, hvorfor det udlagte måtte regnes for tilstrækkeligt identificeret.

Udlæg i bankindeståender

Der er intet til hinder for, at der foretages udlæg i bankindeståender, fordi disse kan betragtes som skyldnerens simple fordringer mod et pengeinstitut. Hvis udlægsforretningen foretages hos pengeinstituttet, så indeståendet straks udbetales, er der dog tale om udlæg i penge og ikke i fordringer. Se RPL § 521.

Man skal give pengeinstituttet besked om, at man har foretaget udlæg snarest muligt. Samtidig skal man bede om at få udbetalt det udlagte beløb.

Ved udlæg i indestående på checkkonto kan banken ikke tage forbehold for dækning af udstedte, men endnu ikke indløste checks.

Sikringsakt ved udlæg i bankindeståender

Man behøver ikke at foretage nogen særlig sikringsakt for at beskytte udlægget over for skyldnerens øvrige kreditorer og aftaleerhververe. Se RPL § 526, stk. 1 og 2. Det er fordi, udlægget allerede er beskyttet overfor skyldnerens øvrige kreditorer, når man gør udlæg i bankindeståender.

Hvis der er udstedt skriftligt bevis ("kontrabog", dvs. bankbog) for bankindeståendet, kan banken dog stille betingelse om, at bankbogen vises, før de udbetaler indeståendet. Når der foretages udlæg i sådanne konti, skal fogeden derfor tage bankbogen i forvaring. Se RPL § 523, stk. 2.

Udlægget er også beskyttet over for et pengeinstitut, selv om pengeinstituttet har et tilgodehavende hos skyldneren. Dette er tilfældet, hvis

  • der er en afviklingsaftale mellem pengeinstituttet og kontohaver, der ikke er misligholdt,
  • udlånet til kunden ikke er opsagt eller lignende, og dermed ikke er forfaldent til tilbagebetaling.

Pengeinstituttet har med andre ord ikke et forfaldent krav, der kan bruges til modregning, så længe en aftale om afvikling af skyldnerens lån er overholdt. Havde pengeinstituttet derimod et sådant krav mod kontohaveren på tidspunktet, hvor udlægget blev foretaget, ville dette kunne modregnes i kontoen før udlægget.

Eksempel: pengeinstitut kunne ikke modregne

En kommune foretog udlæg for RIM i en skatteyders indestående på en etableringskonto i en sparekasse. Da udlægget blev foretaget, havde sparekassen en fordring på skatteyderen og ønskede nu at benytte denne fordring til modregning. Da sparekassens fordring mod skatteyderen imidlertid ikke kunne regnes for at være forfalden, da kommunen foretog udlægget, kunne sparekassen ikke benytte fordringen til modregning. Se GBL § 28. Se UfR 1988, 589 VLD

Se også

Se også afsnit G.A.3.1.4.5 Særlige regler om modregning om modregning.

Er afviklingsaftalen misligholdt, eller foreligger der ikke fra pengeinstituttet långivning (fx hvis kontohaver overtrækker kontoen), har pengeinstituttet derimod adgang til at modregne, selvom der er foretaget udlæg. Det er dog en betingelse, at pengeinstituttet ikke har forholdt sig passivt, da overtrækket blev konstateret.

Eksempel: pengeinstitut kunne modregne

Fra en lønmodtagers konto i en bank blev der efter stående ordre overført et beløb til lønmodtagernes dankort-konto i samme bank samtidig med, at lønmodtageren selv hævede et beløb på kontoen. Kontoen blev herved negativ med ca. 700 kr. Samme dag sendte banken en kontoudskrift med den negative saldo til lønmodtageren. Den følgende dag foretog skattevæsenet udlæg i dankort-kontoen for en skatterestance. Det antoges, at banken i medfør af en analogi af GBL § 28 kunne modregne med de ca. 700 kr. Se UfR 1988, 821 ØLD

Se TfS 1999, 134 ØLK, der er omtalt ovenfor i afsnit G.5.1, om sammenblanding af et selskabs og en personlig skyldners penge på skyldners konto.

Slutafregning

Er der aftalt såkaldt slutafregning kan det imidlertid aftales, at udlæg (og øvrige insolvensretlige skridt) i en konto i et pengeinstitut medfører, at en eventuel anden debetkonto i pengeinstituttet er forfalden til betaling straks, som følge af misligholdelse. Se værdipapirhandelslovens § 58 h. Det er som udgangspunkt kun juridiske personer og erhvervsdrivende fysiske personer, der kan være part i slutafregningsaftaler.

Dermed vil banken kunne modregne eventuel skyld, som skyldner/bankkunden måtte have på andre debetkonti, i indestående på den konto, som SKAT foretager udlæg i. Dette skyldes, at der ifølge gældsbrevslovens § 28 kan modregnes, hvis bankens fordring mod skyldner/bankkunden forfalder senest samtidig med udlægget. Og det vil fordringen netop gøre, som følge af aftalen om, at udlæg medfører misligholdelse, der bevirker at eventuelle debetkonti forfalder til betaling straks.

 

En sådan klausul om, at udlæg (og øvrige insolvensretlige skridt) er en misligholdelsesgrund, der medfører, at eventuelle lånekonti forfalder til betaling straks, skal formentlig være aftalt senest ved låneforholdets etablering, og i hvert fald senest inden de nævnte forfaldsgrunde indtræder (udlæg, konkurs mv.), for at have gyldighed i forhold til andre retsforfølgende kreditorer. Det må forventes, at en sådan klausul vil blive indført i alle fremtidige erhvervslåneengagementer.

Legitimationsvirkning ved udlæg i bankindeståender

Udlægshaver i et bankindestående skal altid meddele udlægget til pengeinstituttet, så kontohaveren fratages muligheden for at disponere over indeståendet. Se GBL §§ 29 og 34. Desuden har underretningen det praktiske formål, at pengeinstituttet afkræves kontoens indestående udbetalt til udlægshaveren.

I UfR 1995, 223 ØLK, blev det antaget, at et pengeinstitut i det indestående, hvori en pantefoged havde foretaget udlæg, i henhold til sine forretningsbetingelser kunne modregne et gebyr på 350 kr. for notering af udlægget. Se GBL § 28.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

UfR 2008,1145 H

RIM foretog udlæg i fordring, som skyldnerselskabet, der senere gik konkurs, havde mod et andet selskab. Fordringsdebitor havde et krav mod RIM på negativ moms. RIM var berettiget til at modregne dette krav.

Modregning/udlæg

Landsretsdomme

UfR 2000, 715 ØLD

Udlæg i dankortindbetalinger til butik blev sidestillet med kontant betaling. Selvom dankortbetalingerne først krediteres butikkens konto dagen efter, var der ikke tale om udlæg i fremtidige fordringer, da dette skyldes bankens forretningsbetingelser. Indbetalingerne kunne i øvrigt identificeres tilstrækkeligt, da fogeden havde noteret tidsrummet for indbetalingerne.

Udlæg

TfS 1999, 134 ØLK

En skatteskyldner, A, var ansat som daglig leder af et anpartsselskab, der havde hans mor som direktør. Ved en fejl blev et beløb på ca. 261.000 kr. overført til A's bankkonto, selv om det retsmæssigt tilkom selskabet. I 1998 foretog en kommune udlæg i A's konto for en større personlig skatterestance. Både fogedretten og Landsretten fandt, at der var sket en sådan sammenblanding af selskabets og A's midler, at selskabets ret ikke var beskyttet over for A's personlige kreditorer, hvorfor udlægget blev opretholdt

Udlæg

UfR 1995, 223 ØLK

Det blev antaget, at et pengeinstitut i det indestående, hvori en pantefoged havde foretaget udlæg, i henhold til sine forretningsbetingelser kunne modregne et gebyr på 350 kr. for notering af udlægget. Se GBL § 28.

UfR 1994, 104 VLD

En transport kunne fortrænge et senere udlæg. En fiskeskipper, F, meddelte sin bank, B, en skriftlig, uigenkaldelig transport på tilgodehavender hos en fiskefabrik, I, for landing af fisk i henhold til en landingsaftale, efter hvilken F havde ret, men ikke pligt til at lande fisk hos I. Dagen før udbetaling af et efterbetalingsbeløb havde en af F's kreditorer, K, gjort udlæg i F's tilgodehavende. I havde imidlertid under henvisning til transporten udbetalt beløbet til B. Under den herefter mod I anlagte sag gjorde K gældende, at transporten var uden retsvirkning, hvorfor beløbet burde være udbetalt til K. Landsretten fastslog, at der ikke, som hævdet af K, var tale om generalpant. Landingsaftalen var efter det oplyste sædvanlig i branchen og havde en sådan klarhed og entydighed, at den kunne danne grundlag for pantsætning. Da K desuden ikke havde påvist nogen mulighed for, at ordningen kunne misbruges til skade for F's øvrige kreditorer, fik K ikke medhold.

UfR 1988, 821 ØLD

I denne sag blev der fra en lønmodtagers konto i en bank efter stående ordre overført et beløb til lønmodtagernes dankort-konto i samme bank samtidig med, at lønmodtageren selv hævede et beløb på kontoen. Kontoen blev herved negativ med ca. 700 kr. Samme dag udsendte banken til lønmodtageren en kontoudskrift med den negative saldo. Den følgende dag foretog skattevæsenet udlæg i dankort-kontoen for en skatterestance. Det antoges, at banken i medfør af en analogi af GBL § 28 kunne modregne med de ca. 700 kr.

UfR 1988, 589 VLD

En kommune foretog udlæg for RIM i en skatteyders indestående på en etableringskonto i en sparekasse. Da udlægget blev foretaget, havde sparekassen en fordring på skatteyderen og ønskede nu at benytte denne fordring til modregning. Da sparekassens fordring mod skatteyderen imidlertid ikke kunne regnes for at være forfalden, da kommunen foretog udlægget, kunne sparekassen ikke benytte fordringen til modregning. Se GBL § 28.

Utrykt dom afsagt af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. januar 1985 i B 1588/1983

Landsretten fastslog, at det ikke er udelukket at pantsætte fremtidige erhvervelser af den i sagen omhandlede karakter, hvis pantet kan beskrives med klarhed og entydighed. Når de fremtidige erhvervelser udspringer af en gensidigt bebyrdende aftale, vil betingelsen normalt være opfyldt, hvis den gensidigt bebyrdende aftale er skriftlig og nøje fastlægger de gensidige rettigheder og forpligtelser.
Landsretten fandt desuden, at sikringsakten blev foretaget ved meddelelse til C én gang for alle, fordi der ikke i et sådant tilfælde kan kræves gentagelse af meddelelsen fx i forbindelse med fremsendelsen af hver enkelt faktura for udført kørsel. I relation til omstødelsesreglen i KL § 70 fandt landsretten dog, at det ikke kan accepteres, at den, der modtager sikkerhedsstillelsen, ved en sådan meddelelse én gang for alle skulle opnå en bedre retsstilling i forhold til konkursboet, end hvis sikringsakten var foretaget, efterhånden som tilgodehavenderne opstod.

Transport - sikringsakt - konkurs - omstødelse

Byretsdomme 

SKM2012.585.BR 

Ved SKATs udlæg i indestående på en bankkonto var der sket kreditorskifte. SKAT gav efterfølgende telefonisk meddelelse om udlægget. Forinden havde den ene af kontohaverne anmodet om overførsel af indeståendet til en anden konto. Banken kunne herefter ikke udbetale indeståendet til andre end SKAT.

Udlæg - kreditorskifte - legitimationsvirkning

Dato for offentliggørelse31 Jul 2017 08:05
Kilde: Skat
 

,, Der er slået skår i tilliden til SKAT

Skatteminister Karsten Lauritzen på SKM.DK 30. maj 2016

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B C D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle   Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.