Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2026-2
<< >>

G.A.2.5 Retskraftvurderingsrækkefølgen efter § 50

Indhold

Dette afsnit beskriver de overordnede principper, der er gældende for, i hvilken rækkefølge restanceinddrivelsesmyndigheden skal ►afklare fordringer, der er registreret med tvivl om retskraft og/eller mistanke om eller kendskab til datafejl, der er til hinder for en lovlig inddrivelse◄ efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50.

Afsnittet indeholder:

  • ►Regelgrundlag◄
  • ►Rækkefølgen for afklaring af retskraft og datafejl◄
  • Renter og lignende ydelser
  • ►Afklaring og dækning i forbindelse med indbetalinger◄
  • Retskraftvurdering i forbindelse med modregning.

►Regelgrundlag◄

►Restanceinddrivelsesmyndigheden har til opgave at sikre, at fordringer, inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, hvor der er tvivl om retskraft og/eller mistanke om eller kendskab til datafejl, som er til hinder for en lovlig inddrivelse, afklares inden de kan indgå i inddrivelsen. Det gælder for fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, samt fordringer under opkrævning, der i medfør af gældsinddrivelseslovens § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning.

For perioden til og med 31. december 2030, kan Skatteministeren fastsætte nærmere regler om denne opgave. Se gældsinddrivelseslovens § 18 c. Bemyndigelsen er bl.a. udmøntet i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, der regulerer i hvilken rækkefølge, restanceinddrivelsesmyndigheden skal foretage vurderinger af retskraft og datafejl.◄

►Rækkefølgen for afklaring af retskraft og datafejl◄

►Dæknings- og modregningsrækkefølgen i gældsinddrivelseslovens § 4 og § 7, stk. 1, finder ikke anvendelse på rækkefølgen for restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering af retskraft og datafejl. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 1.◄

Restanceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurderer fordringer vedrørende skyldneren, som ikke er berørt af mistanke om datafejl, i nedenstående rækkefølge:

  1. Bøder
  2. Private krav på underholdsbidrag
  3. Alle øvrige fordringer.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog vælge at fravige rækkefølgen, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 2.

Ved mistanke om datafejl, der kan have betydning for inddrivelse, modregning eller dækning, vurderes fordringerne i den rækkefølge, som af restanceinddrivelsesmyndigheden skønnes hensigtsmæssig. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved vurderingen af, hvilken rækkefølge der er hensigtsmæssig, bl.a. tage hensyn til fordringernes beløb, fejlens karakter, undersøgelsernes kompleksitet og mulighederne for at opnå betaling.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 50, stk. 3.

Renter og lignende ydelser

Renter og lignende ydelser retskraftvurderes alene, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig.

Hvis renter eller lignende ydelser afskrives efter gældsinddrivelseslovens § 16, stk. 1, fordi det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at foretage en retskraftvurdering af dem, skal retskraftvurdering af disse fordringer ikke finde sted.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 6.

►Afklaring og dækning i forbindelse med indbetalinger◄

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en betaling fra skyldner, anvendes beløbet til at dække de fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret retskraftige og uden datafejl. Dette skal ske i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 4.

Hvis der herefter er et beløb i overskud, og skyldneren har anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl, som er under inddrivelse, retskraftvurderer restanceinddrivelsesmyndigheden► så stor en del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb.◄

►Vurderingen af denne anden gæld sker i henhold til rækkefølgen i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 2 og 3, som er gennemgået ovenfor◄. Renter og lignende ydelser retskraftvurderes sidst efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 6, 1 pkt. Er den anden gæld registreret i DMI, gælder dog gældsinddrivelseslovens § 18 j, stk. 2.► ◄

►Restanceinddrivelsesmyndigheden kan fravige rækkefølgen for anvendelse af beløbet i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 4, 1. pkt◄., hvis restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at det vil forsinke anvendelsen af det overskydende beløb til dækning af skyldnerens øvrige gæld, som er under inddrivelse. I så fald kan restanceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurdere og dække de fordringer, der vurderes hurtigst at kunne anvendes til dækning med det overskydende beløb.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 4.

Retskraftvurdering i forbindelse med modregning

I forbindelse med modregning og anvendelse af et overskydende beløb, jf. gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 5 og § 10, stk. 9, og gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 4 og 5, kan rækkefølgen for dækning af fordringer, jf. gældsinddrivelseslovens § 7, stk. 1 og 2 eller efter regler i anden lovgivning, samt rækkefølgen for vurderinger, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 2-3, fraviges, så beløbet først anvendes til at dække fordringer, som er konstateret retskraftige og uden datafejl.

Såfremt der skulle være et beløb i overskud, og skyldneren har anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl, som i gældsinddrivelseslovens § 7, stk. 1 forudsættes dækket ved modregning, vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkefølgen i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 50, stk. 2 og stk. 3, så stor en del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurderes sidst, jf. gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 6, 1. pkt.

Restanceinddrivelsesmyndigheden har dog mulighed for at fravige denne rækkefølge for vurderingerne eller beslutte, at der helt eller delvist ikke foretages modregning i udbetalingen, såfremt det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.

Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 50, stk. 5.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen

Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.