Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-276/09, Everything Everywhere Ltd

Den hovedydelse, der af en udbyder, som Everything Everywhere, blev leveret til selskabets kunder, var mobiltelefonitjenesteydelser. Den aktivitet, som virksomheden udøvede ved faktureringen for mobiltjenesteydelsen, ved at stille en infrastruktur til rådighed for kunderne, der gjorde det muligt for dem at betale regningerne med kreditkort, check eller kontanter, udgjorde ikke for disse kunder et mål i sig selv. Everything Everywheres kunder, der betalte deres mobiltelefonregning, havde ikke til hensigt at købe to særskilte ydelser. Kunden havde til hensigt at købe mobiltelefoni. Kunden havde ikke til hensigt at købe to særskilte ydelser, såsom en ydelse af mobiltelefoni og en ydelse, hvis formål var at varetage behandlingen af deres betaling. Ud fra kundens synsvinkel måtte den betalingsbehandlingstjenesteydelse anses for sekundær ydelser i forhold til hovedydelsen i momsmæssig henseende.

Landsskatteretten

SKM2016.127.LSR

Klager havde stillet Skatterådet følgende spørgsmål: "Når vi giver vores kunder valgmulighed til at kunne foretage betalinger med forskellige betalingskort, og vi på baggrund af det af kunden valgte betalingskort opkræver en betaling, som svarer til vores faktiske udgifter til Nets for transaktionsgebyrer, hvis størrelse er afhængig af det valgte betalingskort; er der så tale om betaling for en momsfri leverance?". Det var oplyst, at når kunden skulle betale for sit abonnement, kunne kunden vælge at betale via bankoverførsel uden tillæg af gebyr, alternativt kunne kunden vælge at bruge et debet-/kreditkort, hvilket udløste et betalingsgebyr. Gebyrets størrelse var afhængig af transaktionens størrelse og type betalingskort der anvendtes. Skatterådet havde besvaret spørgsmålet med "Nej". Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets besvarelse. Landsskatteretten henviste bl.a. til EU-domstolens dom i sag C-276/09 (Everything Everywhere Ltd). Det af selskabet opkrævede transaktionsgebyr fandtes i overensstemmelse hermed ikke at udgøre en selvstændig afgiftspligtig transaktion, der var særskilt og uafhængig i forhold til hovedydelsen, i det givne tilfælde abonnementsydelsen. Som følge heraf skulle der afregnes moms af det af selskabet hos abonnenten opkrævede transaktionsgebyr, jf. ML (momsloven) § 4, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæstede dermed svaret på spørgsmål 1 i SKM2014.172.SR.

Spørgsmål 2-4 i Skatterådets bindende svar var ikke påklaget.

SKM2005.529.LSR

Fremsendelse af et girokort til skyldnere i forbindelse med administration af indgåede betalingsaftaler, blev anset som en ydelse overfor skyldnerne, hvorved disse fik mulighed for på en nem og hensigtsmæssig måde at indbetale de aftalte afdrag, mod samtidig at betale et forud fastsat vederlag herfor på 30 kr. Den omstændighed, at gebyret og anvendelsen af det fremsendte girokort var frivillig, kunne ikke i sig selv fratage fremsendelsen af girokortet karakteren af en ydelse i ML (momsloven) § 4, stk. 1's, forstand, når skyldneren rent faktisk betalte gebyret, jf. sag C-498/99, Town & County Factors Ltd.

Momsfritagelse af gebyret efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, kunne endvidere ikke ske, da dette forudsatte, at den pågældende ydelse relaterer sig i tilknytning til en forvaltning af egne udlån og ikke forvaltning af andres udlån, jf. herved ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, sidste led og SKM2001.9.ØLR.

I øvrigt kunne momsfritagelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, heller ikke anvendes, idet der var tale om et gebyr, der måtte anses som opkrævet som led i inkassovirksomheden.

TfS1994, 233MNA

Levering af tillægsforsikringen var momsfritaget som forsikringsvirksomhed. En forretning formidlede kun tegning af tillægsforsikringerne mod provision, og den private forbruger måtte betragtes som forsikringstager, idet forretningen kun var kontrahent i rammeaftalen. Forsikringsaftalen blev indgået direkte mellem kunden og forsikringsselskabet.

Revurdering af afgørelse nr. 1122, gengivet i TfS1990, 305MNA.

MNA1984, 886

Sagen omhandlede, hvorfor private forbrugere ved tilbagelevering af tomme øl- eller sodavandsflasker kunne få hele det indbetalte flaskepant tilbagebetalt uden fradrag af momsen. Ministeriet for skatter og afgifter oplyste, at der ved salg af bl.a. øl og sodavand normalt ikke var tale om et egentligt salg af emballagen (de tomme flasker), men alene om et udlån. Der skulle derfor ikke betales moms af selve flasken, der blev returneret til sælgeren, efter at den vederlagsfri brug var ophørt.

Køberen stillede et depositum (pant) for flaskerne (1 kr.). Dette depositum blev tilbagebetalt ved flaskernes tilbagelevering, men mistes dog, hvis tilbageleveringen ikke fandt sted. I sidstnævnte tilfælde skulle sælgeren medregne depositummet til sin momspligtige omsætning, dvs. at momsen af flaskepantet skulle indbetales til statskassen.

Sælgeren kunne medregne det stillede depositum til sin momspligtige omsætning straks ved salget og så fradrage det i omsætningen, hvis det blev tilbagebetalt for indleverede flasker. Sælgeren kunne også holde særskilt regnskab over depositummet, så der kun blev betalt moms af ikke tilbagebetalte beløb.

MNA1982, 797

Der var rejst spørgsmål om, med hvilken hjemmel der blev pålagt momspligt af postvæsenets tjenesteydelser, specielt portoen for forsendelse af bl.a. Ugeskrift for Retsvæsen. Momsnævnet meddelte, at udgifter til emballage, forsendelse, forsikring og lignende, som indgik i vareprisen, eller for hvilke leverandøren afkrævede modtageren særskilt betaling, skulle medregnes i den momspligtige værdi.

MNA1968, 149

Statsbanernes kunder kunne få oprettet en fragtkonto, på hvilken Statsbanerne debiterede vederlagene for udført godsbefordring. For førelsen af fragtkontoen beregnede Statsbanerne sig et fragtafviklingsgebyr. Der skulle betales moms af fragtafviklingsgebyret.

MNA1967, 131

Fragten for selve transporten af pakker, der blev indleveret til forsendelse med rutebiler, tilfaldt de rutebilruter, der besørger forsendelsen. Gebyrer for efterkrav i forbindelse med forsendelsen tilfaldt rutebilstationerne. Der skulle betales moms af de omhandlede gebyrer, der måtte anses som led i betalingen for momspligtige transportydelser mod efterkrav.

Skatterådet

Skatterådet bekræftede, at medlemskabet af en fordelsklub var en elektronisk leveret ydelse. Der blev lagt vægt på, at betingelserne for at anse ydelsen for en elektronisk leveret ydelse ikke alene var opfyldt i forbindelse med oprettelse og fornyelse af medlemskabet, men også i forbindelse med den ydelse, som kunden efterspurgte fra spørger bestående i opnåelse af rabatter, deltagelse i auktioner og modtagelse af håndplukkede købsforslag.

I forbindelse med medlemskabet af klubben opnåede medlemmet et antal kreditter, som kunne bruges til hel eller delvis betaling af varer. Skatterådet bekræftede, at hel eller delvis betaling af varer med optjente kreditter som følge af medlemskabet kunne anses for en ubetinget rabat på varen. Værdien af kreditterne skulle derfor ikke indgå i momsgrundlaget for varerne. Varerne kunne efter en konkret vurdering ikke anses for overdraget vederlagsfrit i de tilfælde, hvor varen fuldt ud blev betalt med kreditter optjent som følge af medlemskabet. Momsgrundlaget for varerne bestod af betalingen for de ekstra kreditter, som kunden havde købt i forbindelse med bestillingen af varerne med henblik på varekøbet. Dog med tillæg af betaling i penge eller i ekstra kreditter i de tilfælde, hvor der skulle betales særskilt for fragt.

SKM2014.142.SR

Spørger solgte abonnementer på adgang til et online tilmeldings- og betalingssystem. Produktet blev alene solgt over internettet. Kunderne kunne fx være arrangører af foredrag, som havde behov for at tilbyde deres kunder (slutkunderne) en let adgang til at tilmelde sig og betale for et arrangement. Ved betaling for en leverance opkrævede spørger derudover et gebyr svarende til transaktionsgebyret opkrævet af Nets.

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der var tale om en momsfri leverance, når spørger gav sine kunder valgmulighed for at kunne foretage betalinger med forskellige betalingskort og på baggrund af det af kunden valgte betalingskort opkrævede en betaling, som svarede til spørgers faktiske udgifter til Nets for transaktionsgebyrer, hvis størrelse var afhængig af det valgte betalingskort.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der var tale om en momsfri leverance til slutkunden, hvis spørger fakturerede slutkunden et beløb for anvendelse af betalingskort hos spørgers kunder.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der var tale om en momsfri leverance til spørgers kunde, hvis spørger fakturerede sin kunde et beløb for slutkundens anvendelse af betalingskort hos kunden.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det ville ændre besvarelsen af de foregående spørgsmål, hvis kunden ikke foretog betaling samtidig med købet, og spørger først senere - afhængig af kundens valg af betalingsmiddel - modtog et transaktionsgebyr for selve betalingen.

Skatterådets besvarelse af spørgsmål 1 blev påklaget til Landsskatteretten, der stadfæstede Skatterådets besvarelse. Se SKM2016.127.LSR.

Spørgsmål 2-4 var ikke påklaget.