Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

Virksomhedens leverandører havde fejlagtigt anvendt standardsats i stedet for reduceret sats. I sagen fremgik det - med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkom den forelæggende ret at foretage - at køberen (virksomheden) havde betalt leverandørerne de momsbeløb, der fremgik af fakturaerne, og at disse leverandører havde betalt disse momsbeløb til skatte- og afgiftsmyndighederne. Domstolen fandt, hvis leverandørerne berigtigede disse fakturaer og indgav anmodninger om tilbagebetaling af den for meget betalte moms til denne myndighed, efter at denne myndighed havde tilbagebetalt beløbet til køberen af de fakturerede varer, selv om leverandørerne i første omgang havde gjort forældelsen gældende over for køberen og således klart havde vist, at de ikke havde nogen interesse i at berigtige situationen, kan disse anmodninger derfor ikke have andet formål end at opnå en momsfordel, der er i strid med princippet om momsens neutralitet. En sådan praksis er således udtryk for misbrug som omhandlet i Domstolens retspraksis og kan ikke give anledning til tilbagebetaling af leverandørerne, hvilket udelukker risikoen for dobbelt tilbagebetaling.

Om misbrug, se D.A.3.4 Misbrug.

►Se evt. også præmis 28 i dommen i sag C-397/21, HUMDA.◄

Sagerne omhandler foretagne forudbetalinger for leveringen af kraftvarmeværker, der i sidste ende ikke blev leveret som følge af organiseret bedrageri, herunder forsætlig konkurs på bekostning af køberne af kraftvarmeværkerne. Efter det oplyste var der derimod ikke tale om forsøg på momssvig.

Domstolen udtalte at, at artiklerne 65 og 167 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagerne omhandlede kan retten til fradrag af merværdiafgift på en foretaget forudbetaling ikke nægtes den potentielle køber af de omhandlede varer, da forudbetalingen er blevet foretaget og modtaget, alle relevante elementer for den fremtidige levering på tidspunktet for betalingen kunne anses for at være kendt af køberen, og leveringen af varerne derfor forekom sikker. En sådan ret kan imidlertid nægtes den nævnte køber, hvis det på baggrund af objektive elementer er fastslået, at den pågældende på tidspunktet for forudbetalingen vidste eller ikke med rimelighed kunne være uvidende om, at denne levering var usikker.

Domstolen udtalte endvidere, at artiklerne 185 og 186 i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagerne omhandlede ikke er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter reguleringen af merværdiafgiften på en forudbetaling med henblik på leveringen af en vare er undergivet en betingelse om leverandørens tilbagebetaling af denne forudbetaling.

Momssystemdirektivet og principperne om afgiftsneutralitet, effektivitet og proportionalitet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at køberen af en vare fratages retten til at fradrage den moms, som han uberettiget har betalt til sælgeren på grundlag af en faktura, som er udfærdiget i henhold til bestemmelserne i den almindelige momsordning, selv om den relevante transaktion henhører under ordningen for omvendt betalingspligt, når sælgeren har betalt den nævnte afgift til statskassen. Disse principper kræver imidlertid, at køberen, for så vidt som sælgerens tilbagebetaling til køberen af den urigtigt fakturerede moms bliver umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, navnlig i tilfælde af sælgerens insolvens, kan rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod skattemyndigheden.

I sagen havde to selskaber rejst krav om tilbagebetaling af mineralolieafgift, der var opkrævet i strid med EU-retten. Domstolen tog bl.a. stilling til, om selskaberne kunne gennemføre kravet direkte over for Skatteministeriet, uanset at det ikke var selskaberne, men derimod selskabernes leverandører, der havde indbetalt den pågældende afgift til myndighederne.

Ved Vestre Landsrets efterfølgende dom i SKM2014.44.VLR fastslog landsretten, at også senere omsætningsled under visse betingelser kan rette krav direkte mod Skatteministeriet.

C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabriken Gmbh

EF-domstolen har i sagen udtalt, at principperne for fradragsretten som fastslået i sagen Genius Holding også gælder i tilfælde af tilbagebetaling af moms til momspligtige personer, som ikke er etableret i indlandet efter reglerne i 8. momsdirektiv. Se afsnit D.A.12.1 Afgiftspligtige personer i EU ML § 45, stk. 1 og 17.

Domstolen fastslog desuden, at principperne om neutralitet, effektivitet og ligebehandling ikke er til hinder for en national lovning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter kun leverandøren kan anmode om tilbagebetaling af beløb, som er betalt med urette i form af merværdiafgift til skattemyndighederne, og hvorefter aftageren af tjenesteydelserne kan fremsætte et civilretligt krav om tilbagesøgning af fejlagtigt betalte beløb over for leverandøren. Medlemsstaterne skal dog i de tilfælde, hvor tilbagebetaling af moms bliver umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig, indføre de instrumenter, som er nødvendige for, at nævnte aftager kan få tilbagebetalt den fejlagtigt fakturerede afgift, for således at overholde effektivitetsprincippet.

Højesteretsdomme

SKM2024.30.HR

►Et selskab havde til sin danske leverandør af mobiltelefoner betalt fakturaer ved køb af varer, som af leverandøren med urette var pålagt dansk moms. Det var ubestridt, at det momsmæssige leveringssted for varerne ikke var Danmark, men Østrig og Holland, hvor selskabet havde afhentet varerne, og at momsen derfor var faktureret med urette. Leverandøren havde ikke indbetalt momsen til skattemyndighederne, og leverandøren var efterfølgende gået konkurs, hvorfor selskabet ikke kunne få momsen tilbagebetalt fra leverandøren.◄

►For Højesteret angik sagen, om selskabet kunne kræve et beløb svarende til den af leverandøren fejlagtigt opkrævede danske moms betalt af staten i den foreliggende situation.◄

►Højesteret fandt i lyset af EU-Domstolens praksis om det spørgsmål, som sagen angik, at der ikke bestod en sådan rimelig tvivl om forståelsen af det EU-retlige neutralitetsprincip og effektivitetsprincip, at der var grundlag for at forelægge et præjudicielt spørgsmål herom for Domstolen som begæret af selskabet, hvorved Højesteret henviste til Domstolens seneste domme af henholdsvis 13. oktober 2022 i sag C-397/21, HUMDA, og af 7. september 2023 i sag C-453/22, Schütte.◄

►Højesteret udtalte endvidere, at momslovens § 52 a, stk. 7, alene regulerer forholdet mellem den person, der på en faktura urigtigt angiver, at et fakturabeløb indbefatter moms (her leverandøren), og skattemyndighederne, og at bestemmelsen ikke giver grundlag for, at tredjemand (her aftageren), der har betalt momsbeløbet til fakturaudstederen, kan rette et tilbagebetalingskrav direkte mod skattemyndighederne. På denne baggrund og i øvrigt af de af Vestre Landsret anførte grunde tiltrådte Højesteret, at selskabet ikke havde et krav mod Skattestyrelsen.◄

Landsretsdomme

SKM2008.649.ØLR

Skatteministeriet fik medhold i, at et realkreditinstitut ikke kunne rette et tilbagebetalingskrav direkte mod ministeriet i anledning af, at der med urette var opkrævet moms af vurderingsydelser i forbindelse med lånesagsbehandling, som ejendomsmæglere i en kæde leverede til i perioden 1. juli 1994 - 12. november 2003.

Landsretten henviste til, at det følger af EF-Domstolens dom af 15. marts 2007 i sag C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabriken Gmbh, at det er foreneligt med principperne om EU-rettens effektivitet og ligebehandling samt om momsens neutralitet, at alene leverandøren, der er afgiftspligtig efter loven, kan rette et tilbagebetalingskrav mod skattemyndighederne, mens aftageren af den - med urette - momsbelagte ydelse er henvist til at rette et civilretligt krav mod leverandøren, forudsat at tilbagebetaling i det enkelte tilfælde ikke bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig. Landsretten fandt ikke, at realkreditinstituttet havde godtgjort, at tilbagebetaling fra ejendomsmæglerne ville være umulig eller uforholdsmæssig vanskelig.

Landsretten fandt imidlertid Skatteministeriet erstatningsansvarlig for det forhold, at ministeriet i forarbejderne til 1994-momsloven - der trådte i kraft den 1. juli 1994 og som foranledigede realkreditinstituttet til at anmode ejendomsmæglerne om at begynde at lægge moms på deres vurderingsydelser - havde tilkendegivet, at sådanne ydelser fremover var momspligtige, hvilken opfattelse ministeriet havde gentaget i en korrespondance med Dansk Ejendomsmæglerforening og Finansrådet. Tilkendegivelsen fra ministeriet blev afgivet, selv om vedtagelsen af momsloven fra 1994 ikke havde ført til nogen ændring af Momsnævnets praksis, hvorefter vurderingsydelser som de i sagen omhandlede ikke ansås for momspligtige. Realkreditinstituttet blev således i kraft af Skatteministeriets tilkendegivelser fejlagtigt bibragt den opfattelse, at ydelserne fremover var momspligtige, hvilket de objektivt ikke var efter Momsnævnets - fortsat gældende - praksis.

Realkreditinstituttets erstatningskrav var delvist forældet efter 1908-loven og kunne først kræves forrentet fra sagens anlæg.