Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2024-2
<< >>

C.F.1.4 Tjeneste og ophold om bord på danske skibe

Indhold

Dette afsnit handler om fuld skattepligt for danske statsborgeres tjeneste og ophold om bord på danske skibe efter KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3.

Afsnittet indeholder:

  • Regel.
  • Anvendelsesområde.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv..

Regel

Fuld skattepligt påhviler danske statsborgere, der uden at være skattepligtig som følge af bopæl eller ophold i Danmark, gør tjeneste eller varigt opholder sig om bord på skibe med hjemsted her, medmindre de godtgør, at de har bopæl i udlandet. Udenlandske statsborgere, der inden sin tjeneste eller sit ophold om bord senest har været fuldt skattepligtige i Danmark, sidestilles i den forbindelse med danske statsborgere.

Anvendelsesområde

Danske statsborgere fritages for den fulde skattepligt som følge af opholdet på danske skibe, hvis de godtgør, at de har bopæl i udlandet, eller at de aldrig har haft bopæl her i landet.

En udenlandsk statsborger, der inden sin tjeneste eller ophold om bord senest har været fuldt skattepligtig her i landet, er omfattet af skattepligten efter KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3.

Skattepligten omfatter også personer, der varigt opholder sig om bord uden at gøre egentlig tjeneste på skibet, altså også fx hovmestre og skibstandlæger.

Ved varigt ophold forstås i den forbindelse en periode af mindst 6 måneders varighed.

KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3, tager ikke stilling til spørgsmålet om, hvornår skattepligtige sømænd bliver omfattet af lov om beskatning af søfolk. Se afsnit C.A.3.4.6 Beskatning af søfolk.

Grønland og Færøerne

Med bopæl i udlandet sidestilles bopæl i Grønland og på Færøerne. Personer, som er hjemmehørende i Grønland, og som gør tjeneste om bord på danske skibe, bliver derfor som udgangspunkt ikke fuldt skattepligtige til Danmark efter KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten 

SKM2007.901.LSR

Skattepligten til Danmark var opretholdt under en jordomrejse på et sejlskib af 2 års varighed. Personen var efter ordlyden i KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3, direkte omfattet af skattepligten, idet han varigt opholdt sig om bord på et skib, der havde hjemsted i Danmark. Der blev endvidere lagt vægt på, at det var klagerens hensigt at vende tilbage til Danmark efter jordomrejsen, og at familiens indbo var opbevaret hos venner og familie i Danmark i rejseperioden, hvorfor klagerens tilknytning blev anset for bevaret.

Skatterådet

SKM2023.57.SR

Spørger og hans familie havde solgt deres hus i Danmark for at sejle rundt i verden i op til 7 år i deres sejlbåd.

Da spørger var en dansk statsborger, der uden at være skattepligtig som følge af bopæl eller ophold i Danmark, varigt opholdt sig om bord på et skib med hjemsted her, uden at få bopæl i udlandet, fandt Skatterådet, at spørger var fuldt skattepligtig efter KSL (kildeskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3).

Skatterådet kunne dermed ikke bekræfte, at spørgers fulde danske skattepligt ophørte på det tidspunkt, hvor spørger og hans familie lettede anker og sejlede ud fra en dansk havn.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.