C.E.12.9 Salg til nær medarbejder, tidligere nær medarbejder eller tidligere ejere med succession
Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om dødsboets salg til en nær medarbejder, tidligere nær medarbejder eller tidligere ejer, når
- afdøde har brugt virksomhedsordningen efter VSL (virksomhedsskatteloven) afsnit I eller konjunkturudligningsordning efter VSL (virksomhedsskatteloven) afsnit II og
- dødsboet skiftes ved dødsfaldet.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Retningslinjer
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, der skiftes i forbindelse med dødsfaldet og er omfattet af DBSL (dødsboskatteloven) afsnit II.
Regel
Gevinst ved et dødsbos salg eller anden form for afståelse med succession til en
- nær medarbejder
- tidligere nær medarbejder eller
- tidligere ejer
efter KSL (kildeskatteloven) § 33 c, stk. 12 eller 13, skal ikke medregnes i dødsboets skattepligtige indkomst for bobeskatningsperioden. Se DBSL (dødsboskatteloven) § 27, stk. 3.
Se også
Se afsnit C.C.6.7 Succession ved overdragelse af virksomhed om succession ved salg af virksomhed.
Når afdøde har
- opsparet overskud efter virksomhedsordningen i VSL (virksomhedsskatteloven) afsnit I eller
- henlæggelse til konjunkturudligning efter VSL (virksomhedsskatteloven) afsnit II
ved udgangen af året før dødsåret, betyder det, at salg kan ske med succession, når virksomheden også sælges sammen med opsparingen eller henlæggelsen til samme person.
Det følger af KSL (kildeskatteloven) § 33 c, stk. 12 og 13, at bl.a. KSL (kildeskatteloven) § 33 c, stk. 5 (om virksomhedsordningen) og stk. 6 (om konjunkturudligningsordningen) også gælder for salg til den nævnte personkreds. Efter disse stykker kan opsparet overskud og konjunkturudligningshenlæggelse kun sælges med succession, hvis virksomheden sælges med virkning for begyndelsen af afdødes indkomstår.
Retningslinjer
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at et dødsbo er afskåret fra at sælge en virksomhed med tilhørende opsparet overskud eller konjunkturhenlæggelse til den nævnte personkreds, fordi dødsboet ikke kan sælge en virksomhed med virkning for et tidspunkt, der ligger tidligere end dødsdagen. Dødsboet eksisterer ikke, før dødsfaldet er sket.
Det eneste tilfælde, hvor reglen kan anvendes er, når afdøde allerede før sin død har truffet aftale om salg med virkning for begyndelsen af indkomståret.
Læs også:
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed