Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►Højesterets dom af 4. maj 2023 i sagerne 116/2021 og 117/2021◄

►Sagerne angik navnlig, om selskaberne havde pligt til at indeholde skat af renter på koncerninterne lån ydet af udenlandske koncernfor-bundne selskaber. Sagerne skulle bedømmes efter dansk skattelovgivning, EU’s rente-/royaltydirektiv og dobbeltbeskatningsoverenskomster med de nordiske lande og Luxembourg.

HR henviste vedr. de generelle spørgsmål - herunder hvornår et udenlandsk moderselskab er "retmæssig ejer" ("beneficial owner") efter DBO´er med Luxembourg og de nordiske lande, og hvornår der foreligger retsmisbrug efter EU’s rente-/royalty direktiv - til Højesteretsdommen af 9. januar 2023 i udbyttesagerne. Højesteret foretog herefter en konkret vurdering af de to koncerners struktur og låneforhold.

Højesteret udtalte, at der i begge koncerner var gennemført en omstrukturering, der bl.a. indebar indskydelse af selskaber i henholdsvis Sverige og Luxembourg, og at denne omstrukturering måtte ses som et samlet og på forhånd tilrettelagt skattearrangement. De indskudte selskaber måtte derfor anses for gennemstrømningsselskaber, der ikke nød beskyttelse efter rente-/royaltydirektivet eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Da det ikke efter de oplysninger, som parterne havde fremlagt, kunne fastlægges, hvad der endeligt var sket med renterne, efter de var strømmet gennem de indskudte selskaber, kunne det ikke fastlægges, hvem der var "retmæssig ejer" af renterne.

Højesteret fastslog herefter, at skattearrangementerne udgjorde misbrug. Selskaberne skulle derfor have indeholdt renteskat med henholdsvis ca. 369 mio. kr. og ca. 817 mio. kr.◄

SKM2018.624.HR

Sagen angik, om et amerikansk selskab, der alene havde været begrænset skattepligtig til Danmark i medfør af SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra d, (renter af kontrolleret gæld) kunne påberåbe sig SFL 29 om omgørelse. Højesteret kom - ligesom landsretten - frem til, at selskabet ikke havde ret til omgørelse. Højesteret (flertallet) fastslog, at der ikke var foretaget en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat over for det amerikanske selskab, hvilket er en betingelse for omgørelse efter SFL § 29. Højesteret fastslog endvidere, at tilladelse til omgørelse var udelukket, eftersom at det civilretligt og faktisk ikke var muligt at ændre den omhandlede privatretlige disposition (overdragelse af en fordring). Endelig fastslog Højesteret, at betingelserne i SFL § 29, stk. 1, nr. 3 og 4, heller ikke var opfyldt. Det amerikanske selskabs begæring om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen blev ikke taget til følge.

SKM2013.4.HR

Beskatning efter SEL § 2, stk. 1, litra d, af rentebetalinger til det udenlandske moderselskab forudsatte ikke, at det danske debitorselskab havde fradragsret for renteudgiften

Sagen angik renteskat af rentebetalinger af et lån, som et dansk debitorselskab havde optaget hos et med selskabet koncernforbundet selskab på Jersey, til delvis finansiering af en ejendom i Frankrig.

Højesteret fastslog, at efter ordlyden af SEL § 2, stk. 1, litra d, var renteskattepligten ikke betinget af, at det danske debitorselskab havde fradragsret for renterne. Angivelsen i forarbejderne af formålet med loven - at undgå udhuling af det danske beskatningsgrundlag ved fradrag af koncerninterne renter - kunne ikke føre til indfortolkning af et krav herom i bestemmelsen.

Landsretten var nået til samme resultat.

Østre Landsrets dom er offentliggjort som SKM2012.469.ØLR.

►Hovedspørgsmålet i sagerne var, hvem der måtte anses for retmæssig ejer af de omhandlede udbytter og renter fra det danske selskab, som via to danske selskaber blev ført videre til to luxembourgske selskaber og derfra videre til selskaber på Bermuda.

Ved låneaftalerne i strukturen blev etableret en retlig forpligtelse for selskaberne til at videreføre renter og udbytter, og renter og udbytter, hvilket faktisk skete.

Landsretten fastslog, at SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra c (udbytte) og SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra d (renter)måtte fortolkes i overensstemmelse med moder-/datterselskabsdirektivet henholdsvis rente-/royaltydirektivet.

Landsretten har ved dommen blandt andet fastslået, at det danske selskab skulle have indeholdt kildeskat i forbindelse med udbytteudlodninger i 2006, 2007 og 2008 til selskabets moderselskab, der havde hjemsted i Luxembourg og ved rentetilskrivninger i 2006 - 2010 på lån .

Landsretten fandt således, at hverken dobbeltbeskat-ningsoverenskomsterne, moder-/datterselskabsdirek-tivet (vedr. udbytte) eller rente-/royaltydirektivet kunne begrunde skattefrihed eller skattenedsættelse for renter og udbytter fra selskabet.

Landsretten gav således givet Skatteministeriet medhold i ministeriets påstande under sagen.◄  

Landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at et selskab havde pligt til at indeholde rentekildeskat efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra d og KSL (kildeskatteloven) § 65 D af de renter, der var påløbet en lånefordring på 13.466.000,00 euro med en aftalt forrentning på 8 % om året. Lånet var ydet af selskabets moderselskab, der var hjemmehørende på Gibraltar, og Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der var sket en reel overdragelse af fordringen fra moderselskabet til en trust, der ligeledes var hjemmehørende på Gibraltar, og som ejede moderselskabet 100 %.

Sagen havde forinden været behandlet i Byretten, hvor dommen er offentliggjort som SKM2011.419.BR. 

SKM2010.729.LSR

Et selskab blev ikke anset for indeholdelsespligtig af renteskat vedrørende renter betalt til sit moderselskab i Luxembourg, idet renterne ikke blev viderekanaliseret til de bagvedliggende investorer. Landsskatteretten fandt på den baggrund at det rentemodtagende selskab i Luxembourg var den retmæssige ejer.

Skatteministeriet indbragte afgørelsen for domstolene. Skatteministeriet valgte at hæve anken som konsekvens af Østre Landsrets afgørelse i den korresponderende sag vedrørende samme selskab, der omhandlede kildeskat på udbytter. Sagen om kildeskat på udbytter er offentliggjort som SKM2012.121.ØLR.

Der henvises i øvrigt til Skatteministeriets kommentar og begrundelse for ikke at indbringe Østre Landsrets dom vedrørende kildeskat på udbytter, der er offentliggjort som SKM2012.100.SKAT.

Spørger, Holdco-1, var ejet af Fonden i Luxembourg. Spørger ejede selskaber hjemmehørende i en række lande, herunder i Danmark. Spørger havde købt en ejendom gennem selskabet Holdco-2 i Danmark. Spørger finansierede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra Fonden. I den aktuelle sag var det et dansk selskab, Holdco-2, der betalte renter til Spørger i Luxembourg. Renter påløb som følge af et aktionærlån i Hold-co-2 til finansiering af købet af en ejendom.

Spørger ønskede bekræftet, at Holdco-1 skulle anses for at være den reelle ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor långiver var et helejet dansk ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra d). Skatterådet bekræftede, at Spørger var den reelle ejer af modtagne renter af aktionærlån.

SKM2022.423.SR

Sagen drejede sig om reglerne for begrænset skattepligt til Danmark af udbytte og renteindtægter, som blev oppebåret af spørgers moderselskab i Luxembourg. Spørger ønskede i den forbindelse bekræftet, at moderselskabet var beskyttet af den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst og dermed ville kunne påberåbe sig fritagelse fra dansk kildeskat på renter og udbytter.

Det luxembourgske moderselskab var omfattet af SICAV-RAIF-regimet, hvorfor det var fritaget for indkomstskat. Moderselskabet betalte i stedet en årlig tegningsafsnit på 0,01 pct. af nettoværdien af selskabets aktiver.

Spørgsmålet i sagen var herefter, om spørgers moderselskab var omfattet af den særlige slutprotokol, der fandtes i den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og som udelukkede visse særligt begunstigende luxembourgske holdingselskaber fra overenskomstens bestemmelser.

Skatterådet bemærkede på baggrund af slutprotokollens baggrundsmateriale, at udelukkelsen ikke gjaldt for såkaldte luxembourgske »investment fund«, dvs. når selskabet utvetydigt havde karakter af et investeringsforetagende. Et luxembourgsk »investment fund« skulle således organisatorisk og adfærdsmæssigt besidde samme grundlæggende principper, som var kendetegnet for investeringsenheder. Med andre ord udelukkedes et selskab, der ved anvendelse af de luxembourgske regler for investeringsforetagende agerede som holdingselskab, fra dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser.

Da indkomsten i sagen blev oppebåret af et selskab, som efter Skatterådets vurdering reelt agerede som holdingselskab for koncernens aktiviteter, omfattes det luxembourgske moderselskab af slutprotokollens § 1. Spørgers moderselskab var dermed begrænset skattepligtig af udbytte- og renteindtægter, som modtages fra dets danske datterselskab.

Spørger ønskede bekræftet, at Spørger og fem overliggende selskaber ikke var begrænset skattepligtige af udbytter udloddet fra Spørgers danske datterselskab, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Endvidere ønskede Spørger bekræftet, at det øverste amerikanske selskab ikke var begrænset skattepligtig af godskrevne renter på lån ydet af en transparent enhed i koncernen til Spørgers danske datterselskab jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d. Skatterådet bekræftede, at forespurgte situationer ikke var omfattet begrænset skattepligt.

To luxembourgske selskaber ansås for at være retmæssig ejer af de udbytter,

som ikke blev udloddet videre og var dermed omfattet af moder-/datterselskabsdirektivet. Udbytter, som blev udloddet til amerikanske transparente enheder ansås for udloddet direkte til det øverste amerikanske selskab. Dette selskab ansås som retmæssig ejer og omfattet af den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst. I spørgsmålet om renter ansås det øverste amerikanske selskab ikke for begrænset skattepligtig af rentebetalinger, idet forholdet var omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA.

Skatterådet tog alene stilling til den skattemæssige vurdering af de forespurgte selskaber, hvorfor der ikke er foretaget en skattemæssige vurdering af de to spørgsmål i forhold til et yderligere amerikansk selskab i koncernen.

Et dansk selskab indgik i en koncern, der ultimativt var ejet af en børsnoteret Real Estate Investment Trust (REIT) i USA. Skatterådet bekræftede, at udbytter til selskabets moderselskab i et andet EU-land ikke ville udløse begrænset skattepligtigt i Danmark for moderselskabet eller overliggende selskaber. Skatterådet bekræftede desuden, at rentebetalinger til et koncernforbundet Limited Partnership i USA ikke ville udløse begrænset skattepligtigt i Danmark. Ligningslovens § 3 fandt ikke anvendelse.

Spørger var ejet af H2 i Luxembourg, som igen var ejet af en fond i Luxembourg. Spørger var finansieret med koncerninterne lån ydet af H2, der havde optaget lån med tilsvarende hovedstole hos fonden. Spørger skulle skifte ejer i fremtiden. I den forbindelse ønskede køberen en bekræftelse på, at hverken H2 eller andre enheder var begrænset skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, af de renteindtægter, der blev genereret i perioden 2017 til 2020. Skatterådet bekræftede, at H2 og fonden ikke var begrænset skattepligtige af renteindtægterne.

Skatterådet bekræftede, at tre tyske alternative investeringsfonde (AIF’er) skulle anses for selvstændige skattesubjekter efter en dansk skatteretlig vurdering. Derudover bekræftede Skatterådet, at de pågældende AIF’er efter en konkret vurdering ville kunne anses for retmæssig ejer af renter og udbytter fra Danmark.

Skatterådet bekræftede, at dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Luxembourg fandt anvendelse ved fordeling af beskatningsretten til renter, der vedrørte låneaftalen indgået mellem A ApS og det koncernforbundne selskab B S.à.r.l.

Skatterådet afviste at svare på, om B ikke ville være begrænset skattepligtig til Danmark af renter hidrørende fra selskabets udlån til A, hvis rentebetalingerne blev ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen.

Skatterådet bekræftede, at B ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af modtagne renter, såfremt det blev lagt til grund, at rentebetalingerne ikke var bestemt og ikke ville blive ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen.