Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2023-2
<< >>

C.D.11.8.2 Er der leveret en intern serviceydelse

Indhold

Dette afsnit handler om, hvorvidt der er leveret en intern serviceydelse.

Afsnittet indeholder:

  1. Analyse af serviceydelser
  2. Eksempler

Ad a) Analyse af serviceydelser

Grundliggende er spørgsmålet, om en given aktivitet, der udføres af ét koncernselskab (serviceyderen), tilfører et andet koncernselskab (servicemodtageren) en økonomisk eller forretningsmæssig fordel/nytte, der forbedrer dets økonomiske situation.

Det kan testes ("nyttetesten") ved at undersøge, om det modtagende selskab enten

  • ville være villig til selv at betale en uafhængig part for at udføre den pågældende serviceydelse
  • selv ville have udført - og betalt for - aktiviteterne.

Hvis ingen af delene er tilfældet, foreligger der ikke en intern serviceydelse efter TPG kapitel VII om serviceydelser.

Hvis det serviceydende koncernselskab stiller sine serviceydelser til rådighed for ét bestemt andet selskab i koncernen for at løse bestemte arbejdsopgaver, vil nyttetesten normalt være ret enkel at gennemføre. Nyttetesten kan derimod godt blive mere kompleks i tilfælde, hvor ét koncernselskab stiller serviceydelser til rådighed for flere - eller for alle andre - selskaber i koncernen.

Der skal redegøres for de interne ydelser, herunder hvilke konkrete serviceydelser der er modtaget eller stillet til rådighed, på hvilken måde det har været til nytte for det modtagende selskab, og på hvilket grundlag vederlaget er opgjort. 

Ad b) Eksempler

Nedenfor er givet nogle eksempler på konkrete forhold, som modtageren af serviceydelsen ikke selv har nytte af, og derfor heller ikke selv ville have betalt for, hvis det havde været et uafhængigt selskab.

Aktionærudgifter

Aktionærudgifter vedrører aktiviteter, som det serviceydende selskab (sædvanligvis et moderselskab eller et regionalt holdingselskab) kun udfører, fordi det ejer kapitalandelene i andre selskaber. Denne type udgifter skal afholdes af moderselskabet i dets egenskab af aktionær.

Aktionærudgifter er ikke en serviceydelse over for et datterselskab. TPG 7.10 omtaler eksempler på aktionærudgifter, herunder bl.a.:

  • Omkostninger vedrørende den juridiske struktur for moderselskabet, herunder møder med moderselskabets aktionærer.
  • Omkostninger vedrørende udstedelse af aktier i moderselskabet, herunder omkostninger ved børsnotering af moderselskabet.
  • Bestyrelsesomkostninger.

Køb af ydelser, som virksomheden selv udfører

En række udgifter knytter sig til ledelse af koncernen. Det beror på de konkrete omstændigheder, om omkostningerne til ledelsesfunktioner kan anses for at være til nytte for andre selskaber i koncernen. Hvis det modtagende selskab selv udfører den pågældende funktion i forvejen, skal selskabet som udgangspunkt ikke betale for en serviceydelse, der alene duplikerer selskabets egen funktion.

Det fremgår af TPG 7.11 at selskabets materiale skal forklare hvorvidt de interne serviceydelser er anderledes end selskabets egne aktiviteter, og der er krav til en nyttetest ved betaling af interne serviceydelser. Et selskab kan fx have egne marketingsaktiviteter og samtidig betale for marketing serviceydelser som ikke duplikerer selskabets egne aktiviteter.    

Koncernfordele (Incidental benefits)

Et selskab skal ikke betale for de fordele selskabet har ved at indgå i en koncern. Et eksempel på en sådan koncernfordel, som der ikke skal betales for, kan være muligheden for at låne til en lavere rente, end selskabets egen kreditværdighed berettiger til, fordi selskabet er medlem af en koncern.

Der skelnes her mellem fordele der alene skyldes at selskabet indgår i en koncern og aktive handlinger til fordel for selskabet, som ligger herudover.

Et eksempel på aktiv handling, der skal betales for, kan være, når moderselskabet garanterer for datterselskabets lån og garantien medfører, at datterselskabet kan opnå et billigere lån hos 3. mand, end selskabet ville have opnået uden garantien fra moderselskabet. I den situation skal selskabet betale moderselskabet et armslængdevederlag for serviceydelsen.

Et eksempel på en koncernfordel, der ikke skal betales for, kan være, når et selskab i en koncern får en bedre credit rating, alene fordi selskabet er del af koncernen. I den situation er der ikke leveret en serviceydelse. Se også TPG 7.12 og 7.13.

Ydelser "on call"

I visse tilfælde kan koncernens enkelte selskaber trække på bestemte serviceydelser efter behov ("on call"). Der kan være tale om specialiserede medarbejdere inden for områder som eksempelvis jura, regnskab, IT og ledelsesrådgivning, hvor disse specialistmedarbejdere hører hjemme i et af koncernens selskaber, og hvor de andre selskaber i koncernen til enhver tid - og efter behov - kan trække på specialisternes viden.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske en løbende betaling for at disse serviceydelser til rådighed, eller om der kun skal betales for den faktiske anvendelse af specialisterne, afhænger af, om en uafhængig part, under lignende omstændigheder, ville være villig til løbende at betale et vederlag for om nødvendigt at kunne komme i kontakt med specialisterne. Er det tilfældet, vil der også mellem koncernforbundne parter kunne kræves en løbende betaling.

Se også

De særlige regler for indkomstopgørelsen i selskaber (C.D.2.4.1 Generelle og særlige regler)

Primære forhold om interne serviceydelser (TPG 7.2 - 7.5)

Nyttetest ved interne serviceydelser (TPG 7.6 - 7.8)

Særlige forhold om interne serviceydelser med lav værdi (C.D.11.8.4 Særligt om interne serviceydelser med lav værdi).

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
,, Det er efter min opfattelse meget beklageligt, at Skattestyrelsen først i forbindelse med min høring og ikke allerede i forbindelse med dine henvendelser til styrelsen foretog en egentlig behandling og vurdering af sagen.
,, Selvom ens aktier faktisk er steget i værdi, står man altså tilbage med en skattegæld, som end ikke kan dækkes af værdien af aktierne på aktiesparekontoen.
BEREGNER
Beregn, hvad regeringens skattereform betyder for din skat: Skattereform 2023.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier og obligationer
Gaver
Arv
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.