C.B.5.3 Beskatning af udbytter, gevinst og tab
Indhold
Dette afsnit handler om:
- Opgørelse af beskatningsgrundlag
- Negativt beskatningsgrundlag
- Begrænset skattepligtige
- Indkomstperiode
- Udenlandsk skat
- Fraflytning
- Lukning af aktiesparekonto
Opgørelse af beskatningsgrundlag
For personer, der er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens§ 1, beskattes forskellen mellem værdien af aktiverne ved indkomstperiodens slutning og aktivernes værdi ved indkomstperiodens begyndelse med fradrag af indkomstperiodens indskud og med tillæg af indkomstårets udlodninger. Beskatning af gevinst og tab sker således efter lagerprincippet. Se aktiesparekontoloven § 13, stk. 1.►◄
Denne opgørelsesmetode indebærer, at der opnås fradrag for samtlige omkostninger, der er trukket på aktiesparekontoen, herunder kurtage for køb og salg af værdipapirer samt bankgebyrer, depotudskrifter og eventuelle udgifter til formueadministration. Negative renter indgår ligeledes ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget. Efter Skattestyrelsens opfattelse gælder det også omkostninger, der relaterer sig til udenlandske værdipapirer.
Positiv og negativ skat indgår ikke i værdien. Skat, der er betalt eller indeholdt i løbet af indkomstperioden, anses for en udlodning. Skat, der er refunderet på aktiesparekontoen i løbet af indkomstperioden, anses for et indskud. Se aktiesparekontoloven § 13, stk. 2.
Beskatningsgrundlaget beskattes med 17 pct. Se aktiesparekontoloven § 14.
Negativt beskatningsgrundlag
Er beskatningsgrundlag negativt, beregnes en negativ skat. Se aktiesparekontoloven § 15, stk. 1.
Den negative skat kan fradrages i skat efter aktiesparekontoloven for andre indkomstperioder i samme kalenderår. En herefter resterende negativ skat fremføres til fradrag i skat efter aktiesparekontoloven for efterfølgende kalenderår. Fradraget skal ske i det tidligst mulige kalenderår. Se aktiesparekontoloven § 15, stk. 2. Fradraget kan ikke overføres til en eventuel ægtefælle.
Begrænset skattepligtige
Er ejeren af aktiesparekontoen begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens§ 2, er det kun udbytter af aktier m.v. i danske selskaber mv., der indgår i beskatningsgrundlaget. Se aktiesparekontoloven § 16, stk. 2.
Skatten for begrænset skattepligtige er 15 pct. af beskatningsgrundlaget med fradrag for omkostninger på aktiesparekontoen, der er medgået til modtagelse af udbyttet. Se aktiesparekontoloven § 16, stk. 3.
Hvis ejeren skifter skattemæssig status fra fuldt skattepligtig til begrænset skattepligtig eller omvendt, skal ejeren informere instituttet om det senest 30 dage efter, at ændringen er sket. Ejeren skal indsende en bekræftelse fra Skattestyrelsen på skiftet af skattemæssig status, når bekræftelsen foreligger. Se aktiesparekontoloven § 16, stk. 4.
Indkomstperiode
Indkomstperioden følger kalenderåret - uanset om ejeren i øvrigt har forskudt regnskabsår. Se aktiesparekontoloven § 17, stk. 1.
Har ejeren af aktiesparekontoen i en del af det pågældende kalenderår været fuldt skattepligtig til Danmark, og i en anden del begrænset skattepligtig, anses perioderne med henholdsvis fuld og begrænset skattepligt for separate indkomstperioder. Se aktiesparekontoloven § 17, stk. 2-4.
Udenlandsk skat
Skat, der er betalt til fremmed stat, Færøerne eller Grønland og opkrævet af indkomst fra kilder der, fradrages i skatten efter aktiesparekontoloven § 14. Fradraget kan dog højst udgøre 17 pct. af indkomsten fra den pågældende stat, Færøerne eller Grønland. Se aktiesparekontoloven § 18, stk. 1.
Er der indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den fremmede stat, Færøerne eller Grønland, gives der ikke fradrag for et større skattebeløb end det, som denne stat, Færøerne eller Grønland efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære. Se aktiesparekontoloven § 18, stk. 2.
Er fradraget for udenlandsk skat større end skatten efter aktiesparekontoloven § 14, kan den overskydende del af den udenlandske skat fremføres som negativ skat. Se aktiesparekontoloven § 18, stk. 3. Der kan ikke ske overførsel til en eventuel ægtefælle.
Er der indgået en exemptionsoverenskomst med det pågældende land (og denne lempelsesmetode også gælder skat af aktieudbytte), skal der gives lempelse efter reglerne i den pågældende overenskomst, dvs. med den del af skatten efter aktiesparekontoloven, der kan henføres til udbyttet fra det pågældende land. Lempelsen kan i disse tilfælde overstige den faktisk betalte skat til udlandet. Er der indgået en matching-credit overenskomst med det pågældende land, skal lempelse ligeledes ske efter reglerne i overenskomsten, dvs. med den skat, som kildestaten kunne have opkrævet efter overenskomsten. Lempelsen kan også i disse tilfælde overstige den faktisk betalte skat i udlandet.
Lempelse for udenlandsk skat i henhold til aktiesparekontoloven § 18, stk. 1-3, sker på grundlag af den pågældende bruttoindkomst fra udlandet. Reglen i ligningslovens § 33 F vedrørende fradrag for udgifter, der vedrører den udenlandske indkomst, gælder ikke for lempelse i henhold til aktiesparekontoloven.
Reglerne i aktiesparekontoloven § 18, stk. 1-3, om lempelse for udenlandsk skat gælder ikke for begrænset skattepligtige. Se aktiesparekontoloven § 14, stk. 2.
Det indebærer endvidere, at gevinst på aktiesparekontoen ikke kan modregnes i tab uden for aktiesparekontoen og omvendt, ligesom afkastet behandles uafhængigt af afkastet på en eventuel ægtefælles aktiesparekonto.
Fraflytning
Der beregnes ikke fraflytterskat af indestående på en aktiesparekonto ved ophør af fuld skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1. Da gevinst og tab af indestående på en aktiesparekonto beskattes efter lagerprincippet, bliver gevinst og tab i tiden frem til ophøret af den fulde skattepligt til Danmark beskattet efter de almindelige regler i aktiesparekontoloven.
Indestående på en aktiesparekonto medregnes ikke ved opgørelsen af, om kursværdien af skatteyderens samlede beholdning af aktier mv. ved ophør af fuld skattepligt til Danmark overstiger 100.000 kr. Det har betydning for, om skatteyderen skal pålignes fraflytterskat af gevinst på aktier mv. udenfor aktiesparekontoen. Se ABL § 38, stk. 2.
Lukning af aktiesparekonto
Ved lukning af aktiesparekontoen anses aktiesparekontoens værdier for udloddet til ejeren pr. lukningsdagen. Se aktiesparekontoloven § 12, stk. 1.
Dør aktiesparekontoens ejer, anses aktiesparekontoen for lukket pr. dødsdagen. Se aktiesparekontoloven § 12, stk. 2.
,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen
Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
