C.B.5.2 Indskud på aktiesparekonto
Indhold
Dette afsnit handler om
- Hvem der kan placere aktier på en aktiesparekonto
- vad der kan indgå på en aktiesparekonto
- Hvor store værdier, der kan indskydes på en aktiesparekonto
Hvem kan placere aktier på en aktiesparekonto
Personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, kan oprette en aktiesparekonto i Danmark. Fuldt skattepligtige personer, der hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland anses ikke for fuldt skattepligtige efter aktiesparekontoloven, jf. aktiesparekontoloven § 1, stk. 1. Se også KSL § 1 og C.F.1.1 Regel om fuld skattepligt for beskrivelse af fuld skattepligt.
En aktiesparekonto kan oprettes af både voksne og børn. Et barn beskattes selvstændigt af aktiesparekontoen, selv om det er forældrene, der har oprettet aktiesparekontoen på barnets vegne. Reglen i KSL § 5, stk. 2, hvorefter afkast af gaver, som et barn har modtaget som gave fra forældrene mv., skal beskattes hos giveren indtil udløbet af det kalenderår, hvori barnet fylder 18 år, eller til barnet indgår ægteskab, gælder ikke for indskud på en aktiesparekonto.
En aktiesparekonto kan kun have én ejer. Se aktiesparekontoloven § 2.
Opretter en skatteyder mere end én aktiesparekonto, er det kun den først oprettede konto, der skattemæssigt behandles som en aktiesparekonto. Se aktiesparekontoloven § 1, stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan dog efter anmodning træffe afgørelse om, at en senere oprettet konto tillægges skattemæssig gyldighed som en aktiesparekonto i stedet for en tidligere oprettet aktiesparekonto.►◄
Bemærk
Hvis den fulde skattepligt ophører for en person, der har oprettet en aktiesparekonto, kan den pågældende bevare kontoen, selv om personen nu kun er begrænset skattepligtig til Danmark. Se aktiesparekontoloven § 16, stk. 1.
Hvad kan indgå på en aktiesparekonto
En aktiesparekonto kan bestå af en eller flere indlånskonti og et eller flere værdipapirdepoter. Det institut, der har oprettet kontoen, skal betegne konto og depoter mv., så det fremgår, at de vedrører en aktiesparekonto. Se aktiesparekontoloven § 4, stk. 1 og 2.
Følgende aktiver kan indgå på aktiesparekontoen:
- Kontantindeståender på indlånskonto.
- Aktier mv. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, der er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Se dog nedenstående undtagelser.
- Investeringsbeviser i akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, samt investeringsbeviser i aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, dvs. investeringsbeviser, der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 20 eller 21.
- Aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, der er aktiebaseret og dermed omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 B. ►◄
Følgende aktiver mv. kan ikke indgå på aktiesparekontoen:
- Hovedaktionæraktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 4
- Næringsaktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 17
- Aktier, der indgår i en investering, der er omfattet af ligningslovens § 16 I. ►◄
- Andelsbeviser i andelsselskaber, omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18
- Aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, der er obligationsbaseret og dermed omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 C. ►◄
- Investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 22.
- Konvertible obligationer.
Aktier, aktieretter, tegningsretter og konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier mv., der indgår på aktiesparekontoen, kan erhverves på aktiesparekontoen.
Se aktiesparekontoloven § 5, stk. 1 og 2.
Værdipapirer, der ved en fejl er erhvervet på aktiesparekontoen, men som ikke må indgå på aktiesparekontoen, skal udtages hurtigst muligt og betragtes, som om de aldrig har været indgået på aktiesparekontoen.
Aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, der er aktiebaseret og omfattet af ABL § 19 B, kan placeres på en aktiesparekonto. Aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, der er obligationsbaseret og omfattet af ABL § 19 C, kan derimod ikke placeres på en aktiesparekonto. ►◄
Der kan ikke opnås positive renter eller forud fastsatte kurstillæg mv. på et indestående på indlånskontoen. Se aktiesparekontoloven § 8.
Der kan ikke optages lån på aktiesparekontoen. Instituttet kan dog foretage hævning til betaling af skat, afgift, renter og omkostninger, selv om der ikke er dækning på aktiesparekontoen. Se aktiesparekontoloven § 7
Hvis der på en aktiesparekonto er placeret aktier mv., der ikke længere opfylder betingelserne for at være placeret på aktiesparekontoen, fordi aktierne ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, anses aktierne for udloddet den første dag efter at de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Se Se aktiesparekontoloven § 6, stk. 1.
Følgende aktier mv. anses for udloddet den 20. februar året efter statusskiftet eller erhvervelsen, medmindre de forinden er afstået fra aktiesparekontoen:
- Aktier m.v., der har skiftet status, så de ikke længere opfylder betingelserne for at indgå på aktiesparekontoen.
- Aktier, aktieretter og tegningsretter, der erhverves på grundlag af aktier m.v., der indgår på aktiesparekontoen, medmindre de erhvervede aktier m.v. i sig selv opfylder betingelserne i aktiesparekontoloven § 5, stk. 1.
- Konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier m.v., der indgår på aktiesparekontoen.
Se aktiesparekontoloven § 6, stk. 2.
Hvor store værdier kan indskydes på en aktiesparekonto
►◄For kalenderåret 2026 kan det samlede indskud på aktiesparekontoen maksimalt udgøre 174.200 kr. Det samlede indskud på aktiesparekontoen er den samlede værdi af aktiesparekontoen inkl. årets nettoindskud.
Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 1.
Værdien af aktiesparekontoen opgøres pr. 31. december og danner grundlag for, i hvilket omfang der kan foretages nettoindskud i det følgende kalenderår.
Beløbsgrænsen gælder kun for indskud. Aktier mv., der er placeret på en aktiesparekonto, kan derfor forblive på kontoen, uanset hvor meget aktierne mv. måtte stige i værdi. Når værdien overstiger beløbsgrænsen, kan der ikke foretages yderligere indskud.
Der kan dog uanset beløbsgrænsen foretages indskud på aktiesparekontoen til betaling af skat. Det gælder for både fuldt og begrænset skattepligtige. Indskuddet skal foretages i det kalenderår, hvor skatten forfalder til betaling. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 2, og § 20. Efter Skattestyrelsens opfattelse kan der derimod ikke foretages indskud udover beløbsgrænsen til betaling af afgift og gebyrer. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 2, modsætningsvist.
Foretages der indskud med et for stort beløb, skal det overskydende beløb udloddes. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 3. Endvidere skal der betales en afgift på 3 pct. p.a. af det overskydende beløb. Afgiften beregnes for det antal dage, der er forløbet fra indskuddet og frem til tilbagebetalingen.
►◄
Indskud på aktiesparekontoen skal ske ved indbetaling af kontanter eller ved overførsel fra en anden konto eller et andet depot. Se aktiesparekontoloven § 10, stk. 1. Ved overførsel af aktier mv. fra et andet depot, anses aktierne i relation til reglerne i aktieavancebeskatningsloven for afstået. Som afståelsessum anses værdien på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages. Se aktieavancebeskatningslovens § 32, stk. 1.
Ved indskud af en fordring, fx et bankindestående, der kan være i fremmed valuta, anses fordringen i relation til reglerne i kursgevinstloven for afstået. Som afståelsessum anses værdien på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages. Se KGL § 35.
Udlodning fra en aktiesparekonto skal ske ved udbetaling af kontanter eller ved overførsel til en anden konto eller et andet depot. Se aktiesparekontoloven § 10, stk. 2. Ved udlodning af aktier, anses aktierne i relation til reglerne i aktieavancebeskatningsloven for erhvervet. Som anskaffelsessum anses værdien på udlodningstidspunktet. Se aktieavancebeskatningslovens § 32, stk. 2.
Ved udlodning af en fordring fra en aktiesparekonto anses udlodningen i relation til reglerne i kursgevinstloven for erhvervet. Som anskaffelsessum anses værdien på udlodningstidspunktet. Se KGL § 35.
Eksempel 1
►Skatteyderen har den 15. februar 2019 indskudt aktier til en værdi af 40.000 kr. på en aktiesparekonto.
Den 31. december 2025 er den samlede værdi af aktierne på aktiesparekontoen 75.000 kr.
Den 1. september 2026 er den samlede værdi af aktierne steget til 95.000 kr.
Skatteyderen ønsker den 1. september 2026 at indskyde mest muligt på aktiesparekontoen.
Skatteyderen kan indskyde aktier til en værdi af 99.200 kr. Beløbet opgøres som maksimalbeløbet på 174.200 kr. minus værdien den 31. december året før på 75.000 kr. = 99.200 kr. Der tages ikke hensyn til værdiændringer efter den 31. december 2025.◄
Eksempel 2
►Skatteyderen har den 15. februar 2019 indskudt aktier til en værdi af 40.000 kr. på en aktiesparekonto.
Den 31. december 2025 er den samlede værdi af aktierne på aktiesparekontoen 75.000 kr.
Den 1. september 2026 er den samlede værdi af aktierne steget til 95.000 kr.
Skatteyderen ønsker den 1. august 2026 at indskyde mest muligt på aktiesparekontoen.
Skatteyderen kan indskyde aktier til en værdi af 99.200 kr. Beløbet opgøres som maksimalbeløbet på 174.200 kr. minus værdien den 31. december året før på 75.000 kr. = 99.200 kr. Der tages ikke hensyn til værdiændringer efter den 31. december 2025.
Skatteyderen indskyder imidlertid rent faktisk aktier til en værdi af 110.000 kr. den 1. august 2026.
Det overskydende beløb på 10.800 kr. (indskuddet på 110.000 kr. - det maksimale indskud på 99.200 kr. = 10.800 kr.) skal herefter udloddes. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 3. Udlodningen foretages rent faktisk den 1. december 2026. Det for store beløb har således stået på aktiesparekontoen i 4 måneder. Der skal derfor betales en afgift på 3 pct. p.a. af det overskydende beløb. Se aktiesparekontoloven § 9, stk. 3. Afgiften udgør 3 pct. pr. år. Afgiften for 4 måneder udgør 1 pct. (3 pct. * 4/12). Afgiften af det overskydende beløb udgør herefter 1 pct. af 10.800 kr. = 108 kr.◄
,, Som advokat på borgernes side er det min oplevelse, at domstolene ikke udøver tilstrækkelig kontrol med forvaltningen
Højesteretsadvokat Michael Serup: Borgerne vinder kun otte procent af de skattesager, der indbringes for domstolene - afspejler det god retssikkerhed eller manglen på samme?, Berlingske 24. juli 2025
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
