C.A.11.2.3.2 Specielle regler om forskellige typer af renteudgifter
Indhold
Dette afsnit handler om nogle specielle regler om fradrag for forskellige typer af renteudgifter.
Afsnittet indeholder:
- Godtgørelse for at hæve bankindestående før tid
- Renteudgift ved køb af obligationer
- Kaution
- Finansierings- og afbetalingstillæg
- Forældres/værges køb for umyndig
- Køb af fast ejendom
- Tvangsauktion over fast ejendom
- Differencerente ved indfrielse af realkreditlån
- Fordringer erhvervet for lånte midler
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Godtgørelse for at hæve bankindestående før tid
Den godtgørelse, som banker og sparekasser beregner ved udbetaling på anfordring af beløb indsat på konti med opsigelse, anses som en reduktion af renteindtægten. Se LSRM 1966.147.
Hvis renteindtægten ikke er stor nok til, at dekorten kan modregnes, kan fysiske personer fratrække dekorten i kapitalindkomsten.
For selvstændig erhvervsdrivende kan dekort, der overstiger renteindtægten fratrækkes i virksomhedens indkomst.
For selskaber kan dekort, der ikke kan rummes i renteindtægten, fratrækkes i indkomsten.
Se også
Se også afsnit
- C.A.11.1.3.1 under "Bank og sparekassekonti"
- C.A.11.1.2 om hvordan renteindtægter beskattes
- C.A.11.2.5 om hvordan renteudgifter fradrages.
Renteudgift ved køb af obligationer
Den renteudgift en obligationskøber betaler ved køb af obligationer, som er en beregnet rente fra sidste forfaldstermin og indtil købsdagen, skal fratrækkes i det år, hvor handlen afvikles. Se LL (ligningsloven) § 5 C.
Se også
Se også C.A.11.1.3.1 Renter, der beskattes i takt med, at de forfalder om obligationer.
Kaution
En kautionist kan først fratrække renteudgifter af en kautionsgæld efter, at kautionsforpligtelsen er blevet aktuel. Det gælder både påløbne og forfaldne renter.
Ved selvskyldnerkaution er kautionsforpligtelsen aktuel, når "hoveddebitor" ikke betaler rettidigt. Hvis en selvskyldnerkautionist hæfter solidarisk sammen med en anden selvskyldnerkautionist, og kautionsforpligtelsen bliver aktuel, kan kautionisten kun fratrække halvdelen af renteudgifterne, når han ikke har betalt noget af gælden. Se TfS 1987, 348 VLD.
I en konkret sag havde en kautionist kautioneret for et selskabs gæld. Kautionsforpligtelsen blev først anset for aktualiseret på dekretdagen for selskabets konkurs. Renteudgifter af gælden var herefter fradragsberettiget fra dekretdagen. Se SKM2012.130.LSR.
Ved simpel kaution er kautionsforpligtelsen aktuel, når "hoveddebitors" manglende betalingsevne er konstateret af kreditor.
Kautionisten har ikke fradrag for renteudgifter, der påløber, indtil kautionsforpligtelsen bliver aktuel. Det gælder både for selvskyldnerkaution og simpel kaution.
Selvskyldnerkaution
Kautionistens forpligtelse til at betale kreditor indtræder straks ved "hoveddebitors" misligholdelse af sin forpligtelse. Kreditor skal altså ikke have foretaget retsforfølgning imod "hoveddebitor", inden han kan kræve beløbet af kautionisten.
Simpel kaution
Kautionistens forpligtelse til at betale kreditor indtræder først, når det er godtgjort, at "hoveddebitor" ikke kan betale.
Finansierings- og afbetalingstillæg
Faste finansierings- og afbetalingstillæg er ikke fradragsberettigede renteudgifter. Se UfR 1960.589 HRD.
I en konkret sag blev fradrag for renteudgifter nægtet, selvom kurstabet blev beregnet på samme måde som en rente. Landsretten henså til, at "kurstabet" i lånedokumentet ikke var betegnet som rente, men udgjorde en del af lånesummen, og til at der ikke var truffet aftale om reduktion ved indfrielse før forfaldstid. Se skd. 1975.335 (Østre Landsrets dom af 11. november 1974).
Ved køb af bil på afbetaling er det en betingelse for fradrag for renteudgifter, at der er tale om en reel gæld, som køber er retligt forpligtet til at forrente, og ikke en "købsaftale" som må anses for en aftale om leje eller leasing. Det er en konkret vurdering, om der er tale om køb, leje eller leasing, og der lægges ikke kun vægt på aftalens indhold, men også på de faktiske dispositioner.
Forældres/værges køb for umyndig
Hvis en forældre/værge køber fast ejendom eller løsøre på afbetaling i eget navn, men for den umyndige, er spørgsmålet, hvem som kan fradrage renteudgifterne. Hvis det fremgår af forældres/værges og den umyndiges afgivne oplysninger til Skatteforvaltningen, at aktivet er overført fra forældre/værge til den umyndige, må det anses for godtgjort, at det inter partes er aftalt (eventuelt stiltiende), at aktivet er solgt videre til den umyndige på samme vilkår, som forældre/værge købte aktivet. Den aftale kan lægges til grund ved ligningen. Det er dog en forudsætning, at parterne har "forudsat" aftalen og forholdt sig i overensstemmelse hermed ved begges afgivelse af oplysninger til Skatteforvaltningen.
Køb af fast ejendom
Kurssikring af ejerskiftelån
Kurssikring betyder, at salgskursen på realkreditobligationer låses fast på det nuværende niveau.
Det betyder ved obligationslån, at udbetalingen fra realkreditinstituttet (låneprovenuet) fastholdes, og ved kontantlån, at renten i de kommende terminsbetalinger ikke bliver større eller mindre.
Ved kurssikring af ejerskiftelån er køber i nogle tilfælde forpligtet til at refundere sælger forskellen mellem kontantlånsrenten til kreditforeningen og den rente, som kan opnås af de deponerede beløb i et pengeinstitut. Køber kan ikke fradrage denne udgift, da det ikke er en renteudgift for køber, da køber ikke er debitor. Derimod er det en omkostningsgodtgørelse til sælger.
Refusionsopgørelse
En skatteyder er kun berettiget til at fradrage prioritetsrenter beregnet i forhold til den tid, han/hun har ejet ejendommen.
Ved overdragelse af ejendom udarbejdes der normalt en refusionsopgørelse, hvor prioritetsydelser, skatter mv. fordeles mellem sælger og køber med udgangspunkt i en bestemt skæringsdato.
Normalt er skæringsdatoen en dato efter det tidspunkt, hvor aftalen om at overdrage ejendommen er indgået. I disse situationer vil den fordeling af renteudgifter, som fremgår af refusionsopgørelsen, normalt også kunne lægges til grund for den skattemæssige opgørelse.
Renteudgifter der vedrører en længere periode forud for aftalen om at overdrage ejendommen, og som skal betales af køber, kan ikke fradrages som en renteudgift, men anses for en del af anskaffelsessummen.
Byggelånsrenter
Hvis køber af en fast ejendom betaler sælgers byggelånsrenter, har køber ikke fradrag for renterne. Det gælder også, hvis køber fx betaler et fast honorar til sælger. Udgiften anses derimod for en del af købesummen.
I en situation, hvor en skatteyder A, som selv var håndværker og ejede en byggegrund, havde aftalt med en ejendomshandler, at ejendomshandleren skulle optage byggelån, men at A skulle betale alle renteudgifter mv. og et tillæg på 3.000 kr. til ejendomshandleren, og hvor ejendomshandleren i øvrigt intet havde med byggeriet at gøre, fik A fradrag for renteudgifterne. Se skd 1979. 272 (VLD af 18. oktober 1978).
Erstatning for ikke at opfylde en købsaftale
Hvis køber må betale erstatning til sælger, fordi køberen ikke kan opfylde aftalen, fx fordi køber ikke kan betale den kontante udbetaling, kan erstatningen ikke fradrages som en renteudgift, uanset at den erstatter sælgers renteudgifter indtil en anden køber overtager ejendommen. Se TfS 1986, 235 LSR.
Ejerskiftegebyr og rykningsgebyr
Se afsnit C.A.11.1.6 Specielle regler om "beskatning af ejerskiftegebyr og rykningsgebyr".
Andre renteudgifter
Hvis det er køber, som inden overtagelse af ejendommen, optager lån i fx en kreditforening og får udbetalt lånet, kan han fradrage renteudgiften. Se TfS 1987, 389 LSR.
Tvangsauktion over fast ejendom
De renteudgifter, der påløber før en tvangsauktion, og betales af køber, kan ikke fratrækkes af køberen. Når disse renteudgifter betales af køberen, anses beløbet for at være en del af anskaffelsessummen. Se SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra e. Se TfS 1984, 425 HRD.
Derimod kan sælgeren fratrække de renter, der er påløbet før en tvangsauktion, hvis budsummen dækker hele restgælden, afdragsrestancerne og renterestancerne i op til et år på hver prioritet, da dette er sælgers salgspris for ejendommen. Det er derfor sælger, der anses for at betale renterne, som bliver berigtiget kontant i forbindelse med tvangsauktionen.
Omfatter budsummen også ikke-betalte renterestancer for tidligere år, som sælger har foretaget fradrag for, berøres sælgers fradrag heller ikke.
Hvis budsummen også dækker renterestancer fra sidste termin og helt frem til auktionsdagen har sælger også fradrag for disse renter.
Har sælgeren derimod foretaget fradrag for ikke-betalte forfaldne renter, der ikke dækkes af budsummen, skal sælger beskattes af renterne i det år, hvor rentekravet forældes.
Selvom sælger ikke har betalt forfaldne renter et eller flere år før tvangsauktionen, kan sælger foretage fradrag for de renter, som er dækket af budsummen og berigtiges kontant ved auktionen. Der kan dog kun foretages fradrag, hvis køber ikke allerede har fradraget renterne. Den særlige regel i LL (ligningsloven) § 5, stk. 8, om at man ikke har fradrag for forfaldne renter, hvis de forfaldne renter for det tidligere år ikke er betalt, gælder altså ikke for renter, som er dækket af budsummen og derfor berigtiges kontant i forbindelse med tvangsauktionen.
Se også
Se også afsnit
- C.A.11.2.6.1 om "Hvis renterne ikke betales", hvor LL (ligningsloven) § 5, stk. 8, beskrives
- A.A.9.4.1 om "Forældelsesfristens længde og beregning" under afsnittet "Renter, gebyrer og lignende"
- A.A.9.5.1 om "Egentlig afbrydelse af forældelse".
Eksempel - sælgers fradrag
I en situation, hvor budsummen ikke dækker hele panthavers tilgodehavende, men budsummen overstiger panthavers rentetilgodehavende, anses budsummen normalt først at dække renterne. Se TfS 1986,5 LSR.
Bemærk
Budsummen, som omfatter restgæld, afdragsrestancer og renterestancer i op til et år på hver prioritet, anses som salgspris for ejendommen. Se TL § 40, stk. 4. Budsummen omfatter desuden påløbne endnu ikke forfaldne renter.
Der afholdes en anden tvangsauktion
Hvis køber erhverver ejendommen på grund af det bud, køberen afgav på første auktion, og stadig var bundet af sit bud, anses erhvervelsen for sket på første auktion, og renter påløbet i tiden mellem første og anden auktion, kan fratrækkes af køberen.
Erhverver køber ejendommen på den anden auktion, får køberen først fradrag for renter fra det tidspunkt, hvor anden auktion blev afholdt i følgende situationer:
- Køberen byder for første gang på ejendommen på anden auktion
- Køberen bød også på første auktion, men var ikke mere bundet af sit første bud, da den 6 ugers frist, som gælder efter Justitsministeriets bekendtgørelse om tvangsauktion, er udløbet ved afholdelsen af anden auktion. Se pkt. 4 i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 652 af 15. december 1978. Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 121 af 31. marts 1982, bekendtgørelse nr. 866 af 18. december 1989, bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990, bekendtgørelse nr. 519 af 17. juni 2003, bekendtgørelse nr. 185 af 26. februar 2016 og bekendtgørelse nr. 316 af 26. marts 2020.
- Køberen bød på første auktion, men erhverver ejendommen på grund af et højere bud på anden auktion.
Eksempel
Renterestancer, der berigtiges kontant af køber i forbindelse med en tvangsauktion, kan ikke fratrækkes af køber, da de anses for en del af anskaffelsessummen.
Renterestancer, der berigtiges kontant kan derimod fratrækkes af tvangsauktionssælgeren. Det betyder, at budsummen, som omfatter restgæld, afdragsrestancer og renterestancer i op til et år på hver prioritet, er det beløb, som tvangsauktionssælgeren afstår ejendommen for. Det er derfor tvangsauktionssælgeren, der anses for at betale renterestancerne, som bliver berigtiget kontant i forbindelse med tvangsauktionen, og kan fradrage renterne.
Har tvangsauktionssælgerne fratrukket ikke-betalte, forfaldne renter, der ikke omfattes af budsummen, skal han/hun beskattes af disse i det år, hvor rentekravet forældes. Se TfS 1987, 341 DEP.
Differencerente ved indfrielse af realkreditlån
Lån udstedt på grundlag af konvertible obligationer kan opsiges til kontant indfrielse til en obligationsrentetermin. Kontantindfrielse - opsigelse til termin - gennemføres ved, at låntager med et varsel på to måneder (for obligationer med fire årlige terminer) eller fem måneder (for obligationer med to årlige terminer) opsiger lånet til kontantindfrielse til kurs 100. Opsigelsesvarslet fremgår typisk af pantebrevet.
Indfrielsen kan ske på to måder:
- Pariindfrielse med varsel: Lånet indfries på det tidspunkt, som det er opsagt til.
- Pari-straksindfrielse: Lånet indfries på et tidspunkt, der ligger forud for det varslede tidspunkt for indfrielse.
Differencerente kan forekomme ved:
- Pari-straksindfrielse, hvor indfrielsen sker straks ved opsigelsen.
- "Pari-straksindfrielse", hvor indfrielsen sker på et senere tidspunkt i opsigelsesperioden.
Differencerenten betales, fordi obligationerne løber frem til det varslede indfrielsestidspunkt, og obligationsejeren derfor har krav på renter frem til det tidspunkt.
For at eliminere risikoen for et stigende renteniveau for et eventuelt nyt lån i opsigelsesperioden, hvis indfrielse sker for at optage et nyt lån, kan debitor vælge "pari-straksindfrielse".
Ved pari-straksindfrielse indfries lånet kontant før opsigelsesperiodens udløb mod betaling af obligationsgælden til kurs 100 tillagt sædvanlig ydelse frem til indfrielsesdatoen og tillagt renten af obligationsgælden mellem indfrielsesdatoen og opsigelsesdatoen. Der fratrækkes en rentegodtgørelse, der svarer til den rente, som realkreditinstituttet kan indtjene ved, at obligationerne først kan blive udtrukket til indfrielse hos obligationsejeren fra opsigelsesdatoen.
Differencerenten beregnes på grundlag af obligationsrestgælden pr. indfrielsesdagen som forskellen mellem obligationsrenten og en godtgørelsesrente, der afhænger af, hvad realkreditinstituttet kan anbringe indfrielsesbeløbet til i opsigelsesperioden. "Opsigelsesrenten", der er en nettorenteudgift for debitor), kan fradrages. Se UfR 1947.725 HRD. I TfS 1999, 963 DEP fastholdt skatteministeren i et svar til skatteudvalget praksis.
Vedrører differencerenten en periode på mere end 6 måneder, skal renten fordeles over perioden. Se LL (ligningsloven) § 5, stk. 2.
Erstatningsbeløb for at indfri et fast forrentet lån før tid, anses ikke for en fradragsberettiget rente eller differencerente. Se SKM2003.421.HR.
I TfS 1999, 853 LR er der en række typeeksempler på bl.a. private lån, hvor der ikke er tale om en differencerente men kurstab.
Fordringer erhvervet for lånte midler
LL (ligningsloven) § 5 F begrænser fradragsretten for renter og kurstab m.v. vedrørende lån, som er anvendt til at erhverve fordringer, hvor renteindtægterne eller gevinsterne omfattet af kursgevinstloven som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Med virkning for fordringer og gæld, der stiftes den 10. november 2015 eller senere, er bestemmelsen i LL (ligningsloven) § 5 F udvidet, således at den også omfatter negative renter. Dvs. at der ikke kan foretages fradrag for renteudgifter m.v. på en fordring, hvis renteindtægterne eller gevinsterne på gælden ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Se også
Se også afsnit C.A.11.2.6.1 På hvilket tidspunkt kan renteudgifter fradrages? om "Forudforfaldne renter".
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Højesteretsdomme | ||
| SKM2003.421.HR | Erstatningsbeløb indbetalt af debitor til en bank i anledning af en førtidig indfrielse af et fast forrentet lån med fast løbetid kunne ikke anses for renter af gæld, ligesom beløbet ikke kunne sidestilles med den differencerente, der ved indfrielse af et konvertibelt realkreditlån til parikurs betales for tiden indtil udløbet af opsigelsesperioden, og som efter Højesterets dom i UfR 1947.725 anerkendes som fradragsberettiget. | Differencerente ved indfrielse af realkreditlån -fastrentelån hos bank - ej fradrag |
| TfS 1984.425 HRD | På en tvangsauktion den 23. marts 1976 var selskabet højestbydende, og der blev udstedt fogedudlægsskøde den 1. juni 1976. På datoen for tvangsauktionen var der forfaldent i alt 11.618 kr. i renter og ejendomsskatter, mens der på datoen for udstedelse af fogedskøde var forfaldent i alt 12.752 kr. i renter og ejendomsskatter. Højesteret fandt, at renter og ejendomsskatter, der var forfaldne på datoen for tvangsauktionens afholdelse (d.v.s. 11.618 kr.) og dækkende perioden før, ikke var fradragsberettigede tillæg til købesummen. | Tvangsauktion over fast ejendom |
| UfR 1960.589 HRD | K skulle ved køb af en bil betale en finansieringsafgift for den uberigtigede del af købesummen. Højesteret fandt, at da den omhandlede finansieringsafgift i kontrakten ikke er betegnet som rente, men er anført som et fast beløb, der i sin helhed fremtræder som et tillæg til købesummen, og der ikke i det fremkomne var tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at afgiften helt eller delvist kunne sidestilles med de renter af gæld, der er omfattet af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra e, kunne K ikke få fradag for udgiften. En såkaldt finansieringsafgift kunne ikke anses for en fradragsberettiget rente. | Finansierings- og afbetalingstillæg |
| UfR 1947.725 HRD | D havde indfriet restgælden på et realkreditlån pr. 8. juli 1942 mod at betale renter og bidrag til reservefond pr. 11. december 1942. Højesteret udtalte følgende; Det omtvistede beløb udgør de af kreditforeningen med hjemmel i pantebrevet krævede renter og fondsbidrag for tiden fra pantebrevets indfrielse den 8. juli 1942 til 11. december 1942, til hvilket tidspunkt D efter den skete opsigelse kontraktmæssigt kunne frigøre sig ved kontant betaling. Herefter har D været berettiget til at fradrage beløbet efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1 e. | Differencerente ved indfrielse af realkreditlån |
| Landsretsdomme | ||
| TfS 1987, 348 VLD | A, der sammen med sin meddebitor og -hovedaktionær havde påtaget sig solidarisk selvskyldnerkaution for deres selskabs gæld, blev dømt til sammen med denne at betale selskabets bankgæld, som Eksportkreditrådet havde indfriet med påløbne renter. En fogedforretning mod de to kautionister gav ikke dækning for de ved dommen fastslåede regreskrav, men endte med, at begge afgav insolvenserklæring. Medkautionisten fratræk halvdelen af de samlede tilskrevne renter, men A gjorde gældende, at han var berettiget til fuldt fradrag for samtlige tilskrevne renter, da han hæftede direkte over for Eksportkreditrådet, og regreskravet mod medkautionisten var værdiløst, da han var insolvent. Da A ikke havde betalt nogen del af det skyldige rentebeløb og dermed ikke havde erhvervet noget refusionskrav mod medkautionisten, og da A i det indbyrdes forhold mellem kautionisterne kun hæftede for halvdelen af renteudgiften, fandt landsretten, at A kun kunne fratrække halvdelen af de påløbne renter. | Kaution - selvskyldner |
| UfR 1980.631 VLD | A aftalte med ejendomshandler E, at denne skulle opføre et hus for ham, og at prisen for huset skulle være de udgifter af enhver art, som af E havde afholdt. Finansieringen af byggeriet skulle ske gennem E, så endelig afregning fandt sted ved prioriteringens afslutning. A fandtes ikke berettiget til at fradrage renter af et byggelån, som E havde optaget i en bank, da renterne måtte betragtes som en del af købesummen for huset og ikke som renter af en af A overfor banken eller E påhvilende aktuel gældsforpligtelse. | Køb af fast ejendom - renteudgifter til byggelån |
| Skd 1979.272 (VLD af 18. oktober 1978) | A havde overdraget en ejendomshandler en grund ved betinget skøde, og det fremgik af byggekontrakten, at A selv skulle afholde udgiften til byggelånsrenter. A forklarede, at han på grund af sine økonomiske forhold ikke regnede med selv at kunne opnå et byggelån. Af den grund blev byggeriet finansieret i ejendomshandlerens navn, der i øvrigt intet havde med byggeriet at gøre, udover at han stod for finansieringen, som han fik 3.000 kr. for. Retten udtalte, at efter en mellem A og ejendomshandleren - der alene kan antages at have været financier for byggeriet - indgået "tillægsaftale", har A over for ejendomshandleren forpligtet sig til at afholde alle med byggeriet forbundne omkostninger og renter. A har således påtaget sig en gældsforpligtelse over for ejendomshandleren, herunder til betaling af påløbne renter, og rentebeløber er efter det oplyste betalt. De betalte renter mv. efter forpligtelsen., der efter det anførte ikke kan anses som en del af A's anskaffelsessum for ejendommen, kunne fradrages. | Køb af fast ejendom - byggelån |
| Skd. 1975.335 (Østre Landsrets dom af 11. november 1974) | D erkendte i et lånedokument af 3. maj 1968 "at have modtaget 1.581.378,53 kr., som kontant lån, der skulle tilbagebetales senest 1. juli 1971. Hvis lånet ikke tilbagebetales den 1. juli 1971, skulle lånets saldo forrentes med 15 pct. p.a. kvartalsvis bagud fra 1. juli 1971 og indtil tilbagebetaling finder sted." Ifølge et brev af 20. maj 1968 fra långiver blev lånet afregnet nævnte dag ved udbetaling af 999.367,40 kr., medens 581.378,53 kr. udgjorde rente 15 pct. p.a. fra 20. maj 1968 til 1. juli 1971, og resten 632,60 kr. var anvendt til stempel. Under hensyn til at beløbet på 581.378,53 kr. ikke var betegnet som rente i lånedokumentet, men udgjorde en del af lånesummen, og til at der ikke var truffet aftale om reduktion ved indfrielse før forfaldstid, fandt retten ikke i det fremkomne tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at beløbet kunne fradrages som rente af gæld. | Finansierings- og afbetalingstillæg |
| Landsskatteretskendelser | ||
| SKM2012.130.LSR | Klageren var selvskylnerkautionist for et selskabs gæld. Kautionsforpligtelsen blev anset for aktualiseret på dekretdagen for selskabets konkurs. Renteudgifter af gælden var herefter fradragsberettigede fra dekretsdagen. | Selvskyldner- |
| SKM2001.620.LSR | Et selskabs betaling af godtgørelse ved indfrielse af et fastrentelån før forfaldstid ansås for et kurstab. Landsskatteretten bemærker, at betalingen af afløsningsgebyret ikke havde hjemmel i den oprindelige aftale. | Differencerente ved indfrielse af realkreditlån - kurstab |
| SKM2001.157.LSR | Ved en ejendomsoverdragelse blev det aftalt, at et ejerskiftelån skulle optages i sælgers navn og hjemtages af sælgerens pengeinstitut ligesom omkostningerne herved skulle afholdes af sælger. Køber refunderede sælger renter og afdrag på lånet i perioden fra lånets optagelse til overtagelse af ejendommen (ca. 3 mdr.). Renterne blev anset som et tillæg til købesummen, så de ikke kunne fratrækkes af køber. | Køb af fast ejendom |
| TfS 1990, 558 LSR | En hovedaktionær i et selskab og dettes to datterselskaber havde påtaget sig selvskyldnerkaution over for Eksportkreditrådet for eksportkredit, ydet gennem en bank. Da selskaberne og hovedaktionæren gik konkurs, måtte Eksportkreditrådet indløse lånet og gjorde derefter selvskyldnerkautionen gældende. I en opgørelse, foretaget efter konkursens afslutning, der dannede grundlag for et frivilligt forlig med den tidligere hovedaktionær, var de indtil da indbetalte beløb fra konkursboet og selvskyldnerkautionister anset for betaling af indtil da påløbne renter. Selv om en kreditor normalt efter KL § 98 ikke kunne vælge at afskrive dividende på efterstillede renter, fandtes hovedaktionæren ved forligtes indgåelse at have accepteret, at dividende var afskrevet på renterne. Dette blev anset for også at være bindende i skattemæssig henseende, så han kun kunne fradrage de renter, han selv betalte. | Kaution - selvskyldner |
| TfS 1987, 389 LSR | A købte en ejendom til overtagelse pr. 1. oktober 1984. Et af A optaget kontantlån blev udbetalt 2. august 1984 og indsat på en sikringskonto, oprettet af A. Da det var A, der over for kreditforeningen stod som lånsøger og debitor, og som havde fået lånet udbetalt, kunne A fratrække renteudgiften på kontantlånet i perioden 2. august - 1. oktober 1984, men han var samtidigskattepligtig af renteindtægten på sikringskontoen i samme periode. | Køb af fast ejendom - køber optaget lån i kreditforening |
| TfS 1986, 235 LSR | A, der havde annulleret en aftale om køb af en ejerlejlighed, blev ved retsforlig pålagt erstatning, der bl.a. skulle dække de af sælger betalte prioritetsrenter for tiden indtil lejligheden blev solgt til en ny køber. Det beløb, A betalte til dækning af de af sælger betalte prioritetsrenter, var ikke renter af gæld, som påhvilede A, men erstatning for misligholdelse, og måtte derfor anses for et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende. | Køb af fast ejendom - erstatning for mamnglende opfyldelse |
| LSRM 1986.19 | Der blev afholdt første auktion den 23. juli 1981 og der blev afholdt anden auktion den 19. august 1981. A fik ejendommen på anden auktion på grund af et højere bud end på første auktion. Landsskatteretten fandt ikke, at A kunne anses for at have været ejer af ejendommen før afholdelsen af anden auktion, hvor ejendommen blev erhvervet ved et overbud i forhold til første auktion. A var derfor kun berettiget til fradrag for renter for den periode, hvor A var ejer. | Tvangsauktion over fast ejendom - købers fradragsret |
| TfS 1986.5 LSR | A's hus blev på tvangsauktion solgt til en 2. prioritetshaver, der ved budsummen fik delvis dækning for sit tilgodehavende. Landsskatteretten fandt, at de ved tvangsauktionen opgjorte skyldige renter til 1. og 2. prioritetshaver var forfaldne ved A's misligholdelse, og at A havde fradragsret for de renter, der var påløbet indtil auktionsdagen, i det omfang renterne var dækket af budsummen. Renterne til 2. prioriteten måtte anses for forlods dækket af budsummen, og da budsummen oversteg renterne, var disse fuldt ud fradragsberettiget. | Tvangsauktion over fast ejendom - sælgers fradrag |
| LSRM 1985.162 | A havde i maj 1979 sammen med en anden påtaget sig en kautionsforpligtelse for B. Efter kontrakten skulle kreditor, i tilfælde hvor B's bo kom under konkurs, likvidation eller skiftebehandling, først gøre krav gældende mod boet. B afgik ved døden i december 1979. Den 15. januar 1982 skrev kreditor til A, at kreditor efter afslutning af B's bo, havde et udækket krav, som A betalte halvdelen af. Landsskatteretten fandt, da der var tale om en simpel kaution, at A ikke havde adgang til at fratrække renter, som var påløbet inden kautionen ved påkrav blev aktuel. | Kaution |
| LSRM 1985.161 | A havde i 1981 erhvervet en ejendom på tvangsaktion. Der var afholdt første auktion over ejendommen den 12. november 1981, og her havde A budt 146.500 kr., som der var meddelt hammerslag på. En panthaver, der ikke gennem klagerens bud ville opnå fuld dækning for sin fordring, havde begæret en ny auktion. Anden auktion blev afholdt den 14. december 1981, men der kom intet nyt bud. Derfor blev det bud, som A havde givet ved første auktion, stadfæstet. A ønskede fradrag for de renter, der var påløbet mellem første og anden auktion. Landsskatteretten fandt, at A's bud på den første auktion forblev uberørt af det på den derpå afholdte auktion passerede, at A dermed blev bundet af sit bud mellem første og anden auktion, og at de renter, der påløb i denne periode - modsat restancerenter ved første auktion - ikke kunne afkræves andre end A. Under disse omstændigheder fandtes det rigtigst at anse A's erhvervelse af ejendommen for sket på første auktion, så de pågældende renter kunne fratrækkes af A. | Tvangsauktion over fast ejendom - købers fradrag |
| LSRM 1977.183 | A havde købt en ejendom, hvor sælger skulle sørge for prioriteringen. Landsskatteretten fandt, at byggelånsrenter måtte anses som en del af købesummen og ikke renteudgifter. Derimod fandt Landsskatteretten, at A fra sin indflytning, fra hvilken dato der var foretaget lejeværdiberegning, havde påtaget sig en gældsforpligtelse overfor sælger vedrørende endnu ikke optagne lån, og forrentningen af denne forpligtelse måtte derfor anses for en fradragsberettiget renteudgift. | Køb af fast ejendom - byggelån |
| LSRM 1966.147 | A havde den 9. januar 1963 uden opsigelse hævet 67.000 kr. af sit indestående på 70.336 kr. på en bankbog med 6 måneders opsigelse. Banken havde på grund af den manglende opsigelse beregnet en godtgørelse på 1,5 pct. af de 67.000 kr., og beløbet kunne på grund af den lille restsaldo på bankbogen ikke fradrages i den følgende halvårlige rentetilskrivning. Den til banken betalte godtgørelse for at give afkald på det aftalte opsigelsesvarsel, var ikke rente af en gæld, der påhvilede klageren, men havde karakter af en reduktion af A's renteindtægt, som Landsskatteretten fandt var naturligt at anse for fradragsberettiget i indkomstopgørelsen, uanset at beløbet ikke havde kunnet modregnes i den tilskrevne rente af indeståendet i året 1963. | Godtgørelse for at hæve indestående på bankbog før tid |
| LSRM 1932.189 | Landsskatteretten udtalte, at de renter af kautionsgælden, som betales af en kautionist, kan fradrages af kautionisten, når betalingen skyldes debitors insolvens. | Kaution |
| Skatterådet og Ligningsrådet | ||
| SKM2011.25.SR | Skatterådet bekræfter, at dekort i forbindelse med hævning af indestående på bankkonto uden overholdelse af den aftalte opsigelsesfrist, kan modregnes i renteindtægten. Hvis renteindtægten ikke er stor nok til at dekorten kan modregnes, kan fysiske personer fratrækkes dekorten i kapitalindkomsten. For selvstændig erhvervsdrivende kan dekort, der overstiger renteindtægten fratrækkes i virksomhedens indkomst. For selskaber kan dekort, der ikke kan rummes i renteindtægten fratrækkes i indkomsten. | Godtgørelse for at hæve indestående på bankbog før tid |
| TfS 1999, 853 LR | På grundlag af en række typeeksempler på fastsatte indfrielses- og opsigelsesvilkår tager afgørelsen stilling den skattemæssige kvalifikation af overkurs (kurstab) i den situation, hvor debitor og kreditor efterfølgende indgår aftale om ekstraordinær indfrielse af ellers uopsigelige pantebreve. Med udgangspunkt i det skatteretlige rentebegreb behandler afgørelsen den skattemæssige kvalifikation af differencerenter som kendt fra realkreditområdet ved førtidig indfrielse af konvertible lån. Endvidere afgrænsning af differencerenter over for overkurs (kurstab) ved førtidig indfrielse af ellers uopsigelige private pantebreve. Ligningsrådet fandt, at overkursen i de forelagte typeeksempler ikke kunne kvalificeres som differencerenter, der efter praksis anerkendes som en rente, men som et kurstab. | Differencerente ved indfrielse af realkreditlån - de konkrete eksempler er kurstab |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed