Indhold

Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens mulighed for at træffe afgørelse om, at en statsautoriseret eller registreret revisor for den skattepligtige udarbejder et regnskab.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Betingelserne for revisorpålæg
• Afgørelsen om revisorpålæg
• Honorar ved revisorpålæg
• Klage over revisorpålæg. 

Regel

Efter SKL (skattekontrolloven) § 75 kan Skatteforvaltningen træffe afgørelse om, at en statsautoriseret eller registreret revisor udarbejder et regnskab for den skattepligtige, hvis den skattepligtige er bogføringspligtig og skal indgive et skattemæssigt årsregnskab til Skatteforvaltningen efter SKL (skattekontrolloven) § 6, stk. 1, nr. 1, og hvis én af følgende betingelser er opfyldt:

1. Det skattemæssige årsregnskab opfylder i væsentligt omfang ikke kravene til indholdet af regnskabet bestemt i regler fastsat efter SKL (skattekontrolloven) § 6, stk. 1, nr. 1.

2. Det skattemæssige årsregnskab er ikke indsendt rettidigt til Skatteforvaltningen.

3. Bogføringslovens regnskabsbestemmelser er i væsentligt omfang ikke opfyldt.

Ved afgørelse om revisorpålæg skal Skatteforvaltningen tage hensyn til den skattepligtiges personlige forhold, herunder betalingsevne. Se SKL (skattekontrolloven) § 75, stk. 2.

I SKL (skattekontrolloven) §§ 76-81 er der fastsat nærmere krav til afgørelsen om revisorpålæg, herunder krav om høring, fastsættelse af frist, valg af revisor, klage, afholdelse af omkostningerne etc. i forbindelse med et revisorpålæg.

SKL (skattekontrolloven) §§ 75-81 er i vidt omfang en videreførelse og omskrivning af tidligere gældende SKL (skattekontrolloven) § 3 D, stk. 1-4, om revisorpålæg, jf. LBK nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer. Se også om bestemmelserne og ændringerne ift. tidligere gældende ret lovforslag nr. L 13 som fremsat den 4. oktober 2017 om skattekontrolloven.

Se også

Afsnit A.B.5.3 Revisorpålæg - manglende regnskab - anvendelse af en ekstern revisor om revisorpålæg efter opkrævningsloven, der indeholder tilsvarende regler.

Betingelserne for revisorpålæg

Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse om, at en statsautoriseret eller registret revisor udarbejder et regnskab på en erhvervsdrivendes regning, hvis det konstateres, at den skattepligtige ikke har udarbejdet et regnskab, der i væsentligt omfang opfylder mindstekravsbekendtgørelsens regler. Tilsvarende gælder, hvis der slet ikke er udarbejdet og indsendt et regnskab rettidigt, eller hvis bogføringslovens regnskabsbestemmelser i væsentligt omfang ikke er opfyldt. Se SKL (skattekontrolloven) § 75.

Det skattemæssige årsregnskab opfylder ikke i væsentligt omfang regnskabskravene

Det følger af SKL (skattekontrolloven) § 75, stk. 1, nr. 1, at bestemmelsen kan anvendes, hvis det skattemæssige årsregnskab ikke i væsentligt omfang opfylder kravene til indholdet til regnskabet bestemt i regler fastsat efter SKL (skattekontrolloven) § 6, stk. 1, nr. 1.

Det er hermed tydeliggjort, at bestemmelsen kun omfatter bogføringspligtige erhvervsdrivende, som har pligt til at indgive et skattemæssigt årsregnskab til Skatteforvaltningen. Bestemmelsen forudsætter, at den skattepligtige er bogføringspligtig og skal indgive et skattemæssigt årsregnskab efter de regler, som skatteministeren fastsætter efter SKL (skattekontrolloven) § 6, stk. 1, nr. 1.

Efter SKL (skattekontrolloven) § 6, stk. 1, nr. 1, kan skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet fastsætte regler om pligten for erhvervsdrivende til inden oplysningsfristens udløb at udarbejde og indgive til Skatteforvaltningen et skattemæssigt årsregnskab for den senest afsluttede regnskabsperiode som grundlag for indkomstopgørelsen, herunder om det regnskabsmæssige grundlag for det skattemæssige årsregnskab.

Det drejer sig om regnskabsbestemmelserne i enten mindstekravbekendtgørelsen for større virksomheder, BEK nr. 1295 af 14. november 2018, som ændret ved BEK nr. 461 af 8. april 2022 eller mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder, BEK nr. 1296 af 14. november 2018, som ændret ved BEK nr. 462 af 8. april 2022.

Ud over at regnskabskravene er specificeret i bekendtgørelserne, fremgår det af mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder, at disse virksomheder altid skal indgive et skattemæssigt årsregnskab sammen med oplysningsskemaet . Virksomheder omfattet af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder skal alene indgive et skattemæssigt årsregnskab efter anmodning fra Skatteforvaltningen.

Dvs. ordningen med revisorpålæg gælder såvel for virksomheder omfattet af mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder som for virksomheder omfattet af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder, når disse virksomheder er blevet anmodet om at indgive det skattemæssige årsregnskab.

Det skattemæssige årsregnskab opfylder eksempelvis ikke i væsentlig grad kravene til skatteregnskabet, hvis det ikke er udarbejdet efter skattemæssige principper eller indeholder skattemæssige korrektioner (konvertering) og specifikationer til regnskabet.

Det skattemæssige årsregnskab er ikke indsendt rettidigt

Bestemmelsen om revisorordningen kan anvendes, hvis det skattemæssige årsregnskab ikke er indsendt rettidigt til Skatteforvaltningen. Se SKL (skattekontrolloven) § 75, stk. 1, nr. 2.

Bogføringspligten påhviler som udgangspunkt erhvervsdrivende virksomheder, der er etableret i Danmark.

Hvis virksomheden skal indgive det skattemæssige årsregnskab sammen med oplysningerne som bestemt i SKL (skattekontrolloven) § 2, er oplysningsfristen for afgivelsen af disse oplysninger afgørende for, om det skattemæssige årsregnskab er indsendt rettidigt til Skatteforvaltningen.

Hvis virksomhedens skattemæssige årsregnskab - helt eller delvist - derimod alene skal indsendes på Skatteforvaltningens anfordring, vil vurderingen af, om det skattemæssige årsregnskab er indsendt rettidigt, bero på om den frist, som er fastsat i mindstekravbekendtgørelsen, BEK nr. 1295 af 14. november 2018 (for større virksomheder) eller i BEK nr. 1296 af 14. november 2018 (for mindre virksomheder).

Bogføringslovens regnskabsbestemmelser i væsentligt omfang ikke er opfyldt.

Efter SKL (skattekontrolloven) § 75, stk. 1, nr. 3, kan § 75 anvendes, hvis bogføringslovens regnskabsbestemmelser i væsentligt omfang ikke er opfyldt.

Hvis bogføringslovens regler ikke er opfyldt i væsentlig grad, jf. SKL (skattekontrolloven) § 75, stk. 1, nr. 3, vil dette også give sig udslag i et skatteregnskab, som ikke opfylder kravene fastsat efter SKL (skattekontrolloven) § 6, stk. 1, nr. 1, dvs. mindstekravsbekendtgørelserne.

Hvis den skattepligtige i væsentligt omfang har undladt at foretage registreringer, eller det i væsentligt omfang ikke er muligt at kunne følge registreringerne til regnskabet, skatte- eller afgiftsopgørelser m.v., vil Skatteforvaltningen vanskeligt kunne fastsætte skatteansættelsen for den skattepligtige. I den situation er der behov for, at en revisor udarbejder et skatteregnskab som grundlag for Skatteforvaltningens ansættelse af den skattepligtige.

Væsentlighedskravet må vurderes på baggrund af virksomhedens art og omfang og må således bero på en konkret vurdering.

En statsautoriseret eller registreret revisor

Ved afgørelse om revisorpålæg efter SKL (skattekontrolloven) § 75 skal Skatteforvaltningen træffe afgørelse om, at det er en statsautoriseret eller registreret revisor, der udarbejder et regnskab for den skattepligtige.

Baggrunden for, at det er fastsat, at Skatteforvaltningen kun kan indgå aftale med en statsautoriseret eller en registreret revisor er, at sikre, at responsumudvalget for revisorens brancheorganisation har mulighed for eventuelt at kunne behandle størrelsen af et givent honorar i en sag.

Den skattepligtiges personlige forhold, herunder betalingsevne

Det følger af SKL (skattekontrolloven) § 75, stk. 2, at ved afgørelse om revisorpålæg skal Skatteforvaltningen tage hensyn til den skattepligtiges personlige forhold, herunder betalingsevne.

Afgørelsen om revisorpålæg er udtryk for en konkret afgørelse, som beror på Skatteforvaltningens vurdering af det hensigtsmæssige i at bringe ordningen i anvendelse. Heri indgår ikke mindst en hensyntagen til den skattepligtiges personlige forhold, som ud over den skattepligtiges betalingsevne også omfatter hensynet til den skattepligtiges livssituation - mere generelt taget i betragtning. Er den skattepligtige således f.eks. blevet ramt af en alvorlig sygdom, bør der tages hensyn hertil i forbindelse med overvejelserne om et eventuelt revisorpålæg.

Med betalingsevne forstås den skattepligtiges indkomst efter skat fratrukket accepterede udgifter. Accepterede udgifter og det rådighedsbeløb, der fremkommer efter at de accepterede udgifter er fratrukket, fastsættes med baggrund i de principper, der følger af retsplejelovens § 509 og af kapitel 7 i bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den skattepligtige er taget under rekonstruktionsbehandling eller konkurs

Det er i SKL (skattekontrolloven) § 75, stk. 3, udtrykkeligt fastsat, at der ikke kan udstedes et revisorpålæg, hvis den skattepligtige er taget under rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

Der kan således ikke udstedes revisorpålæg, hvis den skattepligtige er taget under rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 11, eller den skattepligtiges bo er under konkursbehandling, jf. konkurslovens § 17.

Det følger af konkurslovens § 11, at en skyldner, der er insolvent skal tages under rekonstruktionsbehandling, når det begæres af skyldneren eller en fordringshaver. Det følger af konkurslovens § 17, at er en skyldner insolvent, skal hans bo tages under konkursbehandling, når det begæres af skyldneren eller en fordringshaver.

Hvis rekonstruktionsbehandlingen eller konkursen først indtræder, efter at Skatteforvaltningen har truffet afgørelse om revisorpålæg, kan der være grundlag for en reduktion af refusionskravet mod den skattepligtige, jf. SKL (skattekontrolloven) § 79, stk. 2. Se herom nedenfor om Honorar ved revisorpålæg.

Afgørelsen om revisorpålæg

Før Skatteforvaltningen træffer afgørelse om revisorpålæg, skal Skatteforvaltningen skriftligt underrette den skattepligtige om den påtænkte afgørelse. Skatteforvaltningen fastsætter en frist for den skattepligtiges bemærkninger til den påtænkte afgørelse. Fristen kan ikke være på mindre end 15 dage. Dermed sikres en rimelig frist for den skattepligtige til at forholde sig til Skatteforvaltningens påtænkte afgørelse. Se SKL (skattekontrolloven) § 76, stk. 1 og 2.

Det følger af SKL (skattekontrolloven) § 76, stk. 3, at Skatteforvaltningen efter udløbet af den frist, der er fastsat i SKL (skattekontrolloven) § 76, stk. 2, underretter den skattepligtige om den trufne afgørelse.

Ved meddelelsen om beslutningen om revisorpålæg har den skattepligtige inden for fristen generelt tre muligheder for at reagere på denne meddelelse:

• For det første kan den skattepligtige selv inden for to måneder fra underretningen indgive et behørigt årsregnskab. Hvis dette er tilfældet, bortfalder beslutningen, og Skatteforvaltningen indgår ikke aftale med en revisor.

• For det andet kan den skattepligtige stille forslag om, hvilken revisor, der skal udarbejde regnskabet.

• For det tredje kan den skattepligtige undlade at komme med et forslag til valg af revisor. I det tilfælde vil Skatteforvaltningen udpege en revisor, der kan udarbejde regnskabet. Det forudsættes, at der indgås aftale med en revisor, der netop har den ekspertise, der er tilstrækkelig for at udarbejde den skattepligtiges regnskab.

Bortfald af revisorpålægget

Hvis den skattepligtige inden to måneder fra udløbet af den frist, som Skatteforvaltningen har fastsat, indgiver et fyldestgørende årsregnskab, bortfalder Skatteforvaltningens afgørelse. Se SKL (skattekontrolloven) § 77, stk. 1.

Skatteforvaltningen kan efter anmodning give udsættelse med indgivelse af årsregnskabet, hvis særlige forhold taler herfor. Se SKL (skattekontrolloven) § 77, stk. 2.

Bestemmelsen er en pendant til SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 1, hvorefter Skatteforvaltningen efter den skattepligtiges anmodning kan forlænge oplysningsfristen, hvis særlige forhold i det konkrete tilfælde taler herfor. Med udtrykket "særlige forhold" lægges der ligesom i SKL (skattekontrolloven) § 14, stk. 1, vægt på, at de særlige forhold skyldes den skattepligtiges egne forhold og ikke tredjemands, f.eks. revisors travlhed eller uhensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse. Dog kan f.eks. akut dokumenteret sygdom hos revisor på et tidspunkt, hvor den skattepligtige har været ude at stand til at finde en anden revisor inden udløbet af fristen på de to måneder kunne begrunde, at fristen for indgivelse af årsregnskabet forlænges.

"Særlige forhold" kan være den skattepligtiges akutte, dokumenterede sygdom, men det kan normalt ikke være, at nødvendige oplysninger ikke kan fremskaffes til tiden. Det skyldes, at det i almindelighed vil kunne tilregnes den skattepligtige, at oplysningerne til brug for udarbejdelsen af det skattemæssige årsregnskab ikke er tilvejebragt til tiden.

Finder Skatteforvaltningen, at det årsregnskab, som den skattepligtige indgiver, imidlertid ikke opfylder kravene til et fyldestgørende regnskab, meddeles dette den skattepligtige ved en afgørelse. Se SKL (skattekontrolloven) § 77, stk. 3.

Forslag til valg af revisorDen skattepligtige kan desuden inden udløbet af fristen på 2 måneder, stille forslag om, hvilken revisor der skal udarbejde regnskabet. Se SKL (skattekontrolloven) § 78, stk. 1. Det forudsættes, at der indgås aftale med en revisor, der har netop den ekspertise, der er tilstrækkelig for at udarbejde den skattepligtiges regnskab.

Bestemmelsen betyder, at den skattepligtige inden for fristen på de to måneder fra Skatteforvaltningens underretning om den påtænkte afgørelse om revisorpålæg, kan kontakte Skatteforvaltningen og foreslå, at et bestemt revisorfirma eller en bestemt navngiven revisor udarbejder regnskabet. Der stilles ikke krav om, at den skattepligtiges henvendelse til Skatteforvaltningen skal ske skriftligt. En telefonisk henvendelse eller en henvendelse ved personligt fremmøde er tilstrækkelig. Den skattepligtige skal i den forbindelse give Skatteforvaltningen tilstrækkelige oplysninger til, at Skatteforvaltningen kan identificere det foreslåede revisorfirma eller den foreslåede revisor. Den skattepligtige bør i den forbindelse kunne oplyse Skatteforvaltningen om revisorens indforståelse med opgaven samt revisorens forventede tidsforbrug til udarbejdelsen af regnskabet.

Efter SKL (skattekontrolloven) § 78, stk. 1, 2. pkt., gælder SKL (skattekontrolloven) § 77, stk. 2, om forlængelse af fristen for indgivelse af årsregnskabet også sådant tilfælde. I en situation, hvor den skattepligtige inden udløbet af fristen på to måneder fra Skatteforvaltningens underretning om den påtænkte afgørelse om revisorpålæg, foreslår, at et bestemt revisorfirma eller en navngiven revisor udarbejder regnskabet, kan fristen for indgivelsen af årsregnskabet således forlænges, hvis særlige forhold taler herfor.

Som "særlige forhold" kan i den forbindelse være den skattepligtiges vanskeligheder med at få revisor til at vurdere en eventuel opgavepåtagelse, herunder de tidsmæssige rammer for udarbejdelsen af et brugbart regnskab på grund af revisors sygdom. Det kan også være, at den skattepligtige er blevet ramt af en sygdom, som har hindret den skattepligtige i at få tilvejebragt et endeligt tilsagn fra revisoren om opgaven.

Det følger af SKL (skattekontrolloven) § 78, stk. 2, 1. pkt., at hvis Skatteforvaltningen ikke godkende den skattepligtiges forslag efter til revisor, skal Skatteforvaltningen træffe afgørelse en herom, som skal begrundes og meddeles den skattepligtige.

Skønner Skatteforvaltningen ikke, at den revisor, som den skattepligtige foreslår får opgaven med at udarbejde skatteregnskabet, vil kunne tilvejebringe et skatteregnskab inden for en rimelig tidshorisont, kan Skatteforvaltningen nægte at godkende den skattepligtiges forslag. Skatteforvaltningen vil også kunne nægte at godkende den skattepligtiges forslag, hvis der skønnes at være et misforhold mellem de opgaver, revisoren normalt udfører og karakteren af den skattepligtiges virksomhed. Hvis den skattepligtige med en lille enkeltmandsvirksomhed f.eks. vælger at pege på en revisor, som normalt alene yder bistand til meget store erhvervskunder, vil der bestå et sådant misforhold, at Skatteforvaltningen vil kunne nægte at godkende den skattepligtiges ønske om valg af revisor.

Det følger af SKL (skattekontrolloven) § 78, stk. 2, 2. pkt., at Skatteforvaltningen i sin afgørelse efter § 78, stk. 2, 1. pkt., samtidig oplyser den skattepligtige om, hvilken revisor forvaltningen vil anmode om udarbejder et regnskab for den skattepligtige.

I afgørelsen identificeres den revisor, som Skatteforvaltningen vil vælge. Valget af revisor sker ud fra en samlet bedømmelse af karakteren og omfanget af det regnskab, som Skatteforvaltningen ønsker revisoren udarbejder, størrelsen af det forventede honorar til revisor og den skattepligtiges personlige forhold, herunder betalingsevne. Hvis den skattepligtiges økonomi er udfordret, skal der tages hensyn hertil.

Honorar ved revisorpålæg

Bestemmelsen i SKL (skattekontrolloven) § 79 angår refusion af udlæg til honorering af revisor.

Efter SKL (skattekontrolloven) § 79, stk. 1, 1. pkt., udreder Skatteforvaltningen honoraret til revisor for udarbejdelse af regnskab efter SKL (skattekontrolloven) § 75.

Aftalen med revisor er en aftale mellem Skatteforvaltningen og revisor. Det er derfor Skatteforvaltningen, der - som udgangspunkt - betaler honoraret til revisor. Den arbejdsopgave, som revisoren udfører, er imidlertid en opgave, som den skattepligtige i forvejen skulle have sørget for blev udført. Betaling af honoraret er derfor for et udlæg for den skattepligtige, som Skatteforvaltningen har haft. Den skattepligtige har derfor - som udgangspunkt - pligt til at refundere Skatteforvaltningen revisorhonoraret.

Skatteforvaltningen skal i forbindelse med, at betalingskravet bliver fremsendt til den skattepligtige, fastsætte en rimelig betalingsfrist for den skattepligtige. Denne frist kan ikke være mindre end 14 dage.

Efter SKL (skattekontrolloven) § 79, stk. 2, kan Skatteforvaltningen imidlertid træffe afgørelse om, at den skattepligtige kun skal refundere en del af udgifterne til honoraret, hvis særlige forhold taler herfor.

Med udtrykket "særlige forhold" forstås forhold, som gør det rimeligt ikke at opretholde refusionskravet mod den skattepligtige i fuld udstrækning. Det kan f.eks. være, hvis den skattepligtiges økonomi efter pålæggets gennemførelse er blevet væsentligt forværret, eller den skattepligtige er blevet ramt af sygdom, der gør det vanskeligt for den skattepligtige at opretholde sin erhvervsmæssige aktivitet.

Afhængig af den skattepligtiges situation vil refusionskravet normalt kunne reduceres med op til totredjedel. Udgør udgifterne til revisor eksempelvis 60.000 kr., vil kravet således normalt højst kunne reduceres med 40.000 kr. Det betyder i eksemplet, at Skatteforvaltningen selv vil afholde de 40.000 kr. til revisorhonoraret, og at Skatteforvaltningen fortsat vil have et refusionskrav mod den skattepligtige på 20.000 kr. Refusionskravet vil aldrig kunne reduceres med 100 pct.

Efter SKL (skattekontrolloven) § 79, stk. 3, har

den skattepligtige ikke pligt til at refundere Skatteforvaltningen udgifterne, når den skattepligtige har påklaget Skatteforvaltningens afgørelse om revisorpålæg og har fået medhold i sin klage enten ved den administrative klageinstans eller ved domstolene.

Efter bestemmelsen har den skattepligtige ikke pligt til at refundere Skatteforvaltningen udgifterne til revisorhonoraret, hvis denne får medhold i en afgørelse om, at

• det ikke har været berettiget at pålægge den skattepligtige en revisor (§ 75, jf. § 76),
• det ikke har været berettiget at afvise det årsregnskab, som den skattepligtige indgiver (§ 77, stk. 3),
• det ikke har været berettiget, at den skattepligtiges forslag til revisor er blevet afvist (§ 78, stk. 2, 1. pkt.),
• Skatteforvaltningens valg af revisor ikke har været berettiget (§ 78, stk. 2, 2. pkt.), eller
• det ikke har været berettiget at afvise en delvis refusion (§ 79, stk. 2).

Med udtrykket medhold i SKL (skattekontrolloven) § 79, stk. 3, forstås, at det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige blot har fået medhold i sin klage i mindre grad. Det kan eksempelvis være, fordi klagemyndigheden finder, at Skatteforvaltningen ikke har været berettiget til fuldstændigt at afvise det regnskab, som virksomheden indgiver, hvis størstedelen af regnskabet kan anvendes som grundlag for ansættelsen, jf. SKL (skattekontrolloven) § 77, stk. 3. Det kan også være, hvis klagemyndigheden finder, at Skatteforvaltningen ikke har været berettiget til fuldstændigt at afvise en delvis refusion, jf. SKL (skattekontrolloven) § 79, stk. 2. I disse tilfælde vil Skatteforvaltningen således selv skulle afholde udgifterne til revisorhonorar.

Omkostningsgodtgørelse

Der kan efter de almindelige regler i kapitel 19 i skatteforvaltningsloven ydes omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand ved en klage over Skatteforvaltningens afgørelse om revisorpålæg.

Se også

Afsnit A.A.13 Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager.

Opkrævning og inddrivelse af udgifter til revisorpålæg

Det følger af SKL (skattekontrolloven) § 80, at opkrævningslovens almindelige regler om opkrævning af skatter og afgifter også gælder ved opkrævning af Skatteforvaltningens udlæg til revisor hos den skattepligtige.

Da opkrævningen af Skatteforvaltningens udlæg til revisor hos den skattepligtige ikke er en skat eller afgift, som følger direkte af opkrævningslovens bestemmelser, jf. opkrævningslovens bilag 1, er det indsat direkte i skattekontrolloven, at opkrævningslovens almindelige regler om opkrævning af skatter og afgifter også gælder ved opkrævning af Skatteforvaltningens udlæg til revisor hos den skattepligtige.

Der er modregningsadgang for refusionskravet mod den skattepligtige. Det følger af de almindelige formueretlige regler og INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 8. Det betyder, at får den skattepligtige f.eks. en overskydende skat, vil der kunne ske modregning heri for refusionskravet.

Klage over revisorpålæg

Når Skatteforvaltningen træffer afgørelse om revisorpålæg, kan pålægget påklages til Landsskatteretten. Efter SKL (skattekontrolloven) § 81, stk. 2, har klage ikke opsættende virkning.

Det følger af bestemmelsen i SKL § 81, stk. 1, at Skatteforvaltningens afgørelser efter SKL (skattekontrolloven) § 75, jf. § 76, § 77, stk. 3, § 78, stk. 2, eller § 79, stk. 2, kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 11, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen i SKL (skattekontrolloven) § 81 sikrer en adgang for den skattepligtige til at få prøvet Skatteforvaltningens afgørelser efter de nævnte bestemmelser.

Der er i SKL (skattekontrolloven) § 81, stk. 1, henvist til SFL (skatteforvaltningsloven) § 11, stk. 1, nr. 1. Efter denne bestemmelse afgør Landsskatteretten klager over Skatteforvaltningens afgørelser, hvor klagen ikke afgøres af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn.

Det sikres hermed, at den skattepligtige ikke ved at klage kan trænere arbejdet med at få udarbejdet et skattemæssigt årsregnskab, og at afgørelsen heller ikke på et ulovbestemt grundlag, dvs. efter den almindelige forvaltningsret, kan tillægges opsættende virkning. Det betyder, at den skattepligtige ikke ved at klage kan få udsat virkningerne af Skatteforvaltningens afgørelser og dermed ikke kan udsætte udarbejdelsen af årsregnskabet.

De almindelige regler i skatteforvaltningsloven gælder også ved klage over revisorpålægget.