Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-domme

C-324/20, X-Beteiligungsgesellschaft mbH

Anvendelsesområdet for artikel 64, stk. 1, i momssystemdirektivet omfatter ikke levering af engangsydelser mod ratebetalinger. Begrebet ikke-betaling af prisen i artikel 90, stk. 1, i momssystemdirektivet omfatter ikke det forhold, at hele vederlaget endnu ikke er betalt som følge af en aftale om ratebetaling.

C-548/17, baumgarten sports & more Gmbh

Selskabet var spillerformidler inden for professionel fodbold. Selskabet modtog provisionsbetaling hvert halve år, så længe spilleren forblev i klubben.
Afgiftsmyndigheden mente, at selskabet fra 2012 skulle have haft betalt moms for provisionsbetalinger svarende til tidsbegrænsede spilleraftaler, der forfaldt i 2015.
EU-domstolen udtalte, at art. 63, jf. art. 64, stk. 1, var til hinder for, at afgiftspligtens indtræden og forfaldet af afgiften skulle betragtes som indtrådt på tidspunktet for spillerformidlingen, når betalingen for formidlingen skete i rater og var betinget i flere år efter formidlingen.

Sagen drejer sig om momspligt af og fradrag for abonnementsaftaler om rådgivningsydelser.

EU-domstolen fastslog, at momssystemdirektivets artikel 24, stk. 1, skulle fortolkes således, at begrebet "levering af ydelser" omfatter abonnementsaftaler om levering af rådgivningsydelser til en virksomhed af bl.a. juridisk, handelsmæssig og økonomisk karakter, hvor tjenesteyderen havde stillet sig til rådighed for kunden i aftalens løbetid.

Derudover fastslog domstolen, at for så vidt angik abonnementsaftaler som de i hovedsagen omhandlede skulle momssystemdirektivets artikel 62, stk. 2, artikel 63 og artikel 64, stk. 1, fortolkes således, at afgiftspligten indtrådte og forfaldt ved udløbet af den periode, for hvilken betalingen var aftalt, uden at det kom an på, om og hvor ofte kunden faktisk havde gjort brug af tjenesteyderens ydelser.

Sagen drejede sig om tidspunktet for udøvelse af fradragsretten. Spørger havde forpagtet Hotel A fra slutningen af 2016 og til 31. december 2019. Bortforpagter fakturerede først i april 2021 huslejen for hele perioden i form af 31 fakturaer og opkrævede huslejen for perioden som et engangsbeløb med tillæg af moms. En af parterne nedsat voldgiftsret bestemte i kendelse af 13. april 2021, at spørger skulle betale husleje for perioden, og at der hidtil blot havde været tale om henstand.

Spørger kunne udøve fradragsretten på tidspunktet for modtagelsen af fakturaerne i april 2021 og uden, at der skulle ske periodisering til og genoptagelse af afgiftsperioderne, hvor den konkrete levering af ydelserne fandt sted, jf. ML (momsloven) § 36 a, stk. 2, nr. 1.

Sagen drejede sig også om, hvorvidt der var nogen del af momsen for perioden, som faldt uden for 3-års fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 31, og som bortforpagter dermed ikke kunne opkræve.

Forpagtningsaftalen var omfattet af ML (momsloven) § 23, stk. 5, hvor leveringstidspunktet, jf. § 23, stk. 1, anses for at være ved udløbet af hver af de perioder, som afregninger eller betalinger vedrører.

Det blev lagt til grund, at de 31 fakturaer, som formodedes at være dateret samme dag, reelt set var en samlet faktura - én opkrævning - der dækkede hele perioden. Den sidste dag i perioden, som opkrævningen vedrørte, var den 31. december 2019, hvorfor denne dato ansås for at være leveringstidspunktet, jf. ML (momsloven) § 23, stk. 1 og stk. 5.

Da leveringstidspunktet og dermed afgiftspligten indtrådte den 31. december 2019, skulle 3-års fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 31 beregnes med udgangspunkt i den sidste afgiftsperiode i 2019 og ud fra udløbet af den relevante angivelsesfrist, jf. ML (momsloven) § 57. Fristen udløb således tidligst i begyndelsen af 2023, hvorfor der ikke var nogen del af momsen, som ikke kunne opkræves af bortforpagter.