Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-44/11, Deutsche Bank

Dommen omhandler den momsmæssige behandling af såkaldte porteføljeforvaltningsydelser til investorkunder. Investorkunderne var typisk fysiske personer (privatkunder).

Ydelserne bestod i:

• At investorkunderne gav Deutsche Bank i opdrag selvstændigt at forvalte værdipapirer under hensyntagen til investeringsstrategier valgt af investorkunderne.
• Uden forudgående at indhente instruktioner fra kunderne i forbindelse med de enkelte handler traf banken alle relevante foranstaltninger med henblik på forvaltningen.
• Banken var bemyndiget til at råde over aktiverne (værdipapirer) i investorkundernes navn og for deres regning.

I forbindelse med forvaltningen foretog Deutsche Bank ligeledes konto- og depotføring.

Banken var med andre ord - inden for rammerne af den valgte investeringsstrategi - bemyndiget til selvstændigt til at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne. Ligesom banken gennemførte handlerne.

Da den i hovedsagen af Deutsche Bank ydede porteføljeforvaltning var en ydelse af finansiel karakter, og da artikel 56, stk. 1, litra e), i Momssystemdirektivet (som affattet før 1. januar 2010, nu artikel 59, litra e) ikke skal fortolkes strengt, skal denne virksomhed anses for som finansieringstransaktion at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 56, stk. 1, litra e), i den dagældende affattelse af Momssystemdirektivet.

Da artikel 56, stk. 1, litra e, i momssystemdirektivet (som affattet før 1. januar 2010, nu artikel 59, litra e) ikke skal fortolkes strengt, havde det ikke betydning, at porteføljeforvaltningsydelserne ikke var omfattet af fritagelsen i momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f eller g, (ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11, litra e eller f. Se evt. D.A.5.11.8.4 Momspligtige transaktioner vedrørende værdipapirer.

C-242/08, Swiss Re Germany Holding GmbH

Sagen omhandlede bl.a. leveringsstedet for ydelser i form af overdragelse mod vederlag af en portefølje af livsforsikringskontrakter.

EF-domstolen fandt, at ydelsen ikke var omfattet af det dagældende 6. direktivs artikel 9, stk. 2, litra e, femte led (bank- og finansierings- og forsikringsvirksomhed).

Bemærk, at der ikke er modstrid mellem resultatet i dommen i sag C-242/08, Swiss Re Germany Holding GmbH, og resultatet i dommen i sag C-44/11, Deutsche Bank.

Begrundelsen i dommen i Swiss Re Germany Holding-sagen var nemlig knyttet til den omstændighed, at artikel 56, stk. 1, litra e) (som affattet før 1. januar 2010, nu artikel 59, litra e), og artikel 135, stk. 1, litra a), i momssystemdirektivet benyttede formuleringer, der i det væsentlige var identiske, vedrørende forsikring, nemlig dels "forsikringstransaktioner, herunder genforsikring", dels "forsikrings- og genforsikringstransaktioner". Se præmis 52 i dommen i sag 44/11.  

Domstolen bemærkede således i præmis 31 i dommen i sag C-242/08, at det fælles momssystems rette funktion og ensartede fortolkning indebærer, at begreberne "forsikringstransaktioner" og "genforsikring" i sjette direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), femte led, og i artikel 13, punkt B, litra a), ikke defineres forskelligt, alt efter om de benyttes i den ene eller den anden af disse bestemmelser.

C-8/03, BBL

Visse ydelser i forbindelse med forvaltning af investeringsforeninger var omfattet af det dagældende 6. direktivs artikel 9, stk. 2, litra e, tredje (rådgivning mv.) og femte led (bank- og finansieringstransaktioner).

Præmis 46-48.

Domstolen tog ikke direkte stilling til, hvilke af de omhandlede ydelser, der var omfattet af henholdsvis 6. direktivs artikel 9, stk. 2, litra e, tredje led (rådgivning mv.) og femte led (bank- og finansieringstransaktioner). Det var tilstrækkeligt for at fastlægge leveringsstedet for ydelserne, at konstatere, at de var omfattet af et af de to led i bestemmelsen.

Landsskatteretten

SKM2002.663.LSR

Ydelser i form af rådgivning om økonomiske forhold, som et dansk selskab købte hos et engelsk selskab, var omfattet af den dagældende ML (momsloven) § 18 stk. 1, nr. 3 (rådgivning mv.).

Landsskatteretten fastslog, at der ikke var tale om momsfritagne finansielle ydelser omfattet af ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11, men momspligtige rådgivningsydelser. Retten lagde vægt på, at det engelske selskab ifølge kontrakten fungerede som finansiel rådgiver med henblik på at etablere et samarbejde mellem det danske selskab og en anden forretningspartner. Dette samarbejde kunne etableres på flere måder, hvoraf salg af aktier i det danske selskab var én mulighed. Der var dermed tale om en kontrakt om egentlig økonomisk rådgivning. Retten lagde endvidere vægt på, at det danske selskab ikke var sælger af aktierne.

Dommen er også omtalt i afsnit D.A.6.2.2 Kundens status og egenskab og D.A.6.2.5 Hovedregel 2: Leverancer til ikke-afgiftspligtige personer.

Under sagens behandling ved Landsretten tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle, da selskabet ikke kunne anses for en afgiftspligtig person på tidspunktet for købet af ydelserne. Se SKM2004.333.TSS.